Nogle af dem, jeg husker, er Marie og Pehr Jensen. De boede i Østergade 11. De kom fra en mindre ejendom, som jeg tror hed ”Arbejdslyst” og lå i Tofte. De kom til byen som pensionister, men havde stadig lyst og evner til at lave noget. Pehr Jensen fortalte, at han havde lært af sin far, at man skulle hjælpe enker og faderløse, og det gjorde han sandelig på alle måder. Han var halt efter at han som barn var blevet angrebet af en gase og blev derfor kaldt ”Halte Pehr”. Han glemte ikke landmandens sysler, og jeg husker, at han sad på jorden og ”hârada” en sajs (en le), som han åbenbart skulle bruge hos en enke eller faderløs, der trængte til at få græsset slået. Marie Jensen var en trivelig kone. Hun og min bedstefar, der også var ret trivelig, havde et spil kørende, hvem der vejede mest, og de måtte ofte op på firmaets vægt, (Brødrene Anker) så tvisten kunne afgøres.

Marie Jensen kunne godt lide at snakke, sad ofte på bænken ud for Østergade 26. Det var ganske morsomt, at høre hende fortælle vidt og bredt, og der blev ikke skjult noget. Blandt andet fortalte hun, at Pehr havde lyst til at ”gå i byen” af og til, og når han kom hjem, var han ikke rar at få besøg af i sengen. En gang tænkte hun, at hun ville undgå problemet ved at lægge sig i høet om natten.

Da hun vågnede om morgenen lå Pehr nok så nydeligt ved siden af hende. De havde en gravhund, ”Snap”, der løb efter alle biler, der kørte i Østergade.

Ned ad Sandløkkegade er der tre boliger, nr. 15, 17, og 19, som er sammenbygget med Østergade 11. I nr. 19 boede ”Sydame” Kristine Lind, der var søster til Christian, Peter, Carl, Andreas og Alfred Lind. Kristine Lind kaldte sine naboer for ”Vestermarie” og ”Østermarie” eftersom Marie Pedersen boede på den vestre side af hende i nr. 17 og Marie Jensen på den østre side.

Mine to fastre, Anna og Margrethe Anker boede næsten lige ved. Hvis de konstaterede, at der kom en god dansk film i fjernsynet om aftenen, sagde de, ”i aften kommer Kristine på besøg”; de havde nemlig fjernsyn før det var ”rigtig tilladeligt” i visse andre kredse.

Marie Jensen blev syg og kom på Allinge Sygehus, hvor hun lå sine sidste leveår. Annie og jeg fik en søn med læbe- ganespalte født på Allinge Sygehus, medens Marie Jensen lå der. Vi havde ofte Pehr Jensen med, når vi senere var på besøg hos vores lille dreng, der skulle blive på sygehuset til han skulle over for at blive opereret. Det var meget deprimerende at se de gamle mennesker ligge uden håb for fremtiden, men dejligt at se de mange glædestårer ved oplevelsen af, at et lille barn blev døbt netop midt i deres elendighed.

Jeg har senere set nogle fra min familie ”anbragt” på Allinge Sygehus og det har ikke været nogen rar oplevelse. Selv om det ikke er rart at tænke på ens sidste tid på et plejehjem, må jeg erkende, at tanken ikke er så skræmmende i forhold til den tidligere måde at gøre tingene på.

Erik Anker