Vi kender alle Tove Ditlevsens roman om Barndommens gade og Anne Linnets fortolkning af den i en dejlig sang. Jeg har tilføjet og By i overskriften til det indlæg jeg har skrevet.Jeg vil gerne fortælle jer lidt om, hvordan jeg oplevede at være barn og ung i Hasle i årene 1944 – 1962.

Jeg hedder Inge Skovgaard Petersen, født Jensen. Jeg blev født den 4. januar 1944, og mit barndomshjem var Grønnegade 2 (nu er det blevet nr. 10, og der er etableret en VVS-virksomhed – tak i øvrigt til Carstens VVS for den fine renovering).

Jeg var den ”lille” i familien, der bestod af min mor Mathilde og søskende Lise, Else, Grethe, Svend-Aage, Kalle, Gudmund og Aase. Sidstnævnte, som i 9 år havde været den lille, måtte nu vige pladsen som familiens ”mindste”.

Grønnegade 2 var en stor ejendom, der indeholdt 3 butikker, købmandsbutik, slagteriudsalg og frisørsalon. Else passede købmandsbutikken, Grethe havde salonen og mor kørte slagteriudsalget.

Jeg har haft den skønneste barndom man kan tænke sig, og er vokset op med en masse kærlighed fra hele familien, og jeg blev rigtig godt forkælet kan jeg vist roligt sige.

At bo i Grønnegade betød, at der var en masse legekammerater. På højre side af Fælledvej boede familien Attle, (Erik og Else der havde Lillian, Svend-Erik og Gitte) familien Marcher, (Kalle og Lilly, der havde Bente og Finn-Ole, samt familien Kruse, der havde Jytte, Kurt og Kaj, og på den anden side ”Bager Louis”, som var min onkel, tante Emmy og mine to kusiner, Hanne og Bente. Så var der Gert og Anne-Marie hos familien Due.  Der var Darlin og Karin, hvis far havde pølsevognen på Torvet. Og længere ud ad Fælledvej boede Gartner Ipsen, og her er det Ellen der blev legekammeraten.

Så havde vi Ejner Hansens bondegård, (dejligt at se et foto af den i sidste nummer). Til gården hørte en lejlighed, hvor Louis og Ruth Markussen med døtrene Lis og Jonna. boede. Så kom Sildetorvet, hvor Laila og Betsy boede, familien Funch (her er det Aage som blev lege- og skolekammerat). Mona Munch boede med sin far og mor og søskende nede i Søndergade, og på Gasvæksvej var der familien Seerup med 3 piger, familien Finne med Henning og Bent og familien Jensen med Kurt og Jytte. I Gulerodsgade var der Berner Pihl. Der var mange flere rundt i de omliggende gader, men et sted skal jeg jo stoppe. Så det skortede ikke på legekammerater, og Attles have var en herlig legeplads, hvor vi boltrede os som små. Og da vi blev lidt større, ja sågar unge, så var haven stadigvæk et dejligt sted at være i – der stod jo et stort og et mindre kirsebærtræ, som bar rigtig sorte søde kirsebær. Jeg har reddet mig mange mavepiner fordi øjnene ikke kunne få nok.

Da jeg var 5 år gik jeg i ”Påga-skolen” der lå i Vestergade, og hvor frk. Steenberg var lærerinde. Her lærte vi at læse og skrive. Vi lærte nok også at lægge tal sammen, for jeg kan mindes at jeg skrev 3-tallet omvendt.  Og når vi skulle hjem, sang vi altid ”Nu er skolen til ende, og så hjemad vi gå, hvad vi lærte derhenne, skal vi nok huske på”.

At have en bondegård så tæt på bød også på en masse sjove ting. Vi hjalp til med at køre roer hjem, og så fik vi nogle stykker som vi kunne udhule og sætte lys i. Det var før Halloween kom til Danmark. Vi fik lov til at give grisene og køerne mad, det kunne være rester fra aftensmaden samt kartoffelskræller. Og hver dag hen under aften gik Ejnar Hansen med sine køer ned ad gaden efter at de havde været på græs hele dagen. Mange gange svinede de gaden til med komøg, og så måtte vi ud at feje gade.

Jeg ved ikke, hvor udbredt det er i dag at gå i søndagsskole, men dengang var det helt almindeligt. Baptist søndagsskolen lå tæt, det var bare op ad gaden, og vi var rigtig mange der søndag efter søndag mødte frem.  Jeg har et fotografi af os der gik der, og her er vi 53 børn samlet (jeg kan dog ikke huske hvorfor vi blev fotograferet). At gå i søndagsskole betød også at der var en årlig sommerudflugt til Brændegårdshaven (og hvorfor det i dag skal hedde Joboland forstår jeg ikke en pind af). Det var med forældre, og i stiveste puds. På billedet kan I se min mor, Else, Grethe og Laila, Betsy og mig i fine sommerkjoler. En særlig ting var også den sparebøsse der fandtes, og som var en negerdreng, der ”spiste” den mønt man lagde i hans hånd.

Der var andre søndagsskoler i byen, bl.a. Zoar nede i Vestergade, og her erindrer jeg de flotte ”godtekurve” vi fik ved deres juletræsfest. Det var ikke en pose, men en kurv med hank, og som var lavet af pap og omviklet med crepe-papir, de var bare så flotte, at man gemte dem længe efter. At jeg fik lov til at være med når Zoar havde juletræ. var fordi min tante Emmy havde tilknytning til Zoar.

Af andre ting husker jeg når der skulle vaskes ”storvask” af både sengetøj, undertøj m.v., hvor det blev lagt i blød, sikkert i soda, det tør jeg ikke sige 100%. Så blev det kogt i murgryden, og endelig skulle det skylles og hænges op. Da mor, Else og Grethe havde hver deres butik, så kom fru Attle, og vaskede for os efter at min mor havde lagt det i blød.

Sådan en murgryde kunne bruges til meget, den fungerede også som ”badekar”. Herligt at blive puttet op i den, og sidde og blive helt rynket på hænder og fødder i det varme vand. Senere fik onkel Louis et rigtigt badekar, og så blev murgryden valgt fra, for det var alligevel mere lækkert at få lov og bade inde hos onkel Louis og tante Emmy i et rigtigt flisebadekar.

Da Lillian og Bente skulle begynde i den ”rigtige” skole, ja så ville jeg altså også i skole, og da jeg er et år yngre, kom jeg derfor ud til inspektør A.K. Hansen, der boede på Fælledvej, til en ”modenheds-prøve”. Den prøve gik åbenbart godt, for jeg begyndte i hvert fald min skolegang sammen med Lillian og Bente i Hasle Borgerskole, hvor mange af de legekammerater jeg har nævnt blev mine klassekammerater. Som I kan se på billedet så var det 3 små stolte piger der var klar til 1. skoledag.

Da vi startede i skole blev mine øjne automatisk også rettet mod dem der boede længere oppe i byen og nede på havneområdet (Lis Larsen, Jonna Vang, Preben Jensen, Birgitte Grønbech, Inge Holm og Lillian Finne, alle blev de klassekammerater) Ja, med et blev Hasle meget større.

Se, da jeg var barn var året vitterlig delt op i forår, sommer, efterår og vinter, alle årstider med hver sin charme.

Om foråret løb vi på rulleskøjter, vi spillede snurretop, som vi fik drejet oppe hos snedker Lind i hans træværksted, vi spillede med hønseringe, byttede nipsenåle, legede tag fat, hinkede paradis, spillede rundbold, stikbold, og sjippede tov, og alt sammen foregik på gaden, hvor der jo ikke kørte så mange biler, og de der kom kørte ikke hurtigere end at vi kunne gå/løbe til siden.

Sommeren startede når det blev pinse. Så måtte jeg få knæstrømper/ankelsokker på, og lærredsskoene blev flot hvidtede. Og jeg måtte gå i vandet. Det kunne godt være en kold tur alt efter hvornår pinsen faldt, men om vi så stod med klaprende tænder og rystende knæ, så skulle vi altså have årets første dukkert.

Sommeren igennem badede vi nede på ”Hestastrãn”, og her gik vi ned med tæppe, madpakke (sukker-madder)og saftevand, og der lå vi så hele eftermiddagen og blev godt gennembranket. Når vi blev større rykkede vi længere hen mod ”badehuset”, og vi sprang i vandet fra badebroerne og 3 og 5 m vipperne. Vi kunne også finde på at svømmer over gattet, det var især om aftenen det foregik. Attles trappe var et yndet samlingspunkt for mange af os, her hyggede vi os medens solen bagte fra en skyfri himmel, og det var unge som ældre.

Jeg husker også når Cirkus Louis kom til byen. Åh, hvor var det spændende, og jeg elskede cirkus (og det gør jeg stadigvæk). Jeg ville rigtig gerne være cirkusprinsesse en gang, og jeg skulle være hende der gyngede oppe i trapezen. Cirkus købte altid kødvarer hos min mor, og ofte skulle jeg ud med det, og fik lov at komme helt ind i cirkusvognen.

Efterårets lege foregik ofte på Fælleden og i Anlægget, hvor vi byggede hytter og legede i træerne. Vi samlede kastanjer og lavede de flotteste dyr man kan forestille sig. Da vi blev lidt ældre, ja så gik vi på valnødderov i Grønbechs Gård, og vi fik grimme grønne og forrevne fingre når vi skulle have valnødderne ud af skallen.  Vi tog også på Æblerov, og det var tit i Kopps have, for der var jo ikke altid folk i det hus, så vi kunne bare boltre os.

Julen var også en del af vinteren. I december måned når der blev pyntet op til jul i byens butikker, begyndte nedtællingen til den store aften. Og jeg elskede den tid, (og det gør jeg stadigvæk) og gik mange aftenture for at ”se på vinduer”.

Turen startede ude hos elektriker Regnersen, og fortsatte ad Storegade hos ”Ellen-Else”, videre til urmager Westh, hvor der altid var noget elektrisk pynt, og så ellers gaden igennem med de to boghandlere, Midi, ja helt op til isenkræmmer Pihl, og så over på modsat side af gaden, hvor bager Drejer lå, Thoras frugt og grønt, og så ellers ned mod bymidten med Centrum Blomster, Tatol, Marckmanns Kiosk, Bjørklund sko, og Carstens skomagerværksted og butik samt Grønbechs. Granguirlander med lyspærer i, var der over butiksruderne, jo, det var tider. Juletræ på Torvet med lys i havde vi også, det var bare så flot det hele.

Og efter sådan en tur, hjem til min mor og plage om vi ikke skulle lave havregrynskonfekt, og jeg har jo fortalt at jeg var forkælet, for spisebordet blev ryddet, der kom voksdug på, og alle ingredienser blev hentet ind fra køkkenet, og så lavede vi konfekt.

I dag når man laver havregrynskonfekt, så bliver de jo lavet som små kugler og vendt i kokos eller forskelligt krymmel, men sådan var det ikke hos os. Vi lavede en stor portion, som blev delt i 5 klumper, en  til os hver. Hver vores klump kom ud i spisekammeret, og lagt på madpapir, mors, Elses, Grethes, Aases og min, og så gik vi og spiste af den når det passede os, jeg siger jer, det bare var lykke. Den fine chokolade nede i Elses butik kunne ikke stå mål med vores havregryns klump.

Til julens minder hører også, at mange af byens familier fik stegt deres ænder og flæskestege inde hos onkel Louis. Og når de skulle hentes havde folk en lille spand med til skyen, så der var noget at lave sauce af.

Om vinteren, hvor der selvfølgelig altid var sne, kælkede vi om aftenen på Gasværksvej. Vi kørte helt ned til Redningsstationen, og var vi rigtig modige, ja så var det ind mellem ”sildegammerne”. Jeg kan høre hvinene fra os alle når jeg tænker på det. Og når vi lå der på vores kælk med god fart på råbte vi: ”Af vejen, nu kommer flæskestegen”.

Et minde som står stærkt i min erindring er, da min bror Kalle emigrerede til Amerika. Det var en forfærdelig oplevelse, at stå på Rønne havn og se ham gå ombord på damperen. Hvordan ville det gå ham? Kunne han klare sig som murer derover i det store land? Og fik vi ham mon nogensinde at se igen? Der blev grædt mange tårer kan jeg godt fortælle.

Vi fik ham at se igen (mange gange igennem årene), og den første gang han kom hjem var til en jul. Han skulle ankomme med ”Amerikabåden”, og jeg var med i København og stod og tog imod ham. Det var en stor oplevelse at se alle de mennesker på kajen som stod og ventede på, at den store båd lagde til. Der blev smidt konfetti, og vi viftede med vores papirsflag. Der var orkester på havnen der spillede julemusik, jeg glemmer det aldrig. Men dengang kunne man skam ikke sådan bare få fri fra skole, så min mor måtte betale ”mult” for at jeg kunne få lov til at holde fri en dag og følge med til København og tage imod Kalle.

Jeg fik også lov til at gå til ballet. Lis og Jonna Markussen og jeg fulgtes ad til Rønne, hvor der på Dams Hotel (nu VUC-center) blev undervist en gang om ugen af en balletmester fra det store København. Vi fik flotte balletkjoler, og balletsko så vi kunne stå på tæer, og der var opvisning for familien når sæsonen var slut, akkurat som det er når der er afdansningsbal på en danseskole.

Min tid i Hasle Borgerskole sluttede efter 5 år, for så kom jeg på ”Statsskolen”, men aldrig mistede jeg forbindelsen med mine kammerater i Hasle. Når jeg kom fra skole var vi sammen som altid, og det har holdt sig gennem alle årene. Jeg kan ikke mindes, at jeg og Jonna Vang som også kom derud samme år, er blevet mobbet. Dengang var man ellers en ”statsgris” når man gik på statsskolen. Inge Holm var kommet derud året før. Mange af Hasles børn gik på statsskolen, og vi samledes om morgenen med vores cykler, og fulgtes ad. Om vinteren, når der var sne (for det var der jo dengang) så kørte vi med Rutebilen oppe fra Torvet af, men ellers cyklede vi de 10-11 km hver dag frem og tilbage.

En gang om ugen cyklede jeg med varer ud til Stanislav i Gammelværk. De handlede både slagtervarer og købmandsvarer hos os, og dem fik jeg så til opgave at køre ud med.

En anden tjans jeg havde hjemme, var. at der om lørdagen skulle fejes fortov og gade. Det var ikke altid lige sjovt, og det var vist heller ikke mig hver lørdag. Men ellers kan jeg ikke huske jeg havde nogle faste pligter derhjemme. Jeg havde det som ”blommen i et æg”.

Som Laila skrev i august bladet, ja så blev vi ”bællæpajer”. Jeg fik lov til at ”passe” Anders, Hasles skønneste unge med krøl i de lyse lokker. Anders var Skibsmægler Petersen yngste søn. De havde også Finn, men han var for stor til at blive ”passet”.  Det var en dejlig tid, og jeg var næsten en datter af huset.  Når fru Petersen fik julekatalog fra Magasin, blev det kigget igennem mange gange kan I tro. Det var flot udstyret med en tyk glittet for- og bagside, og var meget anderledes end det katalog vi alle fik fra ”Dalle-Valle”.

Og Anders, ja han var bare min, jeg elskede ham af hele mit hjerte, og kunne næsten ikke slippe ham når jeg kom og afleverede ham hen mod spisetid.

Fru Petersen, eller Anne-Marie, som jeg har lært at sige når jeg blev voksen, ser jeg alt for lidt til. Det sker, at jeg stikker næsen ind om, og det tager ikke mange sekunder, så går snakketøjet som i gamle dage, men det sker alt for sjældent.

Ja, ungdomsårene var dejlige. Jeg mindes min første skolekæreste, Kaj Erik, og som 13-14 årig var jeg overbevist om at vi engang skulle giftes. Man har vel lov at være lidt naiv i den alder.

Jeg husker også at mange af os gik ned til røgerierne. Vi måtte få de nedfaldte sild, og så sad vi i græsset og spiste disse, og eneste værktøj var ”klør 5”. Det gik fint, og noget af det bedste var at slikke skindet helt rent.

Vi gik også i biografen, for sådan en havde vi også i Hasle. Der sad vi på træbænke, og billetterne kostede 50 og 75 øre. Biografen kunne bruges til mange ting. Når der ikke blev vist film, blev der arrangeret bankospil om efteråret. Der blev spillet om levende ænder, og min onkel Louis var altid heldig og kom hjem med flere ænder, der så gik hjemme i deres gård og åd sig store og fede indtil julen nærmede sig og de skulle slagtes.

Efter konfirmationen var man jo ”stor”. De andre var, som tidligere nævnt et år ældre end mig, og havde været konfirmeret et år, og var ude at tjene penge. Derfor måtte de jo også lidt mere end mig. Men jeg fik da lov til at cykle med ud på ”Skovly” til bal en gang imellem, jeg skulle bare være hjemme kl. 22.00. Smadder uretfærdigt syntes jeg dengang.

Havnen var også et yndet tilholdssted for os ”unge”. Skønt at sidde på bænken og spise en stor isvaffel, og der var liv på havnen dengang med en masse fiskerbåde.

Da jeg blev færdig med ”realen” vidste jeg ikke rigtig hvad jeg ville være. Drømmen om at blive cirkusprinsesse var jo forpasset for længe siden., så jeg kom på husholdningsskole i Vejle.

Normalt er sådan et ophold ½ år, men til husholdningsskolen hørte der en vuggestue, og da jeg var meget glad for små børn, så startede jeg 2 måneder før i vuggestuen, så mit ophold i Vejle blev 8 måneder, hvor jeg kun var hjemme en gang, nemlig til jul. Det var lidt hårdt. Da jeg kom hjem til jul, ja så var Jonna Vang simpelt hen vokset med raketfart,  og var nu et helt hoved højere end mig.

Vi fik ungdomsklubben, hvor vi var mange aftener om ugen, hvor vi hyggede os med mange forskellige ting, og som både arrangerede klubaftner og mange baller. Klubaftnerne foregik oppe hos købmand Tranberg, der havde stillet en lejlighed til rådighed, og ballerne fandt sted både på Bia-Lid og i Hasle Forsamlingshus.

Om sommeren var der dans på ”Ørnekullen”. Jo, der skete skam noget i Hasle, og vi kedede os aldrig.

Også Hotel Hasle arrangerede balaftener, og her mødte jeg en fredag aften Kjeld, og så varede det ikke længe før Inge Jensen var fortid, og Inge Skovgaard Petersen blev fremtid. Vi blev gift sidst i september 1962 og fik hurtigt 2 dejlige drenge, som har sørget for, at vi er blevet farmor og farfar til 5 skønne børnebørn.

Skønt jeg flyttede til Rønne i september 1962, har jeg altid skullet ”hjem” til Hasle når jeg tog på besøg. Og det tror jeg aldrig ændrer sig, jeg skal stadigvæk ”hjem” når jeg tager til Hasle.

Jeg vil slutte med at sige, at selv om det er skønt at se tilbage på ”der var engang”, ja så skal vi ikke glemme at leve i nuet, og det ved jeg også, at det er der ingen af os der gør.

Jeg vil også sige tak til Rudy, Aage, Lillian, Mona og Poul-Erik fordi de har fået os i gang med det lokalhistoriske.

PS.

Jeg kunne have fyldt hele bladet med minder fra ”der var en gang”, men der skal jo være plads til meget andet.

Inge Skovgaard Petersen