Lørdag den 13. oktober 1979 i Bornholmeren, skrev Arne Ipsen & Eyvind L. Lind.

Dagliglivet omkring Jons Kapels klipper (5).

Naturkræfternes storhed kraft og styrke afløses af ren og skær idyl.

Når vestenstormene pisker havet til et frådende inferno, er kysten fra Hammerpynten syd på langs Vang, Jons Kapel, Teglkås og Helligpeder og videre sydpå, et barsk og ugæstfri strøg at komme i nærheden af. De stride bastante granitfacader, der neden for er beskyttet af kolosser af skarptslebne klippeformationer med spirlignende toppe, er ikke behagelige at komme op at vride på, når strømmen og bølgeslaget suger sig glubsk og ubarmhjertigt omkring en nådesløs grydedannelse, der fortærer og ødelægger alt, hvad der kommer inden for disse rammer.

Følger man strækningen videre sydpå, tegner saltplettede stenknolde sig truende og kæmpemæssige. De ligger som en beskærmende bræmme flere hundrede af meter ud fra den stenede strand. De er grumme herrer at tage kampen op med, for millioner af år har lagt dem her for at vidne om storhed, kraft og styrke, hvad end naturkræfterne finder på.

Så er der enkelte områder, hvor rullestene ligger i millionvis og ligner en collage af nuttede, glatte stenperler, der bare leger, når bølgesuget fører dem frem og tilbage.

Det er disse naturfelter, der – uden at skjule sin identitet – er det storslåede visitkort, der fremvises, når man nærmer sig Bornholms nordvestlige enemærker. Og de kræver respekt! Alligevel kan denne maritime sfære vise sig indtagende og charmerende, når havguden har strøget sit viltre hår tilbage og lagt det i blide og ømme dønninger, eller for helt at dvæle, trukket det blikstille skær over Østersøens blågrønne tæppe. Så er der idyl.

Neptuns lune.

Men fiskerbefolkningen dernede lader sig ikke narre af Neptuns lune. De ved, når stormen pisker bølgerne ind mod kysten, og kaskader og mange meterhøje, hvidskummet brus vibrerer højt oppe i luften, så er det alvor. Så er kysten utilnærmelig og skånselsløs, for så kræver havet ofre. Store skibs kolosser er blevet kastet ind mod kysten. Det har skabt dramatik, sorg og elendighed, død og fortvivlelse, men samtidig et pust fra den store verden.

Hasle – forbjærgeren Hans Mørk har berettet om utallige strandinger, hvor skibe er blevet slået til vrag, og søfolk og redningsfolk er omkommet i brådsøerne, selv om man fra kysten har forsøgt at komme de nødstedte til hjælp. Strækningen har gennem århundreder været vidne til utallige tragiske hændelser. Hvad årsagen har været til, at man netop her har løbet på grund, hvad enten det har været storm, snetykke, regn og blæst eller i stille vejr, kan diskuteres, fejlpejlinger, magnetisme og uforsigtighed har fået skylden. Andre ting kan måske også have sine årsager?

Et godt vrag.

Men fiskerbefolkningen har vel været glad for disse grundstødninger. Herom taler man om ”et godt vrag” var en livsnødvendighed. Sikkert har et fuldlastet skib med brædder, kul, kolonialvarer og talløse kasser med spiritus kommet som en gave for en fattig befolkning, hvis ernæringsmuligheder på visse tider af året var så ringe, at man sultede.

At Vorherre hyppigt sendte et dejligt vrag, er ligefrem blevet betragtet som en nødvendighed for at holde liv i befolkningen. At der fulgte menneskeliv med i købet, måtte vel forstås derhen, at det ligefrem var en offergave for alt det meget, som et vrag kunne give: Mad og drikke, brændsel, arbejde og likvide midler.

Madvig fortæller, at blandt de optrin, der satte befolkningen i bevægelse og vakte livlig deltager, var et godt vrag. Strandinger på Bornholm var i sin tid, så vidt jeg kan skønne, en del hyppigere end nu, især i krigsårene, da fyrene på Christiansø og Hammeren ikke brændte. Når et skib om dagen sås i farlig nærhed af den klippefulde kyst, eller man om natten hørte nødskrig, udbredte efterretningen sig såre hurtigt, undertiden ved høje råb på veje og gader. Fra alle sider ilede da ikke blot mænd, men også kvinder.

Til befolkningens ære må det siges, at der gjordes, hvad der kunne gøres for at komme det nødstedte skib eller de skibsbrudne til hjælp. Men kystens beskaffenhed, der på de fleste steder gjorde det umuligt at gå ud med en båd – man havde kun almindelige fiskerbåde, ofte endda ikke i nærheden – gjorde ikke blot ydelsen af hjælp før strandingen, men også bjærgningen af mandskabet fra det strandede skib vanskelig. Stod imidlertid skibet fast på og imellem klipperne og vare folkene, ofte med raskhed og ringeagt for faren, bjærgede, da gjorde sig unægtelig en stemning gældende, der erindrede om Holbergs Anholtbeboerne, der ”leve kristelig og nære sig af vrag”, noget, der ikke må regnes en fattig befolkning i en besværlig og næringsløs tid for strengt til last.

Fortjeneste.

Ikke blot dem, der som virkelige bjærgere og forbjærgere efter regelmæssig indskrivning deltog i bjærgningen, men også dem, der ifølge visse stillinger havde en bjærgelod, f.eks. sandemanden, hvis strandingen var sket på et landsogns kyst, eller som på anden måde havde udsigt til fortjeneste, såsom ved toldopsyn eller især auktion over det indstrandede gods. Det gav ikke alene en livlig travlhed strækkende sig måske over mange dage, men det gav også en fortjeneste. Madvig afslutter sin strandingsbeskrivelse med en oplevelse, hvor han fortæller, at han engang som barn ved nytårstid upåagtet havde været vidne til en samtale mellem hans forældre, i hvilken min fader, der både ifølge sin hele karakter og erindringen fra hans egen ungdom havde den største deltagelse for sømandens farer og lidelser, med alvorlig tak imod forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han skulle have gennemstridt det trange år, ”hvis ikke Vorherre havde sendt de to dejlige vrag”!

Her fremtræder tydelig en slags egoisme, nemlig en livsnødvendighed: Kampen for det daglige brød.

Strandingsregister.

I det efterfølgende skal fremdrages et vue over utallige strandinger, som har relation til overskriften på denne serie omkring Jons Kapel.

I beretningen indgår en oplevelse af Teglkås fiskeren Hans Peter Lind (født i 1890) og en selvoplevelse i begyndelsen af 1920èrne.

For at skabe en vis systematik startes rapporten den 26. december 1845. klokken 6 om morgenen strandede en jagt syd for Vang. Jagten, der var hjemmehørende i Hasle, blev ført af skipper Anders P. Juul. Såvel skipper som mandskab druknede, da skibet løb på grund. Man reddede en del af ladningen, men da bunden af jagten blev slået i stykker, havde man ikke mulighed for at finde frem til skibspapirerne.

Det blev dog oplyst, at der i forbindelse med grundstødningen, og da man kunne borde jagten, fandt man en dyne, hvorpå der var hæftet et brev, hvori der var skrevet, at ”de havde set sig nødsaget til at kappe masten”, og efter at folkene var druknede, havde skipperen kastet ankeret i håb om at kunne blive reddet.

En julidag i 1846, ca. en fjerdingsven nord for Hasle, strandede kl. ca. 15.00 den engelske damper ”Wictory” af London. Skibet var 220 hestekræfter, og var på rejse til Petersborg. Man fik dog skibet flot igen, ved at fiskerne, der var kommet dampskibet til hjælp, udlossede stykgodslasten. Allerede dagen efter blev skibet bragt flot igen, og de implicerede fiskere fik 165 pund for deres indsats.

Samme dag og omtrent på samme sted løb en svensk skonnert på grund. Bjærgerne, der var med til at bringe skibet flot igen, fik en betaling på 500 Rdl.

Den 14. oktober samme år ved ca. 8-tiden strandede lidt syd for Teglkås den tyske brig ”Bertha” af Køningsberg, ført af kaptajn John Schurdt. Før skibet blev slået til vrag, fik man dog reddet 3000 tønder salt, som skibet var lastet med.

Ved Helligpeder strandede den 6. september 1848 den engelske brig ”Hommer”.

Samme dag løb en svensk unavngiven jagt på grund ud for Helligpeder. Jagten blev på grund af den voldsomme storm af bølgerne kastet helt op på stranden.

I marts 1852 strandede ved Bæla briggen ”Frederik Wilhelm den Fjerde”. Den var lastet med gammelt jern. Frasagn siger, at i ni uger og 3 dage bjærgede man lasten, og bjærgelønnen var 50 daler.

Som et supplement skal nævnes, at følgende personer blev fremhævet og hædret som redningsmænd: Skipper Michael Pedersen, bådfører H. Grønbech, bådfører Hans Jørgen Hansen, dannebrogsmand, borgerrepræsentant Johan H. Hammer, borger Hans Jørgen Holm, sømændene Hans Tofte Holm, Jørgen P. Olsen, Hans Sonne, Jens Jørgen Jensen.

I 1868, den 25. marts, mellem klokken 7 og 8 løb i tæt tåge nord for Vang ”S/S Irwell” af Hull på grund. Skibet var lastet med jern. Af oplysningerne fremgår det, at damperen i øvrigt var godt kendt med de bornholmske kyststrækninger, idet skibet året før var løbet på grund mellem Hasle og Rønne.

Den 26. september 1871 havde flere skibe søgt læ ud for Vang. Der rasede en voldsom storm fra øst, men hen på natten slog vinden pludselig om til vest, samtidig rejste der sig en stærk storm med byger og regn. Denne vejrforandring foranledigede, at et af de læ søgende skibe, briggen ”Eliza” af Sunderland, rev sig løs og løb på grund nord for Vang. Mandskabet fik man reddet, men skibet blev af de voldsomme bølger slået til vrag.

Telegraferede til Rønne.

Da stormen vedblev at rase, frygtede man for, at en lignende skæbne ville ramme de andre opankrede fartøjer. For at forebygge flere strandinger, telegraferede man til Rønne efter redningsbåden, for at denne kunne være tilstede i tilfælde af ulykker. Den ankom op ad formiddagen, men hen ad midnat stilnede vejret af, og skibene kunne fortsætte deres rejse.

Samme år mellem den 7. og 8. december løb det engelske brig – riggede dampskib ”Saida” på grund syd for Vang. Skibet, der var på 1400 tons, var lastet med the og stykgods. Det havde en besætning på 23 mand. I 6 uger bjærgede man lasten, og hver mands part blev på 215 daler.

Den14. september1872 ilanddrev ved ”Rødkleven”(en klippe ved kysten nord for Jons Kapel) skonnerten ”Hafnia”. Den var blevet påsejlet af en svensk brig, som bjærgede mandskabet, der blev landsat i Karlshamn. Skonnerten blev slået til vrag, og skibshunden druknede.

Redningsbåd sank.

Den 14. november blev det engelske skib ”Herold” påsejlet af en ukendt, tremastet skonnert. Ved påsejlingen blev maskinrummet fyldt med vand, og skibet sank. 16 mand af den 18 mands store besætning blev reddet i storbåden. På grund af et forlænget ophold ved skibet for at vente på de to sidste mand, der var blevet tilbage på skibet, kæntrede storbåden, ved at skibet sank.

Det lykkedes imidlertid de 16 mand at komme op i båden igen, men kort efter kæntrede den atter, hvorved 13 mand fandt døden i det frådende hav, medens de 3 klamrede sig fast til bådens køl. I denne stilling drev de hjælpeløse rundt omkring på havet.

Da fisker Peter Holm ved klokken ca. 11 opholdt sig på Helligpeder havn, blev han pludselig opmærksom på den forulykkede båd. Han skyndte sig at sætte sejl til sin båd og satte kursen mod stedet for at se, hvad det var. Da han ankom til stedet, var der kun en mand tilbage. Den reddede, der næsten var blottet for klæder, blev i stærkt forkommem tilstand bragt over i Peter Holms fiskerbåd og sejlet til hans hjem, hvor han kom i omhyggelig pleje.

Om morgenen den 25. marts kl. 4 grundstødte i stærk tåge syd for Vang jerndampskibet ”Esser”. Det var hovedsagelig lastet med bomuld. Skibet var løbet tæt ind til klipperne. Man fik bjærget en del af ladningen.

I 1873, den 18. september, havarerede i stærk storm ved Teglkås den engelske brig ”Manderer”. Briggens 9 mands besætning gik i land i Vang, de havde reddet sig i egen båd.

Den 20. oktober 1873 begyndte man på bjærgningen af 1200 tønder kul fra skibet. Ved en efterfølgende auktion blev kullene solgt.

Den 13. april 1874 grundstødte ved Helligpeder den tre år gamle skonnert ”Alert” af Vick.

Den 21. maj samme år kan man af en bekendtgørelse læse: Efter vedkommendes begæring bliver der fredag den 22. d. m. formiddag kl. 10 afholdt auktion i fiskerlejet Helligpeder i Rutsker sogn over en del ilanddrevet trætøj fra den indstrandede skonnert ”Alert”, såsom planker af eg, elm og fyr, gavntræ og brædder, samt jern, 2 kættinger, en deriblandt jernknæ, boltejern, og en del tovværk m. m. Konditionerne erfares på auktionen. By – Herredsfogedkontoret i Hasle, den 18. maj 1874.

Stranding midt på dagen.

Fra året 1882 er der oplysninger om en grundstødning den 24. juni, da et kullastet engelsk dampskib løb på grund ud for Vang. For at redde skibet kastede fiskerne en del af lasten i søen. Senere kom der hjælp fra Svitzer, der tog skibet af grunden.

Den 29. november strandede barkskibet ”John” ved Bæla. Hvad årsagen var til grundstødningen er uforklarligt, for vejret var klart, og strandingen skete midt på dagen. Skibet var lastet med stenolie (petroleum). Det blev samme aften taget af grunden af dampskibet ”Erna”.

Den10. oktober 1883 løb briggen ”Anna Mathilde”, ført af kaptajn Jørgensen, under pålandsvind på grund nord for Bæla. Skibet blev slået til vrag.

Reddet.

Ved Kæmpeåens udløb nord for Bæla løb om morgenen den 1. november dampskibet ”Petersborg” på grund. Skibet var lastet med kul. Bjærgerne med Sekel Jørgensen som formand gjorde akkord om at arbejde i 24 timer ved at kaste 2-3000 tønder kul overbord for på den måde at prøve at få skibet af grunden. Men trods den aflastning rørte skibet sig ikke af stedet, hvorfor fiskerne måtte gå fra borde. Imidlertid tog besætningen selv fat på at tømme lasten, og i løbet af natten kom skibet fri.

Den 5. februar 1885 kom tre Hasle – fiskere i vanskeligheder, da deres dæksbåd ”David” sank nord for Bæla i en kuling fra vest. Kun lidt af masten ragede op over vandet. De tre fiskere, Andreas Olsen, Jens Finne og Christian Vang af Helligpeder reddede sig ved at kravle op på gaffelen.

Her opholdt de sig til midt på formiddagen, da vejret stilnede så meget af, at en dæksbåd fra Hasle kunne sejle ud og redde dem. Der blev kastet et tov ud til hver enkelt. Den mest forkomne fisker var Andreas Olsen.