Så mødes vi atter til fest for at nyde midsommeren. Sankt Hans aften kaldes årets smukkeste aften og vi bæver altid for, om det gode vejr kan holde. Men det er jo ganske smukt i aften. Og midsommerfesten signalerer optimisme. Den er en god rekreation fra hverdagens opgaver og udfordringer og de store, fælles problemer.
For Danmark er jo ikke mere, med en let omskrivning af sangteksten, et ”puslingland, der hygger sig i smug, mens verden brænder omkring det”. Store, afgørende begivenheder er ikke bare noget, der sker ”helt ovre i Amerika.” Efterhånden er det vel gået op for de fleste, at Danmark er en del af den store verden, nationen er med i globaliseringen. Og verdens uro, problemer, fortrædeligheder og ondskab vælter daglig ind over os – det skal nyhedspressen nok sørge for! Selvfølgelig skal vi vide, hvad der foregår omkring os, og vi må tage stilling til problemerne og prøve at støtte, hvor vi kan. Men man kunne godt ønske en lidt mindre hæsblæsende og hurtigsnakkende nyhedsformidling
Sankthansaften tænder vi bål, og hvad er det så, vi vil smide på bålet? Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne droppe kiv og nag og ufred. Men begrebet er diffust. Jeg vil foreslå, at vi konkretiserer begrebet og i tankerne brænder aldersdiskriminationen. Den er et begreb, der omfatter mangt og meget fra beskæftigelse for dem, der kan og vil blive lidt længere på arbejdsmarkedet, til omsorgen over for de ældre, der har behov for det. Generelt gør plejepersonale en stor indsats med de midler, der nu er til stede, og aldersdiskrimination er et stærkt ord – og sommetider lidt urimeligt. Af politikerne kræver vi en lovgivning, der tilgodeser de ældre mest muligt. Men det har mindst lige så stor betydning, at vi spørger os selv, om vi gør nok for sagen i vores egen hverdag. Gør vi nok for at skabe øget opmærksomhed over for de ældre, over for de ensomme og i det hele taget over for de mennesker, der har svært ved selv at markere sig i samfundet?
Og så er der beskæftigelsen. Visse medievirksomheder fokuserer på alt, hvad der er ungt. Jeg vil ikke angribe den lokale presse. Bornholm har en nærhed, der giver muligheder for kontakt mellem generationerne. Men rundt om i medieverdenen bliver der flere steder ansat unge frem for lidt ældre medarbejdere. På den måde modarbejder de pågældende medier samfundets intentioner om at få de ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet. Utroligt, at den slags kan ske uantastet.
Det forblev dog ikke uantastet, at en dansk tv – station fyrede to gode medarbejdere, fordi de havde passeret henholdsvis 45 og 50 år. Kritikken er derefter haglet ned over de unge tv – værter – det vidste sig, efter min mening, at være uretfærdigt. For de sympatiske unge mennesker har faktisk formået at udvikle et alsidigt og vedkommende program, der afspejler danskernes hverdag og viser mennesket bag politikeren og embedspersonen.
Vi skal ikke glemme den aktuelle arbejdsløshed, der i høj grad rammer de unge. Så hvorfor kan man ikke sørge for en aldersspredning? Jeg har selv i mange år været ansat på en mediearbejdsplads, hvor lederen forstod aldersspredningens betydning. De unge er fantastisk dygtige til alt det nye inden for it og andre moderne arbejdsmetoder, bedre end os halvgamle. Men de ældre har erfaringen og er bedre til at løse visse problemer, bl.a. inden for service. Generationerne har brug for hinanden og kan sammen skabe gode resultater.
Nu vil jeg ikke skære alle ugeblade over een kam, jeg har selv arbejdet for et blad, som var en blanding af lokalavis og familie-journal, det var et menneskeligt givende arbejde. Men ugebladsmarkedet domineres af den kulørte ugepresse, hvor bladene kappes om at bringe det første nye om de kendte, de rige, de unge og de smukke. En temmelig ensidig afspejling af samfundet.
Ordet ældrebyrde hører vi ikke så meget mere. Der har vel også rejst sig så mange ramaskrig over ordet, at man ikke rigtig vover at bruge det, i hvert fald ikke offentligt. Lidt pænere og mere indirekte tales der nu fra officiel side om, at der skal fødes flere børn og tiltrækkes talentfulde og flittige mennesker udefra, fordi der bliver brug for flere til at sikre fremtidens velfærd i et samfund med et stigende antal ældre mennesker. Umiddelbart lyder det såre fornuftigt. Men det ville klæde vismændene og politikerne også at påskønne, hvad den ældre generation har betydet for opbygningen af det danske samfund – som måske, trods alt, har verdens bedste socialforsorg!
Der er meget, man kan vende sig imod. Men vi skal også glæde os over, at mange gode kræfter gør en stor indsats til gavn og glæde for den ældre generation. Jeg vil nævne plejepersonale, der slider for at give de ældre en god hverdag, og de frivillige hjælpere, der medvirker til at skabe godt fællesskab og f. eks. oplevelsesrige ture. Mange ældre kan ikke bare springe på en bus og tage ud og opleve noget nyt. Dertil kommer ældreorganisationerne, Ældredebatteatret Tidens Tand i København, som er startet af den over 75-årige skuespiller Bent Conradi, aldringsforskeren Henning Kirk, der sætter kritisk fokus på de mange myter om den ældre generation, Thyra Frank, som på forbilledlig vis leder plejehjemmet ”Lotte” på Frederiksberg, og mange andre kunne nævnes. Landsforeningen Ældre Sagen har mange medlemmer, også fra yngre generationer, og betydelig indflydelse på samfundsdebatten. På det seneste er det blevet oplyst, at Ældre Sagen holder et vågent øje med den nye teknologi som støvsugerrobotter og lignende, der gerne skulle opleves medmenneskeligt og give ældre mere livskvalitet – og ikke mindre kontakt, omsorg og nærvær.
Ser vi på lokalhistorien, så har vi smukke minder om Hasles store søn, verdenssangeren Vilhelm Herold. Da hans barndomshjem, bagergården ved Kirkegade og Storegade, gik ud af slægtens eje, blev det beklaget af Vilhelm Herold, som ville have indrettet legatboliger for enlige ældre kvinder. ”Mændene klarer sig nok,” sagde han, ”men jeg mindes de enlige kvinder, der sad i deres små stuer, og det eneste, de havde at se hen til, var brevet fra børnene i Amerika, som aldrig kom.”
Det blev så ikke til noget med den ældrestiftelse, og man kan sige: Nå ja, det blev ved de smukke tanker! Men der er mange eksempler på, at når Vilhelm Herold besøgte sin fødeø, så var han flink til at tage rundt og besøge ældre mennesker, som han havde kendt i sin barndom.
Jeg har selv kendt folk, der ikke blot nød sommerferierne i deres bornholmske fødeby, men også så en opgave i at tage rundt og besøge og opmuntre ældre mennesker, de havde kendt i deres barndom, og som nu sad alene enten i deres lille hus eller på et plejehjem. Og ikke at forglemme Havnens Venner, der gennem invitationer og arrangementer glæder både ældrekredse og børneinstitutioner i deres by. Jeg har selv hørt anerkendende ord fra min egen familiekreds. Det er virkelig prisværdigt, hvad Havnens Venner gør!
Hasle – Egnens Lokalhistoriske Forening samler helt naturligt mange ældre mennesker, dem, der kan huske mange år tilbage i tiden. Men foreningen formår også at samle både ældre og yngre omkring et godt og kreativt fællesskab. Det gør andre lokale organisationer også, og netop i en urolig og foranderlig verden er der stort behov for et godt og samlende sted for generationerne i et lokalområde. Med andre ord: Lokalsamlingen og andre lokale organisationer i Hasle fortjener at få et godt medborgerhus. Det må politikerne meget gerne tænke alvorligt over!
Lad os sammen håbe på godt nyt i det kommende år, mens vi ser bålets flammer brænde og røgen stige til vejrs. Vi er kommet til fest på en dejlig aften, og jeg vil slutte med at ønske alle en rigtig god og lys midsommer!
Arne Ipsen