Den 14. januar 2001 i Bornholms Tidende, skrev Arne Ipsen.

Af en Rutsker – drengs stilehefte fra 1881.

Under oprydning i en plejehjemsbolig for kort tid siden fandt et familiemedlem en stilebog med slidt, stift bind. Vi kunne lige tyde teksten på omslaget: ”Tilhører mig, Jens Kristian Lind. Klemens vestre Skole, 1881”. Heftet rummer velskrevne tekster begået af en tænksom og moden 16 – årig skoleelev.

Jens Kristian Lind blev født i 1866 som søn af Dorthea Lind, født Bidstrup, og smed Hans Lind på Friminde i Rutsker. Hans yngre søster Frida var min mormor, så Jens Kristian var altså min mors morbror. Han udvandrede til Amerika sidst på året 1882 – men døde kun tre uger efter ankomsten.

Jens Kristian Linds navn er dog gået ind i dansk udvandrerhistorie. Hans to breve fra det fremmede til forældrene citeres i Anne Lisbeth Olsen og Niels Peter Stillings bog fra 1985, ”Et nyt liv”. Historikerne har betegnet det som en sjældenhed, at selve rejsen er beskrevet, og tilmed på en levende måde.

En hovedskal.

Jens Kristian gik altså på Klemens vestre Skole, d. v. s. i nabosognet. Det er naturligt nok, eftersom Rutsker først fik sine større folkeskoler omkring 1900, Søndre Skole år 1900 og Nordre Skole i 1902. Sidstnævnte havde dog haft en forskole i mange år.

Stilebogens tekster er skrevet i tiden fra maj 1881 til juni 1882 og indeholder diktat, genfortælling og selvstændige stile. Citaterne gengives i ny retskrivning, men skribentens formulering er bevaret. Jens Kristian omtaler bl.a. ”Den berømte antikvitet Hovedskallen i Klemens Kirke”. Han Skriver: ”De bornholmske kirker have næsten udelukkende store mindesmærker, som mangen en lærd har måttet bryde sin hjerne med uden at kunne komme til noget resultat. Således er hovedskallen i Klemens Kirkes søndre væg ikke mindre berømt, og man må i sandhed også højlig forundres over denne antikvitet; thi man har endnu ikke fundet noget lignende, hverken i gamle kirker eller ruiner. Som bekendt knytter her sig et sagn til, der ligesom andre sagn, som handler om kirker, skylder en jætte til genstand. Sagnet lyder i korthed således: En mand var bleven dødsdømt for en formastelig gerning. Nogle dage før dommen fuldbyrdedes, færdedes han om aftenen på nogle syd for kirken liggende store bakker. Her kom en jætte til ham og spurgte, om han ville være fri, og det ville den dødsdømte gerne. Jætten stillede nu tre betingelser, som den dødsdømte skulle gøre, nemlig: enten at give ham sol og måne eller bygge en kirke i tre døgn, eller også sige ham hans navn. Manden byggede nu ved de Underjordiskes hjælp en kirke. Da jætten så dette, fortrød han, hvad han havde lovet og gav sig til at løbe mod kirken med panden for at støde den ned. Men kalken var blød, så han løb hovedet ind i muren, og der sidder panden den dag i dag.

Dette sagn fremtræder på mange forskellige måder, bl.a. således, at det bliver overensstemmende med det kendte sagn om Domkirken i Lund.

I Thuras bornholmske historie står, at der i fordums dage havde stået under stablen ”Sct. Klemens af Rom”, og det er derfor ikke usandsynligt, at der ved kirkens opbygning er muret et hoved af en afdød hellig helgen med for endmere at være sikker på den hellige Klemens bistand. Klemens var jo som bekendt biskop i Jerusalem, og var meget agtet for sin store helligdom. Men at hans hoved skulde være indmuret i en kirke på Bornholm, er jo utroligt; men vi have dog grund til at tro, at hovedet er en levning af en stor, agtet mand.

Hovedskallens dage er nu snart talte (den gamle kirke blev revet ned 1881.red.), men dens erindring vil holde sig i folkemunde til verdens ende, og først da vil det vise sig, om det pågældende hoved har siddet på en af Forsynets venner eller fjender. Måske vi vil komme til at tilbringe en hel evighed sammen”.

Cirkus – oplevelse.

I stilebogen tager Jens Kristian også læserne med til cirkusforestilling i Hasle. Han beskriver nogle af numrene og fortæller bl.a. om ”en sydens søn, en mulat, som gjorde virkelig prisværdige trapezkunster mange alen over jorden. Derefter indkom beridere på store fnystrende hingste, der gjorde ganske forbavsende præstationer. Mange af tilskuerne stod med bankende hjerter, og denne hjertebanken blev øget meget ved en af beridernes falden af hesten, man hørte da mangt et forfærdet skrækudbrud, ja, cirkus var opfyldt af sådanne”.

Hammershus.

Vi kommer også med på en tur til Hammershus ruiner: ”Når man vil tage sig en lille tur over til de gamle ruiner, så kan der i sandhed opstå alvorlige tanker i en ensom vandrer. Først når man kommer til Slotslyngen, viser ruinerne sig for os som en himmel – kæmpe, omgiven af de yndigste bøgeskove, hvor nattergalen ofte lade sine skurrende triller høre. En vild, romantisk egn er oprullet for os. Til højre findes den bare lyng med få partier af birk, så langt øjet rækker, medens paa venstre side man hører havets døn mange alen under sig, vi befinder os nemlig ovenpå Ringebjergene.

I baggrunden ses den vestlige kyst lige til Hasle med dens mange fiskerlejer og naturlige vægge.

I forgrunden øjnes ”Kæmpen” med de mange mure og tårne, som i babylonisk forvirring ligge om hinanden. Vore hjerter stemmes uvilkårligt til vemod ved synet heraf, men tilligemed til glæde over,  at bornholmerne kom i besiddelse af ånd, som i deres midte og med Guds hjælp kunde frelse sine landsmænd. Ja, den borg er og bliver et evigt minde om glæde, håb og sorg”.

Det har senere undret familien, at Jens Kristians lærer takserede samtlige både velskrevne og smukt prentede tekster til et beskedent ”mg”. Hvad var den lærer dog for en tørvetriller? Sagde min svigerinde. Men bedømmelserne af skolepræstationer dengang var vel strenge og formelle.

Trist skæbne.

Jens Kristian udvandrede i efteråret 1882 til Amerika sammen med en fætter, Jens Lind. Hans første brev hjem er et fællesbrev til de to forældrepar i Rutsker. Han skildrer først mødet med Ystad, hvorfra turen gik til København, hvor der skulle ordnes papirer m. m. Rejsen til den nye verden varede tre uger.

Jens Kristian blev skovarbejder nær Fayette og fortalte i brevet: ”Her fik vi dagløns arbejde med at anlægge vej, læsse ved og lign. Her findes flere træhuse, hvori vi ligge og spise, og heri have de om aftenen så opvarmet, men det er behageligt, når vi kommer hjem. Vi lever udmærket godt her, og arbejdstiden er fra syv – fem med to timer middag, den øvrige tid bestiller vi så intet. Vi har halvanden dollar pr. dag og stadigt arbejde hele vinteren. Jeg vil nu slutte for denne gang, en hjertelig hilsen fra eders søn. Jens Lind.”

Han anførte sin adresse og sluttede med et ”Skriv snart!” – men den 10.december døde Jens Kristian Lind af sygdom i det fremmede. Hans ulykkelige forældre indrykkede en dødsannonce i Bornholms Tidende i begyndelsen af januar 1883.

Jens Kristians liv blev kort, men han ville noget i denne verden. Hvad kunne der ikke være kommet af spændende beretninger fra Amerika? Familien vil i hvert fald tage vare på hans stilebog og om muligt samle flere minder om den initiativrige Rutsker – dreng.