Bornholms Tidende d. 12.04.1946.
25 Aar som Politimand.
Paa Mandag den 15. april er det 25 Aar siden, at en af de faste Folk indenfor Politistaben i Hasle, nemlig Carl Janus Emanuel Aakerlund, indtraadte i Politiets Tjeneste.
Han begyndte som Natvægter og senere blev Betegnelsen for Udførelsen af det samme Arbejde Natbetjent.
I en Samtale, vi har haft med Aakerlund, udtaler han, at da han begyndte, var Lønnen saavel som Uniformen sløj. Man blev kun udstyret med det allernødvendigste for at Folk kunde være klar over, hvem man var.
Arbejdet bestod udelukkende i at traske rundt paa gaderne Nat efter Nat, uden Ferie, uden Helligdage.
Lidt efter lidt forbedredes dog Forholdene, særlig paa det økonomiske Omraade.
I 1944 indtraadte Aakerlund, om man tør anvende det Udtryk, i det rigtige Politi med fuld Tjeneste, og hvad bedre var, med fuld Løn.
Gennem de 25 Aar har Aakerlund lært mange Mennesker at kende, først og fremmest dem, der færdedes meget ude om Aftenen og Natten, og han har fulgt Byens Udvikling, set fra Nattens side.
Det har ikke været lige morsomt og behageligt altid, udtaler Aakerlund. I de første Aar var der meget med Slagsmaal og Spektakler. Mere udbredt Drikkeri gjorde saadanne Begivenheder til ugentlige Foreteelser, og mange af dem havnede i Detentionen. Senere havde dette heldigvis ændret sig til det bedre.
De haarde Snevintre havde ogssa været drøje at komme igennem.
Om større bedrifter, nævnte Aakerlund Paagribelsen af en Stortyv. Det var den Person, der for mange Aar siden røvede 32.000 kr. fra Postbilen mellem Svaneke og Østermarie. Han havde Bopæl i Hasle, og Aakerlund havde staaet udenfor Huset og set, hvor han gemte Pengene, hvorefter man gik ind og anholdt ham.
Han havde ogsaa flere Gange blevet alarmeret paa Grund af Indbrud, men oftest viste det sig, at et Pindsvin var kommet i Rottefælden eller en Kat løb rundt mellem Syltetøjsglassene. Ogsaa syge Mennesker har ofte benyttet sig af hans Patruljering, og han har mange Gange maattet hente Læge eller jordemoder.
Men Aakerlund har faaet Tid til meget andet end lige at passe sin Politigerning. Indtil for ganske kort Tid siden har han passet sin Bødkermestervirksomhed, og har saaledes arbejdet baade Dag og Nat. I de 24 Aar han var Natbetjent blev der ikke Tid til megen søvn.
I Foreningslivet er der mange, der har benyttet sig af hans Lederevner, saaledes har han fra 1918 været Formand for saavel Bødkermesterforeningen som Hasle Haandværker- og Industriforening, siden Oprettelsen af Bornholms Telefonsel -skabs Repræsentantskab har han været dettes Formand, og endvidere beklæder han Formandsposterne i Hasle Sygekasse, Dansk Arbejdes Hasle Afdeling, og Hasle Afholdsforening.
Ved siden af alt dette Arbejde har Aakerlund deruden faaet Tid til at benytte Pennen flittigt. Mange af de Dilettantkomedier, der er blevet opført rundt paa Bornholm, skyldes ham. Ligeledes er der ikke en Familiefest eller anden festlig Begivenhed, uden at der foreligger en eller flere Sange fra hans Haand. Af større Ting har Aakerlund udgivet: Brogede Blomster – Bornholmske Fortællinger – Lyngen, der veg – og sidst, – Mands Vilje -Mands Værk. For Tiden arbejder Aakerlund paa en historisk Roman, der foregaar paa Jons Kapel–Egnen og er fra Lübeckertiden.
Aakerlund bliver til Sommer 63 Aar gammel, men er stadig i Besiddelse af vitalitet og Humør som faa.
Paa Mandag vil det sikkert strømme ind med Blomster og andre Lykønskningsbeviser i det gæstfri Hjem i Vestergade.
Bornholms Tidende d. 23.05.1944.
Bornholms Politiforening holdt i gaar Generalforsamling i Industrien.
Formanden Overbetjent Petersen, Nexø, aabnede mødet, og Politibetjent Aakerlund, Hasle, valgtes til Dirigent.
Formanden aflagde Beretning om arbejdet idet forløbne Aar, og Kassereren, Politibetjent Gaalaas-Hansen, Sandvig, gennemgik Regnskabet.
Til Bestyrelsen genvalgtes Formanden og Overbetjent Andersen, Rønne, og nyvalgtes Politibetjent Thiesen, Rønne, i stedet for Overbetjent Vad Sørensen, Rønne. Revisorerne, Politibetjent Hansen og Arrestforvarer Kreutzberg, genvalgtes.
Til Tillidsmænd for Reservebetjentene valgtes for østre Distrikt, Politibetjent Jørgen Jensen og for vestre Distrikt, Politibetjent Carl Nielsen.
Overbetjentene Petersen og Andersen samt Politibetjent Thiesen valgtes til Delegerede ved Ombusmødet i Næstved, der holdes engang i Sommer.
Foreningens Finske Fadderskab blev fornyet for et Aar. Paa forslag af Overbetjent Nielsen, Svaneke, vedtoges det, at Foreningens Kasserer skal have et Aaligt Honorar paa 100 kr. med tilbagevirkende Kraft fra forrige Regnskabsaars begyndelse.
Under eventuelt drøftede man forskellige Forhold, bl.a. Anskaffelse af en Fane, og det overlades til Bestyrelsen at arbejde med denne sag.
Bornholms Tidende d. 03.10.1947.
Politiforeningens 35 Aars Jubilæum.
Bornholms Politiforening fejrede som meddelt i Gaar 35 Aars Fødselsdag med en Fest for Medlemmerne med Damer og særligt indbudte. Festen holdtes paa Dams Hotel i den store Sal, og der var godt og vel 100 Deltagere ved smukt pyntede Borde.
Da Foreningens Formand, Overbetjent Arnoldus havde budt saavel Gæster som Medlemmer velkommen, førtes Foreningens Fane, baaret af den stoute Fanebærer Politiassistent Andersen og eskorteret af en Fanevagt ind i Salen til Tonerne af Fanemarchen.
Politibetjent Aakerlund fremsagde en versificeret Hyldest til Flaget, og efter at første Ret var serveret, gav Formanden en historisk Oversigt over Foreningens Tilblivelse og Arbejde gennem de svundne 35 Aar. Han nævnte, at Medstifter og den første Formand var pens. Politibetjent C. Sørensen, der paa en før Festen afholdt Generalforsamling var blevet udnævnt til Foreningens Æresmedlem.
Formanden for Dansk Politiforbund, Politiassistent Schytt Larsen, lykønskede Foreningen og overrakte paa Forbundets Vegne en Dirigentklokke af drevent Sølv.
Under spisningen blev der holdt mange Taler, bl.a. af Borgmester N. C. Nielsen, Amtslæge Kofoed, Kontorchef Abitz, Politifuldmægtig Lærkesen, Schytt Larsen, det nyudnævnte Æresmedlem m.fl. Ligesom der blev sunget flere Sange om Politibetjenten og for Damerne.
Efter at Bordet var hævet, blev der af nogle Politimænd opført en lille Sketch, der paa en morsom Maade gav nogle Billeder af Politimandens daglige Gerning.
Foreningens 35 Aars Jubilæumsdag blev fejret paa en smuk og værdig Maade, og Foreningen modtog i Dagens Anledning Blomsterhilsener og Telegrammer.
Desværre havde to af Foreningens indbudte Gæster, Amtmand v. Stemann og Politimesteren, maattet sende Afbud. Politimesteren paa Grund af Sygdom.