Bornholms Tidende d. 6. september 1978.

Bodil Harild.

Foto G. H. Jørgensen.

Musikken er det halve liv for Hasles organist der fylder 70.

Vi kender situationerne og menneskene fra Hennings bøger, fortæller ægteparret, som er stolte over at have to skrivende sønner.

Hasle: tirsdag den 11.september bliver organisten i Hasle og Rutsker, Henry Ipsen, 70 år. I oktober fylder fru Sara Ipsen ligeledes 70 år, så det kendte Hasle – ægtepar har besluttet at slå festerne sammen og holde den dobbelte fødselsdag ude i byen. Så bliver familien og vennerne samlet. Og venner er der mange af. børnene kommer også hjem. Børnene er som bekendt forfatteren Henning Ipsen og journalist Arne Ipsen.

Organist og murer.

Henry Ipsen har været organist i Hasle siden 1941, og i Rutsker har han været organist i ti år.

Han er som de fleste andre bornholmske organister ikke konservatorieuddannet. Men han har taget seminariets organisteksamen som privatist, og for stadigvæk at lære mere om sit fag har han taget brevskolekurser i musikteori.

Henry Ipsen har ellers virket som murersvend igennem årene. Men for tre år siden med opnået pensionsalder fandt han det på tide at holde op med håndværket. Siden har han helliget sig musikken. Mens han endnu var murersvend til daglig, havde han elever om aftenen. Nu har han derimod samtlige eftermiddagstimer besat. Derudover har han stadigvæk alle kirketjenesterne.

Sønnerne.

Naturligvis er Henry Ipsen stolt over at være far til forfatteren Henning Ipsen. Han læser alt, hvad sønnen skriver, og selv mener Henry Ipsen ikke, det er noget, man kan lære, det at være forfatter. Det er noget med naturlige anlæg, som kan udvikles ved ihærdigt arbejde. Henning lærte at skrive i gymnasiet, da han havde rektor Dinesen i dansk. Også den anden søn er skrivende. Han er journalist og tekstforfatter hos Gyldendals Bogforlag. Tidligere har han været ved Kristeligt Dagblad.

De har det efter deres mor, siger Henry Ipsen. Hun er god til at skrive breve og fortæller aldrig en ting mere end én gang, selv om hun er meget udførlig.

Sara Ipsen siger derimod, at det er faderen, drengene har det fra. Han har den mundtlige fortælleevne, og han har fantasien og det musikalske sprogøre. Henry Ipsen kommer med lange interessante udredninger om de forskellige bornholmske dialektsærpræg rundt på øen. En åkirkebybo og en haslebo taler vidt forskelligt. Der er også to slags rønnefint. Den ene slags lyder utroligt krukket, den anden lyder til gengæld rædselsfuldt.

Han har vor sympati.

Henry Ipsen finder ikke, at sønnens bøger – end ikke de mest moderne af dem – er uforståelige. Han bruger den form, de bruger nu om tider, og vi kender ham så godt, at vi forstår lige, hvad han mener.

Henning holder jo ikke af at blive beskyldt for modernisme. Det er han heller ikke. Men formen præges alligevel af tiden. I dag skriver man jo om alt og lægger ikke skjul på noget. Det kan naturligvis være lidt vanskeligt for os gamle at acceptere, men det blander vi os ikke i, tilføjer Sara Ipsen.

Hvilke bøger foretrækker De?

”Skrænten ved havet” og ”Forsøg på en allé” er gode bøger. Ligeledes ”Det Herrens år”. Vi kender situationerne og menneskene. Hennings indstilling til krig skinner klart igennem i hans bøger, for eksempel i ”Ulla min Ulla”. Han er militærnægter, og det er vore sønner opdraget til hjemme. Han har vores sympati for det. Selv var jeg på session og blev kasseret. Vi var 13 på session, og syv blev udtaget, to blev indkaldt og seks blev kasseret. Det var andre tider dengang.

Henry Ipsen fortæller, at han netop på grund af det militærpolitiske har været radikal. Men var man ung i dag og skulle tage stilling til tingene, blev det måske SF, der var mest tiltrækkende. Mogens Glistrup kan han nu slet ikke acceptere. Kun én af hans udtalelser respekterer han, nemlig den med, at hvis vi bliver udsat for et angreb udefra her på Bornholm, vil det eneste realistiske være at indtale på en telefonsvarer: Vi har overgivet os uden kamp. Dér er han jo skøn, Glistrup. Men ellers —- Ipsen ryster på hovedet.

Hans halve liv.

Henry Ipsen er kendt for sin interesse for kirkemusikken. Mange er de haslebørn, der har lært at spille hos Ipsen. Han kan lære dem både at spille klaver, orgel, guitar og blokfløjte. Og så har Ipsen startet et frivilligt kor, som synger i kirken. Der er aftensang fem torsdage i træk i sommermånederne, og sang og musik holder turisterne af. det med at være organist er noget, der lærer en noget om mennesker. Folk her på øen går som regel fra kirken, mens postludiet spilles. Men svenskerne bliver ærbødigt og interesseret lyttende siddende, indtil sidste tone er døet hen.

Om den moderne musik og kirkemusik i det hele taget siger Henry Ipsen, at han er indstillet på at følge med tiden og være åben over for det, han hører, også selv om det er yderliggående modernisme.

Men der skal være logik i tingene. Ellers er det intet værd. Eftertiden vil vide at sortere det, og først senere vil det vise sig, hvem der skrev klassisk kunst.

Jo, Henry Ipsen vil gerne spille et stykke på stueorgelet. Det bliver Händels Largo, for den holder mor så meget af. Mor, fru Sara Ipsen, har imens lavet kaffe. Man hygger sig hos Ipsens.

 

En organist oplever meget.

Organist og forhenværende murer Henry Ipsen, Hasle, fylder 70 år.

En organist har mange pudsige oplevelser, men indimellem er der også begivenheder, som man kan gå og tænke over længe, siger organist Henry Ipsen, Hasle, der for tre år siden blev pensioneret som murer.

Henry Ipsen har i mange år delt sig mellem murererhvervet og organistarbejdet, men det har altid kunnet forliges, selv om han indimellem har måttet have fri fra arbejde for at kunne spille til bryllup eller begravelse enten i Hasle eller Rutsker. Det kunne også godt knibe med at passe godt nok på fingrene, når han arbejdede ude om vinteren, og indimellem gik det galt, så Henry Ipsen fik ømme fingre.

Og det er næsten det værste, der kan ske for en organist, for det gælder om at have følelsen i orden helt ud i spidserne, fortæller Henry Ipsen.

Organistjobbet er ret tidskrævende og Henry Ipsen kan i dag slet ikke forstå, hvordan han kunne overkomme det hele, dengang han stadig arbejdede som murer, samtidig med at han var organist ved to kirker og underviste Hasles ungdom i violin, guitar og blokfløjtespil.

Graveren måtte træde.

Særlig slemt var det da de to kirker med kun et års mellemrum skiftede orgler ud. På de gamle orgler var der nemlig ikke fodpedaler, og Henry Ipsen måtte en overgang sidde i kirken hver aften, for at øve sig på den nye teknik.

Det var især orglet i Ruts kirke, som trængte til at blive skiftet ud, fortæller Henry Ipsen. Mekanismen var så gammel, at det knirkede, og da der blev lagt centralvarme ind i kirken, blev der så tørt, at blæsebælgen revnede, og dermed var orgelet ubrugeligt. Orgelet havde i øvrigt heller ikke elektrisk pumpe til blæsebælgen, og Henry Ipsen måtte have graveren til at træde for sig, når han skulle spille til gudstjenesten. Salmesangen kunne således ikke begynde, før graveren var færdig med at ringe.

Orgelspillet begyndte ellers som en hobby for Henry Ipsen, der er opvokset i Hasle. Som 15 – årig begyndte han at gå til spil, men gjorde ikke rigtig noget ved det, før han adskillige år senere begyndte at vikariere for organisten i Hasle kirke. I 1941 blev han fastansat i Hasle og for omkring ti år siden blev han også fast tilknyttet Ruts kirke. Forinden ansættelsen i Hasle tog han dog orgelprøven som privatist på Jonstrup seminarium.

De unge vil ikke lære noder.

Selv om Henry Ipsen har gået til spil, har han dog lært sig selv en stor del af de færdigheder, han har, og når han i dag underviser i guitar – spil, er det ikke fordi han har særlige kvalifikationer til det. Faktisk har han lært sig det selv, og nu lærer han det videre til de unge i Hasle, som dog indimellem er lidt fornærmede over, at de også skal lære noderne.

Noget af det mest vemodige Henry Ipsen har oplevet som organist var, da han spillede til en begravelse i Hasle kirke. Manden, der skulle begraves, havde boet i Hasle hele sit liv, men det havde været nødvendigt at leje bærerne til kisten for at få den ud af kirken, og ikke en eneste fulgte. Den mand må have været ensom i livet, synes Henry Ipsen.

Til gengæld kalder det et lille smil frem, når man hører om dengang Henry Ipsen en lørdag eftermiddag var i færd med at ordne sin have og der kom en taxa – chauffør og spurgte, om det ikke var meningen, at han skulle spille til bryllup. Det mente Henry Ipsen bestemt ikke, han skulle, men han trak alligevel i et andet sæt tøj i en fart og så gik det til kirken i huj og hast. Der var ganske rigtigt bryllup, men bruden havde måttet gå op ad gulvet uden musik, og først da organisten forpustet kom på plads, kunne sangen begynde.

nila

 

Bornholms Tidende d. 10.september 1983.

Et liv omkring musik.

Henry Ipsen valgte et liv omkring musikken fremfor den mestertitel, hans far så gerne så ham påtage sig. Faderen var selv murermester, men Henry Ipsen indså meget hurtigt, at som selvstændig erhvervsdrivende ville der ikke blive tid til det, der var hans interesse: Musikken.

I murerlære.

Søndag fylder Henry Ipsen 80 år. Mest kendt er han vel nok for sit orgelspil, som alle kirkegængere i Hasle og Rutsker i 40 år har nydt godt af.

Vi spillede ikke musik i mit barndomshjem. Far havde en gammel violin, men den lød ikke særlig godt. Mor var plaget af hovedpine, så vi måtte lade violinen ligge. Selv om jeg havde meget lyst til at prøve den, siger Henry Ipsen.

Da jeg var 15 år, begyndte jeg at spille orgel. Det kunne mor bedre lide. Året før var jeg startet i lære som murer. Det betød, at der ikke blev så meget tid til at spille. Det var jo lange arbejdsdage den gang. Siden blev arbejdstiden kortere, og der blev mere tid til at spille.

I 1941 startede jeg som organist i Hasle kirke, og siden har jeg også spillet i Rutsker. Engang imellem har det været et pres altid at skulle spille. At tage ud at rejse, har ikke været ligetil, for det har været svært at finde en afløser.

Mine arbejdsgivere har dog altid været fantastiske forstående, når jeg har skullet spille til f.eks. begravelser på hverdage. Jeg spiller stadig en smule, men det er som vikar for den nuværende organist, Knud Steenberg, der i 1981 overtog mit job, siger Henry Ipsen.

Foruden at sende behagelige orgel – toner ud i kirkerne har fødselaren igennem en lang årrække forsøgt at lære andre at spille bl.a. orgel og klaver. Men det har blandt andet ført med sig, at han har måttet lære sig selv at spille guitar, blokfløjte og klaverharmonika.

Desuden spiller jeg bratsch i et gammelmandsorkester. Vi er fire – fem stykker, der mødes en gang om ugen og spiller almuemusik, folkemusik. Det hænder også, at vi spiller i pensionistforeningen. Menneskene dér og vores smag ligger jo tæt op ad hinanden, fortæller Henry Ipsen

Musikken har også ført korsang med sig. Således er både Henry og Sara Ipsen medlemmer af et kor, som blev oprettet for snart mange år siden. Syv af kormedlemmerne holder stadig sammen, og de spreder en gang imellem glæde på Toftegården. Henry Ipsen ledsager altid koret på klaver. På Toftegården er Ipsen i øvrigt et kendt og velkomment ansigt, for han spiller så godt som hver dag til morgensangen.

Henry og Sara Ipsen holder deres fødselsdage sammen. Sara har nemlig fødselsdag den 5. oktober.

Mp

 

 

Bornholms Tidende d. 10. september 1998.

Ole B. Christensen.

Sej gammel dreng fulder 95 år.

”En sej gammel dreng” bemærker mange om Hasle – drengen, fhv. murer og organist Henry Ipsen, som fylder 95 år i morgen fredag den 11. september.

Og med rette, når man får fortalt om hans liv og levned. Henry Ipsen bor i dag på plejehjemmet Toftegården i Hasle, hvor han fra institutionens start omkring 1975 hørte til i gruppen af frivillige hjælpere.

Indtil for kort tid siden spillede han klaver hver dag ved morgensangen på Toftegården. Men nu er de gamle håndværkerhænder blevet trætte og bentøjet er heller ikke hvad det har været. Men det forhindrer bestemt ikke at Henry Ipsen stadig aktivt lever med i plejehjemmets foreteelser, og han kommer da også ofte fortsat til arrangementer i både Hasle og Rutsker.

Barndommen.

Henry Ipsen blev født i Aakirkeby, men kom allerede som 4 – årig med sine forældre til Hasle. Og for ham var det lidt af et chok at se de første Hasle – boer: Børnene havde jo frakker på, hvor foret vendte udad. Drenge med damehatte og piger i søstøvler. Familien Ipsen var ankommet til byen en fastelavnsmandag.

Barndomshjemmet var den nordlige hjørneejendom ved Storegade og Korsgade. Foruden at være murermester havde faderen Andreas Ipsen, træskomagerværksted i kælderen, mens moderen Hansigne Ipsen, havde lejetøjsbutik i stueetagen.

Efter skolegangen kom Henry Ipsen ikke uventet i murerlære hos sin far, og hans første arbejdsopgave i 1917 var medvirken ved opbygningen af salterikælderen ved ”Salgsens” røgeri, som var blevet opført året før og i dag er en velkendt turistattraktion. Den dag i dag husker Henry Ipsen stadig sliddet med stenene af billigste sortering, fyldt med slagger og store blærer, der rev hænderne til blods.

Musik – livet.

Men som årene gik voksede hans interesse for murerhåndværk og bygningshistorie, og en overgang overvejede han at læse til konstruktør og måske arkitekt. Men besluttede alligevel til sidst ”kun” at blive en god solid murersvend – og musikmenneske i fritiden!

Gennem nøjagtig 40 år, fra 1941 til 1981, var Henry Ipsen organist ved Hasle kirke, og en del af denne tid og nogle år efter 1981 tillige organist ved Ruts kirke. Han fortsatte som vikar i Hasle, og stiftede i den periode kirkens børnekor sammen med familiens nære ven, daværende sognepræst Jørn Sjøholm.

I Sara og Henry Ipsens hjem, først i Søndergade 20, senere i Storegade 33, var der altid en leben af sang – og musikfolk og utallige andre venner. Henry Ipsen ledede sangkor, børnekor, strygere, hornorkester m.m. og den lille, glade Sara Ipsen med kaffekanden i hånden var et velkendt syn.

Henry Ipsen underviste i alle slags instrumenter, og foruden at akkompagnere her og der, spillede han bl.a. en tid bratsch i orkestret Bornholmske Musikamatører.

Trods musiktravlhed i fritiden fik Henry Ipsen endda også tid til gennem mange år at varetage hvervet som formand for Murernes Fagforening i Hasle.

Sara Ipsens egenskab som kredsformand for Kirkens Korshær inspirerede det aktive ægtepar til at starte tøjindsamling i deres hjem. Dette initiativ dannede grundlaget for genbrugsbutikken, der i dag ligger på hjørnet af Storegade og Præstegade i Hasle.

Børnene.

I 1984 havde ægteparret den store sorg at miste deres ældste søn, forfatteren Henning Ipsen. Sara Ipsen, som Henry Ipsen nåede at fejre diamantbryllup med, døde i 1991. Kort efter flyttede Henry Ipsen til en beskyttet bolig på Toftemarken, og for godt et år siden rykkede han så ind på plejehjemmet Toftegården.

Her findes nu den hyggelige Ipsenske hjem i miniformat, og en særlig central betydning i Henry Ipsens nuværende tilværelse har den jævnlige kontakt til børneflokken. En, to svigerdøtre, tre børnebørn, deres ægtefæller og otte oldebørn. De bor alle udenfor Bornholm, nogle af dem i Californien. Men alle kommer stadig mest muligt til Hasle, hvor familiens midtpunkt altid har lyst til at fortælle. Børneflokken har to medlemmer mere, nemlig københavneren Jørgen, der har haft 60-års jubilæum som feriedreng hos Ipsen. Nu besøger han sit ”hjem” i Hasle sammen med sin grønlandske kone, Kristine, flere gange om året.

Lokalhistorie.

Henry Ipsen har altid næret en stor interesse for sit lands historie, og han har set meget af Danmark, og lidt af udlandet. Men sin hjemegn kan han bedst identificere sig med, og han har en utrolig viden om Bornholm og bornholmske slægter.

Flere historikere har gennem tiderne fået lokale oplysninger hos Henry Ipsen, og han har også bidraget med beretninger til to bøger: Arne Ipsen og Ejvind Linds ”Kulbryderne ved Hasle”, hvor han fortæller personlige minder om kulbrydning, og Heidi Pheiffers ”Hasle Klinker – og Chamottestensfabrik i 150 år”, hvor han fortæller om arbejdet som ovnmurer i klinkerfabrikken i 1936.

For nogle år siden skrev Henry Ipsen barndoms – og ungdomserindringer til sine børn og børnebørn. Beretningen myldrer med skildringer af barndomsbyens erhvervsliv og ikke mindst folkeliv i århundredets begyndelse.

Sønnen, forfatteren og journalisten Arne Ipsen, der bor i Humlebæk nord for København, forhandler med Dansk Folkemindesamling i København om en udgivelse af disse erindringer.

I morgen fredag den 11. september tager Henry Ipsen imod på Toftegården mellem kl. 9.30 – 10.30.