Det var Sct.Nikolaus dag, den 6.december 1658. Vinteren var det år kommet tidlig til øen. Sneen lå som et hvidt tæppe og dækkede alt så langt øjet kunne nå, fra stranden og op i landet. Kun skovene stod som sorte silhuetter midt i alt det hvide. Vinden strøg skarpt og bidende fra nordøst og frosten bed, så det levende holdt sig inde i læ og varme. Alle vandløb og vandhuller var tilfrosne, jo, selv mange af brøndene ved gårde og huse var frosne helt til bunds. Om nætterne frøs det, så tonerne fra isens knagen ude langs kysten lød sukkende og klagende langt op i landet, og blandede sig med rævens fæle ”rynen” når de listede rundt om menneskenes boliger for om muligt at få fat i et eller andet til at fylde i den slunkne vom. Ikke alene var det den hårde vinter, som lagde sin dødningehånd over alt og alle, også andre begivenheder satte sit præg på øen og dens befolkning.

På ”slottet” sad svenskerne og regerede med hård hånd. Skatterne, som var pålagt øens befolkning, tyngede mere end den kunne bære. Fattigdommen bredte sig mere og mere over hele øen, chikaneriet overfor befolkningen fra svenske skatteopkræveres side føltes som en hån af det frihedskære folk. Det havde i de sidste måneder givet sig udslag i trods og opsætsighed mange steder. Uvisheden om fremtiden tiltog og affødte sammensværgelser hist og her i sognene. Der var noget i gære hos befolkningen, men det havde endnu ikke antaget fast form. Man manglede en anfører, en, der turde træde frem og lade budskabet udgå om samling til kamp mod svenskeherredømmet.

Oppe på ”slottet” var man ikke ukendt med, at der snart ville ske noget, og derfor passede man på. ”Slottet” blev sat i stærk forsvarsstand og landshøvdingen, Johan Printzensköld, havde ladet bud gå til svenskekongen om at sende soldater over til øen, for ved disses hjælp at kunne styrke forsvaret med en evt. opstand, da det havde vist sig flere gange, at de bornholmere, som var tvangsudskrevne til soldater, var respektstridige og nægtede lydighed over for deres svenske befalingsmænd. Således var altså stillingen her på Bornholm hin decemberdag, da fortællingen tager sin begyndelse.

Det var hen på eftermiddagen, skumringen havde alt begyndt at lægge sig over landskabet. Ud fra det østre byled i Hasle red en enlig rytter. I rask trav satte han kursen ad landevejen, som fører forbi den højtliggende Ruts kirke med det fritstående svære klokketårn. Skønt han var godt indhyllet i en lang og svær rytterkappe, skuttede han sig for den bidende vind, der førte en tæt, kold rimtåge fra landet ned mod havet. Rytteren var en mand i sin bedste alder, kraftig bygget. Et stort fuldskæg dækkede det meste af hans ansigt. Den måde, hvorpå han sad i sadlen, viste den øvede rytter, soldaten. Mens han trak skyggen af sin kabuds længere ned i panden, for at den bedre kunne skærme øjnene mod kulden og vinden, gav han hesten af sporene og i strakt karikere gik det nu ad den bakkede vej. Havde man kunnet se rytterens ansigt, ville man have set et beslutsomt glimt i hans øjne og et spillende smil om hans mund – to ting som hos en mand med vilje, altid røber, at han har noget for, noget som skal gennemføres. Rytteren var den gode hasleborger, købmanden Jens Kofoed, som agtede sig på besøg hos sin gode ven i Rutsker, præsten Poul Anker.

Da rytteren nærmede sig Niels Kummels hus på bakken, midtvejs mellem byen og kirken, lagde han mærke til, at der allerede var tændt lys i stuen, og at der var hængt dække for vinduerne, så lyset kun sås svagt fra vejen og ingen kunne ses i stuen, selvom man nærmede sig helt hen til huset. Dette undrede rytteren, thi det var ikke skik og brug dengang, at folk hængte tæt for vinduerne, når de ikke havde noget at skjule. Han lod hesten gå over i skridtgang, mens han frem fra kappen tog en stor rytterpistol og undersøgte fængkrudtet. Så red han videre, idet han lod hesten gå i den bløde sne i vejens side, man kunne jo aldrig vide. Da han nåede hen midt for huset, dukkede en mandsperson frem fra det ene hjørne. Rytteren hævede pistolen og spændte hanen, men blev i det samme opmærksom på, at manden gjorde tegn til ham om at være tavs. ”Er det dig, Niels?” lød Jens Kofoeds dybe stemme. Manden bejaede dette og kom helt hen til rytteren. Da han så, hvem det var, gled der et smil over hans magre og rynkede ansigt. ”Pas på, Jens Kofoed, her er fare på færde”. ”Hvad mener du Niels”, lød Jens Kofoeds dybe stemme. ”En af de svenske oppe fra ”slottet” sidder derinde og gør sig til gode med vort sidste brød og flæsk, og da jeg gik ud, svor han død og djævel over enhver dansk, som vovede at sætte sig op mod svenskekongens befaling ved ikke at betale skat eller tage vel imod hans høvedsmænds besøg”. ”Hvor kommer han fra?”. ”Han har været syd på og sige bønderne til at møde oppe på ”slottet” med tørt brænde til ovne og kaminer”, fortsatte Niels hviskende. ”Den hårde vinter og den forøgede indkvartering, de venter, kræver jo ekstra forsyning med brænde”. Jens Kofoed bøjede sig fremover og fra saddelknappen løste han en lille trælejl, som han rakte Niels Kummel. ”Se her, Niels”, sagde han ”er en lille drik til din fine gæst derinde. Det er en af den stærke spanske vin, som blev reddet i land i efteråret fra ”Russeren”, som stod på ved Teglkaas. Jeg havde egentlig tænkt at bringe den op til hr. Poul, for ham, den stakkel, har næppe råd til slig god drik til daglig”. ”Nej, Gud hjælpe os”; sukkede Niels ”man må snart være glad, bare man kan bjærge det tørre brød”. ”Når du nu kommer ind i stuen igen” fortsatte Jens Kofoed, ”lader du fidel og forekommende mod svenskeren og spørger høfligt, om ikke den kongelige svenske befalingsmand vil drikke et glas med dig, inden han rider videre i kulden. Kender jeg disse fyre ret, nøjes han ikke med det ene glas – bare skænk for ham til lejlen er tom. Men pas på, Niels, ikke at tage for meget selv. Vinen er stærk og slår let sin mand under bordet. Når du så synes, at han er ret tilpas til at høre det, så sig til ham, sådan lidt forblommet, om han ikke agter sig til præstegården i kvæld, for der foregår vist artige ting. Har du forstået mig, Niels?” Over Niels` magre ansigt gled et smil, og så hurtigt og lydløst, at Jens Kofoed knapt anede det, var han forsvundet i rimtågen, der nu var så tæt, at den skjulte hus og vej.

Jens Kofoed stak pistolen ind under kappen igen og skarpt spejdende og lyttende red han videre. Da han var kommet op under læ af kirkebakken, sprang han af hesten og trak den nord om kirken hen til præstegården, hvor han bandt den ind i stalden til præstens heste. Så listede han i skyggen af gårdens længer syd om gården og hen til præstens værelse. Der var lys derinde, men et tykt islag på ruderne forhindrede ham i at se ind i stuen, om præsten var ene eller der var flere personer til stede. Jens Kofoed lagde øret tæt til vinduet og lyttede en stund, men han hørte intet. Selvom dette virkede beroligende på ham, følte han sig dog ikke helt sikker, thi nødig skulle nogen af dem oppe fra slottet få færd af, at han og præsten mødtes her på denne tid af dagen. Han havde nemlig hørt rygte om, at oppe på slottet var man klar over, at det var ham og præsten, Poul Anker, som var skyld i de senere tiders opsætsighed og vrangvilje, som befolkningen udviste mod de svenske soldater. Det gjaldt derfor om at passe på. Da han havde lyttet endnu engang, gav han sig til at ånde på hjørnet af den nederste rude, og et øjeblik efter blev der en så stor optøet plet, at han kunne se ind. Da han så, at præsten var ene i stuen, gav han sig til kende og straks efter blev haspen løftet af døren, og de to venner hilste hinanden med et kraftigt håndslag. Præsten stængede omhyggeligt yderdøren igen og hængte et mørkt klæde for vinduet. Så tog de sæde ved bordet.

Disse to mænd, der denne aften lagde planer til den bedrift, som for evige tider indskrev deres navne i Bornholms historie. Meget vand er løbet til havet siden hin aften, og megen strid har der stået om hvem af disse to, der nu egentlig var ophavsmanden til bornholmernes opstand, og derigennem til Bornholms befrielse fra det svenske herredømme. Hvorfor denne ørkesløse strid! Havde disse to gode bornholmske mænd ikke mødtes hin Nikolausdag i præstens studerekammer, og på grundlag af, hvad der var blevet meddelt af spioner oppe fra slottet, lagt planer og taget beslutninger, som, da de senere blev bragt til virkeliggørelse, medførte det ovenfor nævnte resultat, havde så sandt heller ikke hin 8. december blevet det, den blev for Bornholm, men så havde de lærde historikere jo heller ikke haft noget at gøre sig kloge på!

Der kunne vel være gået et par timer eller så, siden Jens Kofoed var kommet til præstegården. Bedst som snakken gik, slog han en skrallende latter op til præstens store forundring. Da denne spurgte om grunden dertil gav Jens Kofoed tegn til tavshed og gennem frostnattens stilhed lød tonerne af en svensk soldatersang. Da præsten hørte sangen, lo han med. Jens Kofoed havde for noget siden fortalt ham om mødet med Niels Kummel på turen op til kirken. Efter som den syngende kom nærmere, hørtes tydeligt hestens hovslag mod den frosne vej, og også, at rytteren var i særligt strålende humør. Han frygtede hverken Gud eller Djævelen, men alle danske skulle komme til at frygte ham. Da han var kommet op til præstegården, hamrede han med sin sabel nogle drabelige slag på yderdøren og råbte til præsten om at lukke op. Da det lod vente noget, inden præsten fik i sinde at åbne døren for soldaten, blev denne gram i hu og råbte: ”Eja, du sorte præst, luk op i svenskekongens navn!” Præsten åbnede døren på klem og spurgte med alvorlig stemme og betragtede ham indtrængende. ”Hvem!” råbte soldaten og huggede næven i bordet ”hvem andre end dem, du plejer at komme sammen med og lægger råd i fællesskab med imod den lovlige svenske øvrighed her på øen!” Præsten slog en skraldende latter op. ”Man kan sandt for dyden mærke, at du har været på besøg hist og her på turen og fået godt traktement. Hvad er det for skrøner, du fortæller om sammensværgelser mod jer svenske. Tror du nogen bornholmer tør vove at vise trods mod folk som dig eller din konge?” Soldaten forstod ikke ironien i præstens ord. Han rettede sig op og slog sig for brystet. ”Nej, man skulle tro, det var løgn, hvad der fortælles”: ”Hvad fortælles der da?” spurgte præsten indsmigrende og skubbede ølkruset hen til ham, der tog sig en ordentlig drag deraf. Han sad lidt og stirrede med sine halvt slørede øjne på præsten, så sagde han stolt: ”Hvis du tror, jeg er ræd, så tror du forkert om Svenn Lilja! Både i Rønne og i Hasle, hvor jeg i dag har været, mærkedes alt for godt, at der var noget i gære mellem befolkningen. Vore folk, som er bosatte der, fortalte mig et og andet om dig og denne forløbne Jens Kofoed. Og i morgen, når Printzensköld får det at vide, vil han lade jer sætte i boldt og jern på ”slottet!” Der blev en pause, præsten havde rejst sig og gik urolig frem og tilbage på gulvet. Han forstod af soldatens ord, selvom de var prægede af hans berusede tilstand, at han vidste for meget. Kom det til landshøvdingens kundskab, var der ingen tvivl om, at han og Jens Kofoeds planer ville blive forpurrede, og at det også kom til at gå ud over befolkningen med strengere inddrivelse af skatterne og pålæggelse af andre byrder. Og ham selv og Jens Kofoed, jo deres skæbne behøvede de ikke at tvivle om. Nu stod meget på spil – nu måtte der handles!

Og pludselig skete der en forvandling med præsten. Det ydmyge, han tilsyneladende havde vist over for den svenske soldat, var som forsvundet. Rank og alvorlig stod han foran soldaten og skarpe lød hans ord: ”Det, du har fortalt mig nys, får Printzensköld aldrig at vide af dig”. Soldaten sprang op, så stolen, hvorpå han sad, væltede. ”Vover du at true, præst?” Han trak sin sabel, ”altså har det ikke været løgn, det jeg har hørt fortælle i dag om dig og Jens Kofoed. I nat følger du med til ”slottet”, du er min fange!” Der kom et smil på præstens læber. ”Hverken du eller jeg skal gå til ”slottet” i nat, du bliver her, thi det er dig, som er min fange”. Nu forstod soldaten, at det var alvor. Han belavede sig på at gøre et udfald mod præsten. Han fik det dog aldrig udført, thi frem fra alkovens forhæng sprang Jens Kofoed med hævet pistol. Da soldaten så, hvem han havde for sig, retirerede han bag om bordet. Jens Kofoed spændte hanen på pistolen.

”Læg sablen, om du har dit liv kært!” Jens Kofoed hævede pistolen og tog sigte på svenskerens hoved. Denne indså at her var ingen kamp mulig og overgav sig. En time senere strøg en slæde i rask fart fra præstegården mod Hasle, fulgt af en rytter i lang kappe. I slæden sad to personer: præsten Poul Anker og den svenske tilfangetagne soldat.

To dage efter senere indtog bornholmerne, anført af kaptajn Jens Kofoed og præsten Poul Anker slottet ”Hammershus”.

Fra bogen Bornholmerhistorier og Noveller, skrevet af Carl J.E. Aakerlund, 1942. Gornitzkas Forlag, Allinge.