Knud Anker

Byvandring 2.

På min tur ned ad Sandløkkegade er jeg stadig ved det hus, som Stempel Kofoed boede i, for på et tidspunkt blev det overtaget af vognmand Harald Jensen, som boede der sammen med sin kone og to døtre. Efter hvad jeg fik fortalt, havde han tidligere været entreprenør, men havde mistet en del penge, da han som kautionist måtte betale for en andens gæld. Det havde degraderet ham til vognmand, idet han dog kunne beholde sin lastbil.

Harald Jensen og hans lastbil blev meget benyttet af Brødrene Anker, som blandt andet havde fået til opgave at fjerne nogle af tyskernes radaranlæg, og det var jeg med til. Det foregik om vinteren, mens marker og markveje var frosne, så en lastbil kunne køre hen til anlæggene. Derfor var det en kold omgang at klatre op og arbejde med skærebrænder, så det skiftedes vi til. Også de skure, der husede maskineriet skulle fjernes, så der var nok at gøre for Harald Jensen og hans lastbil, og for Brødrene Anker betød det, at firmaet fik mange materialer, som kunne genbruges. Vi må her huske på, at det var næsten lige efter anden verdenskrig, og at der stadig var stor mangel på materialer. Et af skurene blev i mange år benyttet som garage, mens et andet blev brugt til oplagring af noget materiel. Generelt forløb arbejdet godt, men til allersidst skete der et lille uheld, da vi var færdige på Hammerknuden, idet en treben væltede og brækkede det ene ben.

Den næste, der på den side af vejen har gjort sig bemærket, var Skovgaard. Hans fornavn kendte vi børn ikke, men vi respekterede ham, og sandsynligvis derfor havde han ikke noget øgenavn. Der var flere grunde til, at vi respekterede ham. En af dem var, at han simpelthen var rar. Men nu må jeg hellere fortælle, hvordan han var rar.

Jo se, Skovgaard var ansat på en avlsbrugerejendom, der lå inde i byen, hvor den var begrænset af Malerstræde, Julegade og Storegade, med facaden mod Storegade. Den tilhørte Ahlman Jacobsen, der var ret uinteresseret i landbrug. Til gengæld var han hestehandler, og det var han god til, for det så da ud til, at han klarede sig godt. Derfor var der altid mange heste på ejendommen, og der var også nogle køer og grise, men dem kan jeg ikke huske, at jeg har set. Da hestehandleren næsten aldrig var hjemme, fordi han var ude og handle heste, var det Skovgaard, der passede bedriften sammen med et par karle. På ejendommen var der naturligvis et hø- og halmloft, og der fik alle vi børn lov til at lege. Vi gravede gange og huler, og i nogle tilfælde legede vi skjul, og alt det fik vi lov til af Skovgaard.

Men der var meget mere. For når Skovgaard skulle køre ud i marken eller andre steder med hestevogn, fik vi børn ofte lov til at sidde på bukken og holde tømmerne. Det skete også ofte, at vi børn fik lov til at gå med en hest, som skulle ud og græsse på marken. F. eks. kan jeg huske en gang, en dreng på seks år gik med en stor hest, en frederiksborger, der virrede så meget med hovedet, at drengen grædende slap den. Men jeg, der var syv år, kunne gå lige hen og tage den og gå hen på marken og tøjre den.

Andreas Skovgaard

Skovgaard havde også et andet arbejde, han skulle passe. Han var kusk på rustvognen. I den egenskab var han klædt standsmæssigt på. Han bar til lejligheden høj hat, lang sort frakke og hvide handsker og sad meget strunk på bukken. Foran sig havde han to sorte heste med flot seletøj. Bag ved bukken var resten af den smukke, men også lidt dystre rustvogn, der var holdt helt i sort. Der var fire smukt drejede hjørnesøjler, som bar taget, der øverst var forsynet med en knop. Da det er næsten halvfjerds år siden, jeg så køretøjet sidste gang, husker jeg ikke alle detaljerne, men på siderne var der sorte, smukt draperede gardiner. Da jeg var barn, trøstede det mig altid lidt at tænke på, at når jeg selv skulle ud på min sidste køretur, ville det foregå på den måde. Så det er en skam, at udviklingen har medført, at det nu til dags bare foregår i en kedelig bil. I øvrigt havde rustvognen meget praktisk ”garage” i Krudthuset på Fælleden og ikke ret langt fra kapellet.

Nu går jeg lidt længere ned ad gaden og kommer til det østre hjørne af Slagterstræde. I haven så man næsten altid nogle legende børn, som fik den til at ligne alt andet end en have. Det var familien Mouritsen, der boede i huset. Fru Mouritsen kan jeg ikke se for mig i dag, men hr. Mouritsen husker jeg tydeligt, blandt andet fordi han ikke kunne holde hovedet stille, det så hele tiden ud, som om han rystede på hovedet.

En anden grund til, at jeg kan se ham for mig, er, at han, da ”embedet” blev ledigt efter trommeslager Pihl, overtog dette job. Arbejdet bestod i at gå rundt i byen og tromme på strategisk rigtige steder og annoncere lokale nyheder. Det kunne være meddelelser, som at der lukkes for vandet fra kl. ni til elleve, det kunne være et eller andet arrangement i forsamlingshuset, eller måske var der en eller anden, som optrådte eller solgte noget på torvet. Det var alt sammen noget, der havde almen, lokal interesse.

Den næste bygning, man møder, inden man når Storegade, var i min barndom Teknisk Skole, der på den tid rummede skole, bibliotek og pedellejlighed. Men øverst i bygningen var der også en stor sal, hvorfra min første berøring med bygningen stammer.

Det skyldes, at Brødrene Anker fejrede 50 års jubilæet med en fest på stedet i 1935. Jeg var på det tidspunkt otte år, og var ligesom mine fætre, Peter og Aage Kreutzberg, Poul Anker samt min søster, Ellen inviteret med til festen. Vi børn var placeret for os selv i et hjørne, men fik i øvrigt samme menu som de voksne. Den eneste, som den aften fik serveret speciel menu, var Jens Anker, som havde maveproblemer, og derfor fik serveret kylling. Selv om jeg ikke kan huske, hvem der holdt alle talerne, eller hvad der blev sagt, hørte jeg godt efter, for jeg syntes, det var meget interessant at høre, hvad de forskellige talere kunne berette. Men jeg kan dog stadig mindes, at far (Karl Anker), bedstefar (Julius Anker), Jens Anker, vand- og gasværksbestyrer Jens Pedersen, Johannes Sonne og sidst, men ikke mindst Christian Emil Mortensen (en af firmaets gamle lærlinge) holdt taler. Specielt sidstnævnte var det spændende at høre, fordi jeg vidste, at han, efter at have arbejdet forskellige steder i udlandet, var blevet overingeniør på et svensk stålværk.

Christian Emil Mortensen

Næste gang, jeg var på Teknisk Skole, var en gang, hvor far tog mig med på biblioteket, for at præsentere mig for bibliotekaren og ham for mig og for at fortælle mig lidt om systemet. Samtidig bad far bibliotekaren være mig behjælpelig, hvis jeg havde problemer. Her må jeg lige indskyde, at bibliotekaren, skomager Marcussen, kun havde bøgerne som bijob, at sortimentet var meget begrænset, at det kun omfattede bøger, og at biblioteket kun holdt åbent et par gange om ugen, og hver gang kun et par timer.

Nu vil jeg lige fortælle lidt om ægteparret Carlsen, som havde pedeljobbet på Teknisk Skole, og om hvordan det gik dem ved en bestemt lejlighed med deres lejlighed. De havde bygas i køkkenet i forbindelse med gammeldags gasapparater, og på et tidspunkt kneb det med at få tilstrækkeligt med gas ud af rørene.  Carlsens henvendte sig derfor til Brødrene Anker, som var autoriserede vand- og gasmestre, og som kendte løsningen på problemet. Det gjaldt om at fjerne eller i det mindste flytte det snavs, der havde samlet sig i rørene. Derfor bad far fætter Peter, om at tage sig af det. Den normale procedure var, at tage en tom jernflaske af dem der bruges til ilt og gas i forbindelse med autogensvejsning, fylde den med luft ved en benzintank og ved hjælp af den luft blæse rørene igennem. Ude i værkstedsgården stod der en flaske, som var beregnet til formålet. Peter kendte jo godt fremgangsmåden, så han læssede en flaske på bilen, hentede luft ved benzintanken og blæste familien Carlsens gasrør igennem. Efter hjemkomsten stillede Peter flasken på plads. Derefter varede det ikke ret længe, før man så og også hørte resultatet. Der skete en eksplosion i rørene, så både køkkenet og Carlsens blev noget sværtede, foruden at de selvfølgelig fik et chok. Peter havde taget fejl og i farten taget en iltflaske, så der var dannet knaldgas i rørene. Man har altid gået meget stille med dørene i denne sag, men nu er alle implicerede døde, så derfor tør jeg godt fortælle om den.

Undervisningen på Teknisk Skole foregik, så vidt jeg husker, i tre klasselokaler og altid fra kl. 18 til 20 fra mandag til fredag. Blandt lærerne husker jeg naturligvis først og fremmest far, der underviste i regning, geometri og maskintegning. Så var der Poul Pedersen, der havde bygningstegning og rumgeometri, malermester Schou underviste i tegning, mens revisor Sommer underviste handelseleverne. Efter studentereksamen kom jeg selv i maskinlære, men da jeg havde haft regning og geometri i mellemskolen og gymnasiet, kunne jeg nøjes med maskintegning hos far, men foruden gik jeg til rumgeometri hos Poul Pedersen, selv om det ikke hørte til maskinlærlingenes pensum. Det gjorde jeg for at få et første indblik i faget, der indgik i første semesters pensum på teknikum.

Det skete jo undertiden, at de unge mennesker, som gik på aftenskolen, syntes, at der skulle lidt kulør på tilværelsen, for at de ikke skulle falde i søvn efter en lang arbejdsdag, som var på otte timer, og arbejdsugen var på 48 timer. Således fortalte far engang, at en bagerlærling, Charles Jensen, havde haft en bolle, som han proppede i munden og tyggede på. Da den var passende findelt, blæste han den ud over ikke blot sin egen tegning, nej, de, der sad nærmest, fik skam også fornøjelse af bollen. Far var ret irriteret over det, men mere skete der ikke.

En anden gang havde Gert Lind, som for resten nok fortjener sit eget kapitel, taget nysepulver med, og det syntes han, at far skulle nyde godt af. Jeg var selv i klassen den aften og så, hvordan Gert gik hen i nærheden af far og begyndte at ryste nysepulveret ud, men far var for hurtig, han havde lugtet, ikke nysepulveret, men lunten, så han gik hurtigt ud ad døren, som han lukkede efter sig og overlod gerningsstedet til de elever, der sad nærmest. Nu sad jeg ret langt væk, så det gik ikke ud over mig, men jeg skal love for, at pulveret virkede både på gerningsmanden og flere andre. Da nyseriet var overstået, kom far smilende ind igen og sagde, at han bare trængte til lidt frisk luft.

Knud Anker.