Nu er huset nedrevet, og dets beboere og dem, som kom der ved festlige lejligheder, døde og henfarne, kun enkelte fortællinger fra den tid og om de forhold, som rådede dengang, lever endnu blandt folk og fortælles gerne.
En gang om året, når kartoflerne var taget op, holdtes der stort kartoffelgilde, og det var lige så omfattende som høstgilderne dengang plejede at være.
Hvor den skik at holde kartoffelgilde var kommet fra og dyrkedes her på stedet ovenover bakkerne ved det gamle fiskerleje Helligpeder, er der vel ingen som ved, men nogen almindelig bornholmsk skik var det ikke – nu er den sammen med så meget af andet godt og muntert, og vel også sundt, fra gamle dage lagt i graven af den moderne tidsånds følgesvende, blasertheden og overlegenheden.
Det er skade, for det var ved disse sammenkomster og gilder, at der blev fortalt historier om sælsomme oplevelser, som den og så den havde haft på sin færden ved dag og ved nat.
Det var det år, Ruts kirke blev restaureret og for en del ombygget, altså i 1884, at Pær Høi indbød til kartoffelgilde, og ikke alene slægten, men også andre godtfolk gjaldt indbydelsen, og de mødte alle.
Gamle Anders Lind var spillemand, og han var vellidt, hvor han kom, for han var så god til at fortælle ârier og sansâger, og sandru var han; han pralede ofte af, at han havde fortalt mange historier om sine oplevelser, men endnu aldrig fortalt en, der ikke var sandfærdig.
Da Anders mødte til gildet det år med sin fiol i skindposen hængende over skulderen, var de fleste gæster kommet, og mange af mændene bar det også synligt, at de ikke havde siddet ved tomt bord hele tiden.
Anders blev hilst med et: ”Ded e gott, a du kommer, Annars Lijn, for vi e segonn ver å sidda å kjeda vos, sin a Pær inte vil sjæjnkja mera for vos, ijnan a vi ska te å hâ mâdijn”.
Anders lagde fiolen fra sig på bordet og hang sin stortrøje op på et søm ude i forstuen.
Vil ni hâ e styjkkje på finkelinkan æjle en stårja?” spurgte han.
”La vos få en stårja æjle to, for din kvinkeleren får vi segu nok å, ijnan a ded bler mârn, å vi ska te å gå jemm,” sagde de andre, og efter, at han havde skænket et par snapse brændevin med lidt honning i, som Pærs kone vidste, at han holdt så meget af, og tændt sin tobaksfjøjgg, fortalte han, at han for et par morgener siden ved 5 – 5 tiden, da han gik hjemmefra huset lidt oven Helligpederbakkerne for at gå op til Ruts kirke, hvor han arbejdede som stensætter, og var kommet noget hen ad vejen, så han et stort skib noget ude fra land med ild i hele riggen. Han vendte om og kaldte på sin kone og børn, at de skulle stå op og komme ud og se synet; men de så intet, da de kom ud på vejen, og han selv så heller intet mere; først da han kom op på bakken igen, så han det brændende skib tydeligt med kurs ind mod land, og det mærkelige var, at hans arbejdskammerater ved kirken så det også alle, men ingen andre. Synet forsvandt kort efter, og det, at skibet satte kursen ind mod land, havde sikkert sin årsag i, at nogle grave, der blev uroede på kirkegården, hvor de arbejdede, gemte resterne af nogle fremmede sømænd, der for mange år siden druknede ved en stranding ud for, hvor ”Præssarabæjkkijn” løber ud i havet.
En anden historie fra ”Præssarabæjkkijn”, han fortalte, var den, at for snart hundrede år siden, regnet fra vore dage, var der en lille havn, hvori var plads til nogle små både. Når det satte ind med stygt vejr og høj sø, gik folkene, som ejede bådene, ned og trak dem op på land. En dag, der kom en vældig snebyge, gik folkene, som var nede ved bådene, i læ oppe i krattet, som voksede på skrænten ved bækken. Medens de sad her i læ bag buskene, så de en mand fra Helligpeder komme gående ad stien, som førte syd fra og mod fiskerlejet. Da han kom til vadet over bækken, mødte han en nisse, der kom gående fra havet og langs ad bækken og op efter; de talte sammen et øjeblik, men hvad det var, at nissen havde sagt, ville manden ikke fortælle for de andre, de så kun, at nissen fortsatte ad bækken og op mod højen længere oppe i landet.
At der boede underjordiske i højen var sikkert, for en dag, at den gamle Krakkijn kom gående ned mod ”Torredommijn”, mødte han en flok af disse små gubber. En af dem kommanderede de andre, og da Krakkijn, der var meget ferm af sig, gav sig til at kommandere, tog de underjordiske ham det meget ilde op, for inden han var klar over, hvad der skete, sad han på skrævs på en hvid mær og red helt hen til Vestregårdsløkken, hvor den kastede ham af, og da han lå på jorden, så han, at mæren var trebenet – det var selve ”Ellestingerens” mær, at han havde redet på.
Sådan kunne Anders Lind fortælle den ene stårjan efter den anden, og sandfærdige var de alle, selv om nogle af dem var så uhyggelige, at børnene, som også var med til kartoffelgildet, rædselsslagne klyngede sig til mødrene, der også selv følte sig uhyggelige ved dem og flyttede sig væk fra vinduerne, for ingen kunne vide, hvad og hvem, som luskede uden for i mørket; intet var jo så fælt at se som et par øjne, der lyser som tændt svovl på ruderne, for den, som først blev disse øjne vare, forstod nok bedst selv, hvad der ville ske, inden året var omme.
Så kom det højtidelige øjeblik da Pær bød til bords, og da det kneb med siddepladser måtte de fleste af børnene stå ved bordet, men det var for øvrigt noget, som var skik og brug til daglig i fattigmands hus dengang.
Den første ret, der blev spist, var salt torsk med sennep og kartofler, og Pærs kone havde beredvilligt fulgt hans råd om ikke at vande torsken for meget ud, da der skulle adskillige snapse brændevin til, og det smagte ikke godt til alt for fersk fisk, og det var heller ikke små kvanta af de stærke varer, der gled ned, og det både hos mænd og kvinder, og de store børn fik også lidt på bunden af glasset, medens de små, når de med tungen ud af munden stod og vrælede af den stærke sennep, fik en slurk øl af ølkruset, der gik på omgang fra mund til mund; det var gammel nordisk mad, der blev spist på gammel nordisk maner.
Efter den salte fisk og den stærke sennep, blev to store lerfade med stegte vildænder sat på bordet sammen med to boller bleg sovs med en træske op i hver til at øse sovsen op med, da det jo ikke kunne lade sig gøre, når der var så mange til bords, at dyppe i sovsebollen, så meget mindre, som de voksne ikke havde gaffel, men kun lommekniven at stikke i kødet og kartoflerne, og børnene spiste med ske.
Vildænderne havde Pær fanget nede ved stranden, når de om aftenen gik op på land og borede hovedet ind i ædjedyngerne for at varme næbbet, akkurat på samme måde, som gaddiserne gør det. Der blev tygget, knaset og smasket, og fingrene, der blev fedtede af at holde de fede kødstykker og ben, blev slikket rene med hørlige svup. Kartoflerne blev med lommeknivsbladet ført rundt på tallerkenen for at få det sidste af sovsen med – børnene klarede det lettere med tungen.
Man fulgte gammel bornholmsk skik, at til varm fersk steg hører ikke brændevin, men nok vin; dog slig drik nødes aldrig i ”Høiahuzed”, ved meget særlige lejligheder kun rom.
Efter vildænderne kom der risengrød på bordet, to fade med et stort smørhul i hvert og med morterstødt kanel på – tre boller med sødt øl blev sat sådan på bordet, at der stod et grødfad mellem to ølboller. Erkendende, at aldrig har nogen risengrød smagt bedre på en tunge end den, der blev spist med hornske af fælles fad, blev der langet til grødfadene. Børnene hang helt ind over bordkanten for bedre at kunne nå til fadene og smørhullerne og få skeen fyldt med let søde øl.
De mindste, der sad på skødet hos moderen, blev madet med den rest af grøden, som hun for hver skefuld, hun tog, levnede og med læben skubbede ud på spidsen af skeen. Det søde øl gik det hårdt på, men ikke alt svandt i maverne, for en hel lille bæk gik fra ølbollen og hen til hvert barn, som var selvspisende, og en part løb ned ad hagesmæk og forklæde på de små modermadede.
Da fadene var tomme, tog man hinanden i hånden og ønskede velbekomme, og så blev de lange piber tændt, medens kvindfolkene satte sig med den mindste på skødet, og længe varede det ikke, før han træt og mæt faldt i søvn og i drømme slikkede de sidste rester af det søde øl i mundvigene i sig.
En behagelig salighedstilstand lagde sig over alle, og af den vækkedes man først, da Anders Lind stemte fiolen og strøg let hen over strengene i takt med fodslagene i lergulvet til en ”Hamborr”.
Først da hanen gol tredje gang, spillede Anders sidste vals, og da himlen fik de første røde skær oppe over Ruts kirkebakke, fulgtes man ad hjem, gående, bærende og slingrende, og hvad der ikke var mindst vigtigt, glade og tilfredse – det var det sidste kartoffelgilde, Pær og hans kone holdt i ”Høiahuzed”.