Bornholmeren d. 19.01.1985.

Jeg ville ikke flytte til Hasle – beboerne så for mærkelige ud.

Et held for Hasle, at den 4-årige ikke selv kunne bestemme.

Vil man høre om Hasle gennem de sidste 70 – 75 år, kan man ikke henvende sig til nogen bedre end tidligere organist Henry Ipsen. Han kan fortælle så meget, at man ønsker det, var en bog, ikke en avisartikel, man skulle i gang med.

Havde Henry Ipsen selv kunnet bestemme, var han imidlertid aldrig kommet til at bo i Hasle. Dertil var hans første indtryk af byens borgere for dårligt. Da han kun var 4½ år gammel, var det specielt børnene, der havde hans interesse. Og noget så mærkeligt, som haslebørnene, havde han ikke før været ude for.

Henry Ipsen, der nu er 81 år, er født i Åkirkeby, men allerede da han var fire år, flyttede hans forældre til Hasle, og naturligvis måtte drengen flytte med.

En kort tid omkring forældrenes flytning var han dog hos sine bedsteforældre i Klemensker. Men en dag kom det jo dertil, at han skulle tilbage til sine forældre. Og det blev til en kanetur fra Klemensker til Hasle.

Så snart den lille Henry havde set haslebørnene, nægtede han dog at blive i så mærkelig en by. Han havde ikke tidligere set børn, der var klædt i voksenjakker med vrangen vendt ud og med damehatte på hovedet. Så mærkelige individer ville han ikke bo imellem.

Det var først senere, han har fået at vide, at hans ankomst til Hasle skete fastelavnsmandag. Og heldigvis kunne han jo ikke selv bestemme på daværende tidspunkt. Havde det været tilfældet, var Hasle gået glip af en virkelig personlighed.

Skoletiden.

Henry Ipsen fortæller gerne om sin skoletid og om byen på den tid. Hans barndom faldt i en tid, hvor Hasle endnu var præget af de mange avlsbrugerejendomme.

Hans første hjem i Hasle var på hjørnet af Storegade og Korsgade, og lige overfor var der en avlsbrugerejendom, så han fik et indtryk af disse ejendomme straks, han kom til byen.

Videre fortæller Henry Ipsen, at da han senere begyndte skolen, skulle han passere Legatgården. Det er ikke den ejendom, der nu kendes som Legatgården, men en firlænget gård lige ved siden af skolen. Den ene længe er nu en privatejet beboelsesejendom ”Solhjem”. En anden af den daværende legatgårds længer er den bindingsværksbygning, hvor der senere blev skole og siden først lærerbolig og senest pedelbolig, inden der igen blev skole.

På skolevejen passerede Henry Ipsen også nogle af avlsbrugerejendommene, og en af dem var direkte nabo til skolen. Den lå, hvor nu den nyeste fløj af skolen er bygget. Til denne ejendom hørte i øvrigt en have, der om foråret var ét tæppe af krokus.

Naboskabet mellem skole og avlsbrugerejendommen bød nu ikke kun på fordele for skolen, dens lærere og elever. Ejendommen havde sin mødding lige øst for skolen, og åbnede man om sommeren skolens vinduer, var man stærkt plaget af fluer.

Om selve skolen og skolegangen fortæller Henry Ipsen, at skolen var meget autoritær – nok endnu mere autoritær end man i almindelighed forestiller sig i dag.

Han nævner flere af de lærere, der dengang var på skolen, bl.a. lærer Jørgensen. Samme lærer Jørgensen var foruden at undervise i andre fag idrætslærer. Forår og efterår var det boldspil på fælleden, om sommeren svømning og om vinteren gymnastik i den gymnastiksal, der var i brug til for få år siden, da den blev erstattet af Haslehallen.

Lærer Jørgensen krævede også på idrætsområdet meget af sine elever. Men ikke mere, end de også selv kunne præstere. Mærkeligt er det ikke, at Henry Ipsen fortæller netop dette træk fra sin skoletid, da lærer Jørgensen var medstifter af – vel nok den egentlige initiativtager til – Hasle Idrætsforening, der om et par måneder kan fejre 80-års jubilæum.

Musikken.

Sit egentlige virke har Henry Ipsen haft som murer. Men de fleste tænker vel nok mere på ham i forbindelse med musik i mange forskellige sammenhæng.

I 40 år – fra 1941 til 1981 – var han organist ved Hasle kirke, hvor han stadig jævnlig afløser den nuværende organist Knud Stenberg.

Også uden dette er musikken stadig en væsentlig del af Henry Ipsens tilværelse. Hver dag spiller han til morgensangen på plejehjemmet Toftegården. Selvom han stadig kører bil, er det ikke den, der benyttes på de daglige ture til og fra Toftegården. Om sommeren foregår de på knallert og om vinteren, når det er for koldt til at køre på knallert, går han frem og tilbage.

På Toftegården har man også på anden måde glæde af Henry Ipsens stadig lige store glæde over sang og musik.

I 1951 stiftedes et kirkekor, som faktisk stadig eksisterer. Det er gennem årene blevet noget mindre. En del medlemmer af koret er faldet fra i tidens løb. Men de kormedlemmer, der endnu er tilbage, mødes til øve aftener en gang om ugen, og i måneder med fem mandage synger koret på Toftegården den5. mandag aften. Hver mandag er der korsang på Toftegården, fem kor har hver sin mandag i måneden, og det 5. er altså Henry Ipsens ”gamle” kor.

Når vi bruger betegnelsen ”gammel” om dette kor, skyldes det, at Henry Ipsen også senere har været stifter af et kor, nemlig Hasle kirkes nuværende børnekor.

Og så har vi endda slet ikke fået fortalt om orkestermusikken, som også har været og stadig er af stor betydning for ham. Henry Ipsen har det lige så godt sammen med de fire pensionister, han spiller sammen med en gang om ugen, som med kormedlemmerne.

Det er et held for Hasle, at Henry Ipsen ikke som 4-årig selv fik lov at bestemme bopæl. Uden ham havde Hasle sikkert ikke haft et så rigt musikliv, som tilfældet er.           Edel.