Bornholms Tidende d. 13.09.1944.

                           Hest brækkede ryggen ved kørselsuheld.

Vognen styrtede ned ad en skrænt, og hesten måtte slås ned.

Lige før middag i dag skete der ved Brobækken i Hasle et kørselsuheld, der kom til at koste bagermester Arne Drejers hest livet. Willy Andersen, der er kusk hos Drejer, havde i løbet af formiddagen været beskæftiget med at køre affald ud til pladsen ved Brobækken lige nord for Hasle.

Uheldet skete ved, at Andersen ville rykke vognen lidt længere ud til kanten af skrænten, men da hesten gav et kraftigt ryk, blev det for meget, og hest og vogn rullede ned ad den 6 – 7 meter høje skrænt. Hesten lå stønnende, indfiltret i seletøjet og vognen, men assisteret af avlsbruger Niels Chr. Kofod, Brobækkegård, fik Andersen hesten gjort fri, men det var umuligt for den at rejse sig. Dyrlæge Kofod, der blev tilkaldt, konstaterede, at ryggen var knækket lige over krydset, og beordrede den slået ned. Hesten var efterhånden blevet roligere og havde tilsyneladende ikke store smerter. Man lod slagtermester Jens Larsen, Rønne, tage livet af den.

Skønt bagermester Drejer har hesten ret godt forsikret, lider han dog et tab, da det var en stor kraftig hest, der ikke var ret gammel. Kusken kom intet til, og vognen, der tilhørte vognmand Karl Christensen, slap også godt fra nedstyrtningen, men skal dog repareres lidt hist og her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                               Bornholms Tidende den 24.02.1945.

                                            Gode råd til rytteren.

Foredrag af overdyrlæge Ahlstrand.

Hasle og Omegns Ride klub startet.

Nogle unge ridesport interesserede mennesker har undfanget den idé at få oprettet en Ride klub i Hasle og havde indkaldt til et møde på Hotel Hasle. Mødet havde samlet stor tilslutning og resulterede i, at der blev startet en Ride klub.

På indbydernes vegne bød Alfred Haagensen velkommen, særlig til aftenens taler, overdyrlæge K. Ahlstrand, Rønne.

Overdyrlægen udtalte, at lige så skønt et syn det er at se en skolet og veldisciplineret hest, lige så uskønt er det at se den ukyndige og ofte ret fremtrædende skikkelse, der på en vild hest farer gennem gaderne for at vise sig. Derfor må jeg også indtrængende opfordre alle ryttere til at vise den største hensynsfuldhed, når de færdes til hest. Altid vil en rytter blive betragtet med ikke så lidt skepsis af sine medborgere, fordi det nu er en noget eksklusiv sport, som kun bliver et fåtal til del, og fordi de fleste mennesker ikke ret forstår sporten. Derfor, rid altid i skridt gennem gaderne og vis det største hensyn til andre trafikanter. Ofte møder man en moder med barnevogn og et eller flere småbørn med sig; ængstelig trækker hun sig langt ind på fortovet op langs husmuren. Gør derfor rigelig plads for hende og hendes børn. Sker det, at hesten bliver bange for et eller andet på gaden, hvor der er nogen trafik, tag det så roligt, bliv ikke nervøs og ophids ikke hesten og dem selv ved utidig afstraffelse af hesten med pisk eller sporer. Vel skal det altid være således, at det er rytteren, der skal have kommandoen, og ikke hesten, men undlad altid unødvendige og kedelige optrin, som kan undgås. Tager man i skoven eller lignende steder en lille rask galop, skal man altid standse farten, når man møder andre mennesker således at disse ikke behøver at fare over grøfter og gærder for at redde sig. Ofte rider man langs stranden, og det vil være velgørende for hesten at komme ud i vandet og blive afkølet, men gør det ikke på de almindelige badestrande; nogle vil finde det smukt og morsomt, men de fleste vil blive irriterede. Overdyrlægen opfordrede derefter alle ryttere, der blev vist tillid fra hesteejeres side ved at få lov til at låne deres heste, om at vise tilbørligt hensyn til hestene og aflevere dem i god stand igen. Tørre dem af med halmvisker og om sommeren bade dem med koldt vand på de ømfindtlige steder, såsom sadel- og gjordlejet, nakkeregionerne og benene. Han opfordrede rytterne til at holde sig væk fra gang- og cykelstier.

Taleren kom derefter ind på at tale om formålet med at oprette en Ride klub, og hvorfor man ikke lige så godt kunne ride i flok og følge uden en klub. Svaret herpå var, at den enkelte aldrig kan opnå det, som en sammenslutning kan, gennem arrangementer af ture, ride undervisning, teoretisk undervisning og ridning på ridebane. Sammenslutningens, i dette tilfælde Hasle Ride klubs, første mål bør være at fremme ridesporten og give medlemmerne lejlighed til at udøve dem under gunstige vilkår. For det første gælder det om at finde en egnet leder, der både selv kan ride og lære noget fra sig. Dernæst må de have en ridebane og en springbane. Den første skal være 20 x 60 meter og den anden 35-40 x 100 meter.

Man vil få det bedste udbytte af en ride dag, hvis man begyndte den med kommandoridning. Bagefter tager man en tur ud i terrænet og her kan man godt lade hesten gå eller springe over små grøfter, vade over små vandløb og lignende, men fremfor alt, byd ikke hesten for meget i begyndelsen. Det samme gælder på springbanen; det er forbavsende, hvad man kan få en hest til i løbet af en halv time, når den tages fornuftigt. Man skulle begynde med en lægte liggende på jorden og derefter gå gradvis op til 50 – 60 cm., men skulle aldrig lade hesten springe så længe, at den bliver træt, for da skete det ofte, at den blev stædig. Taleren pålagde rytterne at udvise tålmodighed og atter tålmodighed. Det var ofte vanskeligt at afgøre om en hest var bange eller stridig. Man måtte kun straffe, når det drejede sig om stridigheder, straffede man en bange hest, understøttede man blot dens bevidsthed om, at der virkelig var noget at være bange for.

Klubben havde endnu en opgave, nemlig at undervise medlemmerne i ridning og alt vedrørende hesten gennem foredrag, helst med lysbilleder. Man kan nu engang ikke lære alt i praksis, og taleren citerede her professor Sands ord: Teori uden praksis er intet – praksis uden teori er noget – men praksis og teori sammen er alt.

Sluttelig håbede overdyrlægen, at den påtænkte Ride klub måtte blive dannet, at man ville få glæde og gavn af den, og at Hasle og Rønne måtte få mange fornøjelige timer sammen om den ædle ridesport.

Alfred Haagensen havde derefter ordet og udtalte sin glæde over, at så mange havde indfundet sig, hvilket han tog som et tegn på, at der var interesse for oprettelse af den påtænkte Ride klub, og udbad sig udtalelser fra forsamlingen.

Avlsbruger Rudolf Kofod, Ellelyst, anbefalede, at man sluttede sig sammen med Rutsker, hvortil overdyrlæge Ahlstrand forespurgte, om det ikke var meningen at danne en speciel Ride klub. I så fald var det ikke så godt at stå tilsluttet en Køre – og Ride forening, hvorunder der kom meget andet, såsom mønstring og kørsel.

Der var enighed om at forsøge at få klubben startet straks, og dette blev også gjort, idet der straks indtegnede sig 18 aktive og 7 passive medlemmer.

Som en rettesnor blev Rønne Ride klubs love oplæst, og der blev stemt om forskellige paragraffer, som man mente skulle være anderledes. Det blev således vedtaget, at samtlige medlemmer skulle have stemmeret i modsætning til Rønne, hvor kun de aktive havde det.

Man gik derefter over til valgene. Til formand valgtes dyrlæge Hans Kofod, Hasle, og til bestyrelsen valgtes Alfred Haagensen, Holger Tranberg og Poul Andersen, alle Hasle, samt Ejner Dich, Klemensker.

Denne vil straks gå i gang med udarbejdelse af forslag til love, og der vil om kort tid blive indkaldt til generalforsamling.

Det var nu lukketid, og man nåede lige at få klubbens navn bestemt. Det blev:”Hasle og Omegns Ride klub”.

Alfred Haagensen sluttede aftenen med at rette en tak til aftenens taler og til de fremmødte og udbragte et leve for den nystartede klub.