Bornholms Tidende 04-05-1962
Et firsårigt tidsbillede fra Hasle Havn.
Dette store arbejde med at bygge tømmerkisten blev overdraget bådebygger Andreas Hansen, og nu kom der liv på havnen med tilkørsel af de store træstammer oppe fra bondeskovene, og på den gamle savmølle, som stod nede på det sted, hvor i 1892 den nuværende inderhavn blev gravet, hvinede det store rundsav døgnet igennem.
I juli 1882 var man nået så vidt at tømmerkisten stod færdig, og søsætningen af den skulle finde sted.
Byens militæruniformerede tambur, Randers Kofoed, forkyndte om begivenheden og indbød alle til at komme ned til havnen og se noget, som de aldrig før havde set, og heller aldrig mere ville få at se. Ifølge tamburens trøst og borgernes gavmildhed til at slukke den, nåede han kun den halve by rundt, før han lagde trommestikkerne til hvile, men rygter klarede resten, thi da klokken var tre om eftermiddagen, var så godt som alle, der kunne krybe og gå, mænd, koner og børn, samlede nede på havnepladsen.
Her var afspærret for de mere almindelige borgere, således at honoratiores med byfoged og borgmester Gregersen i spidsen var samlet henne ved tømmerkisten, og disse kunne jo også lettere springe til side, om noget skulle gå galt med tømmerkisten, end om den var omkredset af nogle hundrede mennesker.
Henne på inderhavnens mole var anbragt et vældigt gangspil med fire bomme eller spag, som det jo kaldtes, med firskåren talje, og fjorten fiskere af de stabile var sat til at betjene spillet, når tømmerkisten skulle hales ud af slæbestedet, hvor den var bygget.
For nu at kunne bremse kisten, om den skulle få for megen fart på og løbe mod molen, havde man fået avlsbruger Christian Hansen på Storegade til med sine to kraftige heste at møde nede ved slæbestedet og få dem spændt for en stærk taljeløber, så de kunne holde igen på tømmerkisten og standse den i farten.
Gæstgiver Mortensen var også mødt med et par flasker vin, som han skænkede i glas, for man kunne jo ikke lade fiskerne gå rundt mellem så fine folk som byrådsmedlemmerne og byfogden, selv om flere af dem til daglig ikke var bange for en flaskehals.
En skål blev drukket, altså kun af dem inden for afspærringen, og de bedste ønsker blev udtalt af byfogden for havn og by, og så gav Andreas Hansen tegn til dem ved gangspillet, at de kunne begynde at hale.
Der blev spyttet i næverne, og med tre mand på hvert spag og de to til at klare enden af taljeløberen, begyndte den at stramme op, og tømmerkisten gled fra sin plads og langsomt ud i vandet, men her tog den fart så vandet stod som store bølger ind mod molerne, og til alt held var alle fiskerbådene halet ud af yderhavnen, da de ellers nok var havnet på bunden af havnen.
Nu lå den store tømmerkiste og vuggede let på vandet, mens hurraråbene rungede som torden over Haslehavnens kaj (frit efter mandalajvisen). Først den næste dag skulle den hales på plads og fyldes med sten, og her står den den dag i dag, og det skyldes ikke mindst, at da stabelafløbningen var til ende, samledes man oppe på Hotel Erna, hvor der blev udtalt snesevis af gode ønsker for tømmerkisten, og de har den indfriet gennem de svundne 80 år.
Det var en festdag for den lille by, som huskes længe, og da der på Hotel Erna ikke var nogen afspærring eller skillelinjer mellem de almindelige borgere og de finere, sådan som der havde været nede på havnen ved tømmerkisten, festede man i fællesskab til langt hen på aftenen efter gammel bornholmsk skik, som endnu eksisterede dengang, men desværre nu er forglemt, selv ved mere højtidelige lejligheder.
Carl J. E. Aakerlund.