Undertegnede blev født midt under krigens allermørkeste tid marts 1943 i Toldbodgade 8.

Jeg tilhører altså den årgang der begyndte i Hasle Borgerskole d. 8. august 1950. Den årgang har nogle ildsjæle der med deres initiativ og virkelyst, har formået at samle os mange gange gennem årene med variable mellemrum. 1. gang august 1990 (NEMLIG 40 ÅRS JUBILÆUM).

Mange tak til Mona, Lillian, Aage og Lars Mogens for det flotte arbejde der er lavet gennem årene. Samværet er altid utrolig hyggeligt og morsomt, og vi kommer fra hele landet, jeg selv fra Randers. Min tid i klassen var kun 4 år da jeg begyndte på Statsskolen i 1954, men det er utrolig, hvad så kort tid kan betyde for et barn, og hvor meget det fylder i erindringen.

Faktisk er jeg født midt på Hasle havn, der er ikke mange meter til kaj kanten, hvor min fars fiskekutter ”Viking” R 473 lå fortøjet. Min far Hans Jørgen og farbror Jens ejede kutteren og Peter Hansen (Kaj Erik Hansens farfar) var medhjælper. Havnen så meget anderledes ud dengang, der var kun 3 bassiner, men de var til gengæld fyldt med fiskekuttere og mange træskibe ejede af Hasle skippere. På kajerne ved fiskekutterne havde hver båd en ”gamma”. En gamma er et lille hus/skur på ben med 2 åbne sider og en bund med høj kant, under taget var en tyk bjælke, her trak man sildegarnene op efter fangst, så kunne man stå på 2 sider og pille eller plukke sildene.

Det var et arbejde som både koner og børn hjalp til med. Sildene blev vejet i nogle jernspande med en bismervægt, hældt i sildekasserne, og en trykt seddel med bådens registreringsnummer lagt ved, så fiskesalgsforeningen kunne styre afregningen. Der var en vældig leben sådanne sommermorgener, og det så hyggeligt ud, når alle sad på sildekasserne og drak deres medbragte morgenkaffe. Når sildegarnene var tømt, blev de på trillebør kørt hen til ”garnbredslerne”, som lå fra Carl Jensens tømmerværksted hen til Knuds havn (affaldspladsen). Hver båd havde sin plads, som bestod af træstolper forbundet med stråltråd i garnets bredde. 2 personer gik så på hver sin side med garnet mellem sig, og bredte det ud til tørre. Sidst på eftermiddagen, før garnet igen skulle bruges, skulle de ”tages op”, det var så bare modsat, det var et ret tungt arbejde, men nødvendigt for holdbarheden af garnene. Nye garn blev også bejdsede i de 2 bejdsegryder der stod midt i området lige bag Redningsstationen. Garnene blev ofte revet i stykker og så skulle de ”bødes”. Bødningen foregik med en slags stor trænål, der blev fyldt op med reparationstråd, og så blev der bundet nogle knuder i firkantede mønstre. Nogle af fiskerne og deres koner specialiserede sig i ”bødning”.

Træskibene fragtede korn, kul, gødning, granit, klinker, lervarer og sikkert flere andre varer. Klinker og lervarer blev transporteret fra Klinkerfabrikken i jernbanetipvogne til Hasle havn. Jernbanesporet endte ved et kontrolhus i gule klinker på yderkajen i inderste bassin. Det sidste banen blev brugt til var som Sildetog til Sildefesten. Skibene blev lastet og losset af havnearbejdere eller af Grønbechs folk. Der var en livlig trafik både tidlig og silde på havnen, ikke mindst når Hasle blev anløbet som sidste sted før afgang kl. 23 mod København af Det Nordbornholmske dampskibsselskab.

Skibene ”Østbornholm” og Nordbornholm” var både fragt – og passagerskibe. Molen lige nedenfor vores hus var anløbskaj, og der lå selskabets lager – og kontorbygning (der hvor det grimme og larmende ishus nu ligger) det var en smuk rødstensbygning, hvor Colberg residerede som chef, og Kaj Erik Mortensens far kusk. Fragt blev kørt ud med hestevogn med 2 heste. Jeg husker meget tydelig engang, hvor hestene løb løbsk. De endte med at påkøre kastanjetræet udenfor vores hus, vognen skrællede et stort stykke af barken, så der var virkelig knald på. Det var Colberg selv der fik stoppet hestene.

Skibene fragtede køer, heste, høns og fisk. Køerne blev opstaldede indtil afgang i en sorttjæret trælade, der lå ca. der hvor Aage bor. Af hvilken grund ved jeg ikke, men laden blev nedrevet og dyrene blev så opstaldede i laderne hos avlsbruger Kofod lige modsat Hotel Herold. Når dyrene skulle bringes ombord, blev de drevet ned ad Toldbodgade rundt om hjørnet af vores hus. Dyrene var urolige og stædige, så jeg har mange gange set halerne blive drejet rundt, og det resulterede ofte i kokasser, som dog blev fjernet af ”kodriverne”. Der var en meget speciel stemning på havnen når skibene svajede og tudede ved afgang, og der var altid folk, der stod og vinkede farvel på molen. Der hvor den gamle lade lå, tættest på Hestestranden, blev der oprettet et ishus. Det var Munk fra Søhøj der startede, senere overtog Mary Mortensen. Det blev et godt samlingssted for alle strandgæsterne. Det var meget spændende når man fik lov at hjælpe med salget af is, slik og sodavand. Belønningen kunne være en salmiakstang til 10 øre —ja det var tider dengang.

Nedenfor vores hus var en olietank, og henne ved bedding eller slæbestedet, som vi kaldte det, lå et olieskur med olietønder lagt på et stativ, så man kunne pumpe olie herfra. Det var Hr. Hansen Gasværksvej, der var ”oliemand”. Han havde en lille ladvogn, og det bedste jeg vidste, var når jeg fik lov at pumpe olie i små dunke og køre med ud og levere. Han var også Fiskesalgsforeningsbestyrer og hans kone, som jeg kaldte Fru Sild (og det var ikke et øgenavn) men det synes jeg åbenbart, hun skulle hedde, hun passede fiskeudsalget. Slæbestedet var bedding til fiskekutterne. Der var plads til 2 ad gangen. Spillet der trak bådene på land blev betjent af havnefogeden, og var placeret inde i et hus ved siden af olieskuret.

Mine barndomssomre var ”altid med masser af sol og Hestestranden var et vidunderligt sted, hvor alle byens unger tumlede sig fra morgen til aften. Stranden var meget børnevenlig. Nærmest slæbestedet var der meget lavt vand og ”karret” var afgrænset af en stenrække, der forhindrede mindre børn at komme på dybt vand. Længere henne ad stranden blev der dybere selv i ”karret”. For enden af stranden lå vores badehus. Et rum til drenge og et til piger. I begge rum var der bænke hele vejen og ligeså var der en knagerække. Badehuset stod på stolper og gulvet var af brædder med mellemrum, så mangen en knægt har ligget under pigeafdelingen og luret. Ved badehuset var den yderste mole med badebroer og vipper. Hele stranden havde det fineste, hvide sand, så der var plads til os alle med hvad vi formåede i svømmekunst og leg. Der var svømmeundervisning af Familien Thomsen og Fru Coldbergs svigerinde.

De brugte lange bambusstænger med en bue for enden, der lå man så inden i. Man startede undervisningen på den inderste side af den lille badebro. Senere når man kunne svømme gik turen til Elna, den store sten midt i yderhavnen, eller over gattet og nogle gange endda til kostene udenfor havnen. Ih hvor var vi bare seje. Hasle afholdt også svømmekonkurrencer, de foregik i inderste bassin. Vi havde en supersvømmer i Hasle, Lis Munk fra Søhøj, hun vandt det meste.

Ved inderste bassin var der lager plads for granitsten, der legede vi unger tit, vi flyttede rundt med det vi kunne, og det kostede mig en negl, da stenene pludselig skred.

Legekammerater var der ellers ikke mange af på havnen, men ved siden af Herolds trappe længst mod syd, lå et hvidt hus med stue og 1. sal. I stuen boede Pagels, en enlig mand. På 1. sal th. boede Helene og Leo Nielsen med Annie, Henny og en lille efternøler Eva. Ved siden af 1.tv. boede Rita og Kristian Finne med Ulla og Tommy. Jeg legede mest med Annie og Henny, de andre var mindre så derfor. Vi hinkede, spillede bold, sjippede, legede købmand osv. Vi hoppede op og ned fra ”vaterlisten” og ned i kutterne for at fiske vore bolde op, og aldrig faldt vi i vandet.

Skulle der spilles lang – eller rundbold foregik det i Korsgade, for der var mange børn. Jeg husker tydelig at Kaj Kristensen var rigtig god og stærk til boldspil, så det gjaldt om at være på hans hold.

I Korsgade boede også ”gamle” Hans Espersen med sin gamle hund. Han havde en robåd, som han fiskede fra. Flere gange fik jeg lov at komme med ud at fiske, så roede jeg, mens han satte krog eller ruser. Det var godt nok hårdt, og én gang blødte mine hænder, så var det slut med mig som roer.

Stenbordet ved siden af fiskeudsalget var samlingssted for unge og gamle, fiskere, bønder, håndværkere, lærere osv. Hver dag var der en flok, nogle sad på bænken, andre på sildekasser, andre igen måtte stå op. Her blev verdenssituationen ordnet, væddemål indgået, nyheder fra byen debatteret og omgivelserne var smukke. Stenhøjen omkring kastanjetræet var smukt beplantet og passet af Havnefoged Karl Pedersen og hans medhjælper Stenberg. Det kunne være ønsketænkning om pladsen i dag blev fejet og passet bare halv så godt som dengang, så kunne man sidde der og nyde udsigten, det er jo en skøn plet, som ikke er mulig at anvende nu på grund af snavs og ukrudt.

Som voksen er jeg kommet til at tænke på, det meget snævre område jeg bevægede mig i som barn.

Jeg kom i Korsgade, hen til enden af garnbredslerne, på molerne, Hestestranden og i Vestergade til søndagsskolen Zoar og Pågeskolen hos Frk. Stenberg. Først efter skolestart fik jeg større cirkler og nye legekammerater. Det gav mig udvidet kendskab til den ”store by” jeg boede i, og til hvilken jeg stadig har et tilhørsforhold, på trods af jeg fraflyttede Øen i 1964, og det vil jeg vedblive med at have, da jeg har købt mit barndomshjem, og hele min familie elsker Bornholm.

Inge Holm Jensen.  Randers