Byvandring 7.

 

Jeg går videre ad Østergade og kommer til den gamle kirkegård, som ligger rundt om kirken. I min barndom lå der stadig mange grave, som fortsat blev passet og plejet.

Fra den tid husker jeg, at jeg ofte var med mine fastre henne på kirkegården for at passe familiens grave. Specielt husker jeg mine oldeforældres gravsted, der var indhegnet af et støbejernsgitter, som man dog næsten ikke kunne se, fordi det var helt dækket af efeu. Kun ved lågen var bevoksningen fjernet lidt, så man kunne komme ind med blomster. Gravstedet, som lå syd for våbenhuset ca. midt imellem kirken og hegnet, var ret stort, så der har antagelig ligget mere end et par oldeforældre, men jeg kan ikke mindes, hvad jeg har fået at vide om det.

Mens jeg er ved dette gravsted, må jeg lige fortælle, at fætter Ole på et tidspunkt arbejdede henne på kirkegården – muligvis med at lægge rørledning til centralvarme til kirken. Under dette arbejde stødte han og hans kammesjuk på nogle kranier, som blev sat op pa nogle skovleskafter i en pause. Præsten kom forbi og påtalte det. Men Ole sagde, idet han tog kranierne ned, at han blot syntes, at hans oldeforældre havde ligget der så længe, at de nok trængte til at komme op og se sig lidt om.

Jeg kan også huske to meget små gravsteder, som kun var indrammet af små brøndringe. Der lå to af mine fastres (og fars) søskende, der var døde som spæde. Men også de grave var jeg med til at passe.

Kirkegården har jeg alle dage været fortrolig med. Det skyldes, at mormor og morfar havde tjenestebolig på Rådhuset, og den nærmeste vej fra Østergade 30 til Rådhuset gik over kirkegården. Så allerede mens jeg lå i barnevogn, kom jeg ofte via kirkegården ned til mormor og morfar. Da man yderligere passerede skolen undervejs, siger det sig selv, at også skolevejen gik gennem kirkegården. Også når det om aftenen var mørkt, og vi skulle hjem fra Rådhuset, gik vi samme vej, og det blev efterhånden så naturligt for mig, at jeg altid følte mig tryg ved det, selv om jeg gik alene.

 

Lige nord for kirkegården lå, ja, de ligger der sandsynligvis endnu, et par sammenbyggede huse, og i et af dem boede meget passende organisten, Wolfzen. (Jeg er ikke sikker på stavemåden).

 

Men nu tør jeg ikke bevæge mig længere nordpå på vestsiden af gaden, for min viden om beboerne der er for usikker, til at jeg kan skrive om dem. Derfor vender jeg nu tilbage til nr. 32, som ligger på østsiden af Østergade.

 

Nr. 32 er et dobbelthus, og i den søndre ende boede, så langt jeg kan huske tilbage, vores nærmeste nabo, Anton Jensen og fru Jensen med deres fire – fem børn, hvoraf jeg kun med sikkerhed kan nævne navnene på de tre. Efter alder hed de Ellen, Holger og Charles, hvor Charles var den yngste.

Anton Jensen røgtede min farmors fire køer, og jeg hjalp ham ofte med dette arbejde. Derfor var det meget naturligt, at han en dag spurgte mig, der på dette tidspunkt var otte – ni år, om jeg ville tage mig af aftenrøgtningen, for han skulle noget andet den dag. Det ville jeg selvfølgelig gerne, for han var altid flink mod mig.

Mit arbejde bestod i at fodre køerne og rense grebningen samt at sørge for, at de havde strøelse. Det med fodringen var let nok, det med grebningen var knapt så behageligt. Det sidste foregik på den måde, at jeg skulle åbne døren til møddingen, som bestod af en ca. to meter dyb udgravning, der lå i en passende afstand fra grebningen. Så skulle jeg med greb, skovl og kost fjerne og smide køernes efterladenskaber på møddingen og til slut lukke døren.

Dels var det til daglig praktisk, at møddingen lå så tæt på grebningen, dels var møddingen helt lukket inde i bygningen i modsætning til de åbne møddinger, man kunne se næsten alle andre steder.

Som et ekstra raffinement havde arbejderne på fabrikken aftrædelsesmulighed i to små rum, der var indrettet som gammeldags lokummer direkte oven på møddingen, derved sparede man en spand, som skulle tømmes med mellemrum.

Fru Jensen malkede køerne morgen og aften og gik ned til farmor med mælken, der blev hældt over i en mælkekøler, som bestod af en tønde og en mælkebeholder. I tønden, som stod på enden, var der rindende vand, og mælkebeholderen stod så i vandbad i tønden. Som tidligere nævnt, kom familie og venner og købte mælk hos farmor.

Jensens havde en søn, som jeg desværre ikke husker navnet på, men han var sikkert deres ældste barn, og han flyttede, så vidt jeg ved, til Rønne, vel næsten før jeg kunne gå. Men jeg har da set ham, når han var hjemme på besøg.

Datteren, Ellen, blev gift med en fisker, Kristian Finne, og det har nok været i ca. 1932, altså før jeg kom i skole, og jeg kan tydeligt se for mig, hvordan de, mens de var forlovede, gik arm i arm, når de gik forbi ude på gaden.

Sammen fik de en datter, Tove Jensen Finne, som i 1956 blev gift med min fætter Svend, som jeg tidligere har fortalt om.

Om Holger Jensen kan jeg fortælle, at han på et tidspunkt under anden verdenskrig meldte sig til arbejdsstyrken i Tyskland – og altså arbejdede for Hitler. Men det, jeg specielt kan huske fra den gang, er, at han i sit julebrev til forældrene skrev om de gode forhold, han levede under i Tyskland. For eksempel fortalte fru Jensen, at Holger juleaften fik and med chokoladestykker i. Så det trøstede hende meget, for hun var selvfølgelig bekymret for ham. Men han overlevede og kom hjem i god behold.

Det næste, jeg mindes om ham, er, at han spillede fodbold på serieholdet og ellers havde forefaldende arbejde som arbejdsmand, men senere blev han chauffør for en vognmand, hvor han kørte lastbil. Det gjorde han også på det tidspunkt, hvor Hasle Havn skulle uddybes og derfor var tømt for vand. Men pludselig brød afspærringen sammen, mens Holger holdt nede på bunden af havnen. Han fortalte selv, at han var heldig, for han kunne høre, at afspærringen gav sig, så han fik tid til at starte bilen og komme væk, inden havnen blev fyldt med vand igen.

Jeg ved, at han senere kørte med turistbusser og undervejs fortalte turisterne lidt om seværdighederne til alles tilfredshed.

 

Familien Jensens yngste søn, Charles, har jeg fortalt om, både hvordan han optrådte som ballademager på Teknisk Skole og som Don Juan sammen med dyrlægens datter.

 

I den anden ende af dobbelthuset boede Peter Nielsen og fru Nielsen, som jeg ikke kan huske fornavnet på. Han var lillebilsvognmand før anden verdenskrig og havde blandt andet kørt for os nogle gange, blandt andet når jeg skulle til kontrol på sygehuset i efteråret 1937. Senere blev bilen klodset op, da der blev benzinmangel under krigen.

Det faldt vist nogenlunde sammen med, at Brødrene Anker havde brug for ham som arbejdsmand til erstatning for en anden, som holdt op. Peter Nielsen var en rolig og besindig mand, som godt kunne finde på at argumentere lidt for sine egne ideer, men det var vist nærmest for at være helt sikker på, at han havde forstået en given besked rigtigt.

Nielsens ejede dobbelthuset inklusive udhuse med garage og en staldlænge, som næppe har huset dyr i min tid. Men på loftet af staldlængen – ja, der var meget lavt til loftet – fik Brødrene Anker lov til at opbevare modeller. Det skete i forbindelse med, at firmaet overtog dem. da et støberi i Nexø, Sjørring, blev nedlagt. Jeg har ofte set far kravle op ad en stige til en lem på sydsiden af længen og ind på loftet for at lede efter nogle modeller, han kunne bruge.

Fru Nielsens bror, som hed Marcussen og var ugift, overtog sin fars skomagerforretning, og efter moderens død kom han hver dag ved middagstid – kl. 12 – op i Østergade for at spise hos sin søster.

Det hører med til omtalen af Nielsens, at de havde en meget stor have, som omsluttede Brødrene Ankers grund mod nord og øst, ja, den var så stor, at en væsentlig del af den blev udlejet som kolonihaver. På stille sommeraftner var det morsomt at høre, hvordan snakken gik mellem   kolonihavefolkene, og når vi selv var ude i haven, kunne vi høre næsten alt, hvad der blev sagt.

Familien Nielsen havde en datter, Inger. Hun var vist på alder med Erik eller måske et år ældre. Hende kan jeg ikke huske meget om, men jeg ved, at hun blev ansat i Colbergs Boghandel i Rønne.

Jeg ved også, at hun på et tidspunkt blev gift med en ældre enkemand, som lod bygge et hus i Østergade på en grund mellem Asta Kofoed og de fem søskende Holm. Der flyttede Inger så ned sammen med sin mor efter Peter Nielsens død.

 

I det næste hus, nr. 34, var de første beboere, jeg kendte, gartner Hansen og fru Hansen med deres søn, Johannes. Huset ligger meget naturligt omgivet af gartnergrunden, og jeg har da også været inde og købe planter der, mens jeg var barn.

Men ellers ved jeg ikke rigtig, hvordan gartneriet gik, for det virkede ikke, som om de gjorde meget ud af at dyrke jorden. Noget må de alligevel have fået ud af det, for hver lørdag læssede gartner Hansen en bil og kørte til torvet i Rønne for at sælge varerne. Jeg ved ikke, om han også købte nogle varer for at udvide sit sortiment, men i alle tilfælde var han handelsgartner.

 

Sønnen, Johannes, virkede meget belæst, og han havde lyst til og kunne tale med om alt, men han må også have interesseret sig for gartneriet, for i en moden alder overtog han titel, gartneri og hus, efter at han havde fundet sig en kone, Johanne. På det tidspunkt flyttede den gamle gartner og hans kone til et hus i Rønne.

Johanne og Johannes fik sønnen, Jan, som var på alder med min bror, Jens. Jan og Jens gik i Skole sammen, og først efter studentereksamen skiltes deres veje, idet Jan læste til lærer, mens Jens læste til ingeniør.

 

Knud Anker.