Den 30/5 var vi igen samlet til klassefest, og som sædvanlig gik snakken livligt, ting man har glemt dukker op igen.
Minderne står i kø, min lillesøster Betsy og jeg voksede op hos vores farmor og farfar Jenny Marie og Emil Olsen på Sildetorvet 2.
Det var hvad man i dag vil kalde små kår, der var lokum i gården iskoldt vand i hanen så det med hygiejnen var hurtigt overstået. Legetøj var det småt med -men vi havde vores fantasi og med den kommer man langt.
Jeg husker når turistsæsonen startede og “damperen” lagde til i havnen da skulle man ned og se om det var nye ansigter eller nogle af dem der kom år efter år – åh så spændende med disse velklældte mennesker med fotoapparater og kufferter m.m. hvor mon de kom fra og hvad ville de her?
Fantasien fik også frit løb når kataloget fra “Dalle Valle” kom. Jeg var hos Birgitte Grønbeck, vi studerede nøje dette blad, satte krydser ud for alt det vi skulle “købe”; vi ønskede os sovepose, dolk lommelygter, campinggryder m.m. – vi havde fået den idé at vi skulle på tur og overnatte på forskellige bondegårde. Vi ejede ikke en krone og havde heller aldrig fået lov- men der gik en hel vinter med at drømme og planlægge og det var herligt.
Sommer, det var nyt tøj -pinsesnit- det var farfar der kridtede gummisko der tørrede i solen; det var blåbær; – kirsbær fra familien Attle’s træ.Det var turene til stranden, en sjælden gang champagnebrus og om søndagen en kop Carlsberg citronvand, det elskede min farmor.
Sommer var også den årlige søndagsskoleudflugt, der altid startede med at køre til et “voksensted” altså noget med køn udsigt. Vi børn ventede jo bare på at komme til Brændegårdshaven!
Når man som jeg har været længe væk fra øen er der udtryk der er gået i glemmebogen, så jeg var lidt til grin da ordet “bællapaja” fik mig til at se lidt forundret ud. Men det satte også skub i minderne. Jeg blev “bællapaja” hos familien Karen og Herman Karlsen. De havde to børn, Hans Ole og Svend Åge, jeg fik ansvaret for den mindste kaldet “Lillbassen” hver dag efter skole tog jeg ham op fra middagesøvnen og gik tur med ham. Så mødtes jeg med Mona Munch eller Inge Jensen og det var fis og ballade. Senere skulle der serveres små terninger af sigtebrød med smør og leverpostej, det smagte så godt så jeg må indrømme at halvdelen havnede i min mund!
Alt var naturligvis ikke idyl, men jeg husker mest de gode ting og jeg er taknemlig for at farmor og farfar trods det at de var lidt oppe i årene og havde haft 6 børn, åbnede deres hjem for mig og min lillesøster.
At livet kunne være meget anderledes gik for alvor op for mig da jeg efter skolen flyttede til København.
Jeg kom i lære som bogbinder i Vestergade nær Rådhuspladsen, det var på en fjerdesal i baggården.
Det var hæsligt, tonen var rå, arbejdet hårdt og jeg blev drilled meget specielt sproget så jeg lærte mig på rekordtid at tale “tyndt”.
Vi boede på Nørrebro, en varm sommerdag kommer jeg fra arbejde og ser en lille dreng fra opgangen cykle frem og tilbage på fortovet, han ville så gerne på den anden side i parken og lege, men det måtte han ikke -trafikken over gaden var for slem og ingen voksen havde tid – da tænkte jeg igen på min egen barndom med alle de legemuligheder vi havde!
Sildetorvet, foto Algot Lindau, BB.
I mange år har jeg været optaget af andre ting, men er nu “hjemme” så meget som muligt. Det er en stor glæde at møde så mange gamle bekendte og at komme på lokalhistorisk kan jeg slet ikke undvære.
Laila Eriksson (f. Olsen)