Jylaautan, du hæjlu e,

når frå himlinj dær fajler sne,

så bler svårted te lyz ijæn;

blomster saver i vinjtersænj.

 

Bællaiven di sjinner glâ,

di har glæt saj te dænja dâ;

vaskada e di å nålad på,

å opivada e di små.

 

Jylatræd står så pent å râkt,

pøvvernødder har moer bâgt,

korrana e me godter fyjlt,

unje træ’d e vær gava sjylt.

 

Jylaautan me fred på jorn,

seddan hedder di gamle orn.

Kjærkeklokken nu kjimar inj

jylaglæ i vært mænjskesinj.

 

Lyzen blârar på grønna gren,

bælla dansar på vissa ben.

Uddanforr e’ed svårt, – å kjyjl,

injanjforr e’ed hæjlu jyl.

 

 

Or å mosæk å Eyvind L. Lind.