En avlsbruger i Hasle blev Bornholms første rigtige kartoffelavler.
Landbrugspioneren Søren Høeg modtog for 125 år siden hædersbevisning fra Landhusholdnings – Selskabet.
Meget vand er løbet ind til stranden, og mange bygninger i Hasle er nedrevet eller ændret, siden staden var en udpræget avlsbrugerby med godt en snes gårde. Med landbrugere, som trak deres køer gennem byen eller kørte til Hestestranden for at bade hestene eller hente tang. Det var netop en Hasle – avlsbruger, der var foregangsmand for brug af tang som gødning på markerne. Men han blev mest kendt som Bornholms første kartoffelavler – og nu er det 125 år siden han fik hædersbevisning fra Det kgl. Danske Landhuusholdnings – Selskab.
Han havde sit hjem og virke på det sted, hvor Hasle Borgerskoles faglokaler summer og myldrer af undervisning og fritidsliv. Her skal vi nu standse op og forestille os en spændende landbrugshistorie i forrige århundrede.
Manden var Søren Høeg, som fik Landhuusholdnings – Selskabets sølvbæger og diplom. I familiekredse er der altid blevet talt om, at Høeg fik hæderen i 1858. begrundelsen blev dog skrevet tidligere, og den er trykt i ”Årsberetning om Det kgl. Danske Landhuusholdnings – Selskabs forhandlinger 1857”. Men lad os nu blive enige om et 125 års jubilæum. Og historien vil fremdeles være nævneværdig.
Avlsbrugergården, så vidt vides den eneste i Hasle med officielt navn: Lille Haslegård, blev nedrevet i 1968, da kommunen havde købt ejendommen efter at den sidste beboer var død, og skolen udvidede derefter sine faciliteter.
Mange mennesker har i årenes løb, på vej til og fra skole, passeret denne anseelige ejendom, der i lighed med andre avlsbrug i byen svarede til almindelig dansk statshusmandsbrug. Det var almindeligt at få et venligt nik fra gårdens beboere. Og ældre hasleboer husker, at haven bag kampstensgærdet mellem ejendommen og skolen havde en dejlig græsplæne, som i forårstiden var oversået med skønne små blomster.
Tænke sig: I begyndelsen var ejendommen, denne store, trelængede gård med den røde bindingsværks stuehusbygning, kun et lille hus. Det kan vi læse i beretningen om Søren Høeg.
I årbogs – beretningen læser vi, at Søren Peder Høeg blev født 1790 i Hasle af fattige forældre. Fra sit ottende år tjente han ude hos bønderne, indtil han i 1813 kunne købe et lille hus med en have, som ikke var større end at han kunne lægge en tønde kartofler på stedet. Derfor søgte han mere plads, og det lykkedes at leje fire tønder land på nærliggende jorder. Efterhånden kunne han avle indtil 600 tdr. kartofler årlig. Søren Høeg tilberedte de omkring fire tønder land med spade og uden fremmed hjælp. Han havde indset, at gravning var mere fordelagtig end pløjning. ”Han var uden tvivl den første på Bornholm”, der behakkede sin kartoffelmark, hvilket han ligeledes selv udførte med håndhakken”, står der i artiklen.
Med to børns hjælp gravede og pillede han kartoflerne af jorden om efteråret. Med sin hakke og spade sled han, og folk lo hånende ad ham. Men efterhånden som kartoffelavlen fik succes, blev fremgangsmåden efterlignet af andre. Høeg fortsatte med ”spadekulturen” indtil han syntes, han kunne tillade sig at anskaffe heste. Han gødede sin jord med tang, og det var jorden glad for. Og han solgte godt med kartofler foruden allehånde køkkenurter i Hasle og omegn – og i Rønne. Og han plantede godt med frugttræer på sin jord. Så kunne han købe mere jord, blandt andet en gammel lergrav, som i løbet af kort tid blev forvandlet til frodig mark. Og han kunne pusle mere med sin store bestand af dyr på gården. Sine køer og svin fodrede han med runkelroer, gulerødder og kartofler.
Nu, sidst i 1850èrne nød han aftægt hos sin svigersøn, og han var blevet et fint eksempel for andre, ligesom Hasle bys jorder og haver havde det godt efter Søren Høegs metoder. Og man kunne da stadig se ham sysle i mark og have.
Artiklen i Landhuusholdnings – Selskabets årbog slutter med disse ord: ” Ved sin virksomhed og sit retsind, blandt andet i kommunale ombud som formand for borgerrepræsentanterne og overformynder, har han, der stedse levede som den jævne og tarvelige arbejder, erhvervet sig almindelig og velfortjent agtelse. Den af borger og landmand J. Hansen i Hasle meddelte beretning om forestående er attesteret af cancelliråd, byfoged Jørgensen og købmand Koefoed og derhos fortrinlig anbefalet af Bornholms landøkonomiske Forening. I den anledning tilsendtes S. P. Høeg det 3. sølvbæger”.
Før kartoflen kom til Bornholm, og til Søren Høegs mark, havde den en særegen historie, som vi kan læse om i forskellige gamle skrifter. Planten kommer fra Sydamerika, formentlig de bjergrige kystegne i Chile. Inkaindianerne dyrkede kartoflen, og etnograferne fortæller, at de gemte kartoffelhøsten til næste vinter, så de altid havde rigeligt med føde. Faktisk er det blevet sagt, at inkaerne tidligt opfandt frysetørringen. Når de lod kartoffelhøsten fryse om natten og knuste den om morgenen og gentog processen adskillige dage i træk, blev vandet fjernet fra kartoflerne. Omkring 1570 kom spanierne til Chile, Peru og andre egne på Sydamerikas vestkyst, og de tog kartoffelavlen med til Europa. Den spredtes med de frugtbare rodknolde rundt om i vor verdensdel og kom langsomt til Norden. I Danmark blev kartoflen indført omkring 1720 af de franske huguenotter. I 1772 udsendte den fynske præst Jacob Kofoed Trojel ”Afhandling om Kartoflers Avl og Brug”. Han indsendte skriftet til Det kgl. Danske Landhuusholdnings – Selskab, som bekostede trykningen og uddelte bogen til ”landmandens nytte”. Søren Høeg kan meget vel have læst denne bog.
I 1830èrne blev det rapporteret, at kartoffeldyrkningen var almindelig i samtlige sjællandske amter, både til menneskefoder, til foderbrug og til salg. ”På Bornholm er dyrkningen i de senere år tiltaget betydeligt”. Søren Høeg må tilskrives en stor ære.
Skal vi, sådan rent dokumentarisk, spore linjer i Søren Høegs æra som Hasle – avlsbruger, kan vi kigge på et matrikelkort over Hasle fra 1818, det ældste Hasle – kort med tilhørende navneprotokol. Her ser vi, at to huse lå ved siden af hinanden på de to matrikler syd for kirken. Den ene matrikel ejedes af Niels Holm junior, den anden af Søren Høeg. For øvrigt syntes der også at have været ejendom på stedet i 1650èrne, det viser byens ældste kort fra nævnte tid. Her havde Høeg godt en tønde land jord. Desuden havde han en jordlod i vangen stik øst for kirken og en jordlod i området over for Hasle Frihed (Fælleden), hvor otte andre hasleboer også havde jord. I alt har Søren Høeg haft omkring fem tønder land jord i 1818.
I Høegs slægt findes en teori om, at han arvede ejendommen efter to tanter. Og hans oldesøn, avlsbruger Carl Kofoed, gårdens sidste beboer, fortalte engang til et bornholmsk dagblad, at Søren Høeg ved giftermålet med en enke fik en del mere jord, som kunne tillægges. Det vil sige, at Høegs Lille Haslegård rådede over den sydlige jord, hvor nu Chr. P. Pedersens byggeforretning og nogle parcelhuse ligger. Hans store løkke var indhegnet af et stengærde. Mange af disse gærder i Hasle forsvandt i øvrigt, da byens første rigtige havn blev bygget kort før midten af forrige århundrede.
Søren Høegs arbejdsform er en legende. Hans arbejdsdag begyndte kl. 4 morgen, og hvis dagens timer ikke slog til, var han ikke bange for at tage lidt af natten til hjælp. Han startede dagen med et bart stykke rugbrød og en snaps. Kl. 7 skulle han have frokost og atter en snaps eller to. En slider var han ud over det sædvanlige, og han arbejdede sig sindigt op til at blive en velhavende mand, men fremdeles sled han for sit landbrug.
Stuelængen ud mod Kirkegade blev bygget i 1844, udelukkende for midler fra det store salg af gulerødder, sagde Carl Kofoed. De to øvrige længer var noget ældre, den søndre (ud mod sprøjtehuset) var ældst. De tre generationer efter Søren Høeg, som havde ejendommen indtil nedrivningen i 1968, hørte til slægten, og det blev ligesom tradition, at svigersønner blev ejere af Lille Haslegård. Søren Høeg var gift to gange. Hans første kone fødte ham to sønner, Per Klausen Høeg, og Hans Klausen Høeg.
Hans anden kone var købmand Per Thomsens enke. ”Per Thomska”, som altså havde avlsbrug og jord ved Høegs ejendom. Hun fødte ham datteren Ane Elisabeth, som blev gift med Christian Dam, gårdens næste ejer.
Per Klausen Høeg havde to børnebørn, Anna og Kristian Hansen, som tilbragte deres sidste år i Gulerodsgade, Hasle. Kristian Hansen, som var en farverig og slægtbevidst fortæller, har engang meddelt andre i familien, at Søren Høeg gjorde datteren Ane Elisabeth til arving på en ret så bestemt måde. Midt om natten vækkede han sine to sønner af første ægteskab og næsten tvang dem til at underskrive et dokument, hvori de erklærede sig indforstået med at give afkald på arven mod kontant erstatning på 1000 rigsdalere.
Per Klausen brugte pengene til at skabe sit eget landbrug. Lidt nord for Hasle, til venstre for vejen, der fører ned til Helligpeder, byggede han en gård med meget flot stuelænge. Jorden, som var på 30 tønder, blev senere solgt til ”Brobækken” og bygningerne blev nedrevet omkring 1905.
Søren Høeg levede til 1869, og han havde overdraget Lille Haslegård til svigersønnen Chr. Dam i 1852. I 1881 blev gården overtaget af Dams svigersøn, Hans Absalon Kofoed, som var fra Brogård i Klemensker. Og endelig tilhørte ejendommen – Kirkegade 2 – tre af Beneditte og Hans Absalon Kofoeds børn: Elisabeth, Hans Christian og Carl Kofoed.
De mistede deres mor tidligt, og da moderen Beneditte, blev begravet fra Hasle kirke en julidag i 1898, kom en trofast ven af huset, den nu berømte operasanger Vilhelm Herold, overraskende og sang solo. Det var en smuk handling, der gjorde godt på den tunge dag.
Fra slutningen af 1920èrne begyndte ejerne så småt at sælge jord fra gården, så der kunne opføres et byggefirma, missionshus med mere. Landbruget blev nedlagt, men ellers måtte intet forandres på ejendommen. De gamle sager skulle blive stående, hvor de altid havde været. De venlige beboere fulgte levende med i byens kulturelle liv, og lod deres barndomshjem være et stolt minde over det hædrede gamle landbrug.
Det skrev Arne Ipsen i Bornholmeren den 14. januar 1984.