Knud Anker

Byvandring 5.

Denne gang begynder min tur i Østergade i det hus, der ligger på det østre hjørne af Østergade og Storegade. Her boede i sin tid familien Malling, som bestod af hr. Malling, der var dyrlæge, fru Malling og to døtre, hvoraf den yngste, Merete, var spastiker. Jeg kan ikke huske, hvad den ældste hed, men hun har nok været en seks – syv år ældre end Merete. I slutningen af 1934 eller lige efter årsskiftet blev hr. Malling dræbt i forbindelse med en bilulykke. Jeg mener, jeg har hørt, at hans bil blev påkørt af et tog i en jernbaneoverskæring. Jeg har det omtrentlige tidspunkt, fordi det var kort tid efter, at mor døde, og hans gravsted blev placeret lige ved siden af mors.

Sommeraftner spillede en del af byens børn og unge rundbold på gaden lige ud for Malerstræde. Vi må huske på, at der dengang kun undtagelsesvis kom en bil forbi, så vi havde alle muligheder for leg på gaden. Fra disse aftner med pragtfuld leg husker jeg specielt to episoder, som gjorde indtryk på mig. Den ene var, at Poul, Erik og Bessie Holm fra bryggeriet havde en lillesøster, som var handicappet – antagelig spastiker – med i en legevogn som tilskuer til vor leg. Den anden var, at Merete Mallings storesøster, Agnete, kissemissede med vores nabos søn, Charles, i Thorvald Skovs vognport. Merete blev jaloux, så hun sagde, så godt som hun nu kunne udtale det: ”Merete vil også have kys”. Men det fik hun ikke, og så havde hun kun en udvej, nemlig at gå ind til sin mor og sladre. Resultatet kom omgående, fru Malling kom ud og fandt den ældste datter, som kom ind og ikke kom ud mere den aften. Men der kom andre aftner, hvor hele forestillingen gentog sig. I øvrigt kunne fru Malling godt virke hård over for Merete i forbindelse med optræning af nogle færdigheder. Men alle hendes bestræbelser gik ud på, at Merete skulle lære at klare sig selv. F. eks. fik hun lært Merete at køre på en trehjulet cykel. På et tidspunkt flyttede fru Malling og Merete ned i udlejningsejendommen, som ligger på det sydøstlige hjørne af Storegade og Krummevej. Der har jeg, i forbindelse med aflæsning af varmemålere, oplevet, at Merete holdt bibeltime for nogle af byens damer. Efter fru Mallings død flyttede Merete til København, hvor hun fortsatte sit missionske arbejde. Det læste jeg i en nekrolog i avisen for en halv snes år siden. Hvad der overraskede mig allermest, var, at jeg nogle år tidligere så Merete komme cyklende på sin trehjulede cykel ad Holmens Kanal i København midt i den værste myldretid. Så det må nok siges, at fru Malling var på rette spor, da hun trænede Merete hårdt.

Det næste hus på østsiden af Østergade blev vist først bygget ca. 1937, måske den sommer hvor jeg lå på hospitalet, for jeg kan ikke huske det fra min tidligste barndom. Der boede en pensioneret politibetjent, Reusch. Han havde, vel lidt spøgefuldt, bestilt et antal klemmer, da han under et besøg hos modelsnedkerne på Brødrene Ankers snedkerloft så far som fem-seksårig stå og skære tøjklemmer. Den bestilling var ved at tage pippet fra far, for han turde jo ikke sige til en politibetjent, at han var bange for, at han ikke kunne klare den ordre.

En isvinter under krigen, det har muligvis været 1942, var en stor del af Østergade dækket af    en stor snedrive. Den lå fra lige syd for nr. 24 og nåede helt ned til fru Malling, og der var kun passage og kun for gående langs husene på vestsiden af gaden. Først i maj måned blev vejen skovlet fri, så kørende kunne passere. Men forinden havde vi børn haft megen glæde af snedriven, som nåede helt op til tagrenden på Reusch´es hus, og derfra havde vi en pragtfuld kælkebakke ned til et stengærde på den anden side af vejen. Det var jo ikke farligt, når man sad på kælken med benene forrest, så man kunne bremse. Men det var hul i hovedet at ligge på kælken med hovedet forrest. Alligevel var der en, Kjeld Kjøller, som absolut skulle prøve. Det gav ganske rigtigt hul i hovedet, og det blødte enormt meget, men han overlevede da.

Lige over for Reusch´es hus boede avlsbruger Christian Kofoed med familie. Der var fru Asta Kofoed og børnene, Christian, Carl Anker og Alis. Avlsbrugerejendommen lå, ja, den ligger der vel endnu, på det hjørne, der ligger mellem Østergade og Malerstræde samt Malerstræde og Byledsgade. Haven var formet som en trekant, der var omgivet af det før omtalte stengærde samt af ejendommen. Ved Gavlen af ejendommen stod et stort kirsebærtræ, der om sommeren bar de mest pragtfulde moreller, som vi børn ofte nød godt af, for familien Kofoed var flinke til at lade os være med til at plukke og spise dem. Christian Kofoed var en stor, godmodig mand med orden i sagerne, og for mig virkede han altid, som om et smil lurede i øjenkrogene.  Da Christian Kofoed døde, førte Asta Kofoed bedriften videre sammen med en bestyrer. Af børnene har jeg aldrig kendt Christian særlig godt. Så vidt jeg ved, blev han landbrugsuddannet, men ellers har jeg ikke hørt, hvad der blev af ham. Carl Anker derimod kendte jeg godt, blandt andet fordi han kom i lære hos Brødrene Anker efter at have sluttet skolegangen med syvende klasse. Han var en frisk fyr, som altid var på højde med situationen. Jeg må lige indskyde, at bønderne på den tid meget sjældent var i stand til at betale kontant for et udført arbejde. Men underet skete for Carl Anker. Han var på udearbejde, og kunden ville betale, da han var færdig. Resolut bad han om at få lov til at låne kundens telefon, så han kunne ringe hjem og få prisen. Dermed var han nok den eneste læredreng i firmaet, som på den tid fik betaling med hjem fra en kunde. Efter udstået læretid gik han to vintre på dagskole på Rønne Tekniske Skole som forberedelse til Teknikumuddannelsen i København, og den gennemførte han på normeret tid. Om han derefter straks kom til Danfoss, ved jeg ikke, men der endte han i alle tilfælde i Kvalitetskontrolafdelingen, hvor han efterhånden avancerede til kontrolchef og endte som underdirektør. Han blev også formand for Dansk Kvalitetskontrolforening, hvor han var meget respekteret. Det har jeg fra en af mine gode venner, som også var med i den forening.

Alis var en gæv pige, som jeg blandt andet husker fra håndboldbanen, hvor hun om sommeren trænede på stadion. men der var for få piger, til at de kunne spille til to mål, så derfor inviterede de os drenge til at spille med fordelt mellem pigerne. Hun blev senere gift med Knud Jørgensen, der også var kendt som Knud Maler, fordi hans far var maler. Jeg har mange år senere mødt Alis i Brugsen i Hasle, hvor hun var ansat.

Det næste hus på vestsiden af gaden var der ikke i min barndom, så jeg går videre til det næste, et hvidkalket hus med facade mod vejen ligesom de fleste andre huse. Det ser ud, som om det er en parcel, der har hørt til Christian Kofoeds ejendom, og det er da også tilfældet. For den tidligere ejer af avlsbrugerejendommen, Nils Holm, lod huset bygge til sine fire søstre, og han flyttede også selv ind i det, da han senere solgte til Christian Kofoed. De fem søskende virkede allerede gamle i begyndelsen af 1930erne. de var altid klædt i mørkt tøj, og damerne bar sort tørklæde, mens broren bar en sort kasket, når man så dem udendørs. Naturligvis har jeg ingen ide om, hvordan deres økonomiske situation var, men jeg ved, at de levede meget spartansk, og at de holdt høns. Det sidste ved jeg, fordi jeg meget ofte legede inde i nabohaven, og der så jeg dem ofte komme ud for at fodre hønsene. Ligegyldig hvor støjende vi børn var, beklagede de sig aldrig, tværtimod så de altid mildt til os.  Under anden verdenskrig, det må have været en af isvintrene, havde de opbrugt deres brændsel. Så var der en af søstrene (de var muligvis kun to overlevende på dette tidspunkt) som tog mod til sig og gik hjem til os og bad om at tale med far. Hun undskyldte, at hun kom, men hun bad far hjælpe, for de sad og frøs. Hun vidste, at far sad i byrådet og derfor måtte kunne skaffe hjælp. Far satte borgmesteren ind i sagen, og de blev hjulpet.Jeg har flere gange tænkt på, hvor svært det må have været for disse mennesker, der satte en ære i at klare sig selv, at bede om hjælp, og at den af søstrene, der gik til far, næppe gjorde det for sin egen skyld, men snarere fordi hun som den stærkeste, selv om hun også var svag, måtte hjælpe sin søster eller sine søstre. Det hører med til beretningen om de fem søskende, at de købte et gravsted med plads til dem alle, da den første af dem døde. For på gravstedet kom der efterhånden fem ens gravstene, der mindede eftertiden om, at disse mennesker, der holdt sammen, mens de levede, også ønskede at holde sammen efter deres død. Der har været tale om, at gravstenene skulle fredes, men jeg ved ikke, om fredningen er blevet gennemført, derimod ved jeg, at gravstenene står der endnu.

Ved siden af de fem søskende boede onkel Julius og tante Eva med deres seks børn, Poul, Inger, Svend, Ole, Johannes og Villy. Da omtalen af dem egentlig hører hjemme i en beretning om familien, vil jeg her kun skrive lidt om nogle af børnene. Fætter Poul var et år yngre end mig, så vi legede utroligt meget sammen som børn, men næsten altid henne hos ham. Det skyldtes nok, at mor var svag eller syg og ikke tålte for meget støj. Jeg ved ikke om vi godt måtte, men vi gravede i alle tilfælde mange huller i deres have, så den vel nærmest lignede Klondyke. De fem søskende i nabohaven har sikkert følt sig generet af os, men de sagde aldrig noget om det, smilte kun venligt til os. Der er selvfølgelig en del oplevelser, som jeg har haft sammen med Poul eller som har tilknytning til Poul, og nogle af dem fortæller nok mere om mig end om Poul. F. eks. fortalte tante Anna flere gange, om den gang Poul fik ørepine og derfor fik en skindhue, som gik godt ned over ørerne. Jeg har antagelig været en fire – fem år og var så misundelig, at jeg tudbrølede og sagde, at jeg også havde ørepine. Bedstemor (farmor) forbarmede sig over mig og sagde, at når jeg havde ørepine, så skulle jeg også have en skindhue, så hun forærede mig en. Så der var altså et tilfælde, hvor det betalte sig for mig at bruge gråden som middel, når jeg ville opnå noget. Det er ret mærkeligt, at denne oplevelse ikke står helt klart for mig, for jeg plejer nok at kunne huske tilbage til den tid, men det er måske noget af det, jeg har haft mest lyst til at fortrænge. Efter syvende klasse kom Poul i lære i familiefirmaet. Men allerede efter sommerferien i femte klasse – skoleåret gik fra 1. april til 31. marts – skiltes vore veje, da jeg begyndte på Statsskolen.

Hos Brødrene Anker var der tradition for, at lærlingene skulle døbes. Det foregik i smedebaljen – den balje, hvori smeden kølede det jern, han smedede – og vandet i baljen var altid meget beskidt, så det var rent ud sagt noget værre svineri at blive døbt i den. Det var altid de lærlinge, som selv havde gennemgået dåbsritualet, der foretog dåben. En dag efter fyraften greb de fat i ham og dyppede ham i smedebaljen og gav ham navnet Spids. Navnet hentydede nok til næsen, som ganske rigtig var lidt spids, men det havde jeg nu aldrig tænkt på, for jeg havde jo kendt ham altid.

Kusine Inger var fra fødslen svagelig, altid rødmosset, og jeg har aldrig set hende løbe, dertil havde hun simpelthen ikke luft nok. Efter at hun var færdig med folkeskolen, hjalp hun tante Anna på kontoret med lettere kontorarbejde, arkivering og lignende, nogle timer hver dag for at få tiden til at gå. Efterhånden fik hun invaliderente, som førtidspensionen hed dengang. I 1949 fik Inger et anfald af apopleksi, hvor hun blev delvis lammet. Hun kom aldrig over det og døde samme efterår.

Fætter Svend var så meget yngre end mig, at jeg ikke har megen viden om hans barndom, men jeg har hørt, at han som mindre var en del plaget af mavepine. Ved et besøg hos lægen, som ikke kunne finde årsagen til mavepinen, blev det anbefalet, at han den kommende sommer skulle tage solbad. Men det vidste Svend ikke, hvad var, så han spurgte sin mor, om det var noget, der kunne købes på apoteket. I øvrigt var det allerede i Svends skoletid velkendt for hele familien, at han var meget stabil og ærlig. Det kom ham til gode, da han havde købt en billet til en ståplads på bageste række i Cirkus Louis. Det var der mange, der ikke havde, de var i stedet krøbet under teltdugen og var kravlet op på rækken i nærheden af Svend. Men den trafik blev opdaget, og alle blev kontrolleret. Desværre havde Svend mistet sin billet, så han blev smidt ud sammen med alle de andre og var selvfølgelig grædefærdig. Da far hørte om dette, tog han affære, idet han benyttede sig af sit kendskab til cirkusdirektøren. Det var nemlig så heldigt, at en ung dame i morfars familie rejste sammen med Cirkus Louis som selskabsdame for Louis Schmidts mor, og far havde haft lejlighed til at hilse på både Louis Schmidt og hans mor. Derfor var det ingen sag for far at komme i kontakt med cirkusdirektøren og forelægge Svends problem for ham. Louis Schmidt beklagede hændelsen og foreslog, at Svend blev sat i en Taxa og kørt til forestillingen i Rønne om søndagen. Det var jo en tilfredsstillende løsning, men ved nærmere overvejelse fandt man ud af, at det var synd at lade Svend køre alene. Da det nu var umuligt at få kontakt med direktøren på anden måde, blev der skrevet et brev, hvori der stod, at Svend kunne cykle, men måtte have en ledsager med. Den ledsager blev mig, og jeg var meget spændt på, om det overhovedet var muligt at få fat på direktøren lidt før forestillingen. Men da jeg insisterede på, at jeg egenhændigt skulle aflevere brevet til ham, lykkedes det. Så snart han havde læst brevet, gav han en besked, hvorefter vi blev ført ind på nogle gode pladser på første række.

Efter skolen kom Svend i købmandslære hos Grønbechs, og efter endt læretid kom han ind på kontoret samme sted, indtil han søgte over i kommunen og blev assistent hos kommunekassereren. Senere avancerede han og endte som skatteinspektør, indtil han på grund af sygdom blev førtidspensioneret og senere døde i 1994. I øvrigt var Svend i en del år en glimrende målmand på Hasles 1. hold (fodbold). Dermed levede han op til det ry, som købmandsuddannede unge mænd havde i Hasle. F. eks. var Kaj Colberg, som lærte i Brugsen, en glimrende målmand, ligesom Svends forgænger hos Grønbechs (Kalle Mogensen) også stod på mål og klarede det godt. Mon denne evne til gribe bolden stammer fra lærlingenes øvelser med at kaste med varerne, sådan som jeg har læst om i Hasle Nyt i et indlæg fra Kjeld Kjøller?

Efter Svend kommer Ole, men da jeg møder ham senere, vil jeg vente med at fortælle om ham.

Den næste i søskenderækken er Johannes, der, efter han blev færdig med skolen, kom i lære som tømrer eller snedker. Efter læretiden kom han på Teknikum og læste til bygningsingeniør. Han fik job i Vallensbæk kommune, og mens han var der, så vi en del til ham og hans daværende kone, Birthe. Han søgte og fik stillingen som kommuneingeniør i Nexø, og efter den tid har vi ikke haft forbindelse med ham.

Den sidste af de seks søskende er Villy, der også kom i tømrer- eller snedkerlære, men det er også stort set det eneste, jeg ved om ham.

Knud Anker.