En dramatisk julenat.

                    Topografisk julenovelle bygget på en virkelig begivenhed.

 

Midt i Rutsker sogn lyste kirken langt omkring som en stjerne i den mørke, regntætte juleaften i 1909. ganske vist stod professor Bidstrups bygningsværk med tårnet af granitkvadre fra 1886, tungt og mørkt på kirkebakken. Men inde i kirkerummet strålede de mange levende lys, der på afstand sås forenet som stjernen.

I dagslys og klart vejr kunne kirken ses langt omkring, ude fra havet var den et sømærke. 130 meter over havet! Jo, man var lidt oppe i højderne, når man kom til Ruts Kirke.

Det vinkelformede kirkerum var fyldt op med sognebørn. De sad pakket godt ind i overtøj på de hårde bænke, mens de skuttede sig og fik lysene i stagerne til at blafre ved de mange bevægelser.

Folk lyttede intenst til pastor Jørgensens prædiken over Juleevangeliet, mens der nu og da blev tysset på småbørnenes begyndende pludren. Og sognebørnenes fyldige, grødede sang gav et modspil til de sprøde toner fra postbud Janus Linds orgel. Det var for resten lige fyldt 25 år, for det var jo i 1884, det blev stillet op på pulpituret.

Hans Henrik Jørgensen var blevet sognepræst for Hasle og Rutsker i fjor, 1908, hvor han afløste Bornholms provst Vilhelm Lichtenberg. Det var en høj, statelig præst, der stod på prædikestolen. Ofte strøg han det kulsorte fuldskæg, der var klippet sirligt firkantet.

Sognebørnene ville aldrig glemme, hvad provst Lichtenberg havde gjort for ungdommen ved at åbne præstegården i Hasle som et samlingssted. Og han havde rakt en hjælpende hånd til en lille flok søskende, der var blevet faderløse. Men pastor Jørgensen var også blevet accepteret. Han forstod at samle folk, både i kirken og ved friluftsmøderne i Kæmpedalen nede ved Strandvejen.

Juleglæden var kommet til sognet. Turen op over bakkerne havde været drøj i den kolde blæst, både for det travende folk fra fiskerlejerne Vang, Helligpeder og Teglkås og for hestene, der masede prustende foran landauere og stadsevogne, som var fyldt godt op. Familierne på Rutsker- gårdene var børnerige.

Men en glædens aften var det. Også selv om det ikke blev kanerne, der kom ud at køre. Et herligt julevejr, sagde folk ironisk smilende til hinanden på kirkepladsen. Regn og rusk, og nu skal vi også have tåge. Ja, men Ruts Kirke er jo altid et af de første steder, der får tåge, fordi den er så højt oppe.

Hilse- og gensynsglæden efter gudstjenesten i Ruts Kirke er et særkende. Uanset vejr og vind overholder Rutskerboerne det folkelige, varmhjertede ritual at trykke alle i hånden og blive stående et stykke tid. Selv om gåsen ventede derhjemme, så skulle man da lige ønske glædelig jul og høre lidt om folks børn.

Folk kunne dårligt nok se hinanden i mørket, der hist og her blev brudt ganske lidt af hestekøretøjernes lygter. Og småbørnene klynkede og stampede frysende i den grusede jord. Men de måtte lige vente.

Lidt smånyt skulle også udveksles. Små kommentarer til begivenhederne ude i verden og i det nære miljø. Efter juledagene skulle man til juletræsfester rundt om på gårdene. Ja, ja, men der er nu også offentlige fester, påpegede en fisker. I har vel læst i avisen om afholdsforeningernes sammenkomster rundt om på øen og om Socialdemokratisk Forbunds store fest på Turisthotellet i Rønne.

Samtalen vendte atter tilbage til vejret: I husker jo den hårde snestorm den 22. december om aftenen! Nå, ja, men der stod i avisen: ”Desværre for børnene blev den dejlige sne ikke liggende i brugbar stand.” Det er godt med dem ude i Rønne – det blev et værre føre, vi sjappede rundt i næste morgen.

Der er lovet mildt vejr i juledagene. Ja, men juleaften kan blive skrap, særlig for dem der bor i fiskerlejerne neden for skrænterne. Lad os nu se at komme hjem…

Snart efter blev Ruts Kirkes julestjerne slukket, men da var stort set alle familierne nået hjem. I fiskerlejerne neden for de 40 meter høje skrænter havde folk dog aldrig mulighed for at se kirken.

Fisker og røgeriejer Hans Jørgen Lind stod foran sit hus i Teglkås og spejdede ud over havet. Gennem den begyndende tåge skimtede han lys fra skibe, der havde kastet anker, for at fejre julehøjtiden, mens den hidsige Østersø slog mod skibet. De stakler, der må fejre jul på havet, plejede konerne i lejet at sige.

Hans Jørgen Lind så mod sit silderøgeri. Det måtte stå ubenyttet hen i vintertiden – men det gav jo plads til fiskeredskaberne. Tænke sig, at solen nu havde vendt, så de havde fået vintersolhverv. Ja, vejrliget kunne jo ikke ligefrem skabe forårshumør. Det ville vare flere måneder, før han kunne genåbne røgeriet, men – eh, det var jo også godt at have noget at glæde sig til. Folk af Linde-slægten fra Rutsker havde altid forstået at se de lyse sider af tilværelsen.

Røgeriet stod færdigt i år 1900, og Hans Jørgen Lind havde forsynet bygningen med navnet ”Teilkaas 1900”. I år havde røgeriet altså haft sin 10. sæson, og det var gået stort set godt gennem årene. Hans Jørgen Lind stod og glædede sig næsten som et barn til sildesæsonen. Han kunne godt lide det øjeblik, hvor han ved fem-seks tiden i den friske morgen styrede fiskerbåden ind i havnen, mens mænd og koner stod på havnen og betragtede bådens bevægelser og ventede på at kunne pille fangsten af garnene. Inde i røgeriet var sildekonerne parat til at gjælde silden. Hans Jørgen Linds kvikke drenge havde været rundt og ”budda” konerne tidligt om morgenen, nogle af dem boede i fiskerlejerne, andre oven over bakkerne.

Sildekonernes muntre, snakkelystne stemmer kunne høres langt omkring, de overdøvede næsten mågerne, der flaksede hen over havnens småbåde, mågerne ville i hvert fald have et syn af de lækre sild. Resten af dagen og til ud på aftenen var der leben i røgeriet, lige til vognmændene og landbrugerne fra sognet ovenom bakkerne kom og hentede kasserne med sild for at køre dem til damperen i Hasle eller Rønne.

Hans Jørgen Lind var en høj, rank mand på 44 år, han var blevet enkemand i 1905, hvor Hanne bukkede under for en tyfusepidemi. Hun havde passet sine forældre, der var ramt af sygdommen, som de begge døde af. Hans Jørgen Lind og en af drengene var også blevet smittet, og de måtte indlægges på sygehuset i Rønne, men de blev helt raske.

Et par år efter blev Hans Jørgen Lind gift med Petra Hansen, der blev lige så god en mor for hans tre drenge, som Hanne havde været. Nå, men det var vel tid at gå ind til julemaden. Hans Jørgen Lind havde kløvet godt med brænde til juledagene, det skulle blive rart at sidde lunt i stuen sammen med familien. Han ville næppe blive kaldt ud til bjærgningsarbejde de første par dage. Skibene lå så roligt til ankers derude. Og julefreden hvilede over husene, der lå på stribe og lyste ud over havet.

Hans Jørgen Lind vendte sig brat i døren, da han var på vej ind i huset. Der lød et højt trut, der kom fra et dampskib. Kom det nordfra? Der var det igen, det tudede i en halv snes sekunder. Det måtte være et skib, der var ved at finde vej ind til Hasle Havn. Lind var ikke blevet bedt om at gå strandvagt juleaften, og …ja, han havde jo som den eneste i Teglkås telefon, så Redningsvæsenet kunne da hurtigt få fat på ham.

Der var lunt og trygt i den lille stue med det sparsomme bohave af mørkbejdsede møbler. Petra smilede, da hun kom ind med den dampende klipfisk på fadet. Der vankede også risengrød i aften. Omkring bordet sad drengene, Hans Peter, 20 år og fuldbefaren fisker, 14-årige Johannes og Kristian på 12 år. de to yngste skævede hen til grankvisten med de levende lys, men nu skulle maden nydes.

Hans Jørgen Lind sad og tænkte på, at de i løbet af juledagene måtte op og besøge hans forældre, Karen og Anders spillemand, på deres husmandssted i Bæla. Han nåede næsten at blive mæt, da telefonen gav et klemt. Hurtigt var han ved telefonen, og han lyttede tavst til en kort besked.

”Det var Redningsvæsenet. Et skib er gået på grund ved Jons Kapel! Jeg må have fat på Hans Peter Vang og Peter Holm.”

I de næste øjeblikke var der vild opstand i stuen. ”Moer, giv mig signalpistolen, den ligger i midterste skuffe derude. Nej, drenge, I kan ikke komme med. Jo, Hans Peter selvfølgelig. Og Johannes – hvis du holder dig lige efter os andre!”

En halv snes minutter senere var en lille karavane af mænd i tykke vinterfrakker og med huerne trukket ned over ørerne på vej mod Jons Kapel. Den sorte masse, der bevægede sig i julenatten, var Hans Jørgen Lind, nogle af hans kammerater og hans to ældste sønner. De bar tovværk mellem sig og svingede medbådshager og stavlygter. De stred sig gennem blæsten, der havde pisket sig op til kuling. Op ad den stejle sti, videre ad redningsstien mod nord, indtil de nåede Hvideklevens afsats og skimtede et uroligt skib nede i dybet.

Der kom nogle lysglimt, og de hørte nogen råbe. Teglkås-fiskerne gik forsigtigt tættere på afsatsen, mens de lyste foran sig med lygterne. Nu hørte de ret tydelige stemmer. ”Hallo! Hjälp! Hjälp! Är där någon!” Hans Jørgen Lind affyrede sin pistol som svar, og få sekunder efter fo’r fiskerne sammen, men det var, fordi en fremmed pludselig stod ved siden af dem. Det var stenhugger Ferdinand Madsen.

”Godt I kom!” råbte Madsen skingert gennem blæsten. ”Det er en gotlandsk damper på noget med 150 registertons, ”Erik” hedder den. To mand har reddet sig i land, de kom og bankede på min dør. De var så forkomne, at de ikke kunne gøre rede for, hvordan de var kommet i land. Mor tog sig af dem, og jeg af sted til strandvagt Svart i Vang. Han sagde, han ville ringe til Redningsvæsenet i Hasle.”

”Og de ringede til mig”, sagde Hans Jørgen Lind kort. Nu gik Teglkås-folkene i aktion. Brødrene Hans Peter og Johannes Lind kravlede ud mod skrænten, men de blev hurtigt gennet tilbage af deres far. De gjorde bedre nytte ved at rulle tovværk ud på et mere sikkert sted.

Redningsfolkene blev klar over, at der stod fire mand dernede, enten på en klippeafsats eller på et skær. Men var det ikke, som om en af dem stod for sig selv. Ham den enlige måtte først reddes op. Der blev firet en lygte ned, derefter blev der lavet en strop på et tov, og flere tovliner blev smidt ned.

I de næste par timer blev der aset og maset med at hale de fire søfolk op, en efter en, ad den lodrette 40-45 meter høje klippevæg. Hver gang en mand kom op og blev lagt ned på redningsstien, gik der et lettelsens suk gennem fiskerflokken. Nå, videre til den næste.

Efterhånden dukkede folk fra Redningsvæsenet i Hasle op på redningsstien, men da var Teglkåsfolkene næsten færdige med opgaven. De fik ud af de gotlandske søfolk, at fire af deres kammerater var gået i redningsbåden – mod kaptajnens ordre.        De var dårligt kommet til rette i båden, da den blev knust mod skibssiden, og de fire mænd var formentlig druknet. En af de reddede var sprunget fra skibet over på en klippeafsats, derefter blev der lagt et bræt over til en anden afsats, så de tre andre kunne gå derover.

Seks mand var altså blevet reddet. Stærke redningsfolk førte de fire mænd op til Hotel Jons Kapel, hvor hotelejer og stenværksejer Jacob Mogensens folk fik travlt med at lave mad og rede senge op.

Det var næsten midnat, da fiskerne fra Teglkås kunne samle grejerne sammen og trave tilbage til fiskerlejet. Så var den juleaften gået, men mon ikke mor havde en kop kaffe og måske en lille syp parat.

”Erik” sank til bunds i løbet af natten. Næste dag gik Hans Jørgen Lind og sønnen Hans Peter til Hvidekleven. De fik da klarlagt, at strandingen var sket omtrent ved ”Duehullet” mellem Jons Kapel og Blåsingsdalen, og det gøs i Hans Peter, da han så et forrevet ben stikke op mellem skibsresterne, der drev rundt i vandet.

Mandag den 27. december fortalte avisen om den dramatiske stranding juleaften. Et par dage senere bragte bladet et par korrektioner, og det blev fastslået, at bjærgningen af de fire søfolk var tilendebragt, før Redningsvæsenet fra Hasle nåede frem.

Der blev ikke skrevet bladinterviews med Teglkås-fiskerne. Men kort efter deres raske dåd blev redningsfolkene belønnet med hver et sølvbæger med inskription fra den svenske Kong Oscar den Anden. Og der blev talt om dem, når folk mødtes uden for Ruts Kirke og mange andre steder. Folk imellem blev der i de kommende generationer sat navne på disse historiens ”anonyme” og talt anerkendende om dem. En flok seje, uselviske fiskere fejrede juleaften 1909 ved at hjælpe medmennesker i nød.

Bornholms Tidende 23. december 1995.

Skrevet af Arne Ipsen.