Bornholms Tidende den 13.juli 1996.

Arne Ipsen.

I Hasle dyrkede en bred kreds sangens og musikkens glæder.

Musik trives også i små stuer.

Den bornholmske sang og musikskat rummer mange elementet.

Der er f.eks. Rønnes kantor Johansen, som indsamlede gamle bornholmske viser, både festlige, hverdagsskildrende og satiriske, vendt mod tidligere tiders magthavere. Og så er der kirkekoncerterne. Og hotellernes musikgrupper. Eller menighedshusenes mange sangkor. De små wienerkoncerter i ”Skovly”. Jazzen og de nyere underholdningsgrupper. Ikke at forglemme folkesangerne Ann-Catrin og Henning Larsen, der både tog hånd om kantor Johansens samling og skabte egne værker og endda udbredte den bornholmske sang til København og Sverige.

Forfatteren Henning Ipsen skriver et sted: ”I Nordatlanten digter de og synger kvad. På Bornholm er der, som sikkert mange steder stor musik og sangglæde”. Han gjorde iagttagelser i et overmåde sang og musik glad barndomshjem, der også var mit.

Vi oplevede, at sangen og musikken også udtrykkes af mennesker, der gerne cykler ad lange, knudrede markveje om aftenen for at komme til prøve, mens kold blæst og regn pisker, og et tungt instrument trykker mod skuldrene.

Bedre end radioen.

Der var mange fremragende musikere og sangtalenter blandt de mennesker, der kom til prøve hos vores forældre. Og de fleste ikke helt unge bornholmere mindes mange grupper, der var mer eller mindre professionelle, men som i hvert fald havde udøvere, der lagde sjæl i aktiviteterne.

Det var ikke et velhavende hjem, der i 1951 lagde stuer til en spirende korvirksomhed i Hasle. Det første tiår efter krigen var økonomisk stramt for de fleste danskere, ikke mindst på Bornholm. Men vores hjem manglede ikke daglige fornødenheder, og der blev i hvert fald aldrig snakket økonomi, når vi børn var til stede. Efterhånden kunne en organistgerning give et pænt supplement til håndværkerlønnen, og vores mor arbejdede i silderøgerierne om sommeren.

Sangen og musikken skulle der være plads til, og Hasle Sangkor kom efterhånden op på en snes medlemmer. Koret sang både i kirken og ved forskellige festlige lejligheder i byen, f.eks. ved Sankthansbålet på Hasle Fælled. De lyse, forårsglade sange var en særlig skattet farve på korets ”palet”, og da sangerne optrådte ved Sankthansfesten engang i begyndelsen af 50’erne, brølede en mand hen over festpladsen: ”Klap dog, for pokker! Det her er bedre end radioen”!

En mere kontant kompliment kan man vist ikke få. De anerkendende ord var mere stilfærdige, når koret havde givet koncert i Hasle kirke og ved den årlige musikaften i byens Forsamlingshus i propagandaugen for den levende musik.

 

Store stemmer.

I mellemtiden var der dannet en lille musikgruppe af strygere, og den medvirkede ved de større arrangementer. Det blev til mange koncerter i Hasle og Rutsker kirker ved juletid og ved påsketid, hvor Gunnar Pedersen og Mogens Wöldikes fin bearbejdelse af Bachs Johannes – Passionen til Roskilde passionen blev en tradition.

En dejlig forsommer lørdag var sangerne og musikerne fra Hasle forenet med kor og musikgrupper fra hele øen ved et stort arrangement med koncert, friluftsspil m.m. i Bodilsker præstegårdshave.

Hasle Sangkors store solist var politiassistent Thor Gaalaas – Hansen, som var begavet med en flot og fyldig baryton. Også malermester André Schou optrådte ofte solo med sin smukke basstemme, og Karen Vejdiksen var korets førende sopran. Dette ikke sagt for at underkende de øvrige sangere. Min far satte pris på dem alle, og som en af disse engagerede amatørsangere engang sagde: ”Man har jo lidt forskelligt at gå til. Jeg får et slag kort og sådan noget, men sangprøverne hos jer hver torsdag aften er nu det bedste!”

Hasle Sangkor holdt stand gennem tre – fire årtier, selv om det blev gradvis reduceret og endte som et lille pensionist kor. Sangerne gjorde dog smuk fyldest ved sommerens små turist koncerter i Hasle, men kendte deres begrænsninger og gav også plads for andre sang – musikfolk. F.eks. den professionelle musikpædagog og blokfløjtenist Else Pilegaard, som gennem mange år kom fra sommerhuset i Helligpeder og kastede glans over turistkoncerterne med sit fine spil, ofte sammen med unge musikere.

På et tidspunkt blev korsangerne dog enige om, at nu var de for få til sangaktiviteter i kirkerne. Men koret ville fortsat glæde ældreklubber og pensionister på plejehjem, og det fungerede til slutningen af 1980’erne.

På cykel med cello på ryggen.

En del veteraner fra orkestret i de musik glade 50’ere forsatte med at komme og spille hos mine forældre. Den ene var stenværksbestyrer og monumenthugger Ancher Hansen, som spillede violin og desuden gjorde fyldest i sangkoret. Den anden violinist gårdejer Alfred Dam fra Bukkegård i Rutsker.

 

Alfred Dam var for øvrigt en lidenskabelig samler af blæseinstrumenter. Han havde fyldt det meste af en væg med stort set alt fra den lille piccolofløjte til basunen og sækkepiben. Når han sad ved kaffebordet hos mine forældre, fortalte han festligt om sine rejser til Amerika, hvor han havde besøgt sine tvillingesønner, Helge og Eyvind, kendt som cirkusartisterne ”Dam Brothers”.

Og så var der snedker, biavler, strandvagt m.m. Harald Nexø, som trofast tog cykelturen med celloen på ryggen fra hjemmet i dalsænkningen i skoven ved Sorthat til Hasle. Han kunne på sin egen tørre facon fortælle om oplevelser ved stranden, også om overtro på mørkeaftener, så det løb koldt ned ad ryggen på en. Han kunne desuden berette om oplevelser som tømmermand på verdenshavene og om forrygende jagter i Australien, hvor han havde besøgt sin søn og dattersøn.

Den lille selvstændige strygergruppe havde også i et par perioder to andre violinister og lune fortællere: Savværksejer Axel Pihl og fisker Johannes Lind. Sidstnævnte døde kort efter nytår 1996 i en alder af 100 år.

Min far, organist Henry Ipsen, kunne også fortælle, men lyttede måske nok så meget, og han har senere nedskrevet minder om sangen og musikken.

Min mor, Sara Ipsen, altså kvinden bag musikorganisatoren, glædede sig altid til musikernes komme og plejede at sige til mig: ”I morgen kommer de gæve spillemænd, så skal jeg lave meget kaffe”!

Bevar minderne.

Alt det her berettede er nu historie, koret og musikgruppen fik ikke egentlige efterfølgere. Men de har da formentlig inspireret andre, og minderne har vi som bekendt lov at have.

Min far kan fortælle om tidligere tiders sang og musikaktiviteter i Hasle. I århundredets begyndelse var afholdsforeningen byens kulturfaktor med hornorkester, sangkor, dilettantgruppe, folkedansere m.m.

Det var pragtfuldt, når der på sommeraftener blev spillet musik for åbne vinduer fra Thomsens Manufakturforretning ved Storegade. De udøvende var sønnen i huset, senere manufakturhandler Andreas Thomsen, som var en habil violinist, og Asta Lind fra ”Lysvang” lige uden for Hasle. Hun fortsatte uddannelsen i København og var i mange år operarepetitør ved Det kongelige Teater.

Andreas Thomsen lærte violin spillet hos postmester Valentinus, som ledede to sangkor og et lille symfoniorkester med musikere fra hele Nordbornholm.

Hos lærer Rytsel spillede de to ældste sønner. Georg, der senere blev en kendt orkesterleder, spillede harmonium, mens Viggo spillede okarina, en lille fløjte lavet af ler eller, når det gik højt, københavnsk porcelæn. Den havde en fin tone, og Viggo var dygtig.

Mange andre har sikkert personlige minder om entusiastiske, mere eller mindre professionelle sang og musikaktiviteter, der, på samme måde som i f.eks. Vilhelm Herolds barndomshjem, begyndte i en bornholmsk dagligstue.