Byvandring 11.

 

Skolen blev jeg ikke færdig med i ”Byvandring 10”, så jeg fortsætter her. Vi havde lærer Stibolt i dansk og skrivning i første klasse. Med hensyn til skrivning foregik det som rigtig undervisning med fælles skriveøvelser. Derimod var det småt med undervisningen i dansk, for den foregik ved, at hver enkelt elev kom op ved katederet og læste det stykke op fra læsebogen, som eleven havde fået for i sidste time. Da det var meget forskelligt, hvor langt og i hvilken læsebog de enkelte elever var kommet, var det selvfølgelig lidt afvekslende for læreren, men det var ren overhøring og ikke undervisning. De elever, som ikke havde lært at læse, før de kom i skole, blev ikke undervist af læreren, men af de klassekammerater, der kunne læse.

Lærer Stibolt underviste også i sang. Det vil sige, at eleverne sang, så godt de kunne, mens lærer Stibolt spillede violin, og på den måde lærte vi både børnesange og fædrelandssange. Vores lærer havde en god sangstemme, som jeg dog aldrig rigtig har hørt i sangtimerne, men i kirken. Lærer Stibolt var nemlig også degn og deltog derfor i alle kirkelige handlinger, og her kom hans stemme rigtig til sin ret, idet han sang for.

Frøken Agnethe Dam underviste i dansk, geografi, bibelhistorie, og så havde hun pigerne i gymnastik. Undervisningen foregik, som den altid gjorde i min barndom, ved at vi fik et stykke for, som vi skulle forberede os på til næste gang, hvor vi så blev hørt. Da vi ikke kendte til andet, var vi ikke utilfredse med undervisningen. Jeg aner ikke, hvor gammel frøken Dam var på det tidspunkt, men hendes ret lange, sorte kjoler fik hende til at virke ret gammel, og snart moden til aldersrente, som folkepensionen hed den gang. Ligesom de andre lærere kunne hun også bruge spanskrøret, når hun syntes, der var behov for det. Hun ville engang straffe min sidekammerat for en eller anden forseelse, men hun slog lidt i blinde, så hun ramte også mig med nogle svirp over ryggen.

 

I håndgerning havde pigerne Gertrud Hansen, som i øvrigt også havde forstand på vævning. Idet hun havde en vævestue i forbindelse med sin bolig. Men ellers ved jeg kun om hende, at hun havde en bror, som i en del år ikke boede på Bornholm, men senere kom tilbage til Hasle med sin kone og to børn.

 

Mens jeg er ved skolen, er det naturligt også at fortælle om pedellen. Allerede i min skoletid var der flere pedeller, der afløste hinanden, men særlig en af dem, Henrik Vesth, vil jeg omtale, fordi han var kendt i flere forbindelser. Foruden pedeljobbet var han også kendt som bedemand og som kirkeværge. Han var uddannet møbelsnedker, og som sådan kendt med træ. Derfor var han også rådgiver for byrådets skovudvalg. Under krigen og besættelsen blev politiet interneret den 29. august 1943. Derfor blev der oprettet et vagtværn i Hasle, som Henrik Vesth blev leder af, og det fungerede, indtil politiet kom tilbage efter krigen.

Lige overfor skolen lå der i min barndom en lille avlsbrugerejendom med stuebygning ud mod Rådhusgade. Det var denne ejendom, Gertrud Hansens bror overtog i nitten hundrede og trediverne. Han var blevet lidt stor på det, mens han havde været væk, for han ville ikke rigtig kendes ved sin barndom, da min far mødte ham og i samtalens løb sagde du til ham. Så kom hr. Hansen med den bemærkning, at han ikke kunne mindes, at de var blevet dus. Dertil svarede far, at det kunne han godt, for de havde jo gået i skole sammen.

Det kan godt være, at det var fru Hansen, som var over fra, der gerne ville give det udseende af, at de var lidt mere end andre. Det indtryk fik jeg, da jeg skulle til optagelsesprøve til mellemskolen. Deres ældste søn, Ebbe, som kom til Hasle sammen med familien, gik i min klasse. Jeg cyklede alene til optagelsesprøven i Rønne i min normale skolepåklædning. Jeg ved ikke, hvordan Ebbe kom til Rønne, men han havde sin mor med, og han var klædt ud med korte bukser, jakke og butterfly, så lærerne kunne få det helt rigtige indtryk af ham. Det var nok ikke påklædningen, der påvirkede lærerne, da de fandt ham uegnet til mellemskolen.

 

Nu fortsætter jeg ad Kirkegade, Idet jeg holder mig til vestre side. I et af de første huse efter avlsbruger ejendommen boede hr. og fru Jensen, hvor fru Jensen havde rulleforretning. Den gang var det helt almindeligt, at tøjet blev rullet efter vask og tørring, og hvis man ikke selv havde en rulle, måtte man gå til ”rullekonen”.

 

I et af de næste huse boede i sin tid borgmester Johannes Hansen. Hos ham har jeg flere gange været henne og aflevere ”byrådsmappen”, som indeholdt de sager, der skulle behandles på byrådsmøderne. Denne mappe blev sendt rundt mellem alle byrådsmedlemmerne, som derved blev forhåndsorienteret om de emner, der skulle tages stilling til på møderne.

Lidt længere henne i Kirkegade, ved hjørnet af Krummevej, havde glarmester Munch sin forretning. Han var en både dygtig og respekteret glarmester, og det var først og fremmest sådan, vi kendte ham. Men andre så mere på hans udseende, og da han var meget pukkelrygget, blev han mest kendt under betegnelsen ”Pukkel – Munch”.

Lige efter Krummevej lå brødrene Jensens slagterforretning. Jeg kan ikke mindes, hvordan forretningen var, for jeg har aldrig handlet der. Derimod kan jeg huske, at brødrene Jensen tog rundt og slagtede grise. F. eks. var det almindeligt på den tid, at avlsbrugerne opfodrede grise, for det meste til eget forbrug. Når grisene var klar til slagtning, var det brødrene Jensen, der slagtede og parterede dem.

Længere fremme i Kirkegade, lige før Storegade, boede en af byens originaler, som var kendt under navnet Bajnta. Hun kom fra Sverige, og det bar hendes sprog, en blanding af bornholmsk og svensk tydeligt præg af. Hun stod gerne til rådighed, når der var brug for hende rundt om i hjemmene. F.eks. hjalp hun ofte min mormor (som også kom fra Sverige) på rådhuset med vask og rengøring. Jeg kan også huske, at hun hjalp slagter Petersen med rengøring. Når hun ikke var hjemme, og man havde brug for hendes hjælp, kunne man bare gå ind og skrive sig på den seddel, der var lagt frem til formålet.

På den anden side af gaden, lige før man kommer til den bygning, der i gamle dage var Teknisk Skole, sidder der en plade, der fortæller, at kammersanger Vilhelm Herold blev født her. Han var bagersøn, og min far har fortalt mig, at der var syv bagere i Hasle på det tidspunkt.Det var nok derfor, min oldefar opgav bageriet, som han var begyndt på, da han blev gift. I stedet flyttede han til det ”Hvide Hus”, idet han samtidig blev formand i det daværende ”Hasle Kulværk”, der senere blev til Klinkerfabrikken.

Knud Anker.