Bornholms Tidende den 12. september 1998.

Barndomsminder fra Hasle.

En tur ned i dunkle kulskakter.

”Da jeg var ca. otte år (i 1911), begyndte jeg at gå i søndagsskole. Det var i Evangelisk Luthersk menighedshus i Julegade, og da jeg i min tidligste barndom var meget sky af mig, fulgtes jeg med den ”lærer”, hvis gruppe jeg hørte til.

Læreren var skomager Laurits Pedersen, som boede i den nordlige del af Storegade. Han var en rar og venlig mand med beroligende indflydelse på sine omgivelser. De samtaler om tilværelsen, hverdagslivet, han havde med os drenge, var så positive, at jeg ikke kan tilslutte mig den kritik, der somme tider rettes mod søndagsskolerne.

Laurits Pedersen var også kendt i byen for sin enestående retskaffenhed. Det blev således fortalt, at når han besøgte sin datter og svigersøn i Vang og fik en slagtet høne med hjem, så skrev han værdien af hønen på selvangivelsen.

Søndagsskolen havde to særlige mærkedage hvert år. Det var udflugten og juletræsfesten. Udflugten foregik med hestevogn som byens avlsbrugere stillede til rådighed, en hel kortege, og mange af børnene havde flag i hånden. Lærerinderne havde bagt hvedebrød og kringler, og der var chokolade (cacao) i en stor mælkejunge. Jungen var pakket ind i en høkasse, så chokoladen kunne holde sig varm. Der var også et anker hvidtøl med. Det var spændende, når spunsen blev slået ud og hanen sat på. Så var der trængsel for at komme til at drikke. Alle brugte det samme krus, og for ikke at drikke samme sted, drak alle over hanken.

Udflugterne gik til Kæmpedalen nord for Hasle (der er ikke meget tilbage af landskabet efter at vejen blev flyttet), til Bolleris i Klemensker, som havde et samlingssted, og til Julius Hansens have, (Bolsterbjerg). Somme tider var der udflugt til Skovly mellem Hasle og Rønne, men så foregik turen til fods”.

Til juletræ.

Henry Ipsen fortæller også malende om juletræsfesterne i menighedshuset. Flittige dame hænder havde lavet papirroser og kurve formet som kræmmerhuse, der var fyldt med konfekt og figner, og syet skjorter og forklæder til de bløde pakker.

Festen omkring det høje juletræ blev et festligt minde, og: ”Det skete, at der gik ild i pynten på juletræet”. Så måtte en rask mand springe til med en våd klud på en stage for at slukke. Vi børn blev lidt skuffede, hvis det gik for hurtigt, for det var næsten som at komme til ildebrand”!

 Et hus på Tofte.

”Min mor blev medhjælper i søndagsskolen, og noget senere blev min far en slags reserve”, fortsætter Henry Ipsen. ”Af og til cyklede far ud til Tofte, hvor der var søndagsskole hos en gammel dame, som blev kaldt ”Hanna Vævepaja”. Jeg var sommetider med derude. Hanna boede i et hyggeligt gammelt bindingsværkshus og havde en utrolig mængde blomster både i stuen og i haven. Det var et under, at hun kunne få noget til at vokse på den sandede jord.

Stuen var ikke ret stor, og når der kom 12 – 15 børn, måtte nogle af dem sidde på sengekanten. Jeg spillede på en citar, som jeg selv havde betalt af penge tjent ved at arbejde i min fars træskomagerværksted.

I søndagsskolen i Hasle underviste min far noget stift og dogmatisk. Men ude på Tofte faldt han til og blev ligesom mere fri, måske fordi det beskedne hus og de hjemmevævede tæpper på gulvet har mindet ham om hans barndomshjem ved Aakirkeby.

I skakten.

En gang da vi skulle hjem fra Tofte, fik vi en spændende oplevelse. Min far foreslog, at vi skulle cykle ned til Levka for at se på Brødrene Ankers kulværk (fungerede fra 1917 og et par år frem, red.) Her blev der arbejdet i døgndrift, for dampkedelen og pumperne skulle konstant passes.

På Levka lånte vi arbejdstøj og træskostøvler i arbejdsskuret, for der var vådt og snavset i skakterne. Tøjet var alt for stort til mig. Vi fik hver en karbidlygte med os. Lygterne blev lavet på Ankrenes fabrik. De havde åben flamme, ingen afskærmning eller glas omkring, meget primitivt.

Vi blev hejset ned i en af de baljer, som blev brugt til kul og det fyld, der skulle fjernes for at få fat i kullene. Vi måtte passe på at anbringe fødderne sådan på kanten af baljen, at den balancerede, ellers var vi blevet vippet ned i skakten – og den var næsten 20 meter dyb!

Jeg der ellers var nervøs af mig, var ikke spor bange, når bare min far var med. Vi blev da også firet roligt og langsomt ned. Og da vi nåede bunden, var der en brusen af vand, så vi næsten ikke kunne høre, hvad vi selv sagde. Midt i hovedgangen lå en tyk planke til at gå og køre på med trillebør.

Man skulle ikke træde udenfor, da vandet strømmede som en strid bæk. Det løb hen til en forsænkning i pumpeskakten. Hovedgangen og sidegangene var afstivet med planker, men gennembrydningen fra sidegangene, altså parallelt med hovedgangen, havde ingen afstivning. Da arbejderne havde akkord på kuloptagningen, gjaldt det om at fjerne så lidt som muligt. De lå derfor på maven og hakkede. Det var barske forhold, de arbejdede under.

Dagen efter fortalte jeg mine skolekammerater om oplevelsen. Men de blev ikke spor imponerede. De syntes bare, det var dumt at begive sig hen til et sted, hvor der var så beskidt”!

Barndommens gade.

Henry Ipsen er nu kommet tilbage til Hasle, parat til at fortælle træk fra barndommens gade, Storegade. Ipsen blev født i Aakirkeby, men voksede op i Hasle, i ejendommen på det nordlige hjørne af Storegade og Korsgade. Ejendommen er blevet kaldt Hasles bredeste hus, fordi gavlen mod Korsgade målte 16 alen. Faderen, murermester Andreas Ipsen, havde træskomagerværksted i kælderen, mens moderen, Hansine Ipsen, havde legetøjsbutik i stueetagen.

De nærmeste naboer var bager Dreyers, idet bagergården var sammenbygget med Ipsen hus. Bagerens havde fem børn, og Henry legede med de tre ældste, der kom nærmest hans egen årgang.

I det næste hus mod nord boede familien Seidenfaden. Husfaderen, senere politidirektør i København, Aage Seidenfaden, var byfogedfuldmægtig. Ægteparret havde tre børn, en datter og to sønner, der begge skulle blive ret så kendte. Gunnar som ambassadør og som orkidéekspert. Erik som chefredaktør og en tid leder af det Danske hus i Paris.

Henry Ipsen mindes børneværelset hos Seidenfadens. Der var meget legetøj, mest modelkøretøjer. Men børnene blev opdraget til social holdning. Moderen var en bramfri københavner med et stort hjerte. Hun gik ud i byen og trøstede og gav en hjælpende hånd hvor der var brug for det. På et tidspunkt købte ægteparret et rødkalket, stråtækt hus i skoven (for 500 kr.). Huset, kaldet ”Port Arthur”, er stadig i slægtens eje.