En medlevende bornholmerdreng
Mange af os, der forlod Bornholm, vendte ikke tilbage som faste beboere, men har bevaret et varmt forhold til fødeøen. Jeg mindes Hasledrengen Holger Christiansen, som forlod øen og var københavner i mange år. Men efter pensioneringen vendte han tilbage til fødebyen sammen med sin kone, Nora, som var født Holm og fra Teglkaas. Og Holgers færden i det daglige blev et fint billede på, hvordan en hjemvendt ikke blot nyder de minderige steder, men også er medlevende og kan vise en utrolig opmærksomhed over for sine omgivelser.
I min tidligste barndom i 1940’erne var Holger, denne høje mand med dyb stemme og godmodigt væsen, en af vores naboer. Søn af Sara og Emil Christiansen. Faderen arbejdede i mange år hos Baunkjær på Pilegaard i Klemensker. Jeg kendte dog kun moderen, Sara Christiansen, der syede for folk og altid var god for en hyggelig beretning. Et glad og hjerteligt menneske. Hun kunne næsten ordret gengive muntre folkelige causerier i bornholmeraviserne, og hun fortalte mig adskilligt om livet på landet i gamle dage. Ærgerligt, at båndoptageren ikke var hvermandseje dengang!
Holger havde et krævende arbejde som kularbejder i den virksomhed for kulbrydning, der på statens initiativ under Anden Verdenskrig blev etableret i skoven syd for Hasle. Efter virksomhedens ophør havde aktiviteterne skabt Rubinsøen – i et naturskønt område. Under arbejdet med bogen ”Kulbryderne ved Hasle”, som jeg lavede sammen med Eyvind L. Lind, mødtes jeg en formiddagsstund i 1984 med Holger i det nu så stille miljø ved Rubinsøen. Han boede i nærheden, i Toftegårdskvarteret, og var ude at lufte sin hund. Holger blev fotograferet af bogens fotograf, Erik Borch, og mens vi så ud over Rubinsøen, tænkte Holger de ca. 40 år tilbage til kulbrydningstiden i 1940’erne. Han var med på oprydningsholdet fra september 1946 til slutningen af oktober 1948. På et tidspunkt gav Holger denne beskrivelse, der kom med i bogen:
”Vi var ialt 27-28 mand, der arbejdede i treholdsdrift, og 10-12 af os hakkede kul i skakterne. Desuden var der ”ismidere”, altså folk, der læssede kul på vognene, en pumpemand, en kranmand og en tømrer, som var på dagvagt og havde ansvaret for afstivningen. To mand gik i hver skakt, og vi opererede med tre-fire skakter. En stod og hakkede inde i skakten, en anden trillede ud med børen, og uden for arbejdede ismideren. En mand på dagholdet læssede kul på ophejsningen. I gangen gik vi ligesom sidelæns mod hinanden, og vi havde to lette hakker og en stor, tung hakke, som vi skiftedes til at bruge. Sandet nede i kulværkshullet var hårdt som ben, så vi skulle slå kraftigt til. Vi gik vel en ca. 80 cm frem pr. arbejdsvagt, og vi skulle passe på med at hakke ”opad”. Hvis vi tog lidt af loftet, som altså var kullag, plejede vi at tænde et stearinlys, og hvis det gik ud, så vidste vi, at det kneb med luften i minegangen.”
Holger mindedes et hårdt, men skiftende og afvekslende arbejde. Natvagten var fra kl. 22 til 6 morgen. Lønnen var udmærket, og kammeratskabet var fint. Om sommeren fik kularbejderne fornøjelig snak med de forbipasserende turister. I oprydningsfasen arbejdede også Holgers svoger, Erik Pedersen, der senere blev cementstøber i Lobbæk. Han havde for øvrigt evner for husbyggeri, og han var far til den afholdte Bornholmssanger Bente Pedersen.
Da kulbrydningen i Hasle Lystskov var overstået, fik Holger job i klinkerfabrikken. Men i 1949 flyttede Nora, Holger og deres to drenge til København. Her fik Holger job i et firma, der handlede med frø og kemikalier. Senere lavede virksomheden udstyr og legeredskaber til børneinstitutioner. Og Holger fik bl.a. til opgave at tage ud til børnehaver og forhandle etablering af klatreredskaber og lignende. Et interessant og selvstændigt arbejde, men også stærkt ansvarspræget. Det kunne påvirke nattesøvnen og faktisk også trykke på helbredet.
Nora og Holger boede i Kastrup indtil eftersommeren 1983, hvor de vendte tilbage til Hasle. Men de havde i tidens løb været flittige feriegæster i Hasle. Engang i en sommerferie spurgte en ældre kone Holger, hvor han boede. ”På Amager.” ”Bor du på Amager! Jamen, så ser du jo vores søn hver dag.” Som om Amager var en lille landsby.
Hver sommer tog Holger til Aakirkeby og besøgte en tidligere Haslebo. Det var Frode Pedersen, bedre kendt som ”Frode Frek”, som var blind og boede på plejehjem. I Hasle viste Holger udbredt opmærksomhed, når naboer i nybyggerkvarteret ved Toftegårdsvej havde mærkedage. Men også over for andre i byen. Mine forældre fik trofast besøg af Holger, når de havde guldbryllup eller rund fødselsdag. Jeg ved, at han var flink til at gå til Toftegaardens plejeafdeling og besøge mennesker, han kendte fra barndommen. Og Holger kunne sige opmuntrende ord.
Holgers helbred var ikke helt godt. Men han fik mange gode år i sin fødeby, fordi han viste så stor en åbenhed over for hverdagens mennesker og kunne glædes over tilværelsens lyse sider.
Arne Ipsen.