Støberiet  
(et udtryk, som man tidligere ofte brugte, når man ude i byen omtalte BRØDRENE ANKER)
Jeg har tidligere fortalt, hvordan man hos BRØDRENE ANKER støbte jern.
De fleste af mine oplevelser omkring det stammer fra årene 1946 – 1949, hvor jeg var i lære som maskinarbejder. På den tid var det almindeligt, at man blev beskæftiget med meget andet end det, man kom i lære for, – og således også for mig. Derved fik jeg også et indblik i formningens kunst, da vi ofte måtte ned i formeriet og hjælpe formeren, (Ernst Lind-Holm) med at vende en formerkasse. Der var et sindrigt system, hvor han kunne trække i et håndtag, der var forbundet med en klokke oppe i maskinværkstedet. Antallet af hjælpere, han havde brug for, angav han med antallet af klokkeslag.
Andre forberedelser til støbningen var bl. a. at slå klumper i stykker af noget, der blev kaldt ferro cilicium, der skulle tilføres i smelteovnen undervejs. De yngste lærlinge blev også sat til at ælte ler, der skulle bruges til at proppe udløbshullet med, hvor det flydende jern kom ud fra ovnen. Leret var såkaldt ildfast, der kom fra klinkerfabrikken i pulverform . Det blev blandet med vand og sand og når vi syntes, at vi havde æltet længe nok fik vi fat i Johannes Sonne, der skulle godkende det. Han lavede så nogle små kegler af dem, som han satte på en stage med en rund plade på enden. Det var nemlig hans opgave, at åbne og lukke for det flydende jern. Når han mente, at det var passende, brugte han en spids stage til at ”bore” den gamle prop væk, således at jernet kunne løbe ud og videre ned i ”skeerne”, der stod parat ovenpå hinanden under udløbstuden. Når den øverste var passende fyldt bar to mænd den væk,
så næste ”ske” kunne fyldes. Således fortsatte det til der ikke var mere flydende jern, og Sonne kunne proppe hullet med lerkeglen.
De to mænd gik så med skeen hen til den form, der skulle udstøbes, men inden de hældte jernet ud, var det os lærlinge, der med en ”skummer” skulle sørge for at der ikke kom urenheder med i det udhældte jern.
Tidligere på dagen havde nogle af de ældre svende haft travlt med at få en gammel HEIN glødehovedmotor startet. Man satte en blæselampe til at varme glødehovedet op for derefter at starte den. Den skulle nemlig trække en højtryksblæser, der gennem en kanal sørgede for blæseluft til smelteovnen. Tidligere havde motoren trukket akselledningen, der gik igennem hele værkstedet og var forbundet til de forskellige maskiner, men på grund af krigen kunne man ikke få brændstof til motoren, og måtte derfor have en elektromotor som trækkraft.
Det var et varmt og udslidende arbejde for alle de deltagende. Derfor var det kutyme, at lærlingene hentede et ølanker med det bedste øl på bryggeriet. Det lå så til fælles afbenyttelse.
Da vi var færdige med at udstøbe alle formerkasserne var det på tide, at adskille formerkasserne og tage det størknede jern ud. Noget af det gjorde man samme dag, især det tynde gods; ellers ville det ruste. Det var et svinearbejde, det støvede meget og da vi var godt svedte, blev vi meget snavsede. På den tid var det ikke almindeligt, at man havde bademulighed på arbejdspladsen, – og altså heller ikke her.
Ernst Lind-Holm kom i lære som maskinarbejder. Samtidig kom Svend Aage Christensen i lære som former ligesom sin far, der arbejdede i virksomheden. De to unge mennesker fandt så ud af, at de kunne skifte
fag, og derved blev Ernst Lind-Holm former, og Svend Aage Christensen maskinarbejder. Ernst Lind-Holm fortsatte i firmaet og var en skattet medarbejder længe efter, at man foretog den sidste støbning i 1957. Han havde halvtreds – års jubilæum 1. november 1979 og fik i den anledning tildelt dronningens fortjenstmedalje for tro tjeneste.
Svend Aage Christensen blev udlært som maskinarbejder og læste derefter til maskinmester. Derefter sejlede han i nogle år og var hjemme på en velfortjent orlov da han blev tilkaldt for at afløse en kollega, der var blevet syg. Det viste sig at blive hans sidste rejse, idet han forliste med ”Hans Hedtoft” oppe ved Grønland.
Erik Anker