Byvandring 1.

Efter at min bror, Erik Anker, har opfordret mig til at fortælle lidt, om det jeg husker fra barndommens by, Hasle, vil jeg nu starte med en tur ned ad Sandløkkegade, hvor jeg vil skrive lidt om nogle personer samt oplevelser, som står tydeligt i min erindring. Men da Erik og jeg har haft mange oplevelser fælles, vil der ganske givet være gengangere, i det jeg skriver.

For nu at begynde med Østergade nr. 11 (husnumrene er af nyere dato) hvor facaden ligger ud mod Sandløkkegade, så boede der (antagelig indtil 1937) en ældre dame, der altid var sengeliggende, fordi hun havde brækket et lår eller en hofte. Jeg har aldrig været inde og besøgt hende, men gennem vinduet har vi vinket til hinanden. Hun havde en hushjælp, Nelly, hvis efternavn jeg ikke kendte den gang, men hun blev senere gift med Børge Larsen

Efter denne beboer flyttede Marie og Pehr Jensen ind i nr. 11. Men allerede i maj 1927 var de, efter hvad jeg har fået fortalt, på besøg i Østergade. Den dag var flaget gået til tops hjemme hos os, og nysgerrig, som Marie jo var, spurgte hun, hvorfor Karl Anker flagede. Da hun fik at vide, at han lige var blevet far, kunne hun ikke dy sig for at sige: ”Så vil han da hurtigt kunne slide flaget ud”.

I øvrigt vedkendte de sig deres øgenavne. Som Erik har fortalt, var Pehr halt, og i al gemytlighed pralede han lidt med, at han var af en fin familie, som blandt andet omfattede en Ruder Knægt. Pehr omtalte også Marie som Fedebollen, og Marie sagde altid Vorherre om Pehr.

Sandløkkegade 15 – 21.

Som Erik tidligere har skrevet, boede Kristine Lind i Sandløkkegade nr. 19 mellem Østermarie og Vestermarie, der boede henholdsvis i Østergade nr. 11 og Sandløkkegade nr. 17.

Kristine Lind var syerske. Dels tog hun hjem til folk og tog mål, hvorefter hun syede hjemme, og dels syede hun ude i folks hjem på husets symaskine, som på den tid altid var en trædemaskine. På et tidspunkt flyttede hun ned i Storegade, og en anden overtog huset.

Denne anden var vist nok en fru Petersen, af en eller anden grund også kaldet moer. Men før hun kom til at bo der, havde hun en søn, der hed Knud Erik, som efter sigende blev dræbt nede ved den dansk-tyske grænse, men de nærmere omstændigheder blev vist aldrig opklaret.

I nr. 17 boede Marie og Anton Pedersen med deres voksne søn, Otto Pedersen, også kaldet Krølle, som ikke havde et hår på hovedet. Han var en habil svømmer, som deltog i konkurrencesvømning i sine unge dage. Det har været årene efter anden verdenskrig, hvor købmand Andreas Thomsen var primus motor for svømmearrangementer i Hasle havn. Blandt andet blev der afholdt Bornholmsmesterskaber, ligesom der var opvisning af kendte svømmere fra Danmarksmesterskaberne.

Vestermarie havde tidligere været gift Andersen, og fra den tid havde hun to børn, Axel og Hulda. Hulda var ugift og boede i København, men kom hver sommer hjem på ferie, hvor hun ofte besøgte vores to fastre, Anna og Margrethe Anker. Axel kom først i maskinlære hos Brødrene Anker, men kom senere ind ved politiet i Rønne. Under krigen gik han under jorden, han blev i alle tilfælde ikke taget af tyskerne. I øvrigt kom han igen efter krigen meget ofte på besøg i Hasle.

I det næste hus, nr. 15, boede Janusine, ja, hun hed altså Ibsen til efternavn, men det vidste vi børn dårligt nok. En af hendes store interesser eller kæpheste, kunne man næsten sige, for den havde i alle tilfælde noget med heste at gøre, var at holde øje med, om hestene tabte pærerne i nabolaget. Hvis der var gevinst, strøg hun ud og samlede dem op i sit forklæde, som hun altid havde på. Derefter gik hun ind i haven og fordelte dem. At opsamlingen skete med hånden, må jeg lige tilføje for en ordens skyld.

Måske på grund af ovennævnte blev hun af os børn anset for at være lidt mærkelig, og derfor havde vi også lidt svært ved at kommunikere pænt med hende, eller rettere sagt, så var der nogle af børnene, der hujede og råbte ad hende. Men det var lige ved at gå galt en fastelavn. En flok børn vovede sig ind i løvens, om ikke hule, så have, hvor de begyndte at synge. Men det skulle de nok aldrig have gjort, for Janusine smed potteplanter efter dem, og min søster, Ellen, var nær ved at blive ramt af en kaktus.

Lidt længere nede i gaden boede Stempel Kofoed med sin voksne datter, Asta. Stempel Kofoed blev kaldt sådan, fordi hun solgte stempelmærker, som blev og bliver brugt i forbindelse med officielle dokumenter.

Hos Brødrene Anker blev der brugt mange stempelmærker i forbindelse med veksler, idet specielt landmændene ofte var i pengetrang og derfor måtte udstede veksler og også ofte måtte forny dem indtil flere gange, mens de ventede på bedre tider.

Jeg er mange gange blevet sendt i byen af min faster, tante Anna, som passede kontoret. Ofte har jeg været nede for at købe stempelmærker, og det gjorde jeg gerne, selv om det også kunne være lidt af en prøvelse. For de to damer var meget nysgerrige og skulle have alt at vide, om hvordan det gik i skolen og så videre. Som regel blev jeg budt på bolsjer, og så var det jo svært at lade være med at tilfredsstille deres nysgerrighed. Men jeg kan godt forstå, at de var videbegærlige, for de var intelligente og havde begrænset kontakt med omverdenen.

For eksempel har jeg aldrig set moderen gå i byen. Derimod så man ofte datteren, Asta, også kaldet Let På Tå, gå rundt i byen. Øgenavnet havde hun fået, fordi hun altid gik som en kongepuddel med højt løftede ben, som hun satte forsigtigt til jorden. Det så næsten ud, som om hun ville føle, om den kunne bære. I modsætning til puddelen kom hun dog ikke knejsende med hovedet. Det var tværtimod skudt lidt frem, så hun virkede nærmest lidt duknakket. Et andet særpræg var, at hun altid gik midt ude på gaden, som om hun var bange for, at de lave huse skulle falde sammen om hende.

Det hører med til beskrivelsen af Let På Tå, at hun i sin tid havde taget studentereksamen med udmærkelse, men aldrig havde læst videre. Om det var af hensyn til økonomien eller moderen, hun blev hjemme, eller om hun var bange for den store verden, kan vi ikke vide. Men skæbnen havde i alle tilfælde gjort hende til en af byens originaler.

I øvrigt havde hun en bror, som havde fået en mere middelmådig studentereksamen. Han havde læst til sagfører og havde nedsat sig i Holbæk, hvor han klarede sig godt.

Efter Stempel Kofoed og Let På Tå flyttede snedker Smil og hans kone ind i huset, hvis jeg ellers husker rigtigt. I alle tilfælde boede de i et af de huse en kort periode. Man så aldrig snedker Smil uden et stort smil, så han passede godt til sit øgenavn. For resten kan jeg ikke mindes, at jeg nogen sinde har hørt hans rigtige navn.

Knud Anker.