Dokumentarisk fortælling om Hasle i tiden efter 2. verdenskrig, ikke mindst præget af førjulestemning.

Da en ny fredfyldt jul snart vil indfinde sig, er det nærliggende at lade denne historie tage udgangspunkt i førjuletiden:

I de mange barndomsår efter 2. verdenskrig var det noget ganske særligt for den, der fortæller historien, at stå ved tante Doras vindue og kigge ud til genboen, den gode gammeldags Hasle Brugs, når huset havde festligt oplyste vinduer i december. Og naturligvis huskes årene med sne på tagene allerbedst.

Fortælleren havde fra hjørneejendommen med skiltet for ”Chr. Christoffer Petersen – Sadelmager” udsigten over til brugsens købmandsgård på den anden side af det stejle Pilestræde, som måske egentlig er byens allerbredeste gade. Og i sin tid har strædet været dobbelt så langt og er nået helt igennem til Østergade.

Inde i brugsen, købmand Bærildsens gule ejendom med kamtakkede gavle i slotsstil, godt 100 år gammel, havde sit store butikslokale med trædiskene, linoleumsgulvet og de snurrende kaffemøller. Disponenten, Alice Jørgensen, med det aldrig svigtende humør prægede forretningen, og lykkeligvis fulgte Alice og den gode tone med, da brugsen for en halv snes år siden rykkede ind i en ejendom ved torvet for at blive forvandlet til moderne supermarked.

Lagerlokaler var indrettet rundt omkring i købmandsgården, og det var ikke ualmindeligt, at en ekspedient sagde til en kunde, som søgte en ganske bestemt vare: en kurv, kyllingemor eller redskaber: ”Nielsen, smut selv op ad trappen og kig til højre.” Og det havde Nielsen selvfølgelig intet imod, han forstod godt, at de stakkels mennesker havde travlt.

Ude i en af gårdbygningerne var en stor, bred mand optaget af at veje mel og grovvarer i sække. Den glade, hyggelige gårdskarl Ludvig Vejdiksen var som taget ud af en dansk familiefilm – og så var han altså ægte. Endelig hørte man vognrumlen og hestetrampen i brugsens brolagte gård i næsten en halv snes år efter krigen.

Alt dette kunne fortælleren stå ved sit vindue og genopleve i tankerne hos sadelmageren og hans kone. Han vendte sig om mod tante Dora (det blev hun kaldt af mange i byen, men hun var faktisk fortællerens kødelige moster). Hun sad ved bordet og syede ivrigt for naboen, manufakturhandler Thomsen, og andre, og det gik rapt med hendes hænder, der ellers var slemt krogede af leddegigt. Hun havde en hård stemme og kunne virke barsk, men var i virkeligheden et af jordens mest gæstfrie og vennesæle mennesker. Mens man stod her ved vinduet i december, havde man en fornemmelse af, at tante Dora glædede sig til julen, der hvert år betænkte hende med den nye Morten Korch – roman som gave. Tanken om den rare stemning i købmandsgården og tante Dora, som bevarede det ukuelige humør næsten til sin død i 1973,trods svære gigtsmerter i hele kroppen, var måske medvirkende til at give denne histories fortæller en vis forståelse for Morten Korchs opmuntrende virkning på folk, der har det tungt.

Rolig rytme.

Vinteren får jo altid en ende, og denne historie skal ikke koncentrere sig om fortælleren, men i højere grad om det lille samfund Hasle. Byens befolkning havde mærket den ulidelige spænding under besættelsen og den efterfølgende evakuering, da ”fredsbomberne” faldt i 1945 (fortælleren kan svagt huske turen ud til en gård, Ingemansgård i Rutsker, som gav familien husly).

Men Hasle blev ikke ramt, og indbyggerne kunne vende tilbage til deres huse og genoptage hverdagsrytmen. Befolkningstallet har holdt sig konstant omkring de ca. 1500 indbyggere, og først i de senere år har byen fået en lille forstad i den sydøstlige del og ydermere øget folketal som følge af kommunesammenlægningerne i 1970. seks – syv avlsbrugergårde havde landbrugsfunktion i hvert fald i halvtredserne, i dag har byen højst et par deciderede avlsbrugere, og så havde den ellers omkring en snes af dem for 100 år siden. For det er en rigtig avlsbrugerby, vi nu går rundt i, men også en fisker – og skipperby. Og vi må ikke glemme, at mange af byens specialarbejdere tjener deres brød i Hasle Klinker, som har fungeret ude i skoven siden 1889.

De store erhvervslinjer er klinkerindustrien, fiskeriet, og det var altså i lige så høj grad landbruget engang, dertil kommer kulbrydningen i skoven under krigen. Byen har haft en del købmænd, større og mindre, i dag præges dette marked af to store: Brugsen og Grønbech og Co., sidstnævnte virksomhed er med sine 300 år byens købmandsnestor, ombygget nogle gange, og det menes, at Jens Kofoed, kaldet Bornholms befrier, i sin tid residerede i forretningen.

En lille købmandsforretning på Fælledvej har dog holdt stand, og vi skal ikke glemme Tranbergs købmandsgård, der optager en hel holm mellem Heroldsgade, Grønnegade og Storegade. I mange år efter krigen kunne man betragte en flot reklameudsmykning på en af havemurene: ”Tranbergs kaffe er bedst” og et par kaffedrikkende mennesker kunne ses ganske godt fra hovedgaden Storegade. I dag har indehaveren specialiseret sig i en bestemt kaffevare.

I Østergade ligger Brødrene Ankers Maskinfabrik med den store bygning, der har trekantkvist med ur, byggeriet uforandret siden firmaet start i 1888. Brdr. Julius og Jens Anker, sidstnævnte var også klokkemager, startede virksomheden, og senere blev fabrikken ledet af Julius Ankers to sønner, Julius og Karl, mens hans datter Anna i mange år var firmaets bogholder. Det solide familieforetagende har altid været respekteret for dygtigt håndværk inden for støbearbejdet og anden stålvirksomhed. I dag laver firmaet borearbejde for de fleste af øens vandværker. Fortælleren og andre gik i tidligste ungdom og overvejede at søge læreplads hos ”Ankrene”, som beskæftiger 15-20 mennesker i dag. Bare læretidens indledning så ville forløbe nogenlunde tørt og roligt! For det var almindeligt kendt, at nye lærlinge straks efter ankomsten skulle døbes i en stor vandbalje og have et øgenavn, eller kælenavn om man vil. Men dette hørte bare med til den friske atmosfære, og lærlingene lærte noget, ligesom flere af dem fik et godt grundlag for videreuddannelse.

Støt og rolig hverdagsrytme, hårdt og samvittighedsfuldt slid prægede samfundet, og ind imellem fangede man altså også de morsomme og farverige sider af lillebytilværelsen. Og at handelen og andre dele af erhvervslivet kunne finde sammen om spændende arrangementer, bistået af andre samfundsgrupper, vil den følgende beretning give indtryk af.

Da Hasle havde en julemesse.

”Det var virkelig storslået. Selv om det øsregnede både lørdag og søndag, var der over 2.000 besøgende.” Sådan skrev forfatterens far i et brev til familiemedlemmer om julemessen i Hasle i weekenden 26.-27. november 1949. adgangen kostede 50 øre pr. dag, mens adgangen til teatersalen kostede 1 kr. for ”Voksne” og 50 øre for ”Børn” (på skiltet var voksne skrevet med stort og børn med lille).

Sadelmager H. P. Kofoed præsenterede en stor, moderne stue, og oppe på Teknisk skoles (nu feriehjemmet ”Bialid” store sal under taget var der firmaudstillinger langs væggene hele vejen rundt, og det var lavet fantasifuldt, også af dekoratørerne: malermestrene Bernt Lind og Oscar Rasmussen.) Der var virkelig taget et godt initiativ af byens handlende og husmoderforeningens legendariske formand, isenkræmmer, fru Margrethe Kofoed og flere andre. Et luciaoptog sluttede af søndag aften, og nogle mennesker undrede sig over, hvor i alverden luciapigerne havde fået alle de hvide natkjoler fra.

Underholdning manglede ikke på messen. I teatersalen læste skoleinspektør A. K. Hansen en fortælling, der blev opført sketchers af børn fra borgerskolens 7. klasse, og børn fra forskellige klasser sang, under ledelse af organist Henry Ipsen og lærer Sigurd Koefoed, korsang, duetter og soloer. Folk var særlig begejstrede for den niårige, kvikke solosanger Ole Madsen, som gav ”Hist hvor vejen slår en bugt” på en naturlig måde.

En masse god forretningsreklame blev altså mobiliseret, men som man kan forstå, kom der en virkelig storslået folkefest ud af bestræbelserne. Og når man tænker tilbage på tingene, så vokser erindringsindtrykkene af et samfund, hvor den ene forretningsmand havde lige så megen berettigelse som den anden, og byens mentalitet har vel egentlig ikke ændret sig, selv om det danske samfundsmønster er blevet anderledes, stormarkedspræget osv.

Samlende steder.

Det var ikke de store strukturelle ændringer, der florerede i Hasle de første par årtier efter krigen. Dagligdagen fungerede med travlheden i butikkerne, størstedelen beliggende ved Storegade, ved havnen, i ”Klinkan” og om sommeren i den lille røgeriby på havbakkerne. Det ene af de fem røgerivirksomheder holdt op i slutningen af fyrrerne, og de fleste ved, at størstedelen af de mindre, ofte familieprægede røgerier lukkede lidt efter lidt i løbet af 1950’erne på grund af de skrappe regler fra statens side. I dag er dog et par Hasle-røgerier i funktion.

Det lille tog med tipvognene kørte daglig med stenvarer fra Klinkerfabrikken til skibene i Hasle havn, sporvejen blev nedlagt i 1963, men samme år kunne det noteres, at havnen nu havde tre bassiner med 825 meter kajplads. De større, offentlige institutioner borgerskolen og kirken undergik store materielle ændringer. Hasle kirke, denne rare, hvide bygning med det tøndehvælvede træloft og den skønne, berømte altertavle fik centralvarmeanlæg og andre nye sager, og en kreds af damer syede korsstingsbroderier til et pænt, enkelt, symbolsk præget altergulvtæppe.

I 1952 kunne den tidligere toetages, rødkalkede skolebygning indvies som fornyet hus med gult puds og seks klasseværelser mod tidligere kun fire foruden sløjdlokale, skolekøkken og kontorer. Gymnastiksalen havde fået brusebadslokale, og folk fra nær og fjern kom for at beundre herlighederne i den lille by. Under byggearbejdet havde børnene måttet gå i skole på vandrerhjemmet, i forsamlingshuset og i et lokale ovenpå gymnastiksalen. Mange mennesker afprøvede betaget de effektive vandhaner på gangene. Det var vel nok flot alt sammen. Nu var møddingkassen og lokummerne i gården forsvundet. Men de to store lindetræer omgivet af bænke i skolegården fik lov til at blive stående.

Skolen ligger lige neden for kirken, som er bygget på toppen af en banke, og lidt længere hen ad Kirkegade ligger i dag en underlig bygning, der tidligere var en stor kasse kaldet Forsamlingshuset eller Biografen. Kassen blev opført omkring 1885, og forsamlingshuset havde vidt forskellige funktioner: biograf to-tre dage om ugen (hver aften i en uge, når en Morten Korch-film stod på programmet), andespil, husmoderforeningsarrangementer og dilettantkomedie. På væggene bag scenen kunne man læse komedietitler, navne på de optrædende med mere. Der kunne næsten oprettes et lille folkemuseum for disse vægge.

Et og andet foregik der i byen i fyrrerne og halvtredserne, og så havde der endda været meget mere i begyndelsen af århundredet, fortalte de ældre mennesker. Dengang var det den lokale afholdsforening, der satte gang i sangkor, folkedans, dilettant og orkestervirksomhed. I halvtredserne bemærkes den aktive husmoderforening, ledet med fyrighed af Margrethe Kofoed, men da også mange andre foreningsaktiviteter. Hasle sangkor blev startet i 1951 af organist Henry Ipsen, som bistået af sin lige så energiske kone, arrangerede propagandaaftener for den levende musik, og koret, der en overgang var på 15-20 medlemmer, har stadig et par veteraner i et nu noget mindre kor, der endnu tager lidt ud og optræder.

Hasle Bank, som blev stiftet i 1903 og har rod i Hasle Håndværker – og Industriforening, havde indtil midten af halvtredserne til huse i hjørneejendommen ved Storegade og Rådhusgade. En gammel avlsbrugerejendom måtte vige pladsen, og det var som om flere af de mindre, omgivende huse ”stak lidt af”, for banken, sagde nogle mennesker. Men de overvejende større huse netop i bankkvarteret medvirker faktisk til en pæn og tålelig balance i bybilledet.

Jo, selv om der som nævnt ikke blev foretaget de større strukturelle ændringer i byen, så blev der altså pudset lidt op på de offentlige institutioner. Det foreningsprægede måtte jo selv sørge for vedligeholdelse af bygninger. Det er almindeligt kendt, at de fleste bornholmske byer har mange religiøse trossamfund, Hasle har fire menighedshuse, og i 1950’erne havde Frelsens Hær til huse i nuværende ”Enigheden”, som ejedes af arbejderbevægelsen på Fælledvej. Tilstrømningen til Frælsens Hærs børnearrangementer: spændende filmeftermiddage, tegnekonkurrencer og andre festlige ting var stor, men de øvrige trossamfunds søndagsskoler kunne bestemt ikke klage over ringe søgning og det var egentlig utroligt, at så mange mennesker efter et hårdt dagligt slid satte sig på bænken som søndagsskolelærere søndag efter søndag. Årets højdepunkt for søndagsskolerne var udflugten til eldoradoet Brændesgårdshaven.

En særlig markant søndagsskolelærer var tømrermester Carl Lind, som snurrede på ”r’erne”, når han læste op. I det meste af sin fritid sad han i kælderen til sin ejendom på hjørnet af Storegade og Fælledvej. Han strøg sit rødlige, spidse overskæg, og han arbejdede flittigt med fremstillingen af billedskærerfigurer: bornholmske fiskere og fiskerkoner, men også Jens Vejmand bag skærmen og en statelig violinspiller. Måske sad der noget af den svenske folkekunstneriske inderlighed i den lune mand.

Henry Bang skildrer i en reportagepræget historie den stilfærdige by Hasle lidt før århundredskiftet. I sin historie ”Kunstrejse på Bornholm” fortæller han, at folk ikke mødte op i stort tal til store arrangementer. Det var mere almindeligt, at begivenhederne blev fortalt i hjemmene af de få, der havde været med. Og sådan noget kunne byen leve højt på lang tid. Den beretning siger noget typisk om bornholmernes glæde ved at mødes med gode fortællere, men billedet passer ikke rigtig til vore nævnte fortællinger om deltagelsen i afholdsforeningernes arrangementer og foreningsarbejdet i halvtredserne.

Denne her artikel er fortalt af en almindelig gammel haslebo, som oplevede byen på godt og ondt i efterkrigsårene. Alle kan før eller senere føle trang til at komme ud og opleve andre steder, men en barndomsby som Hasle drager ofte, og man finder efterhånden ud af, at mange af byens mennesker altid har villet byens sønner og døtre det bedste. Så bliver det en glæde at komme hjem og hilse på menneskene.

I dag ser man så, at byen har undergået visse forandringer i gadebilledet og på visse af de små, ældre huse, og det er ikke altid lige rart at kigge på. Men det er som om folketonen stort set er uforandret. Hasle fik for tre-fire år siden et plejehjem, som har givet beskæftigelse for mange af egnens folk og som samler flere generationer til forskellige slags arrangementer. Den slags er rart at tænke på i en tid, hvor ældreforsorgen i Danmark må stå for skud, ofte desværre berettiget.

Og selvfølgelig har byen stadig sine samlingssteder, specielt havnens miljø og fælleden ”Hasle Frihed”, hvor det årlige Sct. Hansbål samler folk fra store dele af øen. Folk går lidt mindre ud til arrangementer i dag, og alle vegne må ungdomsskolevæsen og lignende føre seje forhandlinger med politikerne for at få tilsyneladende ret naturlige ønsker igennem, således også i Hasle. Men fællesskabsfølelsen konstateres stadig, og det er godt, også for de der rejste fra samfundet og medbragte gode minder.

 

Denne artikel skrev Arne Ipsen i Bornholmeren lørdag den 9.december 1978.