Stenbordet.

Så er de første to seancer vedrørende Stenbordets genoplivning løbet af stablen, og vi (Rudy, Lillian og undertegnede) kan stort set være tilfredse.

29. maj 2011 var der mødt 15 -20 personer frem til trods for at vejret ikke viste sig fra den allerbedste side, og flere kunne fortælle sjove episoder fra livet på havnen og fra Hasle by, og meget kendetegnende var, at boede man oppe nordpå i byen havde man havnen som en naturlig legeplads meget mere end os der boede i den anden ende af byen. Ivar Holm fortalte os mange sjove ting, og Ivar er en rigtig god fortæller, så vi fik da grinet en del. Flere havde medbragt billeder som vi også fik en snak om.

Rudy, som er ophavsmand til den her ide med at vække stenbordet til live, fortalte også levende om sin tilknytning til Hasle, og sin erindring om, at stort set alle i byen havde et eller andet ”øgenavn” hægtet på sig. Det var meget almindeligt dengang, at folk havde et øgenavn, og som Rudy erindrede det var det ikke for at være ondskabsfuld, at der blev hægtet et øgenavn på folk. Men både Lillian og jeg forbandt nu disse øgenavne som ondskabsfuldheder, og det var der da flere der holdt med os i.

Som sagt var vejret ikke det bedste, solen gemte sig og det blæste lidt. For at holde varmen var Rudy og hans kone de glade givere af kaffe til os alle.

26.juni var Lillian og jeg de første på pletten, og vi var meget spændte på om der dukkede nogle folk op, og så med et kom der folk pø om pø, og glade blev vi. Vejret var skønt, rigtig sommerligt, og 18 personer lagde turen forbi stenbordet.

Han Aage Reuss fortalte om det han huskede fra sin tid i Hasle, og der var mange historier nede fra havnen samt episoder fra bybilledet, som også satte tankerne i sving hos mange af os andre. Han nævnte bl.a. dengang man svømmede i havnen, og hvor han nævnte Aase Jensen som en dygtig svømmepige, og denne Aase, ja det er jo min søster, og det var jo dejligt at høre. Jeg vidste godt at hun var glad for vandet og dygtig til at svømme, men at hun ligefrem svømmede som en sæl uden sprøjt til siderne, ja det har jeg ikke hørt før.

Svend Olaf Kjær kunne også fortælle historier fra havnen og havneområdet skal jeg hilse og sige. Det var imponerende at høre om alt det han kunne huske og havde oplevet i sine drengeår. Begge de to herrer blev opfordret til at skrive det ned til os, for selv om både Lillian og jeg griflede, så fik vi ikke en gang det halve med, og det er synd at de oplevelser går i glemslen. Det er jo en del af havnemiljøet fra ”der var en gang”.

Når først hele havneområdet skal endevendes fra A – Z er det jo en ny epoke der skal gennemleves af nye generationer, som så skal sørge for at de oplevelser bliver gemt til næste generation igen. Og der vil være mange ting at fortælle videre med et så stort projekt som fornyelse af Hasle havn vil være. Sådan går livet og historierne heldigvis videre generation efter generation, hvis man gider at bære dem videre og gør dem udødelige.

Så det var nogle rigtig hyggelige timer vi havde ved stenbordet den søndag formiddag. Vejret var som sagt det bedste af det bedste, og sidde der ved stenbordet og nyde havnen og det der foregik på vandet (for der var lidt liv) ja, det var en lise for sjælen. Christina fra Emajoka havde sørget for, at vi kunne købe dejlig kaffe samt lune rundstykker med ost og pålæg til en rimelig peng.

Næste træf bliver så 31. juli, og bladet er ikke kommet på gaden inden da, men Lillian og jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har savnet at se en del af dem vi voksede op med, ikke kun dem af samme årgang, nej så sandelig dem der både er ældre og yngre, og også deres forældre. Og man behøver nødvendigvis ikke have en historie i ærmet for at komme ned til os ved stenbordet.

Og med hensyn til vores skoleklasse er vi da spændte på om der er nogen der er mødt frem til det sidste træf, for vi har da spurgt os selv om hvor dælen I er blevet af? I hvert fald jer der er bosiddende på Bornholm kunne vel nok have lettet rumpetten og taget en tur ned til stenbordet. Lillian og jeg har savnet jer, ha’ lige i erindring, at vi kaldes den aktive klasse.

Så det bliver spændende at gøre status quo efter det sidste træf.

Inge & Lillian.

 

 

Den Aktive Klasse.

Mellem fortid, nutid og fremtid. Elvis Presley i Hasle. Den 28. maj samledes deltagerne i Den Aktive Klasse endnu engang hos Steffen og Linda i Hasle Feriepark. Klassen har nu holdt ved i en periode over 21 år. Traditionen tro samledes vi og fik kaffe og kringle ved 14-tiden. Herefter gik vores ildsjæle og organisatorer Lillian Attle og Inge Skovgaard Petersen i gang med et planlagt tema, denne gang: Hasle Havn. Lillian og Inge havde deltaget i nyligt afholdt møde omkring et større løft af havnearealerne i Hasle, ja der er endda vedtaget et skulpturelt udformet badeanlæg foran havnens Venner.

Med stor entusiasme blev vi orienteret om visionerne. Det var derfor oplagt, at vi alle drog ned og så på de nuværende forhold på havnen. Her gjorde vi holdt ved den 30 tons store røde granit sten, ”Elna”, som nu står på kajen ved de små skure, ak ja, her sprang fortiden ud i lys lue. ”Elna” som lå helt ude på det dybe vand i det ydre havnebassin, hvor jeg, Rudy, i en alder af 8 år havde vovet mig ud den første dag, jeg havde lært mig selv at svømme med en blanding af hundesvømning og crawlbevægelser. Stolt stod jeg på ”Elna” i vand til maven for at modtage min far, der kom svømmende fra den modsatte mole. I stedet for ros, fik jeg en regulær skideballe og blev bedt om at komme ind på land hurtigst muligt. Jeg havde jo ikke noget korkbælte på!

Fra ”Elna” slentrede vi hen til Stenbordet, som skulle have sin ”renæssance” den næste dag. Traditionen tro samledes vi om aftenen til spisning. Her fejrede vi bl.a. 2 fødselsdage med indslag af sange sammensat og forfattet af Inge.

I år blev vi afbrudt af en tilsyneladende sindsforvirret person, der bare kom ind i lokalet iført hvidt tøj, sort hår og solbriller. Personen stillede sig i et hjørne af lokalet og fumlede forstyrrende med en ghettoblaster. Så lød der musik for fuld udblæsning. Manden i det hvide tøj og med solbriller stod foran os med en mikrofon i hånden.jo det var helt rigtigt! Der stod han jo lyslevende: ”The King of Rock and Roll” – Elvis Presley!  Her hos os i Hasle – utroligt!! Rullende med hofterne, saksende med knæerne. Det kan nok være, at pulsslagene hos deltagerne blev sat i vejret. Begejstringen var stor. Nu havde han os i sin hule hånd, især de kvindelige deltagere. Da han så gik over til at synge Love me tender – med uddeling af roser og kys – var der ikke et øje tørt. Mesteren for dette show var vores klassekammerat Barny Jensen.

Barny modtager hermed vores bedste anbefaling til at stille op i Graceland i Randers, (her bor Inge Holm Jensen og hendes mand – ønte?!

Rudy Hassing.

 

 

Vedrørende Stenbordet.

Nutiden har sat os i stand til at kommunikere hurtigere via mobiltelefonen og e-mail. Spørgsmål om hvad der sker i Hasle, kan enten rettes til Lillian Attle, Aage Funch, Mona Regnersen eller Inge Skovgaard Pedersen.

Takket være ildsjæle som Lillian Attle, Mona Regnersen, Aage Funch, Inge Skovgaard Pedersen, Laila Eriksson, Inge Holm Jensen, Svend Olsen som alle har leveret bidrag til Hasle Nyt med billeder og tekst fortalte om erindringer fra deres fortid, barndom og ungdom i Hasle. Ud af dette er der opstået en fornyet interesse, hvad der skal ske i fremtiden for Hasle.

Ved en ”dagen derpå” brunch hos Emajoka sad vi – Aage Funch, Inge Holm Jensen, hendes mand og undertegnede og kigger ud ad vinduet. Vi fik øje på det gamle Stenbord. Inge syntes at der så noget rodet ud og kunne trænge til en kærlig hånd med spand og klud. En oprydning og nogle blomster ville gøre stedet mere attraktivt.

Inge er jo også nabo til Stenbordet. Hun tilbød at hun ville sørge for en form for beplantning som kunne være med til at forskønne området.

Min tilstand var stadig påvirket af gårsdagens klassearrangement. Ud af min halvtågede tilstand kom der levende billeder frem i min erindring af stedet. Det var her fiskerne og andre satte sig. Herfra kunne man fra morgen til aften var der rigeligt at følge med i hvad der rørte sig på havnen. Om morgenen var det fiskerbådene der kom ind med deres fangst. Her kom fiskerkonerne ned og hjalp til med at tømme garnene for sild.

Her hvor vi nu sad i den nylig indrettede cafe Emajoka kom folk for at købe friske fisk først på dagen og senere på eftermiddagen om sommeren – røgede sild. Om aftenen var det lastning og losning af gods og passagerer og sågar køer, der blev drevet ned ad bakken og puffet over en rampe om bord på damperen Østbornholm. Der lugtede herligt af fisk og kolort.

Stenbordet indgik i en ugentlig klumme i Bornholmeren under betegnelsen: Lars Levka funderar. Jeg kunne huske at det var politibetjent Aakerlund, der var forfatteren. Indholdet fremstillede i en satirisk form nogle af personer der havde deres gang på havnen. Fortiden brød ud i fuldt flor. Men hva mæ nutiden?

Vi henvendte os til stedets indehaver Christina Lind, der mente at det hørte med til hendes matrikel.

Vi foreslog at det måske kunne blive ”aktiveret” som et slags sted hvor der kunne fortælles historier eller spilles musik og nydes en kop kaffe eller øl.

Christina modtog ideen positivt og bad os arbejde videre med ideen.

Rudy Hassing.