Bornholms Tidende d. 21.02.1930.

Bornholmsk Komedie.

Af Dilettanter opføres paa Teatret i Hasle Forsamlingshus søndag d. 23. ds. en bornholmsk Komedie i 3 akter af Carl J. E. Aakerlund.

Stykket hedder ”Det bødes der for”, og handlingen foregaar ude paa Landet. Vi skal ikke røbe noget af Indholdet, men Forfatterens Navn borger for, at man kan vente sig en fornøjelig aften ved at overvære opførelsen, og de optrædende Dilettanter er for største Delen gamle, prøvede Kræfter, der er kendt fra deres Optræden de foregaaende Aar, hvor de har formaaet gentagne Gange at samle fuldt hus, og det samme vil sikkert gentage sig paa Søndag.

 

 Bornholms Tidende d. 17.12.1934.

Bornholmsk Aften i ”Viking”.

I Aftes holdt ”Viking” en bornholmsk Aften paa Grand Hotel Phønix. Aftenen havde god Tilslutning, idet der var mødt et par Hundrede mennesker.

Aftenen indledtes med bornholmsk Musik, udført af Lundts Duo, der fik velfortjent Bifald, særlig for en Potpourri over bornholmske Melodier.

Derefter fulgte Oplæsning i bornholmsk mundart af Carl J. E. Aakerlund, Hasle. Hr. Aakerlund læste et par Digte af sin egen Produktion, efter at han først som Medlem af Bestyrelsen for ”Borijnholmeralawed” havde udtalt sin glæde over, at Klubben havde lavet en saadan bornholmsk aften. Han læste derefter et par ”oversatte” meget fornøjelige Historier, der ligesom Digtene vakte stort Bifald.

Efter Oplæsningen gik Tæppet op for en bornholmsk Komedie ”Det bødes der for”, en Komedie, der ligeledes er skrevet af Aakerlund. Det lille Skuespil – sine Mangler ufortalt – rummer en mængde udmærkede og fornøjelige Enkeltheder, som i de flinke Udføreres Hænder kom godt til deres ret. De ungdommelige Skuespillere, der ikke er vant til at optræde paa de skraa Brædder, klarede deres ikke altid lige lette Opgaver ganske udmærket, og de fortjente fuldt ud det hjertelige Bifald, de navnlig til Slut blev gjort til Genstand for.

Efter at Komedien var afsluttet, og Salen var ryddet, tog Dansen sin begyndelse og afsluttede saaledes paa en fornøjelig Maade, en festlig aften i Klubben.

 

 Bornholms Tidende d. 20.07.1951.

Blandt Skuespillerne er fem Heste.

Carl J.E. Aakerlund, Hasle, har leveret Manuskriptet til Historien om Bornholms Frihedskamp.

Bornholms Historie er bevæget, og den har givet Stof til adskillige Romaner og Skuespil. Det sidste Skuespil har Carl Aakerlund leveret, og det er med blandt de mange Attraktioner, som de tre Sportsklubber byder paa til Sommerfesten i Morgen og paa Søndag. Skuespillet fortæller om Bøndernes Opstand mod det haarde Regime, som omkring 1650 raadede paa Bornholm. Det er Amatører fra Byen, som viser Stykket, og som noget helt nyt har man ”formaaet” bl.a. fem Heste til at medvirke.

Det hele er bygget omkring Begivenhederne paa Hammershus i Aaret 1651, og de Hasle Byfolk spiller en ikke ringe Rolle i Opstanden. Der er lejlighed til at følge Lensmanden paa Hammershus, Ebbe Ulfeldt, hans Hustru, der er Chr. IVs Datter, Hedvig, Borgmesteren i Hasle, en Landsdommer, en Slotsskriver samt alle de øvrige Personer, om hvem Intrigerne svøber sig. Desuden er der Masseoptrin af Soldater og Byfolk, og det hele kulminerer med et Broting paa Hammershus.

Scenen har faaet den bedste Placering paa et af de smukkeste Steder paa Stadion, og gennem de sidste aftener har Aktørerne gjort alt klart til de to forestillinger Lørdag og Søndag.

Dragterne er delvis leveret af Rønne Theater, men det har været vanskeligt at faa det hele til at passe ind i den Stil, som Skuespillet er skrevet i.

Det er imidlertid lykkedes, og man glæder sig nu til at vise, hvad der lokalt kan skabes af historiske Skuespil. Der er ikke sparet paa Kræfterne, og man regner afgjort med at faa udsolgt til saavel Lørdagens som Søndagens Forestillinger.

Forsalget er allerede begyndt, idet Raadhuskiosken har udleveret de første Billetter. I Kiosken kan man sikre sig Billetter til saavel Lørdagens som Søndagens Forestillinger, og der gøres fra Klubbernes Side udtrykkelig opmærksom paa, at kun de specielle Billetter til Forestillingerne giver Adgang. Der er altsaa ingen Mulighed for blot at købe Adgangstegn til Stadion eller Festpladsen.

 Bornholms Tidende d. 23.07.1951.

Glimrende Friluftsspil.

En af de mest bemærkelsesværdige Begivenheder ved Sommerfesten fortjener en særlig Omtale. Det var Premieren paa Carl J.E. Aakerlunds historiske Skuespil ”For Ære og Frihed”. Den produktive Haslebo har med dette Arbejde skaffet Bornholm et Friluftsspil, som ikke bør gaa i Glemmebogen saa snart. Det bør opføres ved senere Lejligheder, og maaske var det noget for BASG&I at sikre sig Skuespillet til Amtsfesten som afløsning for de dyre Kongelige Forestillinger.

”For Ære og Frihed” udspilles paa den Tid, da Bornholms misregeredes af den strenge Lensmand Ebbe Ulfeldt, som var gift med Chr. D. IVs Datter, Hedvig.

Den dramatiske Handling skildrer, hvorledes et oprør omsider faar gjort Ende paa den onde Lensmands Regimente.

Det var et baade velbygget og meget underholdende Stykke, og det blev spillet aldeles fortræffeligt.

Carl Jespersen spillede Ebbe Ulfeldt, Hedvig, spilles af Inge Brand, Inge Jensen var Kammerjomfruen. Tage Jensen Slotsskriveren. H.E. Rasmussen Ridefogeden, den unge Robert Andersen spillede Præsten, Jens Hvass, Ove Mogensen Landsdommer Hans Pedersen, Hans Koefoed borgmester Peder Hassel, Ruth Møller Elsebeth Hassel, Erik Stangegaard Abraham Hansen en fange paa Hammershus, Karen Molander havde rollen som Hanna Baadsklinkers, og Marie Holm spillede Gamle Ane.

Den plads, Sportsklubberne havde fundet til Friluftsspillet, var faktisk ideel. Den er indrammet af træer som holder alle vinde ude, og der er Mulighed for at lave en scene, som dog tillader medvirken af Heste.

Instruktionen var med sikker Haand foretaget af J. Brandt Kofoed, og nogle glimrende Dekorationer var fremstillet af Malermester G. Schou.

De dygtige Amatører havde lagt et Kæmpearbejde i ”For Ære og Frihed”, og det bør ogsaa derfor blive ved de to Forestillinger. Der skal ogsaa være Chance for, at skuespillet opføres allerede i denne uge.

 

 Bornholms Tidende d. 25.07.1951.

For Ære og Frihed.

Opføres Onsdag og Torsdag Aften.

Onsdag og torsdag Aften opføres som omtalt Carl J.E. Aakerlunds Friluftsspil ”For Ære og Frihed” paaden nye Friluftsscene paa stadion. Der er Forsalg af Billetter i Raadhuskiosken, og mange bør benytte lejligheden til at se det dramatiske Skuespil. Det faar en fortrinlig udførelse i de smukke Omgivelser.

Stykket udspilles paa den tid, hvor lensmanden Ebbe Ulfeldt misregerede Bornholm. Han for frem med haard Haand og kastede Bornholmerne i Hammershus Fangehuller paa den mindste Foranledning. Tilsidst bliver det en Kreds af Øboer for meget, og da Ebbe Ulfeldt samtidig falder iskulde have, brød han sig Pokker om, hvor meget Lensmanden ranede til sig selv.

 Klager og Bønskrifter var stadig paa vej til Kongen, der som Regel svarede med skønne løfter om Forbedringer, men aldrig indfriede dem.

En af de værste Høvidsmænd var den danske Adelsmand Junker Ebbe Ulfeldt, der blev Høvidsmand paa Hammershus.

Længe havde han ikke siddet som Herre paa slottet, før han ved hjælp af sine tro Haandlangere begyndte et sandt Rædselsherredømme paa Øen. Havde de andre Lensmænd pisket med Svøben, saa piskede han med Skorpioner.

Slottets Fangekældre fyldtes med Fanger. Torturredskaberne sledes paa de ulykkelige Lemmer, og paa Slottets Galgebakke dinglede i Galgen Øens bedste Mænd i Takt med Stormens sus og Kragernes hæse Skrig.

Landsdommer og Borgmestre, der tog Øens Folk i forsvar, blev af Junkeren anklagede for Opsætsighed mod Kongens Befalinger og mod hans Lensmand – alt var et Virvar, og samtidig ulmede Oprørs- og Selvhævdelsestanken hos Bornholmerne, og en Dag drev deres stejle sind dem til Fremfærd mod Junker Ulfeldt, en Fremfærd, der kan betegnes som maaske den mest enestaaende i Bornholms Frihedskampe.

Det er dette Oprør med Junker Ebbe Ulfeldt og hans Mænd, Forfatteren af Skuespillet ”For Ære og Frihed” paa en højst dramatisk Maade har skildret.

Skuespillet, som glimrende egner sig dom Friluftsskuespil med riddere, Borgermænd og Ryttere paa fyrige Heste, opføres som meddelt ved Bornholms Amtskytteforenings Fest i Hareløkkerne Søndag den 3. August.

 

 Bornholms Tidende d. 27.07.1951.

Personerne i Carl J. E. Aakerlunds Skuespil.

I Aftes opførtes Carl Aakerlunds Friluftsspil ”For Ære og Frihed” for sidste Gang paa Stadion. Vi bringer i Dag andet Steds i Bladet en artikel af Lærer Hans Larsen, Holte, tidl. Nexø, som fortæller om de historiske kendsgerninger, der ligger til Grund for Skuespillet. Lærer Hans Larsen gør opmærksom paa, at der for visse af Personernes Vedkommende er en væsentlig Forskel paa Aakerlunds Opfattelse af dem og paa det billede, Historien har tegnet af de samme mennesker.

 

Bornholms Tidende d. 31.07.1952.

”For Ære og Frihed” i Hareløkkerne.

Lidt om Carl Aakerlunds Skuespil.

Ved BASG&Is Amtskyttefest i Almindingen paa Søndag den 3. August opføres om aftenen i Hareløkkerne.

Carl Aakerlunds Skuespil ”For Ære og Frihed”. Her fortælles lidt om Skuespillet.

Mangen en Frihedskamp har Bornholm gennem Aarhundrede ført mod Fjender, der kom udefra for at røve, plyndre og brænde, og ofte var disse Kampe for Ære, Liv og Gods blodige og gav Øens Forsvarere Nederlag – men aldrig tabtes Modet!

 Stejle i Sind og haarde i Fremfærd blev Bornholmerne af kampene mod de røveriske Fjender, og disse to menneskellige Egenskaber gav Bornholmerne styrke ogsaa i Kampen mod indendørs Fjender, og af disse var der mange.

Lidet heldige var de danske Konger ofte med de Mænd, der sendtes til Bornholm som Kongens Lensmænd.

Eventyrere og Lykkeriddere var mange af dem, selv om de var af dansk adel, og her paa Bornholm var et stort og godt Jagtrevier, naar det gjalt om ukontrolleret i Aarevis at kunne udsuge Brfolkningen i form af skatter og Leverancer af Kvæg og Korn; naar bare Kongen fik, hvad han Unaade ved Frederik den Tredjes Hof, lykkes det at faa gjort Ende paa hans Regemente.

Paa ovenstaaende billede ses en situation fra ”For Ære og Frihed”. For Lensmanden (længst til højre), hans Skiver og Ridefogeden er den med lænker belagte Fribonde Abraham Hansen fra Klemensker fremstillet.

Billedet giver desuden et indtryk af der fortræffelige Scenearrangement.

 

 Bornholms Tidende d. 03.12.1958.

Fortalt af Carl J.E. Aakerlund.

Sidste tredjedel af de 300 mand kunne få denne løn, og dermed afrejse fra Bornholm.

Et andet forhold, som vakte harme på øen, var, at kongen sendte en skrivelse til bornholmerne, i hvilken han bød de bornholmske selvejerbønder at lønne den militære styrke på Hammershus, i alt 120 mand, dog at det tilkom fem bønder at lønne en soldat.

Denne ordre fra kongen blev dog på grund af bøndernes fattigdom ændret af Ulfeldt til, at der i stedet af hver gård skulle udredes én rigsdaler til lønning af de 20 underofficerer, som var i landskompagnierne.

Disse landkompagniers officerers løn og ophold påhvilede det købstæderne at udrede. –

Dette krav til bønderne blev dog omstøbt ved en af Landsdommer Hans Pedersen senere afsagt dom.

Når Ebbe Ulfeldt opholdt sig på Hammershus, omgav han sig med et slags hof, væsentligst bestående af militære personer, og for rigtigt at sætte glans over det, hvervede han 16 sjællandske ryttere under påskud af, at de skulle holde strandvagt øen rundt.

Kongen påbød, efter sin svigersøns ønske, de bornholmske bønder at udrede underhold til disse ryttere, således at der for hver 400 tdr. hartkorn skulle underholdes en rytter fuldt udrustet og med 5 rigsdaler i kontant løn hver måned.

Samtidig blev det bestemt, at når en af fæstegårdene blev ledig skulle en af Ulfeldts ryttere overtage den. Hvor han kunne gøre det, blev fæstebønderne sagt ud, og ellers lod han rytterne indkvartere i andre fæstegårde, hvor de overtog styret. Bønderne kæmpede som rasende for at værne deres rettigheder, der gik ud på, at de bornholmske vornedgårde var på livsfæste. Om disse Ulfeldtske ryttere er der bevaret mange historier i de gamle arkiver, hårde og brutale var de over for befolkningen – enkelte gårde bærer endnu navnet ryttergårde efter dem.

En af de værste af Ulfeldts ryttere var Christoffer Meisner, der også kaldtes Christoffer Skytte, hvilket navn han havde fået som kongens hofjæger, men havde foruden at skyde af hjortevildtet til kongens hofhusholdning også optrådt som vildttyv, og var for dette dømt til galgen. Han blev dog på forbøn af prins Christian benådet, og det var denne Christoffer, Ulfeldt lod fæstebonden Hans Mogensen i Vestermarker med hustru og børn kaste ud af gården.

Desuden udnævnte Ulfeldt Christoffer til at være sandemand i sognet, hvilket var en slags betaling for den gæstfrihed, Ulfeldt altid mødte hos Christoffer, men særligt hos dennes kone.

Denne Christoffer fór frem med stor ufærd mod de andre bønder i sognet, dræbte en og forfulgte en anden bonde på vejen med skarpe våben.

Han måtte dog igen ud af gården, da den af den nye konge, Frederik den tredje, nedsatte kgl. Kommission af 1660 tilkendte Hans Mogensens enke gården. En anden af rytterne var den under bornholmernes opstand; 1658 så kendte Niels Gumløse.

 Han var også en bandit mod bornholmerne, hvorom meget fortælles. Således overfaldt han ejeren af Hakkeledsgård i Vestermarie og dennes dattermand med stik og slag. De måtte alle, både voksne og børn, flygte fra gården, og et par dage efter måtte den sårede dattermand bundet til en hest med hænderne løbe den lange vej fra Hakkeled til Hammershus, hvor han sad i fangehullet i 9 uger, til familien havde skaffet 100 daler til at løskøbe ham for.

Gumløse skulle også have en fæstegård at bo på, og man forsøgte at få ejeren af Frigård i Rutsker, Lavrids Lavridsen, smidt ud til fordel for Gumløse, men det mislykkedes. Ulfeldt lod ham stævne ind for herredstinget, men inden han fik dom her, kom kommissionen af 1660 og tilkendte ham gården, ydermere måtte Ulfeldt yde ham erstatning for lidt skade.

Niels Gumløse havde imens fundet sig en kæreste og var blevet gift, og da han ikke kunne få nogen gård at bo på, slog han sig ned i Hasle, og da byfogedembedet på samme tid var ledigt, valgte Ulfeldt ham til at beklæde dette embede.

Da Hasleboerne var raske til både at snakke og slås, fandt den viltre rytter Niels Gumløse sig hurtigt tilrette blandt dem, og for ham var der heller intet mere at gøre som rytter, da den før omtalte kongelige kommission ophævede Ulfeldts ryttereskadrom.

Da Hammershus slot var i en ynkelig forfatning på den tid, og derfor kun var et lidet behageligt opholdssted for den fine junker Ebbe og hans skønne frue, kongedatteren Hedvig, lod han meget omlave på slottet og forandrede også mange af værelserne efter sin smag, men til trods for, at der blev ofret omtrent 1000 rigsdaler på disse forbedringer, var der dog næppe et sted, hvor herskabet kunne være i tørvejr og i læ for storm og regn. Ved henvendelse til sviger faderen, Chr. IV, fik han tilladelse til at tage den store Simblegård i Klemensker til bolig for sig og sine nærmeste medarbejdere. Denne gamle officersgård beboedes af en Johan Lillie, og for at blive af med ham, lod Ulfeldt ham flytte til Frennegård i Ibskersen.

Ulfeldt lod gården delvis ombygge til værdigt bosted, og til at bestyre den tog han sin kok fra Slottet Lars og en ladefoged. Alle ægter og alt arbejde af bønderne i syv sogne lod han tilflyde Simblegård, så bønderne i de øvrige otte sogne på øen måtte yde dobbelt til Hammershus. Denne Lars Kok blev, da han kom i denne ophøjede stilling som bestyrer for sin ædle herre, junker Ebbe Ulfeldt, en hund med bønderne. For at jage de bønder, som skulle møde til tvangsarbejde på Simblegård, en skræk i livet, lod han lave en træhest, som blev opstillet midt på gårdspladsen.

 Desværre blev den ikke alene brugt til at skræmme med, men flere af sognets bønder fik også lov til at sidde på skrævs på dens skarpe ryg, og flere af dem blev også skamferede for livstid. Hans Nielsen fra Dâbjerg, der på grund af en rygskade ikke kunne følge med i arbejdet, måtte ride træmæren er dag og en nat. Per Mortensen fra Bolleris fik ydermere bundet en sten til hvert ben, for at han bedre kunne mærke mærens skarpe ryg i skridtet, og det var blot for, at han havde vovet at sige til Lars Kok, at om han slap levende fra ridtet, ville han klage til kongen. Således gik dagene på gården og Lars Kok og hans kammerater nød synet inde fra stuerne af de stakler, som sad på træmæren, pinte, uden mad og drikke. Også fangehul blev indrettet på gården, og her blev flere af sognets bønder sat ned, når de syntes kokken for genstridig. Men de Klemensker bønder, var ikke sådan at skræmme – de tog pinen og svor hævn.

Da den omtalte kommission var her på øen, stod nogle af sognets bønder frem og klagede om Kokken og hans træhest og fangehul. Resultatet af klagen blev at Lars af kommissionen blev dømt til selv at tilbringe lige så mange dage på træhesten, som han havde dømt andre til det, og hvad angik fangehullet, blev dommen over ham den, at han skulle sidde der indelukket lige så længe, som bønderne havde siddet der.

Denne dom var vel nærmest at betragte som illusorisk, for hvem skulle eksekvere den på Lars, der stod under Ulfeldts beskyttelse, og det forstod også de klagende og pinte bønder, de måtte tage sagen i deres egen hånd, og det gjode de også, de mødtes i al hemmelighed på den gamle Kannikegård og lagde råd op.

Det gjaldr om at handle hurtigt, inden Kokken kom bort fra gården, og i nattens mulm og mørke listede en flok bønder fra de nærmeste gårde, bevæbnede med stokke og høtyve – skydevåben og sabler havde Ulfeldt jo taget fra dem – ned til Simblegård.

Bønderne var jo ikke ukendte med forholdene på gården, så de havde let ved at finde vej til de steder, hvor de skulle.

Det første, man gjorde, var at trænge ind i det kammer, hvor de to soldater, som Ulfeldt havde til sin beskyttelse, lå; de blev overmandet, inden de var helt vågne, bundet og kneblet i sengen. Ulfeldt og hans hustru var nemlig dagen før redet til Hammershus, så soldaterne havde frivagt.

Så gik turen til Lars Koks sovekammer. Ved trusler om at blive skudt fik man ham til at tie, og han blev ført i bar skjorte ud i gården. Samme medfart fik ladefogeden, som var af samme kaliber som den anden, og nu blev de begge sat op på den forhadte træhest, ryg mod ryg og med et reb bundet sammen, så de ikke kunne vælte dem af.

Om morgenen, da andre af sognets bønder og husmænd mødte på gården til tvangsarbejde, blev de drevet derfra af de andre, som belejrede gården og sørgede for kreaturernes pasning, ellers lå den store gård stille og øde hen.

Først den tredje dag efter, da Ebbe Ulfeldt vendte tilbage, kom der liv på gården, men da var bøndernes hævn over den lidte tortur og forsmædelighed fuldbragt, og da Ulfeldt et år senere måtte forlade Bornholm og dermed også Simblegård, tog bønderne igen affære og gik op på gården og fjernede den hengemte træhest, som de bar op på Bognebakken, lidt øst for gården, og der blev den brændt på bål.

Carl J. E. Aakerlund.