Organist og forhenværende murer Henry Ipsen, Hasle, fylder 70 år.

En organist har mange pudsige oplevelser, men indimellem er der også begivenheder, som man kan gå og tænke over længe, siger organist Henry Ipsen, Hasle, der for tre år siden blev pensioneret som murer.

Henry Ipsen har i mange år delt sig mellem murererhvervet og organistarbejdet, men det har altid kunnet forliges, selv om han indimellem har måttet have fri fra arbejde for at kunne spille til bryllup eller begravelse enten i Hasle eller Rutsker. Det kunne også godt knibe med at passe godt nok på fingrene, når han arbejdede ude om vinteren, og indimellem gik det galt, så Henry Ipsen fik ømme fingre.

Og det er næsten det værste, der kan ske for en organist, for det gælder om at have følelsen i orden helt ud i spidserne, fortæller Henry Ipsen.

Organistjobbet er ret tidskrævende og Henry Ipsen kan i dag slet ikke forstå, hvordan han kunne overkomme det hele, dengang han stadig arbejdede som murer, samtidig med at han var organist ved to kirker og underviste Hasles ungdom i violin, guitar og blokfløjtespil.

Graveren måtte træde.

Særlig slemt var det da de to kirker med kun et års mellemrum skiftede orgler ud. På de gamle orgler var der nemlig ikke fodpedaler, og Henry Ipsen måtte en overgang sidde i kirken hver aften, for at øve sig på den nye teknik.

Det var især orglet i Ruts kirke, som trængte til at blive skiftet ud, fortæller Henry Ipsen. Mekanismen var så gammel, at det knirkede, og da der blev lagt centralvarme ind i kirken, blev der så tørt, at blæsebælgen revnede, og dermed var orgelet ubrugeligt. Orgelet havde i øvrigt heller ikke elektrisk pumpe til blæsebælgen, og Henry Ipsen måtte have graveren til at træde for sig, når han skulle spille til gudstjenesten. Salmesangen kunne således ikke begynde, før graveren var færdig med at ringe.

Orgelspillet begyndte ellers som en hobby for Henry Ipsen, der er opvokset i Hasle. Som 15 – årig begyndte han at gå til spil, men gjorde ikke rigtig noget ved det, før han adskillige år senere begyndte at vikariere for organisten i Hasle kirke. I 1941 blev han fastansat i Hasle og for omkring ti år siden blev han også fast tilknyttet Ruts kirke. Forinden ansættelsen i Hasle tog han dog orgelprøven som privatist på Jonstrup seminarium.

De unge vil ikke lære noder.

Selv om Henry Ipsen har gået til spil, har han dog lært sig selv en stor del af de færdigheder, han har, og når han i dag underviser i guitar – spil, er det ikke fordi han har særlige kvalifikationer til det. Faktisk har han lært sig det selv, og nu lærer han det videre til de unge i Hasle, som dog indimellem er lidt fornærmede over, at de også skal lære noderne.

Noget af det mest vemodige Henry Ipsen har oplevet som organist var, da han spillede til en begravelse i Hasle kirke. Manden, der skulle begraves, havde boet i Hasle hele sit liv, men det havde været nødvendigt at leje bærerne til kisten for at få den ud af kirken, og ikke en eneste fulgte. Den mand må have været ensom i livet, synes Henry Ipsen.

Til gengæld kalder det et lille smil frem, når man hører om dengang Henry Ipsen en lørdag eftermiddag var i færd med at ordne sin have og der kom en taxa – chauffør og spurgte, om det ikke var meningen, at han skulle spille til bryllup. Det mente Henry Ipsen bestemt ikke, han skulle, men han trak alligevel i et andet sæt tøj i en fart og så gik det til kirken i huj og hast. Der var ganske rigtigt bryllup, men bruden havde måttet gå op ad gulvet uden musik, og først da organisten forpustet kom på plads, kunne sangen begynde.

nila