Bornholms Tidende den 19. september 1998.

Barndomsminder fra Hasle.

Telefonen fik et hammerslag.

”I Nørregade, forlængelse af Storegade mod nord, boede en ældre mand, der hver dag kom hos bager Dreyers for at kløve brænde til ovnen. Han havde været smed og havde samlet mange penge, hvorfor han blev kaldt ”Guldsmeden”. Der boede også en gammel bonde i nærheden. Han kom ofte og fik en sludder med smeden, og vi kunne altid lugte, når han var på vej, for han røg kirsebærblade, og de udviklede en gemen trængende lugt. De to mænd fortalte mange historier for os børn, mest om troldtøj og underjordsfolk.

Skråt overfor os boede isenkræmmer Kofoed. Butikken var dengang kun lille, og bagbutikken endnu mindre. Den blev brugt til cykelværksted. Kofoed senior fabrikerede nemlig cykler, hans mærke var ”Herkules”. Stellene blev svejset sammen i hans filial i Nexø. Han havde også en filial på Lille Torv i Rønne, her var der værksted og cykeludsalg.

I butikken i Hasle var der foruden cykler også søm og skruer, jagtgeværer, salongeværer og luftbøsser. På fortovet stod der plove, landbrugs- og haveredskaber.

Stridig telefon.

Isenkræmmeren var den første i kvarteret, der havde telefon, den benyttede naboerne også. Apparatet var ikke særlig godt og slemt mishandlet. Hørerøret var kun til øret, og på kassen var der en tragt, som man talte i. Den gamle Kofoeds søn, som havde overtaget forretningen, havde en stor hammer liggende ved siden af telefonen, og han slog på kassen, når den ikke virkede, så træet var helt flosset.

Efterhånden som det blev mere almindeligt med telefoner, ringede folk til isenkræmmeren for at bestille brød hos Dreyers. Så måtte lærlingen over gaden, i pendulfart mellem bageren og isenkræmmeren.

Der var livligt hos isenkræmmerens, når børnene kom hjem på besøg. Det var nu sjældent, at de kom alle på en gang – der var sytten af dem. Den unge Kofoed var meget driftig. Han købte en lille, nedlagt avlsbrugerejendom. Der indrettede han cement støberi. Han handlede også med cement, mursten og kakkelovne, og han var stenværksejer, købte ejendommen ”Trekanten” i Rutsker med tilhørende stenkule. Der beskæftigede han en overgang mange mennesker. Desuden mødte han op på alle større auktioner og gjorde fordelagtige indkøb. Således da der under 1. verdenskrig strandede en stor damper, ”Luba”, ved Vang. lasten var madvarer, der skulle til Tyskland, og der var store tønder med rom. Så længe de lå på stranden, var ingen af vagtmandskabet ædru. Der var store sække med risengryn, ganske vist klumpet sammen af havvandet, men i en rationeringstid kunne alt sælges.

Der var også figner i store bøtter, men de var så ødelagt af havvand, at de ikke kunne sælges. De blev sat ud på fortovet til kvarterets børn. Vi gnaskede i os, men fignerne havde samme virkning som amerikansk olie, så det gjaldt om at komme hurtigt hjem og håbe, at der ikke var optaget på wc.

På det sydlige hjørne af Storegade og Korsgade, over for os, var der en lille købmandsbutik. Men da Brugsen startede i Munchs købmandsgård i Pilestræde, måtte den lille butik lukke, og indehaveren flyttede til Vang, hvor manden blev smed i stenbruddet. Vi kom en del sammen med dem, så det var egentlig mærkeligt, at mine forældre var blandt de første, der meldte sig ind i brugsforeningen”.

En uldjyde.

Henry Ipsen har også noteret sig historien bag Thomsens manufaktur, der udviklede sig over tre generationer: ”Engang i 1880’erne kom fire uldjyder til Bornholm og blev her. Det var Sillehoved og Simon Madsen i Rønne, Kjærgaard i Nexø og Søren Thomsen i Hasle. Thomsen lejede sig først ind på salen hos vognmand Kofoed, nuværende Krøjer Hansens avlsbrug. Der havde Thomsen lager, hvoraf han hver morgen fyldte sin bylt, når han skulle trave ud på landet.

Da han var blevet gift med en lærerinde fra Rønne, købte han huset, der er nabo til den senere forretning. Hjørneejendommen var posthus dengang. Søren Thomsen oparbejdede en efter forholdene stor forretning. Han var byens første bankdirektør, han sad i amtsrådet, og i kraft heraf forhindrede han, at Hasle fik jernbaneforbindelse.

Han var nemlig bange for, at hasleboerne skulle få for let til at tage til Rønne og gøre indkøb. Jernbanen kom derfor til at gå udenom Hasle, gennem Nyker og Klemensker, og det bevirkede, at der voksede stationsbyer op de to steder.

Leg.

Legepladsen, når vi var i nærheden af hjemmet, var det mest hos Dreyers. Der var en stor plads: Bageriet, hestestalden, høloft, hvor der var ophængt en gynge, og en stor have.

Ellers var Hans Finnes Bakke (i dag Løkken ved Korsgade) en yndet legeplads. Det var et plateau, der lå lidt lavere end kartoffelmarken, hvor de tre sommerhuse nu ligger. Der er stadig kønt, med udsigt over havnen, men den gamle idyl er væk.

Vi legede også i Brobækken, hvor serpentiner vejen nu snor sig. Der var dengang ret store uopdyrkede områder og stejle skrænter til at kure ned ad. Det var også her vi satte drager op. Om foråret spillede vi gerne top på gaden. Det var den tid hvor lirekassemændene kom til byen, det var den tids form for invalideforsorg.

I Korsgade boede en jordemoder, som havde tre piger, den mellemste var på min alder. De var enestående til at arrangere sanglege, om sommeren næsten hver aften lige til sengetid.

Om vinteren kørte vi på kælk, børnene om dagen, de voksne om aftenen. Sommetider blev de ved helt til midnat eller i det mindste så længe gadelygterne var tændt. Det skete, at enkelte kælkekørere kørte i havnen, men der var altid folk til at fiske dem op.

Skiløb var ukendt, derimod løb vi meget på skøjter. Jeg begyndte med et par som min far havde brugt. De var af træ og med en indlagt stålskinne. Disse skøjter gjorde de andre drenge nar ad, så jeg fik lov til at købe et par hos isenkræmmeren.

Hvis det frøs meget hårdt, var der is i havnen, og om søndagen var der masser af mennesker dernede”.