Erik Anker, Østergade 24, 3790 Hasle. Januar – februar -marts 2010

Brødrene Anker

Da vores formand for Hasle Lokalhistoriske Forening (Richardt Vang-Olsen) spurgte mig om jeg ville skrive Brødrene Ankers historie, tænkte jeg straks, at det er et meget stort og måske uoverkommeligt emne, hvis man skal have alt med. Hvis det skal gøres, er jeg nok den nulevende person, der har det største kendskab til firmaet, og jeg har derfor måske den bedste mulighed for at gennemføre projektet.

Jeg har tænkt mig at benytte alt tilgængeligt materiale for at fuldføre, og det første, jeg benytter mig af, er Brødrene Ankers 50-års jubilæumsskrift, der beskæftiger sig med den tid, som jeg har mindst kendskab til, selv om jeg selvfølgelig har vidst, hvad jeg nu fortæller fra skriftet. Jubilæumsskriftet er skrevet af lærling nr. 10, Heinrich Peter Reker, f. i Hasle 21. juli 1877, senere en meget respekteret overbetjent Reker i Rønne. Moderen, Caroline Kirstine Reker, f. Anker emigrerede til Amerika sammen med sin mand og efterlod sønnen hos morbroderen Julius Hansen Anker, der startede Brødrene Anker sammen med sin bror Jens Valentin Anker. Tre andre søskende tog også til Amerika, nemlig Peter Hansen Anker, Johanne Anker, g. Pedersen og Hans Claudius Anker. Af og til har vi pludselig fået besøg af nogle af efterkommerne, og det har været meget spændende.

Efterfølgende er det meste, jeg skriver, en afskrift, måske med mine bemærkninger, der lige som dette vil være skrevet i kursiv:

Forord til jubilæumsskriftet:

Dette lille skrift tilegnes Brødrene Ankers fabrik og dens grundlæggere i anledning af fabrikkens beståen igennem 50 år.

Skriftet, der i korte træk skulle fortælle fabrikkens historie er skrevet og fremskaffet af tidligere og nuværende lærlinge på fabrikken og fremsendes jubilarerne i taknemmelig erindring om de år i vor ungdom, da vi fik vor vigtigste opdragelse, og hvor vi lærte at bestille noget. Stilen og fortællemåden må ikke kritiseres for stærkt, da det er en gammel smed, der har skrevet historien og ikke en romanforfatter.

1. generation.

Firmaets grundlæggere er de to brødre Jens Valentin Anker(2/8-1859) og Julius Hansen Anker (14/7- 1861), der var yngste sønner af murermester Jens Hansen Anker, der på et tidspunkt var formand i Hasle Kulværk, og boede da ude i Gammelværk, Hvide Hus, eller Birkely, hvor de to brødre blev opfostret sammen med fem andre søskende.

I kulværket, der blev til Hasle Teglværk og senere Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, hvor brødrene kom, fattede de allerede i drengeårene interesse for det maskineri, som man der anskaffede efterhånden. Jens Valentin Anker var allerede før konfirmationen stærkt inde i dampmaskinens konstruktion og havde på det tidspunkt taget beslutning om, at hans livsbane skulle være noget med maskiner.

Da der fra hjemmet ikke kunne afses midler til at få økonomisk støtte til at komme i lære på en maskinfabrik, som vel havde været det bedste, måtte man nøjes med det næstbedste, og det var i dette tilfælde at blive anbragt i smedelære. Det var så rart nemt, for der boede man hos mester og havde kosten samme sted, og fik i øvrigt ingen videre pengeudbetaling, så fristelser til fornøjelser og lign. var der ingen mulighed for. Han kom i lære hos smedemester Jens Bohn, Kattesundet i Rønne og blev udlært beslagsmed. Efter læretiden arbejdede han en tid på Bornholms Maskinfabrik i Rønne og derefter på Thistrøms Maskinfabrik i Korsgade i København, hvor han arbejdede til han skulle aftjene værnepligten i sommeren 1882.

Efter at have aftjent værnepligten ved det, der kaldtes fæstningsartilleriet, hvor han blev permitteret som korporal arbejdede han hos jernstøber Wichmann, Rønne i en kort tid, men rejste derefter til Horsens, hvor han kom i arbejde hos Møller og Jochumsen. Som det senere vil vise sig, fik arbejdet hos dette firma betydning for fabrikken i Hasle.

I foråret 1885 kom Jens Anker hjem til Hasle og var med til værkstedets fuldendelse, idet der var begyndt på dette allerede straks efter nytår.

Som mester at betragte fra en lærlings side, da var Jens Anker en mand, der fordrede, at der blev bestilt noget. Det var for resten så ligetil, da han selv havde været vant til at arbejde hårdt i sin ungdom, så fordrede han også, stadig set fra lærlingens side, ret hårdt arbejde af disse.

Var der mukkeri i geledderne, kunne man godt vente sig en vinge, og om det blev en højre eller en venstre, var man aldrig helt sikker på, men som regel en venstre.

I april måned 1888 blev Jens Anker gift med Christiane, f. Jensen, fra Marevadgård i Klemensker og bosatte sig i den søndre halvdel af det til fabrikken i 1886 opførte beboelseshus. Slægtens formering i dette ægteskab indskrænkede sig til en søn, Jens Nielsen Jensen Anker, der som en selvfølge lærte håndværket på fabrikken. Han er bosiddende i København og har i mange år sejlet, og sejler stadig som maskinmester.

Med hensyn til fabrikkens ledelse, da var det ofte, at Jens Anker tog sig af det grovere arbejde, navnlig hvad der forekom af arbejde på landet hvorimod broderen mere forestod ledelsen af arbejdet hjemme på fabrikken. Af mere private interesser har Jens Anker været med til forskelligt. En hel del år ansat som underofficer ved Bornholms væbning, hvor han gik af som stabssergent, da væbningen blev nedlagt.

I en lang årrække var han et virksomt medlem af Bornholms Skytteforening i tredje kreds, Hasle, hvor han i mange år virkede som delingsfører, senere som bestyrelsesmedlem og en tid formand for kredsen og samtidig bestyrelsesmedlem i amtskredsen.

Disse arbejder indenfor militæret og skytteforeningen er af forsvarsministeriet blevet påskønnet, skønt i en ret sen alder idet Jens Anker i 1934 blev belønnet med dannebrogsmændenes hæderstegn.

Jens Anker har i en årrække været et meget betydende medlem indenfor Hasle Håndværker og Industriforening og en del år formand. Det var i hans formandsperiode, at Teknisk Skole blev bygget.

I mange år var Jens Anker lærer på Teknisk Skole og det siger sig selv at dette var et stort gode for de mange lærlinge, som har lært på fabrikken, for når det gælder om at lære eleverne maskinfagtegning da skal der en fagmand til, ellers duer det ikke. På dette område kan maskinlærlingene i Hasle takke Jens Anker for de mange år, han har virket som lærer, da de hos ham har fået en god skole til deres senere uddannelse i faget. Endelig var der jo også det, at  da mester var på skolen omtrent hver aften, var det jo ikke nemt at tage sig friaftner og udeblive fra timerne, for da kunne det nemt ske det, der dagen efter blev stillet spørgsmålet om, hvor vedkommende havde været henne og om der var noget vigtigere at gøre end at møde på skolen.

Af offentlige hverv har Jens Anker i mange år været  brandinspektør, medlem af bygningskommissionen og medlem af sundhedskommissionen. I sidste kommission var han med til at indføre kødkontrollen i Hasle. Ligeledes har han i mange år været ansat som maskintilsynsmand, valgt af byrådet.

I 1923 trak Jens Anker sig tilbage som aktiv deltager i fabrikkens arbejde, men som den driftige mand han er, har han ikke derefter lagt sig til hvile, men har optaget den gamle ur-industri, som har gjort Bornholm kendt viden om, og det er ikke få bornholmerure, han i de forløbne år har fabrikeret, og som ved deres soliditet og præcise arbejde vil vise døgnets bevægede timer i mange slægtled efter at Jens Anker har forladt sin fabrik for stedse.

Som slutbemærkning, skal siges, at folks omdømme om Jens Anker som privatmand altid har været dette, at han var en livsglad mand, hvis humør ikke alene til hverdag, men navnlig ved selskabelige lejligheder, viste sig smittende på hele selskabet.

Julius Anker fik også samme interesse for maskiner som broderen Jens ved at komme henne på Teglværket, der lå lige ved hjemmet.

Efter konfirmationen kom han i lære hos klejnsmedemester Rømer, Østergade i Rønne. Hvad der særlig prægede denne smedemester, var hans fine og anerkendte værktøjsarbejde. Det var jo på den tid ikke almindeligt, at alt, hvad der hed værktøj, blev fabrikeret og forhandlet i isenkræmmerbutikkerne som nu til dags. Rømer var en meget anerkendt værktøjssmed, og der var garanti for at det var gode varer, der kom fra dette værksted. Det må bemærkes, at lærlingene hos sådan en mester også blev brugt til alt andet end lige smedearbejde, for hvis haven skulle graves eller brændet skulle hugges, så måtte lærlingen gøre det, – kort sagt, man lærte at bestille noget.

Julius Anker havde en god lære her, og siden han selv blev mester har han ofte været ude efter en eller anden lærling, som i sin fritid stod og smedede en brødkniv til sin moder, hvis han ikke bar sig rigtigt ad.

Vi lærlinge havde altid en vis respekt for den akkuratesse, hvormed Julius Anker omfattede ethvert arbejde, og det skulle være fuldstændig fejlfrit, hvis man skulle kunne vente nogen anerkendelse fra den side.

Efter at læretiden var omme, arbejdede Julius Anker på Bornholms Maskinfabrik, derefter på Maglekilde Maskinfabrik i Roskilde, og senest hos Eickhoff i København. Navnlig sidstnævnte fabrik regnedes for at være et fint sted at komme i arbejde.

I 1884 aftjente Julius Anker sin værnepligt, hvilket foregik ved marinen; ikke til søs, men på Marinens værksteder. Som marinesoldat oplevede han at være med i den militærkommando, som blev udkommanderet til hjælp den skæbnesvangre nat mellem 3. og 4. okt. 1884, da Christiansborg slot gik op i luer. Det skal have været en både varm og kold omgang.

– Desværre kom Julius Anker ikke over militærtjenesten uden en sygdomsperiode. Det var en meget slem lungebetændelse, der gjorde sit til, at han i lange tider måtte ligge som patient på garnisons sygehus og gennemgå en svær operation, hvor der måtte ofres en betydelig del af den ene lunge. Dette sygeleje har sikkert i ret stor grad haft en stor indflydelse på Julius Ankers konstitution, hvorfor han ikke altid har været så stærk, som han selv kunne ønske.

Efter denne hårde omgang kom Julius Anker hjem til Hasle hen på sommeren i 1885, og da var værkstedet færdigt til at tage i brug.

Som mester at betragte var Julius Anker en rolig og besindig mand, hvor intet var overilet, men alt vel overvejet. Han havde altid den rette forståelse af at sætte sig i respekt, både overfor lærlinge og svende, ved den måde han gav sine ordrer på, og navnlig ved det, at man havde forståelsen af, at han selv var med på spørgsmålet, og hvis nogen var i tvivl om arbejdets udførelse, så var han altid selv mand for at kunne klare et problem, som måske kunne falde en anden en vanskeligt.

I november måned 1886 blev Julius Anker gift med Karoline Dorthea Pedersen af Hasle og bosatte sig i den nordre halvdel af det i samme år opførte beboelseshus.

Julius Anker var ikke spået nogen lang levetid efter den barske sygdomsperiode, men han havde alligevel en optimisme og tro på fremtiden, når han turde stifte hjem og samtidig påbegynde et nyt firma, hvoraf der i forvejen eksisterede ca. 10 af samme art i området.

En stor del af det næste er stadig en afskrift af 50 – års jubilæumsskriftet, men passer ikke helt ind i forhold til nutiden. Dog skriver jeg alligevel direkte af fra skriftet:

I ægteskabet har været en hel del børn, hvor to sønner og tre døtre for det meste lever og virker i fabrikkens tjeneste.

Den ældste af sønnerne, Karl Anker, er ikke alene i praktisk arbejde en dygtighed, men har også forstået at tage teorien med i sagens tjeneste, idet han, efter forlydende, har en meget fin konstruktøreksamen. Karl Anker hører ikke til dem, som plejer at prale med eller omtale sin egen person, men de, der kender ham, anerkender hans dygtighed.

Julius Anker jun. Er en dygtig arbejder på fabrikken og tager sig en del af montørarbejdet, men overlader førerskabet til sin ældre broder.

Johanne Anker, ældste datter i familien har ikke gået uden for faget, men er gift med Theodor Kreutzberg, der som udlært smed i mange år har været tilknyttet fabrikken. Han beskæftiger sig dog mest med de under fabrikken hørende mangesidede virkefelter, såsom entreprisearbejder, udendørs montørarbejder, boringer efter vand, ler, kaolin og meget andet.

Anna Anker, indtil videre ugift, virker som fabrikkens dygtige bogholder og er med i alt, hvad der foregår i fabrikkens ”CENTRAL”, kontoret.

Margrethe Anker, ligeledes indtil videre ugift, virker mere i det private indenfor familien og er gerne der, hvor der er mest brug for hende.

Med hensyn til ledelsen af fabrikken, da var Julius Anker gerne altid at træffe der. Kun de tilfælde, hvor der har været store entreprisearbejder, hvor hans tilstedeværelse har været nødvendig har kunnet holde ham borte fra fabrikkens områder. Ellers har det i mange år været en evig vandring fra kontoret ud gennem maskinværkstedet, ud gennem smedjen og gennem gården tilbage til kontoret igen. Efter samtale med en eller anden samme vej igen med små afstikkere til snedkerloftet og formeriet. Hvis en var gået i stå med arbejdet, behøvede han sjældent vente længe før mester var der igen.

Julius Anker har heller ikke kunnet undgå en del hverv i det offentlige livs tjeneste, han var således byrådsmedlem i tolv år og var bl. a. medlem af havneudvalget.

Ved starten af Hasle Bank var Julius Anker en ivrig arbejder herfor, og har senere en lang årrække været medlem af bestyrelsen og er stadig medlem af bankrådet. Ligeledes bestyrelsesmedlem i A/S Grønbech & Co.

Med hensyn til Teknisk Skole i Hasle, da var Julius Anker, om måske just ikke fader til denne ide, så under alle omstændigheder en af dem, der virkede mest for at få den bygget, og netop på det sted, hvor den kom til at ligge. Det må da også indrømmes, at det er en monumental bygning og anbragt et sted, hvor så at sige hvert fremmed menneske, der kommer til byen, ikke kan undgå at få øje på den. Det er vel nok det fineste interiør i Hasle by`s centrale omgivelser.

Men alene den spekulation, som der fremkaldes ved at få sådan en bygning rejst i en lille by, hvor pengemidlerne er små, kan volde sin mand mange bryderier, men så vidt man har forstået, var det Julius Ankers ret overbevisende talemåder, der gjorde udslaget både ved henvendelse til stat, kommune og private, og resultatet foreligger nu til fordel for byens opvoksende ungdom. Det må også håbes, at ungdommen forstår at benytte sig deraf.

Julius Anker har også haft interesser andet steds, som sådan er han kendt som en meget ivrig afholdsmand, en tid ret ivrig skytteforeningsmand, men aldrig søgende bestyrelsesmandater og, hvis sådanne blev tilbudt, blev de altid afslået.

Sådan speciel idrætsmand har Julius Anker aldrig været, men en slags sport har han ikke holdt sig fra, for der er næppe mange i Hasle, som har spillet så mange spil kroket, som han har. Hvis eksercerpladsen, som fælleden i Hasle kaldes, kunne fortælle, så kunne den fortælle om de mange søndag – eftermiddagstimer, der er hengået med dette spil. Makkerne var som oftest de samme, og det der blev sagt, var som oftest også det samme. Lidenskaberne blev vel ikke bragt til højdepunkterne, men gjorde sig alligevel så stærkt gældende, at den tabende part måtte have revance inden de gik hjem.

I folks almindelige omdømme om Julius Anker, da har han i alle måder fået fuld anerkendelse, navnlig hans rolige, besindige optræden, men dog med en kraftig og altid overbevisende måde at kunne udtale sig på. Det har altid været almindeligt hos ham, når en sag blev drøftet, at han lod de andre tale først, og derefter udtalte han sin mening, og sådan, som den var, sådan blev det.

Uden særlig omtale af alle de mange, som i årenes løb har arbejdet på brødrene Ankers fabrik, vil det dog være rigtigt at omtale fabrikkens mangeårige bogholder, Hans Claudius Koefoed, der er født i Hasle den 26. februar 1859.

Koefoed blev tilknyttet fabrikken i 1891 og virkede der i 40 år, hvilket må betragtes som en ret respektabel arbejdstid på samme sted.

I de første år, da regnskabsvæsenet ikke fordrede sin mands hele tid, gik det for Koefoed, som det gik for lærlingene, og for resten også for de andre arbejdere på fabrikken, det var bare at tage fat på, hvad der forelå for øjeblikket, og hvis det var smedearbejde, der krævede en mand ekstra, så kunne man se, at Koefoed måtte ud og tage en forhammer med. Ligeledes var jo forholdet de dage, der skulle støbes, da måtte alt disponibelt mandskab ud i støberiet, og også der måtte Koefoed ud og hjælpe til, og han var i mange år fast mand i den ene ende af en støbeske.

I øvrigt så var Koefoed manden, der kunne tale med kunderne og de mange andre, der indfandt sig på fabrikkens kontor, bl. a. de forskellige firmaers repræsentanter, som gerne kom for at sælge noget. Det må bemærkes, at Koefoed købte sjældent noget af dem, hvis det ikke var meget hårdt tiltrængt.

Men særlig kunderne fra landet var Koefoed god til at tale med, da han selv var gammel landmand og godt inde på det felt.

At der somme tider blev talt lidt mere end absolut nødvendigt, det kunne vel ske, men der kom jo også mange mennesker, som var indstillet på at få så meget at vide som muligt, og de blev aldrig snydt når de kom ind til Koefoed på kontoret. At alle historier, der blev fortalt, var helt igennem autentiske, garanterede Koefoed vist ikke for, men den måde, hvorpå han kunne fortælle dem, bar altid sandsynlighedens præg.

Man skal ikke udelade en lille historie mellem Koefoed og en af lærlingene, og som havde sit komiske anstrøg.

Det skete almindeligt, at folk fra landet kørte op i fabrikkens gård, og når så Koefoed var inde på værkstedet og ikke lagde mærke til den holdende, så var der en eller anden der råbte op: ” ENJ BONE I GÅRINJ!”

Dette hørtes sikkert af vedkommende, som holdt derude, og lød jo ikke videre tiltalende. Efter at det var sket i hundreder af tilfælde, kom Koefoed ind i værkstedet en dag og sagde til en af lærlingene: ”Hør du Vilhelm, I skal lade være med at råbe det med en bonde i gården, for det lyder ikke pænt”. Resultatet af denne formaning var, at næste gang det skete, så var Vilhelm der igen, men denne gang udtrykte han sig på denne måde: ”en agerdyrker i gården”.

At Koefoed har været en god og agtet borger i byen, viser sig ved, at han har haft forskellige offentlige og andre hverv. Han har i mange år været kommunal revisor, i sin tid formand for den fri fattigkasse, bestyrelsesmedlem i Bornholms Skytteforenings 3. kreds og bestyrelsesmedlem i Østbornholmske Dampskibsselskab.

Koefoed har tre sønner, som alle er i gode stillinger, og en datter, som opholder sig i hjemmet.