Byvandring 6.

 

Det hus, onkel Julius med familie boede i, mens jeg var barn, var et halvt dobbelthus. I den anden ende boede familien Viktor Kruse. Der var hr. og fru Kruse og døtrene Karla og Helga. Der var det særlige og for os børn også lidt spændende, at de var tungetalere. Om lørdagen kunne vi høre dem helt ud på gaden, når de sammen med nogle gæster talte i tunger, hvilket vil sige, at de nærmest i ekstase fremsagde mærkelige lyde.

Tungetalerne og Pinsebevægelsen er det samme, men det vidste vi ikke som børn. Derimod havde vi hørt, at de medlemmer, der skulle døbes, skulle dyppes helt ned under vand, og det kunne ikke lade sig gøre hjemme hos Kruses. Men senere fik menigheden eget hus på hjørnet af Kirkegade og Krummevej, hvor de også fik mulighed for at udføre dåbshandlingen.

 

Det næste hus er et fritliggende enfamiliehus. Her boede Ludvig og Charlotte Holm med deres søn John, også kaldet Basse. Ludvig Holm plejede at tage på fisketur i sin fritid, og det kunne vi godt forstå, for Charlotte øvede sig på klaver i tide og utide. Når vi børn legede uden for huset, kunne vi høre det tydeligt, og det lød ret enerverende.

Charlotte var medlem af ”Gamle Danses Værn”, som dyrkede folkedans. Da jeg og flere andre unge, som manglede færdigheder udi dansekunsten, blev inviteret med til foreningens danseaftner – de manglede nogle mænner – slog vi til. Men jeg havde meget svært ved det, for der manglede instruktion. Charlotte og flere af de andre damer, eller madammer, skulle jeg måske hellere sige, var nogle store skuder, som sejlede rundt på gulvet med os spinkle unge mennesker, og det var næsten ligegyldigt, hvordan vi flyttede benene, for skuderne skulle nok bære os rundt. Det var selvsagt meget begrænset, hvad jeg lærte af det.

Basse, ja, det var ham, der – som jeg tidligere har fortalt om – grædende slap en hest, der skulle trækkes ud på marken, dengang han var seks år. Da han var fire/fem år, fik han fat i en flaske salmiakspiritus, og da han nok var gammelt flaskebarn, drak han af flasken. Men det kan ikke have været 3-dobbelt, for så havde han sikkert hurtigt fjernet den fra munden. Resultatet af drikkeriet var, at der blev sendt bud efter en ambulance, som med fuld udrykning kørte ham på sygehuset til udpumpning. Om det var denne flasketrang, der viste sig igen, da han var en fjorten- femten år, ved jeg ikke. Men en dag, hvor hele vores familie var samlet hjemme hos os i Østergade 30, kom hans far slæbende på Basse, der ikke bare var fuld, men kanonfuld. De var på vej hjem og kom lige forbi vores stuevinduer, så det havde været et fantastisk samtaleemne blandt den voksne del af vores familie, som alle var afholdsfolk. Der var dog ingen af os børn og unge mennesker, der syntes, at det var et passende syn for vores forældre, så vi sagde ikke noget om Basses hjemtur. Da de senere hørte om det fra anden side, og vi indrømmede, at vi havde set det, bebrejdede de os, at vi ikke havde sagt noget om det.

Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg kom til at gå i klasse med Basse i slutningen af tredje klasse. I skolen klarede han sig vel meget godt – han lå da i den bedste halvdel – men han opførte sig som en rigtig ”Hagga”. Det er det bornholmske udtryk for en lidt storagtig fyr, som gerne giver sig ud for at være lidt mere end han er. Efter folkeskolen kom han i murerlære, og senere gik han på Horsens Teknikum, hvor han læste til bygningsingeniør. Men forholdene var nok for små for ham herhjemme, for han rejste til Canada, og der må han have fået job, for han blev derovre.

 

På min videre vandring passerer jeg nu Tranbergs Have og Sandløkkegade og når derved frem til huset, hvor Pehr og Marie Jensen boede. Efter deres død har fætter Ole og Hilleborg sammen med børnene, Mogens, Flemming, Steffen og Inger boet der i en periode. Ud over disse børn havde Ole og Hilleborg datteren, Ketty, som de fik i en meget ung alder, og hende tog Hilleborgs mor sig af.

Da Ole var færdig med skolen kom han i lære i familiefirmaet, og efter endt læretid arbejdede han der som svend i nogle år. På et tidspunkt flyttede familien til Sjælland, hvor Ole fik arbejde i Lille Skensved, indtil han døde for en del år siden. Forinden havde de været ude for nogle dramatiske begivenheder med datteren, Ketty, som blev gift med en pakistaner, og de fik en datter sammen. Da datteren var et par år gammel, slog pakistaneren Ketty ihjel med den begrundelse, at hun selv havde bedt om det. Det danske retsvæsen accepterede dog ikke denne undskyldning og gav ham derfor en forholdsvis lang fængselsstraf. Men alligevel beholdt han forældremyndigheden over datteren, og det medførte, at han kunne bestemme, at hun skulle opdrages på pakistansk maner. Derfor blev hun sat i pleje hos en pakistansk familie. Ole og Hilleborg satte himmel og jord i bevægelse for at få lov til at tage sig af hende. Blandt andet var der artikler om hele sagsforløbet i Ekstrabladet, foruden at Lis Møller, mor til Per Stig Møller også gik ind i sagen til fordel for Ole og Hilleborg, men lige lidt hjalp det. Pigen skulle opdrages som pakistaner, så hendes far kunne tage hende med til Pakistan efter udstået straf.

Dramatik manglede der heller ikke, da Hilleborg mistede sin mor under sørgelige omstændigheder. Der skete nemlig det, at moderens nabo gik amok og slog hende ihjel, og jeg mener, at det skete med en økse.

 

Nu går jeg videre til det næste hus i Østergade, et dobbelthus. I den søndre ende af det boede i min tidligste barndom Sigurd Jensen med fru Jensen og de to sønner, Asger og Kaj. Sigurd Jensen var chauffør på en af ”Værkets”, det vil sige, Klinkerfabrikkens, lastbiler. Familien Jensen flyttede tidligt andet steds hen i byen, og kun Kaj har jeg siden kunnet følge. Han kom i lære hos Grønbechs, hvor han senere blev gift med direktørens datter, Birthe Kofoed, og sammen kørte de forretningen videre.

 

Da familien Jensen flyttede, overtog Anton Skovgaard og hans kone Guldborg huset. De fik datteren Bente, der engang, mens hun endnu kun var en ret stor baby, slap fra sin mor og rendte ud på gaden, kun iført evakostume. Det var vist far, der fangede hende og afleverede hende til Guldborg.

Anton Skovgaard havde eller fik sit vognmandsfirma, hvor han i starten kørte med en enkelt lastbil, men efterhånden voksede firmaet, og det samt familien Skovgaard flyttede ned og afløste Sigurd Nielsen i den ejendom, der havde tilhørt Ahlman Jacobsen, hestehandleren, som jeg tidligere har omtalt.

 

I den anden ende af dobbelthuset boede Christian P. Petersen med familie. Der var fru Petersen og børnene, Harald, Aage, Poul, Johannes, Ruth og tvillingerne, Ester og Christian. De sidste to var et år ældre end mig, mens alle de andre var ældre. Familien var adventister, hvilket bl. a. medførte, at de holdt lørdagen hellig, så børnene holdt fri fra skole om lørdagen, og da det var længe før, der var noget, der hed weekend, var alle vi andre jo godt misundelige. Af en eller anden grund blev familien også kaldt ”Månsen Pedersen”. Gamle Christian begyndte som selvstændig snedkermester eller tømrermester, selv om jeg ikke rigtig forstår, hvordan der også var plads til alle børnene. Men ved nærmere eftertanke, kan det, jeg har set på loftet, have været indretning af børneværelser, mens starten på værkstedet var et udhus.

Efterhånden som børnene forlod skolen, kom drengene i lære, de fleste af dem hjemme. Dog kom Harald i murerlære, og han arbejdede først nogle år for sin far på Bornholm og senere også for sin far, men i København. Harald tog på et tidspunkt navneforandring til Haslebo i stedet for Petersen, og hans yngste bror, Christian, fulgte ham. Om det senere var af mangel på arbejde, ved jeg ikke, men en dag fik far besøg af Harald, som bad om en anbefaling, fordi han søgte ind til politiet. Far havde kun godt at sige om Harald, som da også kom ind til politiet.

Aage kom i lære i familiefirmaet, som blev til Christian P. Petersens Byggeforretning, der efterhånden blev en ganske stor virksomhed. Det blev da også Aage, der kom til at lede forretningen med tiden, men så vidt jeg ved – han var jo så meget ældre end mig – havde han kun sin håndværksmæssige uddannelse at støtte sig til. Alligevel er det ikke helt rigtigt, for to af hans brødre læste til konstruktører i Haslev, og de har helt sikkert kunnet støtte med bygningstegninger med mere.

Poul var den første af brødrene, der læste til konstruktør, og han var i nogle år efter sin uddannelse hjemme på Bornholm. Samtidig var han om aftenen lærer for bygningshåndværkere på Teknisk Skole. Det faldt sammen med, at jeg var i lære, men ikke behøvede undervisning i aritmetik og geometri, så derfor kunne jeg i stedet gå hos Poul og lære lidt om projektionstegning, et fag, som jeg fik brug for, når jeg kom på Teknikum, og som ofte voldte eleverne problemer. Hvornår han flyttede til hovedstaden, ved jeg ikke, men en halv snes år senere mødte jeg ham i Herlev, hvor han boede. Der er en lille hændelse i forbindelse med Poul, som jeg lige kommer i tanker om, og det var moster Hedvig (Kjær), der fortalte om den. Hun var engang tjenestepige på Hotel Kreutzberg, som det blev kaldt. Det var arresten i Rønne, hvor arrestforvareren hed Aksel Kreutzberg. Moster Hedvigs arbejde var blandt andet at servere mad for de indsatte, og stor var hendes overraskelse, da hun så Poul bag tremmerne. Det var, mens han var soldat, og hans besøg i arresten skyldtes en mindre militær forseelse.

Johannes fik vist kun en praktisk uddannelse, og han flyttede også senere til Hovedstaden. Men familiefirmaet fremstillede elementer til huse, som jeg kan forestille mig, at Poul tegnede, Aage fremstillede og sendte til København, hvor Johannes stod for montagen. Dette er naturligvis gætterier. Derimod ved jeg, at Johannes var en habil fodboldspiller på førsteholdet i Hasle, for det har jeg selv set. Han blev på fodboldbanen udsat for en hævnakt og sparket over skinnebenet, som brækkede. Han kom på hospitalet og lå der i nogen tid, mens jeg også lå der. I solskinsvejr kom jeg ud og ligge i hospitalshaven, og der kunne jeg se og vinke til Johannes, som lå ved vinduet, og han vinkede selvfølgelig også til mig.

Ruth og Ester kan jeg ikke huske meget om, så jeg må gå over til Christian, der, efter at han forlod skolen, også kom i lære, og jeg mener, det var som murer. Efter udstået læretid gik han ligesom Poul på Haslev Teknikum og læste til bygningskonstruktør, og så vidt jeg ved, flyttede han også fra øen. I øvrigt kom Christian også på hospitalet, den sommer jeg lå der. Han blev opereret for blindtarmsbetændelse med komplikationer, men da han fik det bedre, kom han også ud på plænen og lå på en båre ved siden af mig, så vi kunne underholde hinanden.

 

Nærmeste nabo til ”Månsen Pedersen” var familien postbud Hansen. Hr. Hansen var bornholmer, men fru Hansen var københavner. De havde mindst fire børn. Den ældste, som jeg kan mindes, var Marie. Jeg har aldrig rigtig kendt hende, kun set hende, når hun var hjemme på besøg, men det forekommer mig, at vores stedmor har talt om hende. Det virkede næsten, som om de havde gået i skole sammen. Sandsynligvis var Marie flyttet over, inden jeg blev født.

Heller ikke sønnen, Alfred, har jeg haft fornøjelsen at lege med. Men jeg kan huske, at han gik i skole, mens jeg var helt lille. Jeg kan også huske, at han senere hjalp sin far med at passe deres have, inden også han rejste over.

Derimod var Inger på alder med min bror Erik, og da de var små (fra ca. tre år), kom hun ofte over og legede med Erik i vores have. Jeg kan tydeligt se dem for mig, som de stod nede i et hul, far havde gravet til et blommetræ. Også Inger flyttede til København efter endt skolegang.

Som rosinen i pølseenden kom Astrid, som jeg ikke rigtig ved noget om. Men Erik har fortalt mig, at hun blev gift med sin fars fætter. Efter hans død blev hun senere gift med Herluf Lind.

 

På dette sted vil det være naturligt, at fortælle lidt om postbudene i 1930-erne. Foruden post Hansen var der post Mortensen, som begge betjente byens borgere, mens post Lind, som var motoriseret, betjente landet udenfor byen. Inde i byen blev posten bragt ud i løbet af formiddagen og først på eftermiddagen, men de bornholmske aviser kom først til Hasle ved 18 – tiden, så derfor måtte post Hansen og Mortensen gå en aftenrunde med dem. Det var imidlertid ikke alle, der kunne vente, til avisen blev bragt ud, så de utålmodige abonnenter mødte op ved posthuset, hvor postbudene dels udleverede aviser, dels holdt nøje øje med, hvem der havde fået avisen, så fejltagelser på aftenrunden kunne undgås.

Jeg kan huske, at da jeg var ca. fem år, sagde mor under en samtale med post Mortensen, at hun var blevet skåret meget ned forleden dag. Jeg blandede mig ikke i samtalen, det gjorde børn jo ikke dengang. Men da han var gået, kunne jeg ikke dy mig længere, for jeg havde ikke lagt mærke til, at mor var blevet lavere. Så jeg spurgte, hvordan det var gået til, og om det ikke havde gjort ondt. Mor fortalte så, hvordan det var gået for sig, og at det blot var en talemåde, og lettet var jeg.

 

Efter postbud Hansens hus på vestsiden af Østergade lå der en vej, som, specielt om vinteren, og når det regnede, var meget pløret. Den kaldte vi Dittenstrasse, fordi den førte ned forbi ”Koffed Dittes” avlsbrugerejendom. Det tilhørende stuehus har Glarmager Harry Larsen malet efter et fotografi i 1972, to år efter at ejendommen var nedrevet. Min svigermor så det udstillet, hun faldt for det og prisen, og nu har vi det hængende. Ejendommen, var beboet af tre søskende, Hans Christian, Karl og en søster, som jeg ikke kendte navnet på, derfor ved jeg ikke, om hun hed Ditte, eller om navnet stammer fra hendes mor.

Efter vejen lå der en mark, som nåede hen til kirkegårdshegnet. På den mark plejede Hans Christian at ”slås” med deres to heste, som han havde besvær med at tumle, specielt om foråret når de havde stået stille hele vinteren.

Karl var den yngste af de to brødre, og selv om han også var voksen, har jeg aldrig set ham arbejde med hestene. Måske var han bange for dem, eller måske turde hans bror ikke overlade dem til ham.

Sommersøndage plejede Karl at klæde sig pænt på, lidt gammeldags, i et mørkt sæt tøj, og så tog han til stranden, det vil sige, han lagde sig i klitterne fuldt påklædt og kikkede på badelivet, som udfoldede sig foran ham. Han gik dog aldrig i vandet, men prøvede vel nærmest at finde ud af, hvad han gik glip af, ved ikke selv at deltage i badelivets glæder, eller han så langt efter de mere eller mindre afklædte piger.

At ingen af de tre søskende var gift hører med til beretningen om dem, men bortset fra at Karl var kasserer i Afholdsforeningen og meget ihærdig i sine bestræbelser for at kapre mig og mine søskende som medlemmer, så det nærmest ud, som om livet gled forbi dem.

Deres ejendom, som jeg i øvrigt har set benævnt Haslegården, lå for enden af den før omtalte mark, men med facade ud til Kirkegade, så den vil jeg vente med at beskrive til en anden gang.

Marken og ejendommen er for længst overgået til udvidelse af skolen og til mindst en lærerbolig.

 

Knud Anker.