Bornholmsk dyrlæge slutter kontrakt med Ghana regeringen

Dyrlæge Hans Kofod

Bornholms Tidende d. 29.08.1956

                                                                               

 

 

 

 

 

 

                                                                           Bornholms Tidende den 11.04.1960

                Bornholmsk dyrlæge slutter kontrakt med Ghana regeringen.

Dyrlæge Hans Kofod, Rønne, rejste herfra i aftes og kommer til Ghanas hovedstad Acca i morgen tidlig – Har bundet sig for en treårig periode.

I morge tidlig kommer dyrlæge Hans Kofod, Thorkildsvej, Rønne til Ghanas hovedstad Acca for her at tiltræde stillingen som regerings-dyrlæge for en periode på tre år.

Hans Kofod rejste herfra i aftes med SAS-maskinen til København, og herfra fortsatte han i morges til London. Med en anden maskine går turen syd på til Acca, og efter planen lander maskinen her i morgen, tirsdag.

Kontrakten gælder for to gange halvandet år; i første omgang tager Hans Kofod alene afsted, medens fruen bliver i Rønne sammen med døtrene. Det er dog meningen, at fru Kofod senere skal rejse til Acca.

En tid før jul kom Hans Kofod hjem efter et flerårigt ophold i Indonesien, hvor han også havde regerings-kontrakt som dyrlæge.

I en artikel her i ”Tidende” fortalte Hans Kofod efter hjemkomsten om årene ude i det fremmede, år, der bød på så mange oplevelser, at kan følte trang til igen at komme ud og virke på fremmede steder.

Og denne gang gælder det altså det gamle danske område – Guldkysten, hvor der er folk, som endnu bærer danske navne.

****************************************************************************************************

 

Bornholms Tidende d. 14.11.1961.

Dyrlæge Hans Kofod som kvægopkøber for Ghana.

Har i 4 måneder været på opkøbsrejse i Guinea og er nu sammen med sin frue rejst til Mali på den Ghanesiske veterinære afdelings vegne.

Dyrlæge Hans Kofod, der i 14 år havde praksis i Hasle og derefter drog til Indonesien, hvor han virkede i fire år, har som bekendt det sidste års tid virket som dyrlæge ved Ghanas regerings veterinære afdeling.

I denne afdeling er der, fortæller et telegram i dag, ansat 18 dyrlæger, hvoraf de 10 er danske, medens fire er Ghanesere. Det betegnes som ret usædvanligt at finde så mange danske specialister så talrigt repræsenteret i forhold til andre nationaliteter i en udenlandsk regerings tjeneste.

Hans Kofod bor i Pong Tamala og har for nylig opholdt sig i Guinea i fire måneder for at købe n’dama-kvæg for Ghanas regering. Dette kvæg er mere modstandsdygtige mod den af tsetsefluen overførte sovesyge end andre kvægracer. Nu er Hans Kofod rejst til Mali for at fortsætte kvægindkøbene, og denne gang er han ledsaget af fru Jette.

*************************************************************************************************

 

                                                                     Bornholms Tidende den 02.06.1962.

                  Ghana har rige muligheder for et moderne kvægbrug.

Siger dyrlæge Hans Kofod, der er en af de tolv danske dyrlæger, som i de sidste par år har virket i den unge afrikanske stat.

Dyrlæge Hans Kofod har i mange år haft praksis med bopæl i Hasle. For en del år siden brød han op, og rejste til Indonesien, hvor han virkede i et par år; derefter var han hjemme på Bornholm en kort tid, men drog så atter ud, denne gang til Ghana. For tiden er Hans Kofod i Danmark, og naturligvis har han også været hjemme på Bornholm. Han kommer senere på året tilbage til øen.

Sideløbende med den bistand til udviklingslande, som organiseres og formidles af danske regeringsorganer og komiteer af forskellige slags, har der en årrække i al stilhed på et ganske specielt, men såre vigtigt område fra dansk side været ydet adskillige Ulande en værdifuld håndsrækning.

Danske dyrlæger har i et efterhånden betydeligt antal ladet sig engagere til at øve en gerning i asiatiske og afrikanske udviklingslande, del med henblik på opbygning af et tidssvarende veterinær- og hygiegnevæsen og dels ved udvikling af et moderne og rationelt kvægbrug herunder bekæmpelsen af kvægsygdomme som hvert år koster landbruget i disse lande ufattelige summer.

Den unge afrikanske stat Ghana – i areal ca. fem gange så stort som Danmark, men med nogenlunde samme indbyggertal – er et skoleeksempel herpå. Ikke færre end 12 danske dyrlæger gør i disse år tjeneste for den ghanesiske regering, som veterinære, officers-regeringsdyrlæger. Og de udgør endnu den absolutte majoritet af landets dyrlægestand. Den omfatter foruden de 12 danske kun nogle få indfødte dyrlæger, tre britiske og en israeler, men et stort antal ghanesiske veterinær studerende er under uddannelse i England og U.S.A.

Bestyrer af 40 kvadratkilometer stor Stats farm.

En af de 12 danske dyrlæger Hans Kofod, der tidligere har været tre år i Indonesien, er for tiden hjemme på orlov. Han har de sidste to år bestyret en stor stats farm i det nordlige Ghana Pong Tamala – et foretagende med et jordtilliggende på 40 kvadratkilometer, hvoraf dog endnu kun 600 tdr. land er under rationel dyrkning og et tilsvarende areal udlagt til græsningsarealer.

Egentlig dyrlægepraksis har der ikke været tale om, fortæller Hans Kofod. Tilsynet med og kurrering af syge dyr har jeg i det store og hele måttet overlade til mine ghanesiske veterinærassistenter, der har en uddannelse, som i forhold til dyrlægens stort set svarer til sygeplejernes i forhold til lægens. Hovedopgaven har for mig været del at bringe farmen ind i kontinuerlig drift med dyrkning af tilstrækkeligt foder til den efter ghanesiske forhold efterhånden ret anselige besætning, som er oparbejdet dels ved egen avl og dels ved indkøb: ca. 1200 stykker kvæg, 300 får og et lignende antal svin samt en del fjerkræ og heste.

Farmens væsentlige opgave har derudover været at levere egnet avismateriale til territoriets landsbyer med henblik på en forædling af kvægstammerne.

1000 år bagefter.

Ghanesiske landbrug lader sig på så at sige ingen områder sammenligne med dansk. Det er vurderet med vores øjne endnu ca. 1000 år eller mere bagud, men der er rige muligheder for ophjælpning af et moderne og rationelt ager- og kvægbrug.

Kun meget beskedne arealer i landsbyernes umiddelbare nærhed er opdyrket. Størstedelen af det nordlige Ghana ligger hen som busk – vældige stepper med meterhøjt græs i regntiden og umiddelbart derefter, månederne maj – september, men trøstesløst tørt og afsvedet resten af året. Udover de vildt strakte stepper driver kvægpasserne deres hjorde og lader kvæget æde løs, så længe der er noget, hvorefter man drager videre til arealer, som endnu ikke er afgnavet eller afbrændt. De indfødte praktiserer i vid udstrækning den gamle metode med at sætte ild til det meterhøje knastørre græs for at drive vildtet frem. Ofte tager ilden magten fra dem og breder sig til kolossale områder, hvorved vældige værdier lægges øde.

Systemet er, at kvægets ejere i landsbyerne overlader dyrepasning til en særlig negerstamme Fulanierne, der gennem århundreder der har gjort kvægpasningen til deres speciale, og som i modsætning til landsbystammerne er nomader. Fulanierne er noget lysere i huden – nedstammer formentlig fra Berberne – men er efter afrikanske forhold fremragende dygtige på deres felt.

Fantastiske tillidsforhold.

Mellem kvægejerne og Fulanierne råder et helt fantastisk tillidsforhold. Uagtet en hjord kan tælle adskillige hundrede stykker kvæg fra mange landsbyer har Fulanierne nøje tal på, hvor hvert enkelt dyr hører hjemme. Der kan gå år mellem, at kvægets ejere ser deres dyr. Når Fulanierne omsider vender hjem med hjorden aflægges regnskab for, hvor mange kalve, der er født, hvilke dyr der eventuelt er døde osv. Ejerne stoler så vidt jeg har kunnet skønne med fuld ret – blindt på deres Fulanier. Ikke sjældent må disse berette, at det meste af hjorden er udryddet af kvægpest, men heller ikke det vækker mindste mistro. Det er man desværre alt forvandt til kan ske.

En sådan form for kvægbrug er selvsagt set med vores øjne ganske irrationelt, enorme værdier går tabt hvert år, men der er ikke ringeste tvivl om, at der er gode naturlige betingelser for et højtudviklet moderne landbrug i Ghana. Den første forudsætning er at lære ghaneserne at dyrke jorden fremfor at lade hovedparten henligge som vildmark. Kun i yderst beskedent omfang kender man endnu til at udnytte årstidernes vekslen og høste vinterforråd til besætningerne, at det kan gøres, havde vi lejlighed til at vise på Pong Tamale, hvor det i løbet af de to år lykkedes at høste større mængder af Guinea-korn, majs, jordnødder, sojabønner, talpoka og jams, end vi selv kunne fodre op.

Jeg tror at turde sige, at det gjorde et vist indtryk i de omkring liggende landsbyer og vil gerne som min personlige opfattelse sige, at hvis man fra dansk side vil gøre en indsats for at ophjælpe afrikanske landbrug vil den bedste fremgangsmåde være, at yde bistand til etablering af en række demonstrations- og mønsterbrug, hvor den indfødte befolkning ved selvsyn kan danne sig et indtryk af, hvad der kan komme ud af at tage moderne dyrknings- og avlsmetoder i brug.

Det er efter mit skøn ikke nok at invitere et antal unge afrikanere på uddannelsesophold her i landet, men vil sikkert have større nyttevirkning om de indfødte i deres egen hjemegn metodisk belæres om, hvilke rige muligheder jorden dernede i virkeligheden rummer.

Basis for mejeribrug.

Med tiden vil der også være betingelser for at ophjælpe et moderne mejeribrug i Ghana. Som det er nu, produceres der overhovedet ikke mælk, endsige mejeriprodukter til videre salg i nævneværdigt omfang. Hovedparten af mælken går til kalvene eller landsbyerne og nomadernes spædbørn. Jeg føler mig aldeles overbevist om, at efterhånden som kvægstammerne forbedres og dyrkbar jord bringes under kultur, så der kan tillægges stadig mere kvæg, vil der blive basis også for et egentligt mejeribrug. Også på dette område skulle Danmark vel have gode muligheder for at placere sig med rådgivning og med leverancer af mejerimaskiner.

Jeg kan, slutter dyrlæge Kofod sammenfattende sige, at det har været to uhyre interessante år, jeg har tilbragt i Ghana og at jeg glæder mig til at komme derned igen og tage fat. Selvom fremskridtene sker i små tempi og der er meget, vi med vores forudsætninger måske nok kunne ønske anderledes, er der synbare resultater at spore, jeg tror fuldt og fast på, at det vil lykkes inden for overskuelig tid at ophjælpe et blomstrende ghanesisk landbrug.

Det har for mig – og sikkert også for mine kolleger, hvis indsats har ligget på de mere veterinært betonede felter – været opløftende at fornemme, at den megen tale om afrikanernes sløvhed og mangel på initiativ ikke gælder. Afrikaneren er ikke dum. Han er på mange måder bagud for os andre, men han vil gerne lære, og det er så vidt jeg kan se navnlig på det feldt, vi kan give ham en håndsrækning.