Lørdag den 20. oktober 1979 i Bornholmeren, skrev Arne Ipsen & Eyvind L. Lind.

Dagliglivet omkring Jons Kapels klipper.

Dramaer på Kysten.

I strandingshistoriens vidtfavnende kapitel vil vi – inden vi fortsætter systematikken i påsejlingerne og grundstødninger – bringe en samtale med Hans Peter Lind (født 1890), der beretter om en stranding nytårsaften 1905.

Hans Peter Lind fortæller, at vi sad hjemme i Teglkås og spiste klipfisk og grød. Far havde redningstelefon, som pludselig klemtede. Vi hørte, at der skulle være strandet et skib ved Hvidekleven, lige neden for Jons Kapel, men nu var strandet lidt længere nordpå. To mand var sprunget i land, og de kom op ad klipperne til Ringe, hvorfra de slog alarm.

Vi måtte af sted, Kofoed, H. P. Vang, far og jeg, forsynet med stavlygter og tov.

Det var en aften med vest kuling og tåge. En lille gotlandsk damper på 3 – 400 tons var strandet, og to mand druknede, mens fire andre på stod på skæret. Maskinmesteren havde lige fyret, og hvis han havde smækket jernlågen i, så var han ”faret lige i” ved grundstødningen. Damperen løb fuld af vand, og to af besætningsmedlemmerne gik ud med redningsbåden på den forkerte side og druknede.

Jeg ville jo være med ved redningsarbejdet, men det blev ”gamle” H. P. Kofoed og Vang, der skulle ligge nærmest klippekanten. Vi lavede en strop på tovet, firede det ned og halede de fire op ad klippevæggen, en efter en. De to, der selv havde reddet sig i land, var mænd på 40-50 år. Seks mand kom altså i land, de fik mad og kom i seng på Hotel Jons Kapel, hvor de boede i nogle få dage, hvorefter de blev sendt hjem. Dagen efter redningsarbejdet gik vi en tur til stedet, og vi så et mandfolkelår stikke op gennem pladerne på det knuste skib.

Kofoed, Vang og far fik hver et sølvbæger med inskription fra den svenske kong Oskar den Anden.

Påsejlet af ukendt.

Natten mellem 18. og 19. maj strandede ved Helligpeder den 187 tons store skonnertbrig ”Alert”. Den var lastet med pibeler. Skibet kom fra England og skulle til Stockholm. Skibets 7 mands besætning reddede sig i land. Derefter blev skonnerten kastet ind mod strandbredden, hvor det blev slået til vrag.

Den 15. april 1888 løb dampskibet ”Balder” af Gøteborg på grund ved Kås. Den 18. april grundstødte dampskibet ”Riga” af Antwerpen ved Kås.

Den 8. november 1889 drev barken ”Arrauken” af Fønsberg i land syd for Hammeren. Den var lastet med petroleum. Den var blevet påsejlet af et ukendt dampskib. Besætningen var blevet reddet af en Flensborg – damper, der førte mandskabet til Memel.

Den 16. april 1893 forulykkede brødrene Nils og Anders Hansen af Helligpeder under laksefiskeriet.

Med megen dramatik grundstødte den 18. september 1894 den tyske panserkrydser ”Prins Wilhelm” ud for Gines Minde. Om baggrunden for strandingen hedder det blandt andet, at det skete på grundlag af, at den tyske kejser Wilhelm havde givet ordre til at den tyske Østersøflåde skulle afgå til manøvre i Østersøen. I begyndelsen af september lettede den tyske flåde, og fra Kiel-kanalen satte den kursen mod Bornholm, i hvilket farvand øvelsen for en stor del skulle foregå. Det var her, at den prøjsiske kryster ”Prins Wilhelm” for fuld kraft med sin vædderstævn borede sig ind i stengrunden ud for Gines Minde. Strandingen skete kl. 4 om morgenen, og i de tre dage, der gik, inden krydseren blev trukket af grunden, var der naturligvis en større valfart til stedet, hvor tilskuerne i massevis tog det usædvanlige skib i øjesyn og interesseret fulgte det intensive bjergningsarbejde med de mange mislykkede forsøg på at få det store skib af grunden.

Krydseren var på 4400 tons og havde en besætning på 370 mand, den var efter datidens målestok et stort fartøj. Det var ganske stille, men lidt diset vejr – da grundstødningen skete. Årsagen var efter sigende den, at skibets øverstbefalende – kaptajn Sannov – havde set en lanterne i østlig retning og var derfor af den formening, at det var en af de øvrige tyske enheders krydsere. Han satte derfor kursen efter dette lys, som viste sig at være et lys inde på land. Meldingen om strandingen bredte sig hurtigt ud over hele Bornholm. Hasle redningsvæsen rykkede ud, men kom aldrig i funktion, da tyskerne nægtede enhver form for hjælp.

Også tre af Svitzers bjergningsfartøjer, der var blevet tilkaldt, blev afvist med den motivering, at man nok selv skulle klare problemerne.

Måtte opgive.

Om det meget besværlige bjergningsarbejde oplyses, at et tysk skoleskib gjorde mange forgæves forsøg på at trække havaristen af grunden, men måtte gang på gang opgive. Ombord på krydseren havde man endog i forvejen søgt at lette krydseren mest muligt ved at bringe en del løst inventar fra borde, men lige meget hjalp det.

Den 20. september, tredjedagen efter den umotiverede grundstødning, kom der imidlertid hjælp fra moderlandet, idet al anden tilbudt hjælp blev afvist fra krydseren.

I flådemanøvren deltog også selveste kejser Wilhelm, som på det tidspunkt befandt sig om bord i krydseren ”Hohenzollern”. Da meldingen om ”Prins Wilhelm’s stranding indløb, lod han straks sit skib sætte kursen mod Bornholm.

Da han kom til stedet, lod han sig skibe om bord i havaristen, hvor han – efter at have fået de nærmere enkeltheder om grundstødningen forelagt, personligt afsatte krydserens kaptajn Sannov, på stedet.

Kejserens krydser og skoleskibet fortsatte bjergningsarbejdet, og til sidst lykkedes det at få det store krigsskib bragt flot. Det blev derefter slæbt til en eller anden nærliggende tysk havn.

At begivenhederne har vakt opmærksomhed, fortæller bl.a. snedker Koefoed Stender, Sandvig, om i sin beretning.

Han siger således, at strandingen afstedkom så stor interesse både hos voksne og børn, at den i de dage planlagte provsteeksamen i skolen blev aflyst, da alle børnene først og fremmest skulle se den strandede krydser.

Den 29. oktober kl. 2 strandede jernskonnerten ”Karen” af Nexø ud for Teglkås. Det var pålandsvind, og vejret var usigtbart.

Den 7 mands store besætning blev hen på morgenstunden i redningsstolen bjerget i land.

Druknet kvinde.

Den 30. januar 1904 fandt man i strandkanten liget af en ung kvinde. Hun var forsynet med redningsbælte. I hendes linnedtøj var indsyet bogstaverne K.G. Liget blev begravet på Rutsker kirkegård samme dag, som fiskerne Jens Dick og Christian Finne blev begravet.

Den 18. april 1905 ankrede et tysk panserskib og 10 kanonbåde op ud for Bæla.

Samme år blev Jens Finne og Hans Linds kone angrebet af tyfus og døde.

Den 5. oktober samme år strandede ved ”Krågeturn” det finske jern-fuldrigger skib ”Earl af Zealand”. Det var på 1400 tons og lastet medplanker og høvlede brædder. Skibet blev i brændingen slået til vrag, og ved auktionen blev der solgt for ca. 9.000 kroner. En del af plankerne blev bjerget af Hasle – fiskerne, medens resten drev i land på stranden. Hver bjergers part blev på 56 kroner.

Skipper Peter Westh med familie var den 28.oktober sejlet til Sæne. På hjemturen tog han en ung sømand fra Rønne om bord, men da de nåede ud for Løvehovederne, kuldsejlede båden, der straks efter sank. Westh og den unge mand omkom. Liget af Westh drev senere i land og blev fundet en måned efter. Liget af den unge sømand fandt man aldrig.

I januar 1907 strandede ved Teglkås damperen ”Freja”. Den kom fra København. man afslog enhver hjælp, men man havde held til selv at få den af grunden.

Den 13. november 1908 løb jagtgaleasen ”Fjældstauvninj” af Vang på grund nord for Dragør.

Juleaften samme år kl.8 løb den lille svenske damper ”Erik” af Gøteborg på grund ved Hvidekleven. Det var vestlig kuling og tåge, og imod kaptajnens forbud gik fire mand i båden, som blev slået i stykker, og alle fire druknede: 1.styrmand Runsin fra Himse, 28 år, matros Edvardsson, 19 år. Stevward Henriksen, 19 år, og jungmand Nymand fra Visby, 18 år. Et af ligene drev i land ved Jons Kapel og blev begravet på Rutsker kirkegård.

I juli 1909 strandede dampskibet ”Komet” af Køningsberg. Skibet var lastet med kul. Det gik på grund nord for Vang og blev slået til vrag. Vang – fiskerne købte kullene, hvorom det hedder, at ”de tog dem op og solgte dem”.

Den 19. februar 1912 kl.11 strandede ved Bæla en lille ukendt damper, som ved egen hjælp kom af grunden.

Den15. oktober kl. 4 strandede ålekvasen ”Emma” af Stralsund under pålandsvind mellem Helligpeder og Bæla. To mand reddede sig i land ved egen hjælp.

Den 4.februar 1913 grundstødte lidt syd for Helligpeder, nærmere betegnet ud for Kæmpeåen, den russiske damper ”Odessa” af Libau. Det var regntykke og vestlig kuling. Den havde en besætning på 30, hvor af to var damer.

Den 19. november samme år grundstødte under en orkanagtig storm om eftermiddagen ved Teglkås galeasen ”Freja”.

Samme år strandede lidt syd for Helligpeder en russisk emigrantdamper, der var på vej hjem fra USA. Mandskabet kom ubeskadiget i land på den flade strand, dog med undtagelse af den kvindelige skibslæge, en lille sortsmudset person, der var så udmattet, at man måtte bære hende op ad kysten til en ventende vogn. Hun blev anbragt i logis i fem dage, indtil man kunne få hende sendt hjem på konsulatets regning. Hun viste sig at være en ret civiliseret dame, men virkede i høj grad usmagelig på grund af sin sjuskede person. Hun talte udmærket engelsk, og som kontrast anførte man, at hun til gengæld var fuld af lus.

Den 15. marts 1915 strandede i stærk tåge ved Jons Kapel kl. 3.30 dampskibet ”Bråvalla” af Norrkøping. Skibet var lastet med maskinkul. Besætningen var på 19 mand og 2 kvinder. De blev alle reddede.

Den 20. marts samme år kl.4 om morgenen strandede S/S ”Luba” af Lübeck syd for Vang på rejse fra Lübeck til Køningsberg. Det var lastet med føde til de tyske tropper på Østfronten. Ladningen bestod bl.a. af svesker, abrikoser, kaffe, konserves, farve, olie, tøj m. m.. Besætningen var på 13 mand. De blev reddet i land, dels ved egen hjælp og dels i redningsstol.

På samme tid kom en svensk tre- mastet skonnert ”Hulda” af Höganäs på grund ud for Finnedalen. Besætningen var på 6 mand, der alle blev bjerget i land.

Den 4. november 1919 døde Hans Lind, Teglkås. Han blev begravet den 9. november.

Bange for pest.

Om morgenen den 16. december 1922 løb Øks store damper ”Lituania” på grund ud for Teglkås havn. Fisker Hans Peter Holms hustru har fortalt, at hun tydeligt mærkede, da damperen løb på grund, for det drønede som en torden, da skibet grundstødte på klipperne. Kort efter bankede fisker Thorvald Ipsen på ruden og råbte, at en stor damper var strandet. Det lille fiskerleje kom snart på benene og en båd, hvori bl.a. var den stedlige repræsentant for redningsvæsenet, fisker Holm, gik ud til damperen. Den lå fuldt oplyst lige uden for havnegattet til havnen, men det var ikke fiskerne muligt at lægge til damperens side, da begge skruerne forårsagede en voldsom strøm langs skibsskroget. Derefter arriverede toldvæsenet og politiet. Man var af den opfattelse, at damperen kom fra et pestsmittet land, men alt hvad man i øvrigt fik oplyst, var, at skibet kom fra New York og skulle til Danzig. Kaptajnen var i logbogen angivet at hedde Møller, men i telegrammet om skibets afrejse fra New York den 6. blev han kaldt for Christensen.

Svitzers repræsentant, mægler M. Kristensen i Hasle, blev bordet ombord, men kaptajnen ønskede ikke at modtage hans assistance. Kaptajnen tillod i øvrigt ingen at komme om bord og fortsatte med at lade skruen arbejde, hvilket umuliggjorde enhver landsætning. Men trods forsøg ved egen hjælp om at komme fri af klipperne, stod skibet uhjælpeligt fast.

”Lituania” var på 3940 nettotons, den lastede ca. 4000 d. w. skibet var indrettet til passagerfart og havde 16 – 18 store redningsbåde på dækket. Man formodede, at den var lastet med stykgods og ca. 600 tons vand ballast, som rimeligvis kort efter strandingen var udpumpet. Skibet stak 14 fod for og 22 fod agter.

Kaptajnen forsøgte på alle måder at frigøre skibet, men på grund af ler og rullesten var det foreløbigt umuligt. Et forlydende gik bl.a. ud på, at den engelske bjergningsdamper ”For most”, der var stationeret i Kalmar, var blevet tilkaldt for at give tilbud på bjergning af ”Lituania”.

1.styrmand på skibet var bornholmeren, Ferdinand Andersen, søn af fyrpasser Andersen, Hammerodde Fyr. Styrmand Andersen var dagen før påsejlingen gået i land i København for at holde juleferie. Der var ca. 100 passagerer ombord, som skulle hjem og holde jul.

Allerede den 19. december kom damperen fri ved egen hjælp. Det var til stor skuffelse for fiskerne i Teglkås. Denne gang blev der imidlertid intet til nogen af parterne.

Som en humoristisk sjæl udtrykte sig: ”Der røg den julegås” – og så dampede ”Lituania” af sted til bestemmelsesstedet med sine mange julepassagerer.

Den 1. maj 1923 strandede den engelske damper ”Inverness” ud for Helligpeder havn. Det skete kl. 7. Det var tåge og stærk vestenkuling. Ved grundstødningen fik ”Inverness” en lækage i højtanken, men i øvrigt var alle øvrige bundtanke fyldt.

Fisker Vang har fortalt, at det kun én gang tidligere er sket, at en damper har stået så nær land. Det bornholmske redningsvæsen tilbød mandskabet hjælp, men det blev afslået. Om selve strandingen oplyste fiskehandler Finne, Helligpeder, som var den første, der opdagede grundstødningen, at der kom en ualmindelig tæt tågebanke umiddelbart før damperen strandede. Han havde opholdt sig vesten for sit hus, men kunne intet se til skibet, før det var helt inde på stenene.

Den 2. juli 1923 strandede S/S ”Kolyma” af Cardiff syd for Helligpeder på rejse fra Antwerpen til Leningrad. Den var lastet med stykgods.

Den 13. oktober 1923 om morgenen strandede syd for Jons Kapel den franske damper ”Saumur” af Nantes. Det var et nyt skib på 1911 registertons. Det kunne laste 4000 tons. Skibet stod kun 30 alen fra land.

Som en afslutning på strandingslivet og beretninger herom, hvor meldingerne, dagbogsoptegnelser og en enkelt meddeler har givet sit bidrag til historien om denne dramatiske side af livet i de små fiskerlejer nord – vesten – kyst, så skal optegnelserne afsluttes med en selvoplevelse fra slutningen af 20èrne. Det vil så sige, at et åremål på ca. 50 år indtil dato endnu ikke er datoregistreret, men vil senere fremkomme.

Som sagt! En sommerdag sidst i 1929 – altså for ca. 50 år siden – sad jeg sammen med min bror på bakkerne ved Bæla lidt syd for Helligpeder. Vi havde ferie, det var midt på dagen, og ganske stille vejr. Men tågen lå meget tæt. I vor barnlige naivitet sad vi og drøftede, at det måtte være meget farligt at være sømand og føre et skib, når det var tåge. Vi kunne i det fjerne høre fiskerbådene fra Helligpeder og Teglkås tøffe af sted, og nedenfor på strandstien tæt ud til havet lød der nu og da stemmer. Det var forbipasserende fiskere, der med deres trillebør kom eller skulle til fiskerlejerne.

Men ellers rugede stemningen præget af en uhyggelig stilhed, foran lå det store udbredte hav, og der havde vi mange gange set damperne og sejlskibene passere forbi fra og til ukendte mål.

Damper på grund i tågen.

Pludselig midt i ensomheden hørte vi et øredøvende bulder – som om en silo tømte det ene læs sten efter det andet ned i en tom skibslast. Så lød der en skuren mod strandstenene, og derefter hørte man stemmer råbe og skrige i tæt nærhed.

Lyden var ikke langt fra os, og vi var straks klar over, at der var sket en stranding ganske tæt ved stedet, hvor vi opholdt os – nemlig ved fædrenegården ”Lindely” nord for Hasle.

Luften sitrede af spænding, og skibsskruens op pisken af havvandet virkede hysterisk og dramatisk, men den skurende rullende lyd fra et skib, fortalte os, at en damper var grundstødt, og at det ikke var ret langt fra os.

Vi kunne intet se, for tågen var uhyggelig tæt, og det var vores hensigt at gå ned til stranden og søge efter åstedet.

Da ville skæbnen, at tågen pludselig lettede, og hvad så vi. Dér, hvor Kæmpeåen løber ud i havet, lidt syd for Helligpeder, stod skroget af en stor damper, der var løbet tæt ind til kysten. Til alt held for skibet var stedet, hvor grundstødningen var sket, fyldt med knytnævestore rullesten, der bevirkede, at der faktisk ikke var sket skade på skibets bund.

Men der lå det, mægtigt af størrelse, men ubehjælpeligt i den givne situation. Tydeligt kunne vi se mandskabet om bord styrte frem og tilbage, og bagtil piskede arrigt skibsskruen kaskader af vand meterhøjt i vejret. På stedet, hvor skibet lå, var der ikke ret dybt, men til alt held var skroget ikke havnet på eller ved siden af en klippespids der nemt kunne have gjort skibet til en havarist.

Det er min første erindring om en stranding. Søen var blikstille, og vejret holdt sig. Der gik ikke mange timer, før skibet ved egen hjælp bakkede ud på dybet igen og fortsatte rejsen til den opgivne distination.

I fortsættelse af Hans Peter Linds oplevelse om en stranding juleaften 1905, skal som supplement yderligere refereres:

Der skete temmelig mange strandinger mellem Vang og Teglkås. Der var jo en slags magnet i klipperne, som gav en kompas – misvisning, men fejlen blev rettet. Et år (ca.1910 – 11) strandede ikke mindre end 7 -8 dampere.

I gamle dage medførte mange af skibene marmelade, vin, spiritus, cognac, rom osv. Sådanne rare sager lå ofte på stranden efter grundstødningerne. Folk tog til sig af varerne og blev fulde. Jeg husker også, at der blev sejlet med amerikansk mel, som skulle sendes ned til de tyske tropper.

Omkring 1906 -07 strandede ”Hulda”, der var lastet med gødning. Det var ikke særlig rart med en sådan stranding. En fuldrigger strandede ved Vang. Den var på 600 – 700 tons. Den kom fra Helsingfors med træ til Afrika – kysten. Skibet blev slået i stykker, og alt tømmeret kom på auktion. Men vi skulle ud og bjerge. Kender du ”Krågeturen”? Det er en høj søjle mellem Vang og Klondyke. Her satte vi trossen fast, og skuden slingrede næsten taktfast. Det betød, at når den rettede sig op, så fløj folk ud i redningsstolen til vejrs. Det så meget morsomt ud. Skipperen ville blive på sit skib, men vi fik fat på en båd i Vang og sejlede ud efter ham.

I året 1910 strandede ved Hasle et engelsk skib med kostbare maskindele. Vi hjalp ved bjergningen, og det gav 5 – 6 kroner pr. mand i bjergepenge. Det var mange penge dengang, slutter Hans Peter Lind.