En Hasle-families historie fra en nøjsom tid.
Kårene var trange men hjertevarme.
I Strib ved Middelfart nyder den 85-årige Anna Kierkegaard-Hansen den fine udsigt til Lillebælt. Men tankerne går ofte til Bornholm og især til Hasle. Her voksede hendes mor op, og her besøgte hun sine bedsteforældre om sommeren. Anna Kierkegaard-Hansen har skrevet en lille slægtshistorie, der bygger på grundige studier af kirkebøger for Poulsker, Bodilsker, Nylars og Hasle samt skøde-, pante- og skifteprotokoller for Hasle by. En beretning om flid og nøjsomhed, en tilværelse, der godt kan mane til eftertanke i vore dage. – I Hasle har fru Kierkegaard-Hansen kontakt til familien Vesterlund Pedersen, Toftebakken 14. Og i sommer tog hun turen til Bornholm i egen bil.
Moderens barndomshjem var det lille hus i Sandløkkegade 1A. gaden har fået sit navn til minde om løkken, der strakte sig langs østsiden af Kirkegade fra byens gamle kirkegård ved Hasle kirke til den nuværende Sandløkkegade. I første halvdel af 1800-tallet gik Bornholms første kartoffelavler, Søren Høeg, og dyrkede kartofler og gulerødder på den sandede jord.
Sandløkkegades huse er fra nyere tid. Et bykort fra 1869 fortæller, at der kun lå nogle småhuse i gadens vestlige del, mens den østlige var ubebygget. Men Sandløkkegade har et hyggeligt præg af karakteristisk dansk provinsby.
Gratulation.
I Sandløkkegade 1 boede Anna Kierkegaard-Hansens bedsteforældre fra 1878 til bedstefaderens død i 1918, hvorefter bedstemoderen kom til sin datter i Strib. Bedsteforældrene var Caroline Kierstine, født Pedersen i Hasle 1839, Janus Due Ipsen, født i Poulsker 1842. de blev gift i Hasle i 1872, men boede indtil 1878 i Nylars, hvor Due Ipsen var skomager. Anna Kiergaard-Hansens mor, Caroline Cathrine, blev født i Sandløkkegade 1 som barn nummer fire i en søskendeflok på fem. Da hendes mor var gravid med hende, hærgede en feber-epidemi i byen. Mange var syge og nogle døde. Alle i familien Ipsen blev mere eller mindre ramt af sygdommen. Da Caroline Ipsen var meget afkræftet efter sygdommen, var der bekymring for det barn, hun bar på. Den lille pige blev dog født til tiden, men hun vejede ikke engang 2 kg. Fødselen skete på en fastelavnsmandag, og da den var vel overstået om morgenen, sendte en nabokone, fru bagermester Herold, sin senere så berømte søn, Vilhelm Herold, hen med en stor pose fastelavnsboller for at gratulere. Da den vordende operasanger så den lille nyfødte, udbrød han: ”Næ, det er dog en lille fastelavnsbolle!” Det kneb for madam Ipsen at amme den nyfødte, men hun fik hjælp fra en svensk ”vragerkone”, som havde rigeligt med mælk. Og trods den lave fødselsvægt trivedes den lille. Hun voksede op til at blive en køn pige med mørke øjne og meget lyst, krøllet hår.
Et kig ind.
Anna Kierkegaard-Hansen har givet en grundig beskrivelse af indretningen af sin mors barndomshjem. Fra Sandløkkegade førte en lille trappe op til en forstue, som havde et vindue med gardin ind mod nabogården. Fortælleren fandt det spændende at træde op på en stol og kigge ind til naboerne – men det var strengt forbudt. Man måtte ikke belure hinanden.
Fra forstuen kom man ind i dagligstuen. Den var møbleret med bedstefars chatol, en topersoners sofa og fire stole med rødt ulddamask. Foran sofaen et rundt bord mellem de to vinduer mormors kommode med billederne af børn og børnebørn. I et hjørne stod en lille, rund kakkelovn, der var billeder og ur på væggene, blomster i vinduerne og fine gardiner. Ved siden af var spisestuen, hvor man mest opholdt sig. Den var da også større end dagligstuen. Her stod en endnu større kakkelovn og bedstemors og bedstefars lænestole. I et hjørne hængte et hjørneskab til porcelæn, og langs den ene væg stod en hestehårs-chaiselong med et spisebord med udtræksklapper. Desuden var der nogle spisestole.
Til denne stue hørte et alkovesoverum adskilt ved en portiere. Her stod en servante samt bedsteforældrenes dobbeltseng med et sengebånd i kønne farver som hjælp til at kunne rejse sig op.
Køkkenet havde vand og gas, som blev indlagt år 1905. Her var der også en kælderlem og en trappe hejst op under loftet. Oppe på loftet var der et gæsteværelse, hvor familien ovrefra plejede at sove. Desuden var der åbent loft med kister og andre sager. Bag køkkenet, som også havde spisekammer, var der endnu et lille værelse med en topersoners sofa, et lille bord og en reol med bøger. Her sad bedstefar om aftenen og røg på sin lange pibe og læste sin avis. Bedstemor tålte ikke så godt tobaksrøg.
Haven.
Huset havde en lille gård med halvtagsbygning, hvor der var værktøjs- og brændselsrum, vaskehus og et gammeldags toilet med tønde og hvidskuret siddebræt. Desuden en lille have med frugttræer, ribsbuske, lidt blomster og hyggekrog med et havebord, som var en gammel møllesten. Anna Kierkegaard-Hansen skriver: ”Til huset havde der i mors tidligste barndom været en meget større have, som stødte op til legekammeraterne og veninderne Albine og Anine Funch. Da mor var ca. 10 år, havde bedstefar solgt denne grund fra til en familie, som byggede hus der og drev en vognmandsforretning. Det havde været en stor sorg for børnene, som legede så godt i Dues have. Dengang havde bedstefar bistader og holdt gris og høns til familiens underhold. Huset lå egentlig på en hjørnegrund. Over for, på den anden side af en lille smøge, der gik fra gaden op til den omtalte vognmandsfamilie, blev grunden i begyndelsen af 1900-tallet bebygget med Teknisk Skole. Den tog det frie udsyn fra bedsteforældrenes hus. Jeg har altid syntes, at denne bygning passede så dårligt i sin stil til de andre huse der omkring”.
Vægter og graver.
I det lille hjem voksede ikke kun familiens egne børn op. Bedsteforældrene fik også en plejesøn. Han var født af en enlig mor, der havde familie på Bornholm. Due Ipsens tog drengen til sig, for som bedstefar sagde, at havde han kunnet forsørge sine egne børn, kunne han vel også klare en til. Plejesønnen kom senere til sin mor i København men han bevarede den varme kontakt til plejeforældrene, og han insisterede på at forsyne deres gravsted på Hasle kirkegård med et jerngitter. Janus Due Ipsen havde i den første tid i Hasle forskelligt løst arbejde. Han lavede murerarbejde og anlagde haver for folk eller gik rundt og opkrævede penge. Ind imellem klarede han lidt skomagerarbejde, mest reparationer, for fabrikssyet fodtøj var kommet i handelen. Efterhånden var bedstefar så lykkelig at få et par faste job. Det ene var som vægter med politiskilt, så han skulle patruljere i gaderne om aftenen. Det andet var som ringer og graver ved Hasle kirke. Dette job beholdt han til sin død i 1918. Kirkeklokken, der blev betjent med håndkraft, skulle lyde både morgen og aften. Bedstemor fik rengøringsarbejdet i kirken og skulle desuden træde orgelbælgen under gudstjenesterne. Bedstefar skulle også passe opvarmningen af kirken og gå præst og degn til hånde, og han skulle vedligeholde kirkegårdene, den gamle ved kirken og den, der blev anlagt ved Fælleden i 1906-07. det kunne være hårdt at skulle grave i stærk frost i vintertiden. Men i det store og hele var bedsteforældrene glade for deres arbejde ved kirken.
Bedstemor fortalte engang sit barnebarn om dengang, hun kunne have mistet bedstefar, da børnene var små. Han stod nede ved Hasle havn og så på, hvordan nogle kreaturer blev sendt ombord på en damper. Pludselig rev en uvan tyr sig løs og fo’r frem mod nogle mænd, der stod og snakkede sammen. Bedstefar sprang resolut op på tyren og greb fat i dens horn. Tyren smed ham af, men han reddede mændene.
Små kår.
Børnene gik i Hasle Borgerskole, hvor de, hvis de kunne og ville, fik undervisning i tysk, engelsk, fysik og matematik, men de skulle selv betale for deres bøger. Den videbegærlige Laura lugede fortov m. m. for folk og lagde to-øre på to-øre til side, så hun kunne betale sine bøger – der i øvrigt gik i arv til hendes søskende. Henriette lærte dameskræddersyning, Laura fransk vask og strygning, Jacob lærte som møbelsnedker hos snedkermester Petersen i Hasle, og fortællerens mor, Caroline, lærte i en vævestue i Rønne. Magnus lærte som bager, ville gerne have været snedker ligesom bror Jacob, men bedstefar syntes, at alle skulle lære noget forskelligt. Magnus fik dog en tilværelse som snedker, også sammen med Jacob i USA. Plejesønnen, som hed Leon, lærte som bygningssnedker hos Chr. Petersen i Hasle. Disse to energiske mennesker, Caroline og Janus Due Ipsen, hjalp således alle børnene godt i vej. Anna Kierkegaard-Hansens minder fra dejlige sommerferier i Hasle fortælles i et afsluttende afsnit næste lørdag.
Denne artikel er skrevet af Arne Ipsen var i Bornholms Tidende den 04-01-1997.
De elskelige bedsteforældre.
I første afsnit af denne artikel skildrede den 85-årige fynbo Anna Kierkegaard-Hansen sin mors familie og moderens barndomshjem i Sandløkkegade i Hasle. Her boede bedsteforældrene, ringer og graver Janus Due Ipsen og Caroline Kierstine Ipsen, fra 1878 til bedstefaderens død i 1918. I sin slægtshistorie fortæller Anna Kierkegaard-Hansen videre om disse helt personlige minder:
”Min første erindring om Hasle stammer fra de mange ferier, vi holdt der, dengang vi boede i København. Det er blevet mig fortalt, at i det tidlige forår 1913 fik bedstemor en alvorlig lungebetændelse. Mor tog til Hasle for at passe hende, og havde naturligvis mig med, da far sejlede med Fyrvæsenets skib ”Grove”, fra København.
Bedstefar tog sig meget af mig. Han lærte mig at spise pænt ved bordet, og var stolt af at gå ture med mig. Da bedstemor kom sig, købte han stof til en dejlig blå fløjlskjole, som jeg mange gange senere kærtegnede, også da den var blevet for lille til mig. Men når jeg nu skulle have en fløjlskjole, så blev der straks tænkt på også de andre børnebørn. Hedvig i Allinge fik tøj til en kjole, og blåt fløjl magen til mit blev sendt til New York.
Her fik tante Sigrid syet en kjoledragt til den lille Rolf, Jacobs førstefødte søn. Netop som den var færdig, døde Rolf pludselig af meningitis. Jeg ved, at han blev begravet i sin fine drengekjole. Et lille træk vedrørende bedsteforældrene, værd at nævne. De elskede os alle, nær som fjern”.
Verdenskrig.
”Jeg hører jo til dem, hvis hukommelse rækker langt tilbage”, fortsætter Anna Kierkegaard-Hansen. ”Jeg mindes da også 1. verdenskrigs udbrud. Far og mor holdt ferie i Hasle, og far fik omgående forholdsordre til at møde ombord på fyrinspektionsskibet ”Grove”. Da far og mor jo ikke vidste, om denne ordre ville blive efterfulgt af indkaldelse til militæret, fulgte mor far til damperen i Rønne. Mod sædvane skulle bedstemor lægge mig i seng. I stedet for at blive lagt i seng i gæsteværelset ovenpå blev jeg lagt i bedstefar og bedstemors dobbeltseng i det lille alkoverum ved siden af spisestuen. Det var fremmed for mig. Jeg følte mig nok også utryg, fordi de voksne var opskræmte af krigsudbruddet. Der var f.eks. mange tyske turister på øen, de var naturligvis også rystede af begivenhederne og pakkede deres kufferter i hast for at skynde sig hjem til Tyskland. Heldigvis kom Danmark jo ikke direkte ind i krigen, men det kunne man ikke vide i begyndelsen, og stemningen var utryg.
Vi holdt dog også sommerferie i Hasle i 1915 og 1916. fyrinspektionsskibet skulle i dok. Det varede ca. fire uger, og da far havde nogle kolleger ombord, der var ugifte og fra Færøerne, ville de gerne mod betaling tage fars vagter. Derfor kunne far i disse år holde en lang ferie både i Hasle og Trelde (hans barndomssted, red.). far og mor holdt gerne ferie i Hasle samtidig med deres gode venner, familien Kønig fra København. Kønig var i isenkrambranchen og havde stået i lære på Bornholm. Hans kone var en ældre søster til mors bedste veninde, Albine Funch, og de var nabobørn.
Jeg husker, hvordan vi og Kønigs gik til stranden for at bade. Senere på eftermiddagen kom enten madam Funch eller madam Due ud til stranden med eftermiddagskaffe og saftevand til os. Det var ganske naturligt at titulere ældre koner i Hasle med ”madam”. Når vi hen under aften vendte hjemad, købte vi nyrøgede sild i et af røgerierne ved havnen. Jeg husker endnu, hvordan røgen kunne svie i øjnene i sådan et røgeri, og hvor rødrandede røgekonernes øjne var.
I 1916 flyttede vi fra København til Strib, og i sommeren 1917 var vi ikke på Bornholm. Mor og far var meget bundet af fars nye arbejde. Derimod var mor og jeg på en lang ferie i Hasle i 1918. bedstefar havde haft et hjerteanfald om foråret, men passede stadig sit arbejde i kirken – og det lige til han døde i efteråret 1918”.
Anna Kierkegaard-Hansen fortæller videre, at på grund af minefaren i de danske farvande sejlede Bornholmerbådene kun om dagen. Østbornholmeren ankom til Hasle hen under aften, og bedstefar stod og ventede. Han havde taget en hjulbør til bagagen med, og så gik turen op ad den stejle havnebakke.
”Eventyret i Hasle var begyndt. Jeg blev nok forkælet, i hvert fald husker jeg ikke, at noget blev mig nægtet. Vi gik til stranden med Kønigs. Madam Funchs moreltræ var fuldt af dejlige sorte kirsebær. Jeg fik lov til at gå ud til den ny kirkegård og hente bedstefar med hjem til middag. Dengang syntes jeg, at den ny kirkegård lå langt borte. I dag forekommer den mig meget nær byen, når jeg kommer i bil til Hasle. Med mor var jeg rundt og hilse på familier og venner.
Et par måneder efter at vi var kommet hjem til Strib, kom der bud om, at bedstefar var død. Mor og jeg rejste straks til Hasle. Bedstefar blev begravet på den ny kirkegård, som han havde været med til at anlægge og beplante. Han havde også selv udset sig sit gravsted lige inden for lågen op ad kirkegårdsmuren.
Efter begravelsen var der gæster til kaffe og spisning. Mor og bedstemor havde haft travlt med at ordne det hele, og jeg måtte naturligvis mest passe mig selv. Jeg var da også 7½ år, men jeg syntes, at det hele var ganske anderledes i Hasle, nu hvor bedstefar var borte. Jeg savnede ham”.
Arvegods.
Anna Kierkegaard-Hansen fortæller videre, at huset Sandløkkegade 1, matr. Nr. 108, blev vurderet til 2000 kr. og løsøret til 420 kr. der blev indhentet proklama fra de to sønner i USA, som bekræftede, at deres mor kunne sidde i uskiftet bo. Men bedstemor tog med datteren hjem til Strib for at overveje sin situation.
Rejsen fra Rønne til Strib varede halvandet døgn. Damperen sejlede først, når det var blevet lyst om morgenen, i København kørte bedstemor, hendes datter og datterdatter med hestedroske til hovedbanegården, og så gik det af sted i et overfyldt tog, med færgen til Nyborg og videre i et tog, hvor bedstemor sad på en kuffert, mens datteren og barnebarnet stod op. Et yngre menneske afgav dog sin siddeplads til bedstemor. Hun var uden for Bornholm for første gang. I Strib fik bedstemor et værelse ovenpå, og den første tid var hun næsten ikke til at få ned ad trapperne. Hun savnede Bornholm, og savnet af manden næsten lammede hende. Men hun besluttede dog at blive på Fyn, og huset i Hasle blev solgt.
Caroline Ipsen havde i løbet af sin tilværelse den store sorg at miste to af sine tre døtre. Men hun fik nogle gode, sidste år i strib, hvor hun fra sin stue kunne se ud mod Lillebælt og holde øje med familiens private lille bro, hvor svigersønnen lagde til med sin båd.
Det var en stor glæde for Caroline Ipsen at få besøg af den ene af de to sønner i USA, og hun mødtes med datteren Carolines svigermor for første gang. Hun levede til hun var knap 87 år og blev begravet i Hasle. Anna Kierkegaard-Hansen har skrevet smukt om sin bedstemor, som var et hjertevarmt, hjælpsomt menneske der hver dag bad til Gud om omsorg for sine kære.
Anna Kierkegaard-Hansen værner den dag i dag om flere af møblerne fra Hasle, f.eks. bedstefars gamle chatol, bedstemors kommode, oldefars stol fra Rønne og en gammel kiste med årstallet 1727, som stod på loftet i Sandløkkegade 1.
Om begravelsen i Hasle skriver Anna Kierkegaard-Hansen til slut i sin beretning: ”De gamle venner fra Hasle, snedkermester Pedersens, havde ordnet begravelsen med efterfølgende kaffebord i deres hjem. Flere venner og bekendte var døde i løbet af de otte år, bedstemor havde været borte fra byen, men der var alligevel mødt en del mennesker op til begravelsen”.
Et hjertevarmt, mildt og beskedent menneske havde fået sit sidste hvilested ved siden af sin mand i den by, hvor de begge havde haft deres flittige virke.
Denne artikel er skrevet af Arne Ipsen i Bornholms Tidende den 12-01-1997.