Da jeg i mandags som sædvanlig var nede i det gamle rådhus for at trække uret op, vandrede tankerne gennem hovedet. Jeg gik hen til nødudgangen på anden sal og kunne derfra se ned i gården og ind i Kyhns have.
Jeg skal lige fortælle, at jeg i min tidligste barndom( jeg er født 1930 ) jævnligt kom på rådhuset, hvor min morfar, Hans Mathias Tofte Holm var arrestforvarer ( og vel også en slags pedel ) samtidig med, at han var lods. ( Han havde tidligere været kaptajn på sejlskibe og ude på de store have og oplevet mere, end hans familie brød sig om, hvorfor han gik i land. Hans erindringer herom har vi opbevaret i Hasle-Egnens Lokalhistoriske Forening.)
Jeg har forgæves søgt efter det sted( tagvindue), hvor han somme tider stod med sin kikkert og afsøgte havet for at se om der var skibe, der skulle lodses til havn.
En dag, hvor jeg var der på besøg skulle morfar klippe mig, hvilket jeg ikke havde lyst til. Jeg løb derfor fra ham og ned ad trappen fra køkkenet, der dengang som nu lå på første sal i det nordøstre hjørne af bygningen. Da jeg kom ned i gården, kunne jeg selvfølgelig ikke komme længere, da der var høje mure omkring, og selvfølgelig ingen udgang for mig eller for eventuelle arrestanter på gårdtur.
Der er sket flere om- og tilbygninger siden da. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvor cellerne var, men det er ikke lykkes mig endnu, men gården er med flere byggerier omdannet til én stor og en mindre sal.
Morfar og mormors lejlighed bestod af stue og soveværelse, ligeledes liggende på første sal og i den nordre ende af bygningen. Cirka midt i trediverne flyttede de op i Østergade 52, hvor de sluttede deres otium.
Morfar, havde ikke glemt sin kærlighed til havet. En dag, da han i sin alderdom var ude at pilke torsk, fik han en hjerneblødning og blev fundet bevidstløs i en båd uden styring. Det var brødrene Jens og Knud Finne, der fandt ham og fik ham bragt ind til havnen, hvorfra han kom på sygehuset. Her døde han kort tid efter.
Naboejendommen til det gamle rådhus ejedes i min barndom af min faster og onkel( Kreutzberg), der havde overtaget det efter en bedstemor. Ganske naturligt var det også et godt sted at komme for mig,(der var nemlig to store fætre, – og ikke at forglemme en stor frugthave med alverdens kirsebær, blommer, pærer og æbler). Et af de gode kirsebærtræer, som man kunne klatre i, eksisterer stadig, kunne jeg konstatere oppe fra nødudgangen, som jeg tidligere omtalte.
Syd for,(hvor nu Nordea har til huse) var der i mine øjne en stor åben plads efter at Bækkegården var blevet revet ned.
I det ”nye” byggeri kom Hasle Ny Boghandel, som den jo hed dengang, for der var jo nemlig en ”gammel” boghandel længere sydligt på samme side i Storegade. Førstnævnte var en filial af Colbergs Boghandel i Rønne, hvor den ”gamle” var filial af Dams Boghandel.
Op ad Krummevej var der rutebilstation med venteværelse og en lejlighed, hvor rutebilchauffør Bergmann boede med sin kone og to døtre.
På den tid og lidt senere var jeg ærindedreng for Brødrene Anker. Snedkerne i firmaet fremstillede en gedigen trillebør, der passede i størrelse til mig, og dermed kunne jeg transportere tungere ting end jeg ellers kunne bære. Det benyttede man sig af, og jeg har kørt mange ture til rutebilstationen med støbegods, der skulle videre f.eks. til Nexø. Fru Bergmann har senere fortalt mig, at jeg bare kaldte på hende så hun kunne hjælpe mig, når de tunge varer skulle af trillebøren. I forbindelse med lejligheden var der til rutebilen en stor garage, som dog er fjernet i 2008 hvor ejendommen blev renoveret.
Erik Anker