Bornholms Tidende lørdag d.14. februar 1987.

 

Alt gammelt jemmafrå er så spændende.

Et møde med den 85-årige bornholmer Johannes Westh-Jensen på Sct.Thomas Plejehjem i København.

Det bornholmske er umiskendeligt hos Johannes Westh-Jensen trods 35 år i København. Men forud gik 50 år derhjemme, og nogen årsunge er han ikke længere.

Han kan se tilbage på mange travle år med et utal af forskellige pladser. Nu bor han på Sct. Thomas Plejehjem på Frederiksberg. Han har en hjørnestue, som han har møbleret med de ting, han nødigt ville undvære, og gæsten ser sig om og undres over så mange ting, der trods alt kan være i sådan en relativt lille stue. Meget af det er derhjemmefra, og det er da heller ikke anderledes, end at han savner sin hjemø sommetider, men han siger der er for langt hjem – når man har passeret de 85, føjer han til.

Johannes Westh-Jensen er fra Rutsker, hvor hans far var mejeribestyrer. Han husker hvordan hestevognene kom om morgenen med mælken ude fra landbrugene, men det var et stillestående samfund, der ikke havde så meget at byde på. Men til gengæld havde man originaler dengang, siger han.

Jeg husker et par stykker fra Fattighuset i Rutsker, hvor Anders Lund residerede. Der var to koner, de kaldtes Galna Signa og Lijla Lina, men vi fik jo ikke meget at vide om dem. De sagde om Galna Signa at hun havde fået et barn uden for ægteskab. Det var nok til at blive udstødt dengang. Barnet var en dreng, der kom til at hedde Otto, og han kom siden til min onkel i Allinge og blev kusk. Folk morede sig med at spørge, hvornår det var hans fødselsdag. Svaret lød: Om Hællemyssa.

Lijla Lina havde to døtre, men ellers kendte jeg ikke noget til hende. Hun plejede at komme og hjælpe min moder, og ellers gik hun rundt og plukkede bær. Jeg kan huske, hun engang kom med en kurv byllenbær, blåbær. Hun fik en krone for dem. Galna Signa kan jeg huske som en kone, der altid gik og snakkede med sig selv.

 

Skole og musik.

De første års skolegang havde jeg i Rutsker. Først var det hos Margrethe Nielsen, der havde de yngste klasser, og siden hos Antonius Kofoed, der havde de ældste klasser. Og dér lærte vi noget, siger han med et udtryk, der understreger, at det var en tid, han husker med glæde.

Lærer Kofoed lærte for resten min far at spille violin, og det havde han megen glæde af. Han havde dannet et lille orkester bestående af første og anden violin og bratsch. Det var ham selv og mejerister på mejeriet. Jeg begyndte også at spille klaver. Det var hos Karen Køie i Rønne. Jeg lejede værelse hos hende og fik undervisning samtidig. Jeg spillede også hos Carl Lundt og frk. Kielberg. Siden, i Allinge, fortsatte jeg undervisningen hos en tysk dame, der hed Westphal. – De kom også til at gå i skole i Rønne? – Ja, da jeg var 12 år, blev jeg overflyttet til Rønne Statsskole, og dér var undervisningen ligeså grundig.

Blandt mine lærere var K.H. Kofoed, den senere departementschef og finansminister. En meget vellidt og dygtig lærer. Og så var der frk. Noack, der må stå som en legende for alle elever, der har været under hendes indflydelse. Hun var fantastisk. Dygtig, men streng. Jeg skal lige love for, vi fik lært noget. Vi skulle kunne lektionen på fingrene. Ja, opremsning var der meget af, men det mener jeg ikke, jeg har taget skade af.

Dårligt lønnede.

Jeg ville være skolelærer, og det krævede i hvert fald realeksamen. Da jeg havde fået den, kom jeg på jernbanernes kontor for at få et par praktiske år til at gå, før jeg søgte ind på et seminarium, men både far og mor syntes ikke, det var noget at blive lærer. Som far sagde: – Nej, det skal du ikke. Lærere er så dårligt lønnede. – Og det blev afgørende? – Ja, for det havde far nok ret i. Jeg har da heller ikke fortrudt. Jeg var glad for jernbanerne. Jeg passede telefonerne ude fra linjen, kopierede breve og reviderede regnskaberne ude fra stationerne. De kom ind hver dag med togførerne. Jeg blev der i et par år, til 1919. jeg ville gerne ind i postvæsenet og driftsbestyrer Fagerlund skrev en fin anbefaling, hvori det bl.a. hed: Johannes Jensen vil jeg grumme meget nødig af med. Far talte med postmester Valentinus i Hasle om en elevplads. Det kunne jeg godt få, men postmesteren mente ikke, det var noget. De giver ikke noget i løn, sagde han, og det tænkte far jo meget på.

 Feriegården.

I stedet kom jeg i handelslære i Produkten i Allinge. Til fem kroner om måneden og kost og logi, og den steg ikke i de tre år, jeg var der. Logiet var et værelse på loftet, over butikken. Der var altid koldt, husker jeg. Men jeg lærte godt, og arbejdstiden var lang. Fra halv syv morgen til seks aften. Og så var der åbent til kl. 19 fredag og til kl. 21 lørdag. Det var en meget travl forretning ejet af N. P. Kock, der havde nogle meget vakse ekspedienter. Og kundekredsen strakte sig vidt, helt op til Rø Station og langt op i Rutsker.

Efter læretiden var der ikke plads til mig i Produkten, og jeg gik hjemme et par måneder og kom så til Bornholms Margarinefabrik i Rønne som bogholder hos direktør Jens Nørregaard. Der var jeg i otte år, til 1930.

Men så kom der et godt tilbud. Grams købmandsgård i Gudhjem skulle have ny bestyrer. Den var omdannet til aktieselskab. Jeg overtog halvdelen af aktierne. Jeg var knapt kommet i gang, før vi fandt ud af, at indrette sidebygningerne til vandrerhjem. Det var Feriegården, og den var klar i 1933. der var plads til 85 gæster.

Puder med korssting.

Siden drog Westh-Jensen over til København og kom også her til at beskæftige sig med vidt forskellige ting. En tid udlejede han sommerhuse på Bornholm. Det var en god forretning, indtil bornholmerne selv fandt ud af det. Han var dernæst juleassistent hos en købmand, revisor i et firma på Rådhuspladsen, siden hos en murermester, et år som ejer af et ismejeri på Vesterbro og derefter kom hans sidste job, som bogholder i et advokatfirma i den indre by. Der var han i syv år, så syntes han en dag, at han var for gammel til at gå på arbejde. Jeg var jo fyldt 77, siger han med et smil. Jeg syntes, det kunne være nok. Alligevel savnede jeg det at have noget at stå op til hver dag. Men også det kan man vænne sig til. Nu foretager jeg mig så lidt som muligt og lever meget stille. Jeg ville gerne være mere aktiv, en det kniber med synet og nu kan jeg ikke noget. Jeg var ellers så glad for at sidde og sy korssting. Men jeg har da alligevel nået at sy 60 puder over fire af de fem år, jeg har boet her.

Men jeg synes, det er spændende at høre om alt gammelt derhjemmefra, og jeg var sidste sommer ude og se frilandsmuseet i Lyngby. Jeg var meget glad for at gå i den gamle gård derude. Er det ikke Damaskegård, den hedder? I min barndom talte voksne om, at der havde været danseskole på gården. Ja, det er sådan noget, der interesserer et gammelt menneske som mig. Den tid, jeg lever i siger mig ikke så meget mere. Den er så uforståelig, og det er heller ikke til at finde ud af alt det, der bliver lavet omkring én.

                                                                                                                                         B-d.

 

Westh-Jensen kan huske, at der i hans hjem hang et fotografi af nogle Hasle- og Rutsker bo, der holdt af at dyrke musik.

Det billede har vi fundet i Hasle, indrammet i en ramme, som hans fader skar med et mønster kervsnit i 1903.

Det flot opstillede orkester dirigeres af postmester Valentinus. Bag ham til venstre står Lind, Brogård. I den første række yderst til venstre ses bødkermester, senere politibetjent Carl J. E. Aakerlund. Lærer Antonius Kofoed ses som nummer tre fra venstre.