Lørdag den 29. september 1979 i Bornholmeren, skrev Arne Ipsen & Eyvind L. Lind.

Dagliglivet omkring Jons Kapels klipper (3)

”Budda” til sildekoner klarede Johannes som 8-årig.

Bebyggelsen i Helligpeder og Teglkås, den lange række af huse neden for de 40 – 50 meter høje skrænter, har ikke ændret karakter i de seneste 70 år, bortset fra opførelsen af nogle røgerier, hvoraf enkelte er forsvundet. Det kan fhv. fisker og socialdemokratisk byrådsmedlem i Hasle, Johannes Lind, bevidne.

Han blev født i 1895 og tilbragte sin barndom og første ungdom i Teglkås, og han mindes kun opførelsen af tre boboelseshuse i Teglkås: stenhugger Thorvald Ipsens ca. 1915, fisker Harry Holms sidst i 1950èrne og Harry Holms søn, Ronnis hus, der blev bygget i begyndelsen af 1970èrne.

Når der skal fortælles fiskerlejehistorie, har det uvurderlig betydning, at en gammel fisker kan fortælle personlige minder fra stedet. Vor følgende fortælling om drengen Johannes i Teglkås omkring århundredskiftet bygger på Johannes Linds oplysninger, og lad os nu høre.

Drengenes arbejdsdag.

Det bliver tidligt sommerdag, når man vågner op i et fiskerleje som Teglkås. Og solnedgangen ved Teglkås og ”Gines Minde” er for resten også en specielt betagende aftenoplevelse, som turister kommer næsten langvejs for at opleve i sommertiden. Det var helt lyst, da den otte-tiårige Johannes en morgen i århundredets begyndelse kom ud fra sine forældres hus i Teglkås for at ”budda” (give bud til) sildekoner, der skulle rense sild i forældrenes røgeri.

I begyndelsen af vort århundrede var der endnu kun to silderøgerier i de to småbyer neden for skrænterne. Peter Finnes i Helligpeder, som var fra1880èrne og formentlig er et af Bornholms ældste røgerier, og Hans Linds i Teglkås. Linds røgeri, som havde to skorstene, blev bygget for 2-3ooo kroner år 1900, og det stillede sine daglige krav om at blive forsynet med sild, der fyldte begge skorstene, hvis vejret da ellers tillod det. Men vejret skulle i givet fald være meget slemt, for røgeriet ville se flittige mennesker fra tidlig morgen til sen aften.

Uden for beboelsen mødtes Johannes med sine to brødre, Hans Peter og Kristian, og mens de tre drenge stod og gned den værste søvn af øjnene, aftalte de, hvem der skulle banke på vinduet hos hvem. Så gik det på raske drengeben op ad de stejle stier, der førte knægtene til de mange huse og smågårde ved skrænten. Der skulle bankes på vinduer og råbes ”klokken seks” eller ”halv syv”, alt efter hvad tid gjældekonerne skulle møde.

Det var en hård tørn for drengene, men ingen spurgte, om de havde lyst, og det syntes naturligt for dem, at de måtte hjælpe til i forældrenes lille hjemmeindustri. For øvrigt fik far og de andre fiskere ofte kun et par timers søvn i døgnet i sommertiden.

Ved havnen var der snart et leben af fiskerbåde, der bugnede og gyngede med deres store sildeladninger. De rigtige gamle fiskerbåde på Bornholm var egerne, der havde tre master med ejendommelig placering og seglføring. I slutningen af forrige århundrede blev halvdæksbådene mere og mere almindelige på Bornholm, og de havde som regel en lille kahyt agterude.

Sådanne dæksbåde kunne Johannes og hans brødre kigge på, og de betragtede kvinder og mænd, heriblandt også morgenfriske aldersrentenydere, som havde travlt med at pille sild af garnene. Og silden skulle være parat i gjældeskurene til gjældekonerne, der kom af hus og travede ned ad skrænterne for at ”gå i silden”.

Ofte måtte Johannes og hans brødre på deres skolefridage hjælpe mor med at gjælde over småhalmskurvene, derefter hænge silden på de lange sorte spid, som blev hængt på stativerne (bæringerne), og når silden havde tørret på stativerne ude i bakkerne, måtte drengene hjælpe mor med at bære dem ind i røgeriet.

Røgekonen sad på sin skammel med sin ”svabbert”, som bornholmerne kaldte stangen med tøjlasen sømmet på den ene ende, og røgede i godt et par timer. De bornholmske røgeriers skorstene var ca. to meter dybe, træforbruget kunne være syv-otte småhalmskurve brænde pr. røgning, og der blev fyret med elletræ.

I de første år, hvor Hans Linds røgede, lod man silden lagesprænges, indtil øjnene var blevet hvide. Drengene havde blandt andet til opgave at ”bånde” silden dvs. stikke det ene sildehoved ind gennem det andet under gællelåget og ud gennem munden. Og de var med til at pakke silden. Den gang rummede kasserne fem-seks kilo sild, i senere tid har røgerierne brugt de små to kilo kasser.

Den tids kasser havde låg med øsken, som der blev stukket en pind igennem. Når der var lukket for den røgede sild, kom avlsbrugerne oppe fra skrænterne om aftenen med deres fjedervogne for at transportere silden til Hasle. Fire gange om ugen. Her blev silden lastet i Østbornholmeren, der sejlede den gode spise til København. i de første år fik Linds ca. 80 øre pr. ol.

Sildekasserne blev returneret fra København, og Linds drenge havde til opgave at spule dem godt med vand og kost om formiddagen. Og så skal det også fortælles, at kasserne medbragte københavneraviser. De var altid interessante, også selv om de kunne være lidt gamle.

Fangster og afsætning.

Når Hans Lind og hans makker tog ud med båden om eftermiddagen, vidste de nok, hvor de skulle finde gode fangstpladser. Silden er god ved Teglgrundet, hed det almindeligvis, men Hans Lind havde nu sit specielle sted ud for Gines Minde, og torsken var god ved Davids Bakke, som også kaldtes Grundet. Ved Klondyke i Ringebakkerne kunne man fange den gode efterårssild.

En fangst på 40 ol blev regnet for god, og fiskerne brugte i begyndelsen et fiskegarn, som var grov i trådene, og egebark, som skulle koge i tre-fire timer, så man kunne få farven ud af træet. I årene 1905-1950 brugte Hans Lind og hans arbejdsfæller maskingarn, twist og rebet hamp, som var leveret af rebslager Jensen i Rønne. Men fiskerne fik ikke en fjerdedel af, hvad man kan fange med nylongarn i dag.

Lejernes fiskere havde drøje tider, ofte måtte de sænke en del af fangsten i havet, fordi den ikke kunne afsættes, og det var ikke ualmindeligt, at fiskerne måtte gå på landet med fangsten på deres hjulbør. Men forholdene bedrede sig, navnlig fordi fiskerne sluttede sig sammen i fiskesalgsforeninger. Espersens Filetfabrik i Rønne, i dag en verdenskendt virksomhed, blev etableret i 1938, og den har gavnet fiskerne betydeligt.

Skolegang og fritid.

Hans Linds tre sønner havde nok at gøre i hjemmeindustrien, navnlig når de havde skolefridag. De gik i skole hver anden dag, og de havde en times spadseretur til Nordre skole, som ligger fire-fem kilometer fra Teglkås. Børnene fra Helligpeder gik i Rutsker kirkeskole, som ligger i en lignende afstand fra lejet. I vore dage har Rutsker, som er en del af Hasle storkommune, moderne centralskole i nærheden af kirken cirka midt i sognet.

I den sparsomme fritid var Johannes Lind og hans brødre ofte på besøg hos avlsbruger Hans Grønbjerg, som havde sit landbrug oppe på skrænterne og i øvrigt kørte sild fra Hans Lind. Ejendommen Helmershus i Klemensker var sidste station på vejen, men hertil kom man kun, hvis der var sildeoverskud.

Hos Grønbjergs arbejdede Johannes og hans brødre med bistaderne, og deres ansigter strålede, når fru Grønbjerg kom ud i haven med honningmadder. Det var noget andet end de nedfaldne sild, som drengene fik på deres daglige skolemad.

Det omgivende fiskermiljø.

Nu er vi begyndt at kigge os omkring i fiskermiljøet sammen med Johannes Lind. Om røgerivæsenet kan han i øvrigt fortælle, at der har været to silderøgerier i Teglkås og fire i Helligpeder.

I Teglkås var det Hans Linds fra 1900, solgt til Henrik Holm i 1921 (året efter Hans Linds død), og Hans Peter Holms fra 1920. I Helligpeder Peter Finnes fra 1880èrne, formentlig et af Bornholms ældste, Valdemar Vangs fra 1925, Christian Vangs fra 1902 og Johannes Jørgensens fra ca.1940. I løbet af 1950èrne blev alle røgerierne nedlagt som følge af fiskeriministeriets skærpede regler for indretning af bygningerne.

Udviklingen er gået langsomt i lejerne. Men efterhånden fik fiskerne en lille købmandsforretning i Helligpeder, og slagter og bager begyndte at komme regelmæssigt hver uge.

I 1930èrne blev postgangen besørget af postbudene Peter Christoffersen og Dam, som kom fra Hasle.

Helt op til vore dage var det almindeligt at se flere af de ældre fiskere trave til Hasle brugs, alene eller ifølge med andre og med den flettede kurv over armen. Og da det skete en gang om ugen, skulle der naturligvis være tid til at sludre med andre mennesker i brugsens butik ved Storegade.

Det er også almindeligt, at man giver hinanden en hjælpende hånd, når det kniber, for i sådanne småsamfund trives både den lune sladder og den hjertevarme hjælpsomhed. Når de mange teltliggere på skrænten og græsplateauet i den første del af Helligpeder i tidligere tid blev overrasket af dårligt vejr, gik de til husene og bad om natteleje, og man kunne som regel klare problemet.

Et af de første huse i Helligpeder ejedes engang af fisker Christian Olsen. En af denne histories forfattere havde engang en samtale med Olsen, som fortalte, at hans hus, der blev bygget i 1914, nedbrændte i 1920èrne, Chr. Olsen vågnede midt om natten, da et af tagspærene gik i loftet med et brag.

Husfaderen sprang ud af sengen og løb op på loftet. Halmtaget stod i lys lue, og familien måtte ud af huset. Der opstod en frygtelig forvirring, og nogle af børnene forsvandt. Det viste sig dog, at de blot havde gemt sig uden for huset, fordi de var bange.

Huset brændte til grunden, og det var ikke forsikret. Men familien havde gode venner i Hasle, der tog sig af dem, indtil de havde genopbygget deres hjem.

Efterhånden har flere billedkunstnere og keramikere fundet vej til Helligpeder og Teglkås, hvor de har fundet fred og ro for deres skabende arbejde og i øvrigt fundet sig godt til rette blandt fiskerne.

I disse lejer oplever man en særlig arbejdsrytme, der kører støt og roligt det meste af døgnet. Fangsten hentes af de nu kun ganske få fiskerkuttere, landes på havnepladserne, og det er ikke så almindeligt, at befolkningen samles ved havnen, sådan som det for eksempel sker i Hasle, hvor fiskerne bor spredt ud over byen. Fiskerlejernes folk vil hjem til deres huse, men her kan man da også godt samles i ny og næ.

Da vi skulle skrive denne historie, talte vi om, at dagligarbejdet i lejerne foregår i et støt tempo, der næsten passer til den spanske bolero-musik, tænk for eksempel på Ravels ”Bolero”, der passer fint til lyden af en fiskekutter, taktfast og med dunkende baggrundsrytme.

I dag kan man godt få enkelte fiskere til at indrømme glæden ved at standse motoren og nyde udsigten til Jons Kapels klipper. For selvfølgelig kan mennesker ind imellem glæde sig over det naturskønne sted, de bor på.

I de to fiskerlejer har enkelte slægtsnavn haft deres udbredelse. I Helligpeder har slægten Vang et tilhørsforhold, i Teglkås hed slægterne i sin tid Holm og Finne. En Chr. Holm, der boede midtvejs mellem Helligpeder og Teglkås, fiskede sammen med Hans Lind omkring århundredeskiftet.

I Johannes Linds barndom og første ungdomstid havde havnene i Helligpeder og Teglkås hver fem både, og hvert leje havde 12-13 familier. Næsten alle var fiskerfamilier. I Teglkås boede dog en stenhugger, Thorvald Ipsen. Af hans fire sønner blev de tre fiskere. Thorvald Ipsen travede hver dag den besværlige vej over Ringebakkerne til stenbruddet i Vang.

Som ungt menneske søgte Johannes Lind ofte ind til Gine Kure i hendes hus, der senere fik navnet Gines Minde. Gine åbnede sit hjem for de unge i fiskerlejerne, og Johannes kom ofte sammen med andre unge fiskere og fik et slag kort med Gines søn Vilhelm, eller Johannes og hans gode ven Peter Holm, der senere blev strandvagt, spillede violin sammen i Gines stue. Det blev til mange lystige valse.

Johannes Lind og fortiden.

I dag sidder Johannes Lind, som er ud af den stolte Lindeslægt fra Rutsker, i sin stue i Hasle og mindes fortiden i fiskerlejerne. Han kan fortælle minder om de svenske fiskere, der søgte til bornholmske kyster omkring århundredeskiftet. Der var vel to-tre både i hver havn: Helligpeder og Teglkås, og mændene boede i bådene, mens deres koner og børn var indkvarteret hos forskellige mennesker. De boede for eksempel hos Andreas Finne i Teglkås. Ægteparret Finne fik i tidens løb 13-14 børn, men der var altid hjerterum og plads for fremmede mennesker hos dem.

Svenskerne levede kummerligt, de skar flæskeskiver af til en humpel brød, det var et almindeligt måltid. Og for resten betød det meget for dem at komme hjem til sankthansfestlighederne, som svenskerne fejrer den 22. juni. Det er jo forståeligt nok, når man tænker på de svenske traditioner med folkemusik og dragter og festlige farver og bål ved kysterne. De svenske fiskere solgte ellers helt godt, og mange bornholmske fiskere mente, at svenskerne var skyld i trykning af priserne på sild, helt ned til 20 øre pr. ol. Det kunne skabe lidt bitterhed, og somme tider, når bornholmske fiskere havde fået lidt at drikke, kunne de finde på at smide sten i svenskernes både. Men ellers havde bornholmerne medfølelse med svenskernes koner og børn, som var langt fra deres hjem.

Johannes Lind udtrykker ingen form for bitterhed over en barndom, der krævede stor arbejdsindsats af børn og unge mennesker. Og som senere travlt optaget fisker i Hasle, hvor han skulle tjene føden til kone og fire børn, havde han endda overskud til byrådsarbejde og andre tillidshverv. Han fortæller varmt og levende om barndomstiden. Og det siger et og andet om, at Johannes Lind kommer fra et lillebymiljø, hvor man trods afsavn og hårdt slid havde det godt med hinanden i det daglige.