Nordbornholm d. 26.01. 1940.
Barneglæde.
Moer, det har snet i Nat,
alt er saa hvidt derude.
Moer, se, et Fnug har sat
sig lige paa min Rude.
Se den Busk ved Laaggen der,
dens Grene er saa hvide.
Det er, som naar den Blomster bær,
du ved, ved Foraarstide.
Aa, den lille Fugl, den graa,
kan den mon Varmen holde?
Og dens Tæer, de bitte smaa,
mon ej de bliver kolde?
Se paa vores Missekat,
forsigtig rundt den spanker.
Den gør baade Spjæt og Spjat
med sine Pusselanker.
Moer, aa det sner, det sner.
Moer, se mod Himlen:
Fnuggene bli’r fler og fler,
ja, sikke dog en Vrimlem.
Moer, hjælp mig Frakken paa,
og ogsaa mine Vanter,
dem, du ved, de lyseblaa
med de snehvide kanter.
Jeg skal ud til Per og Hans,
ja vi skal rigtig lege
midt i sneens lette Dans
hen over Mark og Veje.
Carl J. E. Aakerlund.