Som allerede tidligere antydet, så har firmaet Brødrene Anker virket med stor alsidighed, idet der foruden selve fabriksvirksomheden med alt, hvad dertil hører, er udført mange arbejder, som ikke specielt hører en maskinfabrik til.
Det første store entreprisearbejde var arbejdet med udvidelsen af Hasle havn, hvilket blev foretaget i årene 1893 – 1894 og bestod i, at der blev lavet et helt nyt havnebassin. Desuden blev den gamle havn og indsejlingsrenden uddybet.
Det skal bemærkes, at der foruden firmaet var to murermester og to tømrer-og snedkermestre med i entreprisen, og som personlig deltog i arbejdet. Hvorom alting er, gav dette forholdsvis store foretagende en masse arbejde til fabrikken. Der blev lavet en ny dampmaskine og kedel, som først blev brugt til at trække tipvognene op fra havnebassinet og senere anbragt i uddybningsmaskinen. Desuden blev der lavet en del kraner, stenværktøj og beslag til afdæmningstømmer, o. m. a.
Hvad der kan bemærkes som et kuriosum ved dette havnearbejde var bl. a., at alle de kul, som skulle bruges til at fyre med, tog man op af havnebassinet, idet der lå en kulrende, som man skulle tage op for at komme ned i den dybde, som fordredes. Der var så rigeligt med kul, at de arbejdere, der havde hus og hjem, også fik deres part til vinterbrændsel.
Der kunne berettes meget om dette havnearbejde, om hvilke snedige måder, alt blev indrettet på for at gå så nemt som muligt, men det vil sikkert virke for langtrukket i denne beretning.
Foruden dette arbejde blev der samtidig foretaget en forlængelse af vestre mole, men dette overgik til en anden entreprenør. Denne oplevede imidlertid ikke at se sit arbejde færdigt, men forinden sin død havde han kontraheret med Julius Anker om arbejdets udførelse.
Om begge arbejder skal kun siges, at de blev begge udført til alles tilfredshed, og uden at det her skal røbes, hvor meget, vides det, at der økonomisk blev et ret godt overskud.
Efter dette havnearbejdes fuldendelse har firmaet Brødrene Anker haft mange andre havnearbejder, således flere gange i Hasle, Helligpeder, Teglkås og Hammerhavnen. Alle disse arbejder, bortset fra Hasle havns store udvidelse, har firmaet haft i entreprise uden licitation, og når dette har kunnet lade sig gøre, er det fordi de allerede ved det første havnearbejde fik vandbygningsdirektoratets anerkendelse for at det var udmærket udført.
Hvad priserne angår for disse arbejder er der forhandlet med vandbygningsdirektoratet og ministeriet i hvert enkelt tilfælde.
Mens man er ved at omtale havnearbejderne, skal også kort nævnes beddingsanlæggene i Tejn og i Svaneke. Det er ikke fordi projekterne i og for sig er så store, men til brug i en fiskerihavn har de vist sig at være fortræffelige, og fiskerne, der benytter disse beddinger, er overmåde glade for dem.
I 1896 skete det, at en vandåre brød igennem og ret hurtigt fyldte lergraven ved Hasle teglværk. Det er den lergrav, som senere har fået det kønne navn ”Smaragdsøen”, og hvor der i de senere år ikke er optaget noget ler; men den gang blev hele teglværkets lerforbrug taget op her, og det kunne ikke gå an, at det stod stille for længe.
Vandet var trængt ind i det nordvestre hjørne – for så vidt man kan tale om et hjørne i et rundt hul – og straks mente man, at det var Østersøen, der var brudt igennem. Det viste sig imidlertid, at vandet var fersk og således intet havde med havet at gøre.
Brødrene Anker blev anmodet om at tømme lergraven og afdæmme den for en bestemt sum, og i øvrigt efter en behørig underskrevet kontrakt.
Vanddybden var ca. 25 alen på det dybeste, og et ret stort fladeareal. Der blev anbragt to stykker 6” centrifugalpumper, og efter at der var pumpet i nogle timer, konstateredes det, at vandspejlet sænkede sig. Tilløbet var altså ikke stærkere, end at der kunne lænses.
Efter at have pumpet i 4 – 5 døgn var man nået så langt ned, at pumpernes sugeevne formindskedes. Opgaven blev derefter løst på den måde, at den ene pumpe flyttedes ned, hvorefter denne pumpede op til den øverste. Ved at pumpe uafbrudt i 8 døgn kom man så langt ned, at man kunne sætte dæmningen, og siden blev graven hurtig tømt.
Det er senere blevet fortalt, at man ikke ville betale det fulde aftalte beløb for arbejdet (med den begrundelse, at det var gået hurtigere end man på forhånd havde troet). Pengene må jo alligevel være blevet betalt, for andet har jeg ikke hørt.
Af andre større arbejder kan nævnes Vand – og Gasanlægget i Allinge – Sandvig samt vandværket i Gudhjem.
Af de mange private vandværker, fabrikken har udført i årenes løb, var et af de interessanteste det, der blev opført til Hotel ”Helligdommen” i Rø. Dette hotel blev nybygget omkring midten af halvfemserne, og til et moderne hotel hører også et vandværk, således at vandet kan ledes op i etagerne. Anlægget blev udført på den måde, at der på Kildesgårds grund blev sprængt en beholder ud i den rene granit, hvilket skulle forestille en brønd. Det blev en rigtig pæn beholder, som var ca. 8 alen i diameter, men i øvrigt tør som aske.
De nysgerrige mennesker, der hver dag gik og så til, mente, at man måtte være tosset, når man ventede at få vand der i selve grundklippen.
Da beholderen var færdig, blev der boret tre huller nogle alen ned i klippen og derefter anbragt en masse dynamit i hvert hul. Efter at disse tre miner fik lov at eksplodere samtidig, viste det sig at projektet ikke var helt forfejlet, for kort tid efter steg vandet op af hullerne, og det der er vigtigt for et vandværk, var til stede.
Det er en selvfølge, at der under så mange års virke, og i en med så stor alsidighed dreven forretningsvirksomhed, er forekommet mange interessante problemer, som kunne være en omtale værd, men det er jo begrænset, hvad man kan få plads til i et lille hefte, og for resten vil nutidsmenneskene og vore efterkommere ikke kunne forstå at vurdere sådanne arbejder i forhold til den tids hjælpemidler. Man må nemlig tage i betragtning, at i de forløbne 50 år siden fabrikkens start er teknikken gået frem med rivende hast, og hvad der den gang kunne være en vanskelig opgave, er det måske ikke mere nu.
Inden dette afsnit afsluttes, skal man dog i korte træk omtale kuloptagningen ved Levka.
Det var i verdenskrigens år (den første), hvor det kneb med at få kul, og desuden skulle de betales i dyre domme. Da faldt det let i tanker at skaffe sig brændsel af hjemlige produkter, og så gjaldt det blot om hvor produkterne kunne fremskaffes, og hvem der kunne fremskaffe dem.
At man på Brødrene Ankers Fabrik også havde denne opgave for øje, siger næsten sig selv, og til at begynde med gik man i gang med at fabrikere tørv, hvilket foregik i den til Knarregård i Rutsker hørende mose. Men skønt tørvene var gode, så er tørv nu engang tørv og ikke kul. At der samtidig tænkes på bornholmsk kul, er en selvfølge.
Det siger sig selv, at to sådanne mænd som Jens og Julius Anker ikke kunne komme udenom den tanke. De er født og opvokset i den tid, da der blev drevet kulværk, de er blandt nulevende mennesker dem, der ved allerbedst besked om, hvor kullene er, og det er dem, der alle dage har vist den største interesse for de bornholmske kul. De ville derfor være de rette mænd til at starte et sådant foretagende. Men der, hvor de store kulbeholdninger ligger, kan ikke hvem som helst komme til at tage dem op, og derfor blev de liggende indtil videre.
Vest for de store arealer, som ejes af Hasle Klinker – og Chamottestensfabrik, ligger en lille mager avlsbrugerejendom, som den gang ejedes af en mand, ved navn Engell. På denne grund vidste man, der fandtes kul, om end ikke i store mængder.
Ved forhandling med ejeren blev man enige om at forsøge, og man gik ned med en skakt på den nordligste del af det terræn, man var blevet enige om at arbejde på.. Det var også på det sted, at kullene lå højest, idet kullagene ligger med, hvad man i fagsproget kalder et stik, på 1 – 10, opadgående i nordvest og nedadgående i sydøst. Der var ret godt at arbejde og ikke mere vand, end man havde let ved at holde læns. Kulrenden viste sig at være 24 – 26 tommer tyk.
Efter at have bearbejdet dette parti i så stor udstrækning, som man mente der kunne betale sig, gik man ned med endnu to skakter, og i løbet af et par år tog man ca. 57 000 hl. kul op til salg.
Det er en afgjort sag, at et sådan parti kul ikke kunne dække øens forbrug, men de kul, der blev taget op ved Levka, behøvede man ikke hente i England, og vejen til Levka var absolut sikrere end vejen mellem England og Bornholm.
Hvorom alting er, fik Brødrene Anker dog noget ud af deres kuloptagning, skønt der arbejdedes i det små og uden store midler. Et andet firma, der startede med samme formål, og med over en halv million i driftskapital, fik kapitalen opbrugt, men ingen kul.
Mellem mine tidligere interesser har jeg fundet kopi af den kontrakt, som blev oprettet mellem Brødrene Anker og ejeren af arealet:
Kontrakt
Jeg Jens Christian Engell giver hermed firmaet Brødrene Anker eneret til selv for egen regning at lade bryde kul på den mig tilhørende ejendom matr. Nr. 1a og 2 af Hasle Købstads landdistrikt.
Som vederlag for nævnte ret giver firmaet mig en afgift af 4 % – fire p. Ct. – af værdien af hele det kvantum solgte kul, der brydes på min ejendom, beregnet efter salgsprisen. Opgørelse finder sted månedsvis.
Firmaet skal være berettiget til at videre transportere sin ret efter nærværende kontrakt på betingelse af, at transporthaveren overtager firmaets forpligtelser efter kontrakten.
Da denne kontrakt skal være gældende også for alle fremtidige ejere og brugere af den nævnte ejendom, bliver den at tinglæse som bekræftelse på denne, den står skyldsat således:
Matr. Nr. 1a af Hasle Købstads landdistrikt, nordre herred, af hartkorn 2 skpr.2 tdr. 1alb.
Matr. Nr. 2 ibdm. Af hartkorn 1 skp 0 tdr. 2 ¾ alb.
Retsanmærkning ved tinglæsningen heraf frafaldes.
Vi brødrene Anker, erkender herved at have indgået på bestemmelserne i denne kontrakt, idet vi navnlig forpligter os til at tilsvare ejeren den stipulerede afgift.
Af hensyn til det stemplede papir bemærkes, at det stipulerede vederlag ikke vil overstige 2000 kr.
Misligholdelse af nogen af bestemmelserne i denne kontrakt berettiger den dermed forurettede til skadesløs erstatning hos medtrahenten.
Til bekræftelse under vore hænder vidnefast.
Rønne den 19. okt. 1919 Hasle den 20.okt.
Som ejer: Som bruger:
Chr Engell Brødrene Anker
Til vitterlighed: Til vitterlighed:
Bech Andersen A. H. Andersen
E. Lund H. Espersen