Helt naturligt blev det bedstefars børn, der arvede firmaet. Det blev kørt som et interessentskab, hvor de, der deltog i arbejdet, fik løn, mens evt. overskud blev delt ligeligt mellem alle interessenter. Aktive var Theodor (Kreutzberg), tante Anna, far og onkel Julius, mens tante Margrethe var ”sleeping partner”. Interessentskabet blev dannet i 1937, to år før bedstefar døde.

Der er ingen tvivl om, at det var far og tante Anna, der ”kørte” firmaet i alle henseender. Onkel Theodor var tjenstvillig og gjorde, hvad han blev bedt om, men var ikke den store udfarende kraft og påtog sig heller ingen form for administrativt arbejde.

Far var efter Teknikum ansat hos De Forenede Jernstøberier i Næstved (vist nok i 1½ år), inden han blev bedt om at komme hjem og hjælpe til med styringen. Efter sigende ville han gerne have prøvet noget mere, inden han kom hjem, men indvilgede med det forbehold, at så skulle broderen Julius ud og se sig om og prøve noget andet. Det sidste skete aldrig, og onkel Julius nåede at blive over 50 år før han var uden for Bornholm, nemlig til dyrskue på Bellahøj.

Tante Anna passede kontoret, og far sled ude på værkstedet. Jeg sagde altid at han ville slide sig ihjel, men det kom ikke til at passe, for han blev næsten 95 år. Far havde også svært ved at gå ind på kontoret for at sætte priser, der var altid noget ude på værkstedet, der skulle laves, og tante Anna måtte somme tider skrue bissen på for at få ham ind på kontoret. Bortset fra det, var de altid enige, og jeg mindes ingen divergenser dem imellem.

Læretiden

Min bror, Knud og jeg kom i lære samtidig hjemme i firmaet. Sammen med os to (mesters sønner) var der fem andre lærlinge, som var startet deres læretid før os. Normal læretid var

4 år, hvis man kom i lære som 15-årig, eller 5 år hvis man kom i lære som 14-årig. Med lodder og trisser blev Knuds læretid sat nedbragt til 2 ¾ år og min til 3 3/4 år. Det var ikke helt efter bogen, men meget praktisk, da Teknikum startede 1. april med nyt skoleår. Mesters sønner behøvede ikke have lærekontrakt, og derfor kunne reglerne omgås på denne måde. Far mente, at Knud (alderen taget i betragtning) skulle have sin uddannelse færdig først, ”og så kunne han hjælpe mig, når jeg kom på Teknikum”

Læretiden var en dejlig tid for mig. Jeg havde et rimeligt håndelag for faget og et meget fint forhold til de andre lærlinge, og jeg følte aldrig, at der blev taget hensyn til at jeg var mesters søn. Jeg var også altid sammen med de andre lærlinge i fritiden. Og vi var altid med, hvor der skete noget, uden at vi gik langt uden for lovens rammer. Da jeg kom i lære i 1946, havde vi en daglig arbejdstid på 8 timer undtagen søndag. En af opgaverne, der blev pålagt yngste lærling, var at slå på en klokke for at markerearbejdstids begyndelse og slutning, samt det, vi kaldte frokost fra 8,30 til 9,00 og middagspause mellem 12,00 og 13,00.

På den tid havde man den (u)skik, at lærlingene skulle ”døbes”. Det foregik ved at nogle af svendene og vel også de ældste lærlinge slog sig sammen, og med magt dyppede de nye lærlinge i smedebaljen og gav dem et øgenavn. Vandet i baljen var snavset og ækelt, der var måske nogen, der havde tisset i den, og derudover kunne man risikere at få en skovl aske i hovedet samtidig med. Det var absolut en ubehagelig oplevelse, for dem, det gik ud over, især når man tænker på, at der ikke var noget sted, man kunne vaske sig bagefter. Det var en grim form for mobning, som mig bekendt heldigvis ikke eksisterer mere.

Skikken startede vel ca. 20 år før jeg kom i lære og fortsatte måske 10 år senere. Knud og jeg slap fri, vel dels fordi vi var ældre og større end andre nye lærlinge, og måske også fordi vi var mesters sønner.Lærlingenes arbejde var den gang mere baseret på fysisk aktivitet, end det er på nuværende tidspunkt. Jeg husker tydeligt dage i smedjen, hvor jeg har slået med forhammer i 8 timer. Det gav vabler i hænderne og meget trætte arme.

”Tredje generation”

Fætter Peter Kreutzberg kom til firmaet sidst i fyrrerne, formodentlig fordi Brødrene Anker havde fået en stor ordre på en kran til Grønland. Da Peter var uddannet ingeniør, var der god brug for ham til projekteringen, som han tog sig af. Han fortsatte med alle andre opgaver, og gjorde god fyldest, så vidt jeg ved. Efter 8 år ønskede Peter at flytte til storbyen.

Far skrev til os i København og bad os om at komme hjem for at afløse Peter. På det tidspunkt var jeg ansat ved ”Boy Transportmateriel” som ingeniør, og havde egentlig ikke på det tidspunkt intentioner om at flytte, men accepterede. Jeg gik straks til min chef og fortalte om min beslutning uden at kunne sætte dato for min flytning. Da tiden kom, fik jeg den glæde, at chefen samlede alt personale til en lille sammenkomst for at tage afsked med mig. Det var noget, der varmede. Senere har der da også været henvendelser for at få mig tilbage, så jeg har åbenbart været anvendelig i det firma.

Jeg startede altså hos Brødrene Anker uden større ståhej, – helt uden nogen aftale om løn eller lignende. Firmaet lånte os penge til at købe Peters hus for, og de nødvendige penge, som vi havde brug for, dem fik vi. Hvert år ved regnskabsafslutningen blev så noget af vores gæld til firmaet afskrevet.

Efter nogle år (vist nok i 1963) blev jeg optaget som interessent i firmaet uden anden indsats end min arbejdskraft. Ole var ca. 6 år yngre end jeg og udlært i 1955. Så vidt jeg husker, arbejdede han i firmaet hele tiden bortset fra militærtjenesten. Ole var i sine yngre år lidt uheldig med, hvad han foretog sig, og derfor blev tante Anna værge for ham i nogle år. Eftersom Ole havde været næsten lige så længe i firmaet, som jeg, mente onkel Julius vel, at Ole havde lige så stor ret til at blive optaget i firmaet, som jeg havde. Det var han nok den eneste, der på det tidspunkt mente, og dermed var det kun mig, der blev optaget.

Onkel Julius døde i 1976. Derefter var vejen åben for at ændre firmastrukturen, og i 1977 blev det til APS. Med far, tante Margrethe, Jens og mig som anpartshavere. Jens var kommet til firmaet i 1974. Han var akademiingeniør, tog autorisation som vand – og gasmester og blev samtidig autoriseret kloakmester medens han boede i København. Dette var en stor fordel, idet jeg kun havde en ”såkaldt” hjemstedsautorisation, der bare gav lov til at udføre den slags arbejde inden for kommunens grænser samt i de gamle sognekommuner.

Jens og jeg forsøgte, at dele arbejdet mellem os: Det blev Jens, der dirigerede VVS- og kloakentrepriserne, og jeg der forsøgte at passe værkstedet og alt praktisk servicearbejde efter fyraften. Inden Jens kom, var det mig der hængte på alt regnskab (særdeles godt hjulpet af Annie, der fra 1970 tog helt over efter tante Anna). Lidt efter lidt var det så Jens, der skulle overtage den overordnede styring på kontoret, mens vi selvfølgelig hver især regnede tilbud ud og satte priser ud fra vore respektive arbejdsområder. Det gik meget fint i de første år. Vi havde en god økonomi, og vi tjente også lidt penge. Af og til mistede vi penge for udført arbejde, men i begyndelsen ikke så meget af betydning. Lidt efter lidt mistede vi flere og flere af vore tilgodehavender, og de tilbageværende indtægter kunne ikke opveje tabene.

NÆSTE GENERATION.

I begyndelsen af firserne kom Lars Knudsen (udlært i firmaet, maskinmester, senere gift med Britta, der er søster til Jens`s kone Marianne) til firmaet som værkfører. Han tog sig især af arbejdet på fiskerbådene, der blev en meget stor andel af firmaets omsætning på den tid. Desværre fortsatte vores slendrian med hensyn til at sørge for at få pengene hjem for det arbejde, der var udført.

I 1989 flyttede Sten (Annie´s og min ældste søn, udlært i firmaet, maskiningeniør) hjem for at starte i firmaet. Jeg plejer at sige, at Annie og jeg var de sidste, der vidste, at Sten skulle komme hjem. Det havde Jens, Lars og Sten vist aftalt inden vi fik noget at vide. Det hører vel også med, at Lars og Sten i forvejen var kammerater.

Sten gjorde meget ud af at effektivisere arbejdet på kontoret, så det skulle være muligt at udsende regningerne hurtigt og derved formindske tabene. Desværre blev tabene større. Dette medførte at vore fremtidsudsigter så meget sorte ud, og det endte med at Jens sagde, at han ville søge andet arbejde. Efter ca. et år flyttede Jens til Farum sammen med sin kone og deres sønner. Det endte med, at firmaet i 1992 meldte sig konkurs, og et nyt anpartsselskab blev dannet: Brødrene Anker Hasle APS, som overtog det gamle firmas ordrer, driftsmateriel m. m., alt efter de love og regler, som eksisterer. Så vidt jeg husker, fik kreditorerne ca. 30 % af deres tilgodehavender, og det er vist ikke ofte, at der bliver så stor en dividende efter en konkurs. Ved den lejlighed mistede vi anpartshavere selvfølgelig tilsvarende det, vi havde indestående i firmaet Anpartshaverne i det nye selskab var Lars og Sten med lige store dele, og mig med en ganske lille part, som jeg i øvrigt solgte til dem allerede i okt. 1993, da jeg gik på delpension, og Annie på efterløn.

Ligesom tidligere lejede APS bygningerne af et interessentskab, der nu ejedes af Lars, Sten og mig. I 1997 afhændede jeg min andel af interessentskabet til Lars og Sten.

Bygninger og huse

Jeg har ikke fortalt ret meget om Brødrene Ankers bygninger. Det vil jeg nu råde bod på. Starten var 1885 bygningen af 110 m² smedje, der i dag er maskinværksted, fuldstændig, som dengang. Der er selvfølgelig sket mange ændringer inden for væggene, men ydermurene er de samme. Der var oprindelig en dobbelt esse og senere en dampkedel med dampmaskine. I 1886 blev privatbeboelserne, Østergade 24 og 26 bygget til de to indehavere, og der er vel ikke ændret så meget på dem før i 2002 – 2004, hvor der blev foretaget omfattende ombygninger og moderniseringer og hvor en del af vaskerhusbygningerne, der hørte til beboelserne blev inddraget til mandskabsfaciliteter for firmaets medarbejdere.

I 1887 lavede man det første støberi, der blev lagt i den sydvestre del af værkstedsgården, hvor nu lageret er beliggende. På et gammelt fotografi fra1895, er det tydeligt at se den gamle smelteovn, som står i hjørnet af værkstedsgården. Man kan også se, at man allerede 10 år efter starten har en aksel med remskiver på stikkende ud gennem gavlen på værkstedet. Man ser også udvidelsen mod vest, hvor ”magasinet” og det første kontor kom til at ligge Ligeledes kan man se, hvor indgangen var placeret (ved sydvinduet af Lars`s nuværende kontor)

I dag er der lager for stangjern, rør, aluminium, rustfrit stål, m.m. i bygningen, der ligger vestligst. I min barndom var der kostald nord for og sammenbygget med lagerbygningen. Desuden var der længere mod nord tilbygget en garage. Årsagen til kostalden var, at min bedstemor arvede et lille avlsbrug efter sin stedfar, hvilket drejede sig om fire køer, og fire tønder land lige vest for Julehøjen oppe ved Kumlehøjvej mod Rutsker. Man kan vel ikke sige, at et landbrug selv i lille målestok passer sammen med smedevirksomhed, men ikke desto mindre måtte lærlingene deltage i pasningen af dyrene. Dog kom der en kone fra byen og malkede køerne. Stald og garage blev fjernet omkring 1970, så der blev fri udkørsel fra hallens østlige port.

Forskudt i sydvestlig retning lå der et redskabsskur og i forlængelse af dette ”brøndskuret”, der var bygget over en stor brønd, hvor der nu er støbt et betondæksel over. I mange år var det farligt, at færdes inde i brøndskuret, da gulvet var råddent. Inden vi støbte nyt dæksel over brønden blev den pumpet tom for vand, og derefter tømt for en masse jern. – Den var simpelthen brugt som ”brokkasse” gennem mange år, og jeg tror ikke at nogen lærling før den tid har undladt at benytte sig af denne mulighed for at slippe af med noget, som man havde brokket, og som man gerne ville have af vejen. Man kan af og til se aftegning af det store brønddæksel, som man jævnligt kører over. Allernordligst var der et hønsehus med hønsegård, hvoraf huset stadig eksisterer, men i dårlig forfatning.

Øst for staldbygning og skurene var der prydhave med frugttræer, buske og stauder, græsplæne, flagstang, solur og havemøbler, – med andre ord en rigtig idyl under gunstige vejrforhold. Der står kun den gamle meget store rødbøg tilbage.

Det gamle støberi blev i 1902 erstattet af den kedelige grå betonbygning, som ikke har forandret sig ud over at have fået en større port. Der var fra start af en håndbetjent løbekran, der dækkede hele gulvarealet, men den blev senere udskiftet til en moderne elektrisk.

Smelteovnen stod uden for det nordvestre vindue ved siden af porten og forbundet med en muret luftkanal i jorden fra højtryksblæseren henne ved gavlen til smedjen. Nederste del af ovnen havde et stort ”mandehul”, som blev brugt, når ovnen skulle inspiceres indvendigt, og det ildfaste murværk skulle repareres. Mandehullet blev muret til inden opfyringen, og derefter foregik al ifyldning fra et tilsvarende hul, vel ca. 3 – 4m højere oppe. Der var bygget en platform i passende højde, hvor råjern, gl. støbejern, forskellige tilsatsmaterialer, samt støbericinders var anbragt, så det var rimelig nemt at fylde i ovnen efterhånden, som der var brug for det. Materialerne blev båret op med håndkraft. Dog var de støbericinders, der skulle bruges, anbragt inde på selve loftet og kunne rimelig nemt skubbes ud gennem en lem til platformen. Når der ankom en ladning støbericinders, blev de læsset af ved gavlen. Derefter var det bl. a. lærlingenes arbejde at hejse dem op i kurve eller tønder ved hjælp af et håndspil oppe på loftet, – et arbejde, som vi lærlinge hadede, måske mest på grund af den varme, man blev udsat for, hvis det var sommer.

De yngste lærlinges arbejde var også at ælte ler, der skulle bruges til at afproppe udløbshullet for det flydende jern med. Det var ildfast ler i pulverform, der sammen med vand og  formersand blev æltet sammen til en passende fast ”dej”. Når man mente, at ”dejen” var færdig, skulle den godkendes af smed Johannes Sonne. Det var ham, der henholdsvis åbnede og lukkede for det flydende jern. Hvis blandingen var for mager, var det svært at få proppen til at sidde fast på enden af stagen, når hullet skulle lukkes igen. Det var ikke altid lige let at få blandingen godkendt, men somme tider lod vi som om vi havde ændret blandingen uden at have gjort det, og fik alligevel hans godkendelse. Det var ikke pænt af os, og vi kunne så ofte se resultatet af ”nummeret”, – enten skulle man bruge lang mejsel og forhammer for at slå proppen i stykker, eller også faldt proppen af stagen inden den var kommet i nærheden af hullet, når der skulle lukkes.

Det flydende jern løb gennem en rende ned i støbeskeerne, der stod ovenpå hinanden under udløbstuden. Når øverste ske var fuld blev den fjernet af to mænd, der straks gik hen og hældte det flydende jern i formene, og hvis de var hurtige, kunne de nå at komme tilbage og hente en ny portion. Så vidt jeg husker, var der vel 3 – 4 skeer i hver tømning. En ske bestod af en ”gryde”, der lå i en jernring, som var forsynet med to ca. 1½ m. lange skafter, det ene forsynet med to bærehåndtag beregnet for den, der skulle styre udstøbningen. Under udstøbningen fulgte der en lærling med for at skumme slagger fra. Lærlingen var udstyret med en ca. 2m. lang 20mm rundjernsstang med ombukket håndtag på den ene ende og med en 12x70x150mm plade påsvejset den anden ende. Somme tider var der også behov for en skovl til at beskytte mod varme fra en allerede udstøbt form.

Når der skulle støbes store emner, anvendte man kranskeen, der så måtte fyldes med flere ovntømninger inden man kunne støbe.

Støbedagen var noget helt for sig selv. Alt andet blev lagt til side den dag, -i hvert fald fra middag, hvor alle var med. En mærkelig spænding var der hos os alle sammen, som om man skulle til eksamen. For formerne var det selvfølgelig også en slags eksamen, der let kunne blive enten succes eller fiasko, også afhængigt af de fejl, som alle andre gjorde. Det kunne dreje sig om, at man kom til at træde op i en formerkasse, der ikke var udstøbt, eller noget slagger, vi ikke fik holdt tilbage i tide, eller man var for langsom med at hælde det flydende jern i formkassen.

Når jernet af en eller anden grund sprøjtede, var der ofte nogen, der fik forbrændinger. En gang sprøjtede der en klump jern ned i min højre bukselomme og brændte et stort hak i min pibe samtidig med et stort sår i låret. Vi havde slet ingen beskyttelsesmidler. Der fandtes handsker af asbest, men de var kun beregnet for den, der støbte med en ”enmands støbeske” og derfor havde varmen tættere på. De fleste oplevede at få forbrændinger på fødderne, når det sprøjtede ned i træskoene, – man kunne jo ikke altid slippe, hvad man havde i hænderne, for at tømme træskoen.

Når støbningen var tilendebragt, skulle ovnen tømmes. Det foregik ved, at man slog hul på det tilmurede ”mandehul” med en lang ”rage”, som gik gennem et hul i et skjold, der stod fast foran ovnen. Skjoldet var der for at beskytte mod den stærke varme og for at styre og bære den lange og tunge jernrage.

Næste arbejde den dag, var udslagningen. Det foregik ved at formerkasserne blev skilt ad. De støbte emner blev taget op og banket rene for formersand og derefter blev lagt hen i en bunke. Det støvede enormt meget, og alle var meget svedige, så det sorte støv satte sig fast overalt på os. Når jeg tænker tilbage, er det ikke til at forstå, at man fandt sig i et sådant svinearbejde uden vaskemuligheder, men det var nok ens alle steder.

Som barn plejede jeg at følge hele sceneriet fra trætrappen op til loftet. Der havde man godt udsyn over hele rummet, og var rimelig sikret mod vildfarende sprøjt. Derfra kunne man også se, hvordan folk reagerede, når de blev presset til det yderste, hvem, der tog det hårde arbejde, og hvem, der holdt sig tilbage.

Sidste gang, der blev støbt jern, var, i sommeren 1957. Firmaet var ganske stille holdt op med at støbe, fordi der var andet, mere givtigt at tage sig til, men da Bornholms Maskinfabrik i Rønne havde brug for at få noget støbt, og da de var ved at reparere deres egen ovn, lavede de og Brødrene Anker en fælles støbning.

I mange år stod det hele intakt uden at være i brug, men lidt efter lidt tog man rummet i brug til andre formål. Porten, der var på størrelse med den nuværende værkstedsport, blev udskiftet med en væsentlig større, og desuden blev der støbt gulv. Sidste anvendelse er som grovpladeværksted efter at man har anskaffet kantpresse, stor saks og moderne løbekat hen imod midten af 90 –erne. Loftet blev isoleret, og der blev etableret ordentlig lys og varme.

Bygningerne:

Byggeår         Benævnelse i byggeåret                              Benævnelse i 2010

1885              Smedje                                                      Maskinværksted

1886              Privatbeboelser                                          Østergade 24 og 26

1887              Støberi                                                      Lager, bolte, værktøj o. l..

1891              Kontor og magasin                                     Værktøjslager og værkførerkontor

1895              Smedje og maskinhus                                 Smedje

1896              Snedkerværksted (over magasinet)             Arkiver og lager for messing og lign.

1902              Støberi                                                      Grovpladeværksted

1939              Lager med modelkammer ovenpå               Kontor

1962              Toilet, bad og omklædning                         Toilet bad og spisestue

1972-73        Værkstedshal                       Værkstedshal

1972              Halvtagsgarage                                          Grovlager

1985              Omklædning                                              Omklædning

2004 – 6        Mandskabsfaciliteter                                  Omklædning, bad, spisestue

Under første verdenskrig lavede firmaet en vindmølle til sig selv som trækkraft til maskinerne, formodentlig for at kunne afløse dampmaskinen i den brændselsfattige tid. Vindmøllen stod, hvor den østlige del af hallen er. Til 100 – års jubilæet blev der lavet et jubilæumsskrift, hvor der er et billede af vindmøllen.