Nordbornholm d. 10.12.1937.

                                    Smeden fra Daubjerg.

 Vinteren havde begyndt usædvanlig tidlig det Aar, og nu laa Isen og spærrede for Kysten og dens smaa Havne. Det kneb derfor for mange at bjerge Føden, da Havet jo intet gav, og stort bedre var det heller ikke for at skaffe noget til Huse af Brændsel til Ildsted og Ovn; for ogsaa her forhindrede Isen Havet i at give Drivtømmer eller Kul, hvad der ellers om Vinteren ved Paalandsvind kunde være rigeligt af.

Var det Slemt for Beboerne i de smaa Havnesteder og hos dem, der boede i de smaa Hytter og Huse nede ved Stranden – eller mellem Kystens Bakker, saa var det ikke stort bedre hos Folkene oppe i Landet.

Ganske vist kneb det vel ikke saa haardt for dem at skaffe noget at bide og brænde; men til Gengæld øgedes Fattigdommen der ved de store Afgifter og Ydelser, som skulde erlægges paa ”Slottet” til Underhold for Svenskens Soldater.

Næppe var den ene Skat eller Ægt Brænde afleveret, før der kom Bud efter den næste, – Og stadig blev det, der forlangtes, mere og mere.

Man protesterede og paaberaabte sig Løfter om Skaansomhed; det havde blot til Følge, at Skatteopkræverne optraadte med større Strenghed, og mange var de, der maatte løbe efter Skatteopkrævernes Øg med en Løkke om Halsen lig en gemen Forbryder, for, naar Turen var til Ende ved Slottets Vingebro, at blive hensat i en af dets mørke og kolde Fangekældere, indtil de havde lovet Bod og Bedring og lovet at betale den paalignede Skat i ofte mer end fordoblet Størrelse.

Det hjalp ikke at man hemmeligt sendte Klage baade til Svenskekongen og den danske Konge. Intet hjalp! Skatterne steg, Fattigdom bredte sig, og Utilfredsheden mod det fremmede Herredømme voksede. Dette forstod man ogsaa oppe paa Slottet, og derfor blev der trukket flere Soldater dertil, hvad naturligt irriterede Befolkningen endnu mere.

Men det, der ramte allerhaardest, var den stadige Udskrivning af vaabenført Mandskab fra hele Øen til den Svenske Hær.

Adskillige Hundrede unge Mænd, saavel oppe fra Landet som af Kystbefolkningen var allerede udskibede til Sverige, og nu skulde Hundrede afsted igen.

Til en Del af disse var der gaaet Bud, at de skulde møde i Hasle, hvor en svensk Analup skulde afhente dem. Dette var imod den tidligere anvendte Transportmetode, hvor man havde overført hele det udskrevne Mandskab paa en Gang i et af den svenske Marines store Skibe. Men dette vovede man ikke nu.

At have Hundrede trodsige Bornholmere, hvoraf mange ikke var bange for at vove Liv og Lemmer ombord paa et Skib, var for risikabelt. Det havde vist sig før, at der var flydt Blod ombord, inden man var naaet fra Bornholm til Sverige.

Derfor havde man nu besluttet at Mandskabet skulde transporteres i mindre Flokke og til forskellige steder i Sverige.

Mændene havde i de sidste Par Dage samlet sig i Klynger nede ved Havnebygningen og iagttaget en svensk Orlogsmand, som holdt den gaaende for smaa Sejl saa tæt inde under Isbræmmen, som den turde; men i Morges havde Skibet lettet med Kurs Nord paa, og man var klar over, at det nu var søgt op under hammeren for at finde Landgang der.

Der var ingen Tvivl om; at det var det Skib, der skulde hente det udskrevne Mandskab, hvorfor man nu ventede Bud oppe fra Slottet om at møde der.

Enkelte af de unge havde vel kommet med Hentydninger om at søge op i Landet og skjule sig for at undgaa at komme til at springe som Svensk Soldat; men de mere besindige havde fraraadet det, thi, som de sagde, ”skjuler man sig, tager de blot to andre i Stedet.”

Ja det hændte vel ogsaa, at en gammel Moder maatte gaa den tunge Gang til Slottets Fangekælder, fordi hendes Søn var rømmet fra Øen, efter at han var udskreven til Svensk Soldat.

Nej, man kendte Svenskens Overmagt og bøjede sig; men Utilfredsheden voksede.

Paa hjørnet af den nuværende Storegade og Toldbodgade laa den Gang en lav, men lang, lerklinet Bygning, hvori Thorkild Monsøn holdt Kro og Gæsteri for saavel Byens Folk som for dem, der kom langvejs fra og søgte Ly for Natten.

 Den Dag, vor Historien foregaar, Klokken kunde vel være tre slet, og det var begyndt at skumre, var der kun en eneste Gæst hos Thorkild. Det var den kendte Smed fra Daubjerg, Annars Olsen.

Han var kommet til Bys for at tilkøbe sig noget Jern, som Fiskerne havde bjerget i Land fra et hollandsk Skib, der tidligt paa Fiskjed var strandet i Levkabugten og blevet Vrag.

Smeden fra Daubjerg var kendt viden om paa Øen for sit Arbejde. Som ung havde han og Thorkild været sammen i det tyske som Lejesoldater i Hæren.

Smeden, der var af godt Nemme, havde set og lært ikke saa lidt af de tyske Våbensmede, han var kommet sammen med, og nu var der ingen her paa Øen, der kunde smede saa God en Kniv eller saa God en Huggert som han. Ja selv adskillige Pistoler og Karabiner udgik fra hans Værksted, og de Flintelaase, han lavede, svigtede aldrig.

 Krudtpanderne paa hans Skydevaaben var endog bedre til at holde paa Krudtet end dem paa de franske Geværer med de blaat anløbne Piber, hvorom det sagdes, at de kunde holde Krudtet tørt – selv i Regnvejr.

Hverken Smeden eller Thorkild vendte tomhændede hjem, og der findes vel endnu Slægter efter dem i hvis Gemmer der ligger Arvegods af digreste Metal hentet fra erobrede og plyndrede Byer af de to Ungdomsvenner.

For nogle Dage siden var Præsten i Clemens, den lærde Haagen Sonesøn Rønnebye, kommet op til Smeden og bestilt et kunstfærdigt forarbejdet Gitter til at anbringe foran Alteret i Kirken.  Præsten vilde skænke dette som Tak for al den hjælp, som var ydet ham til Lindring af den Nød, han var kommet i, formedelst Præstegaardens Brand Pinsedag 1652. Denne Hjælp var ydet ham, ikke alene af hans Sognebørn, men ogsaa fra bornholmske og skaanske Kirker.

Om Haagen Sonesøn Rønnebye fortælles, at til Trods for at han var født i Blekinge, var han saa god en dansk Mand som nogen indfødt Bornholmer.

Denne Danskhed, som han aldrig lagde skjul paa, havde engang nær kostet ham dyrt.

 Det var da Printzensköld var buden til Barselsgilde hos Præsten og der blev ført adskillige discurser, i hvilke ikke alene Præsten, men ogsaa hans Datter udtalte Sympati for Danmark.

Herover blev Printzensköld saa fortørnet, at Præsten, for ikke at risikere sit Embede, maatte forsone Landshøvdingen ved at forære ham en Sølvkande og sin bedste Hest.

 En Kæmpe var Smeden baade i Højde og Drøjde – og den svære Skindvest, han bar, gjorde sit til, at hans Overkrop og brede Skuldre saa fantastisk mægtig ud, som han sad bag Bordet i Krostuens halvmørke. Et stort rødt Skæg dækkede det meste af hans ansigt, der vansiredes en Del af et langt Ar, der gik ned over hans ene Kind – et Minde fra ungdommens Krigsbedriftet.

”Drik ud, Annars,” sagde Thorkild, ”saa skal vi smage et Krus af det Rostockerøl, jeg tuskede mig til i Sommer af den prøjsiske Brig, som laa til Ankers”.

”Ja lad os drikke, ellers risikerer vi bare at Svensken kommer og tømmer Ankeret,” sagde han og lo, saa det rungede i Stuen.

”Naa – skal Svensken drikke gratis Øl her, bliver det Tyndt øl,” svarede Thorkild ligesaa skræmmende.

 ”For resten,” vedblev han, ”skal det ikke undre mig, om vi snart faar Besøg. Den svenske Skude, som skulde hente vore unge folk over til svensk Krigstjeneste, lettede i Morges og stod Nord paa, saa det varer næppe længe før her kommer Bud om, at de skal møde oppe paa Slottet.”

Smeden svor en drøj Ed og slog sin vældige Næve i Bordet. ”Hvorfor jager man ikke det Pak ud af Landet.”

”Det kommer, det kommer du,” sagde Thorkild, ”men snak ikke saa højt. I disse Tider har vinduer og Vægge Øren.

”Snakke maa vi ikke, slaas maa vi ikke,” tornede Smeden.

”Betale Skatter og levere Kvæg og Brænde til dem deroppe, det maa vi! – Skade kun, du, at vi er saa gamle, ellers kunde det ha’ været, at vi ogsaa skulde snakke med. Nu har vi bedst af at tie og vente.

Kan hænde, der snart kommer en Dag, hvor vi ogsaa kan være med, helt glemt Haandteringen har vi vel ikke?” kom det lidt sørgmodigt fra Thorkild.

”Ja, kommer den Dag, skal Smeden fra Daubjerg ikke mangle i Geleddet! – Har du hørt noget?”

Thorkild nikkede bekræftende og gik i det samme hen og lagde Øret til Ruden i Væggen, der vendte ud til Alfargaden.

”Hører du noget?” spurgte Smeden.

”Ja, det lyder, som kom der et Par Ryttere herhen imod.”

”Saa er det nok Ryttere oppe fra ”Slottet”. Skal du ikke tænde en Praas? Det er altid bedst at have det saadan, at man kan se sine Folk an.”

Thorkild gik hen og pustede til Gløderne paa Ildstedet og fik en Pind til at flamme, og med den tændte han to store tællelys. Det ene satte han paa Bordet, hvor Smeden sad, og det andet lod han blive staaende paa den Disk, hvor han havde sine Karafler og Glas staaende.

Saa aabnede han en Lem i Gulvet og lod Ankeret med Rostockerøllet glide derned.

”Det er tidsnok at skænke Godtøl, naar man først har set, hvad Slags Mønt, der lægges paa Bordet,” grinede han og smækkede Lemmen i.

Hovslagene lød nu nærmere paa den frosne Jord; og snart efter gjorde to Ryttere Holdt uden for Krodøren. Thorkild og Smeden kunde høre, at de bandt hestene til de i Væggen anbragt Jernringe, og efter en Stunds Forløb blev der banket paa Døren.

Thorkild lukkede op, og ind i Krostuen traadte de to Ryttere i lange Kapper. Den ene bar Officers distinktioner; den anden var kun menig Soldat.

 De hilste paa svensk militærisk Vis, og Smeden svarede igen paa Tysk. Dette sprog forstod de svenske ikke, hvad der øjensynligt glædede Smeden meget, da han saa kunde faa en enkelt Sætning meddelt Thorkild, uden at Svenskerne kunde forstaa det. Snart slog han derfor om i det bornholmske sprog. Varmen og det gode Øl, der nu flød i stride Strømme, thi Smeden lagde den ene Sølvmønt efter den anden paa Bordet, gjorde sin virkning.

Stemningen steg hos de Svenske, og Pral og Løgn om udførte Bedrifter til Lands og til Vands blev disket op. Og hvad Svenskerne ikke kunde fortælle, det kunde smeden; han lo, saa det lød som en Torden, og for hver Gang, han havde fortalt en Historie, faldt hans Næve i bordet med en saadan Kraft, at Kander og Krus væltede. ”Djævlen anamme,” skreg den svenske Officer,” Øllet er for bra til at flyde paa Gulve!”

”Saa hit med mer, Thorkild!” raabte Smeden.

Klaprede med Laaget paa Kanden. ”Det er ikke hver Dag, jeg faar Lov til at traktere paa Svenske-Majestætens Soldater! Derfor Skaal og Drik ud! Hit med mer, Thorkild!”

Thorkild fyldte paany Kanderne med sit stærke Øl.

”Hvad er egentlig jert Ærinde her i Hasle i Dag?” spurgte nu Smeden, der syntes ganske upaavirket af det stærke Øl, han havde drukket.

Det var ligesom den udfordrende Tone, Smeden lagde i sit direkte Spørgsmaal, kaldte paa noget i Svenskernes Bevisthed, som Rusen hidtil havde holdt tilbage.

Officeren fik et lurende og ondskabsfuldt Udtryk i Øjnene.

”Hvem spørger du for?”

”For mig selv”, svarede Smeden roligt.

”Kommer det dig ved?”

”Ja!” kom det kort fra Smeden, og hans Øjne brændte sig ind i Officerens – Denne anede Uraad og sprang op.

”Hvis du vil vide vort Ærinde, saa er det at hente nogle af jeres opsætsige unge Mænd over til Svensk Krigstjeneste for at lære dem, hvorledes de skal opføre sig mod Svenske-Majestæten og hans Høvedsmænd; og om det mig lyster, tager jeg ogsaa dig med, thi du har vist ogsaa godt at faa lært, i hvilken tone, man udfritter en Svensk Officer!”

Smed, der sad mellem Bordet og Væggen, rejste sig langsomt, og da Officeren saa hans vældige Krop i Skæret fra det blafrende Tællelys, gav det et Gisp i ham.

”Godt Ord igen! Sagde Smeden, ”ej troede jeg, det var fornærmeligt at spørge en Svensker om, hvad han har at gøre mellem Danske? Men naar du siger, at om det lyster dig, saa tager du mig med til ”Slottet” som Svensk Soldat, saa tager du fejl.

Hverken du eller nogen anden faar Lov til at tage mig med, om jeg ej selv vil!”

Officeren, der nu forstod, at der laa Alvor i situationen ændrede sin Taktik, nu var han kun Officeren!”

”Har du Fribrev paa det?”

”Ja,” sagde Smeden.

”Saa befaler jeg dig i Kongelig Majestæts Navn at vise mig Brevet, og kan du ikke det, maa du lystre min Befaling om at følge med os!”

”Her er mit Fribrev!” raabte Smeden og rev sin Vams op, og begge Svenskerne stirrede maalløse paa to blanke dobbeltløbede Pistoler. Som et Lyn trak Smeden Pistolerne ud af Bæltet og med en Pistol i hver Haand, rettet mod Svenskerne, spurgte han: ”Ønsker du at se et bedre Fribrev?”

Officeren, der forstod, at her var han den lille, tav, saa lød der to Skud; begge Lys slukkedes, og i Mørket sprang Smeden over Bordet og ud af Krostuen. Det stod ham, ikke længe paa at faa sin Hest løs fra Ringen i Muren, og komme i Sadlen.

Da de to Svenske Soldater var kommet dem lidt ovenpaa den Forskrækkelse, Smeden havde givet dem, sprang de ogsaa i Sadlerne og optog Forfølgelsen. Her ude i det fri, var de jo dog to mod en, og mærkeligt skulde det være, om deres Pistoler ikke kunde række lige saa langt som hans; tilmed havde han nu kun to Skud tilbage.

Da Svenskerne steg til Hest, stod Thorkild i Døren; han lo saa smørret: De skulde blot vide, at medens de drak og Sang for lidt siden, havde han været ude og krænget Skarphagerne af Hestenes Sko, saa Hestene nu vilde glide og styrte, kom de ud paa glat Vej. Lyden af Hovslagene fra de Galopperende Heste lød skarp i den froststille Aften, og Folk, der hørte det, undrede sig hvad det kunde være.

Hvor nu Samsingsbro dækker over Aaløbet, var der den Gang en stor Dam om Vinteren, og Dybden dér var saa stor, at ingen vovede sig ud paa Isen, thi man vidste, at paa det dybeste Sted var Isen altid tynd, og faldt man igennem, kom man aldrig op igen. – Dybet trak nemlig nedad.

Da Smeden og hans Forfølgere naaede op imod dette Sted, lod han sin Hest sagtne Farten, saa Afstanden mellem ham og Svenskernes formindskedes.

De raabte til ham om at standse, men han raabte tilbage, at de kunde jo fange ham.

Saa – med et, da han mærkede, at Hesten var kommet ud paa Isen, gav han den Sporerne, og som en Stormvind for den hen over den blanke Flade. Da Hesten naaede ud mod Dammens dybeste Sted, var det ligesom den anede Faren; den sagtnede Farten lidt og vilde dreje til Siden; men Smeden tog et voldsomt Ryk i Tømmen og gav den Hug paa Hug i Siderne med de skarpe Sporer.

Hesten stejlede – men saa for den hen over den tynde Is, der dækkede over det bundløse, koglende Dyb.

Isen holdt, saa stærk var Farten.

Da Smeden var kommet over paa den faste Is, holdt han sin Hest an, trak sine Pistoler frem og spændte Hanerne.

Svenskerne, der kun var et halvt Hundrede Skridt efter ham, nærmede sig nu det farlige Sted, som de ikke kendte.

Da Hestene kom ud paa den tynde og Glatte Is, begyndte de at glide paa de blanke Sko. Rytterne gav Hestene Sporerne og fremad gik det. Men da de nærmede sig midten, løftede Smeden begge Pistoler og gav Ild.

Hestene standsede forskrækkede – Isen brast, og i det koglende Dyb, hvor fra aldrig nogen kom op, sank Heste og Ryttere.

 

                                                                                              Carl J. E. Aakerlund.