En Rutskerpiges historie
Den humørfyldte Rutskerpige Birthe Pedersen bliver præsenteret i sidste kapitel af Arne Ipsens bog Et bornholmsk landsogn – Historisk og fortællende rundtur i Rutsker. Som mange ved, så er Birthe bestyrelsesmedlem i Hasleegnens Lokalhistorie og Filmværksted, og hun er kendt for sine aktiviteter med sang og oplæsning på bornholmsk rundt om på plejehjem og i ældrekredse.

Enghave

Birthe Skovgaard Pedersen blev født i 1940’erne og fik opvækst og mange års bosted i Rutsker. Her var hun bl.a. medvirkende i Rutsker Aktørerne, der glædede mange mennesker i årene fra 1975 til 1990. I Rutskerbogen fortæller Birthe om en god barndom i en både børnerig og sangglad familie. Men først om sin kamp for bevarelsen af den bornholmske dialekt. I det følgende et uddrag fra den nye bog:
”Det vil være forfærdeligt, hvis dialekten forsvinder, men det gør den nok lidt efter lidt. De mange førdere, der underviser børnene i skolen og tager sig af dem i børnehaverne, snakker jo ikke bornholmsk. Så børnene påvirkes af dem. Og så alle de bornholmere, der vil tale ”fint”! Da jeg arbejdede i en blomsterforretning i Allinge, var der folk ovre, der spurgte: ”Kan vi ikke få en i telefonen, der kan tale dansk?” Jo, jeg hentede en medarbejder fra Sønderjylland, og hun snakkede simpelthen så jysk. Hende kunne de forstå, men mit sprog kunne de ikke klare.
Jeg gik på Rønne Statsskole, hvor jeg tog realeksamen. Der gik ikke nogen skolebus fra Rutsker dengang, så jeg cyklede i alt 30 kilometer hver dag. Jeg snakkede bornholmsk i Rønne, og blev rigtig drillet. Rønneboerne talte ”Rønnefint”, men jeg holdt på mit. I dansktimerne var jeg nødt til at snakke rigsdansk, så godt jeg kunne. Men ellers var det bornholmsk, og jeg elsker sproget!
Sangen har jeg med fra mit barndomshjem. Vi holdt hver dag ”mørkningstime”, hvor mine forældre og vi børn sad rundt om kakkelovnen og så ind i marieglassene. Vi havde ikke elektricitet dengang i årene omkring 1950, kun petroleumslamper, men de blev ikke tændt, før vi var færdige med at synge. Vi havde kun det lys, der kom gennem marieglassene fra kakkelovnen. Vi sang mange forskellige sange. Det var på ejendommen Pilehøj på Kirkedalsvej. Senere flyttede vi til Enghave.

Fra en af Rutsker Aktørernes forestillinger. Birthe drikker af underkoppen.(Privatfoto).

Min mor sang altid. Når vi børn kom hjem fra skole, behøvede vi ikke at spørge efter hende, for vi kunne altid høre, hvor hun var. Da mine forældre var unge, var de begge med i sangkor i Rutsker. Det var før de fik alle os unger. Mine forældre hed Kamma og Andreas Skovgaard, og min far var mest kendt som ”Dris”. Han var arbejdsmand og arbejdede en tid på Lindenes savværk ved Trekanten, senere var han vejarbejder i Rutsker.
Vi var syv børn, senere kom der to efternølere. Enghave var et forholdsvis stort hus med to stuer, soveværelse og to værelser. Og far og mor fik indrettet badeværelse. Der var altid god plads til venner og kammerater, og vi var ofte mange omkring kaffebordet. Der hørte ca. 10 tønder land til ejendommen, og far havde nok at se til. Han malkede køerne om morgenen, så tog han på arbejde, og han malkede igen og fodrede dyrene, når han var kommet hjem. Mor passede dyrene om dagen. Vi havde en hest, køer, grise, høns, ænder og gæs, hund og katte. Vi havde det hele. Rigtig dejligt. Og jeg havde gode kammerater, både i skolen og på sportspladsen, der altid har ligget nordøst for kirken.

Tre søskende Skovgaard i trip – trap rækkefølge. Forrest Birthe, Inger Lise og Hans Jørgen. Billedet fra sidst i 50’erne. (Privarfoto).

Jeg har spillet håndbold siden jeg var 10-11 år. Og da vi spillede i Ungdomsrækken, så vandt vi 50 kampe i ét stræk! Så vores hold blev inviteret til kaffe på forsamlingshuset. Der blev vi fotograferet, og vi fik emblemer, hvor der stod ”Standard – ubesejret i 50 kampe.”
Jeg gik 7 år på Kirkeskolen, og så ville jeg lære noget mere. ”Det er ikke nødvendigt,” sagde min far, ”for du bliver gift, og så har du ikke brug for nogen eksamen.” Men da min lillebror også ville til optagelsesprøve på Statsskolen, så blev jeg støttet af min mor, og vi tog til Rønne. Så ville skæbnen, at min bror dumpede, men jeg bestod. Men min bror kom ind året efter – og blev student. Jeg tog realeksamen.”
På et tidspunkt mødte Birthe en Rutskerdreng, Arne Pedersen, som blev hendes livsledsager. De er begge handelsuddannede, Arne i Vang Brugs, Birthe i Rutsker Brugs. Der var hun glad for at være. ”Jeg har aldrig haft så god en chef som brugsuddeler Carl Otto Kaas Hansen. Han var en utrolig flink mand,” siger Birthe, og fortsætter:
”Der var mange tilbud i Rutskerbyen: Brugs, købmand lige ved siden af, mejeri og forsamlingshus. Alt det er væk. Arne og jeg kører ofte søndagstur, og turen går for det meste gennem Helligpeder, Krakken og Rutsker. Da vi boede i Rutsker med vores tre børn, de er alle født i Rutsker, så var der familier med 20 børn på strækningen fra møllen i syd op til kirken. Nu er der ikke meget folkeliv i byen. Det er trist.”
Birthe og hendes mand, Arne Pedersen, som har været gift i 49 år, nyder deres aktive pensionisttilværelse fra hjemmet i Hasle. Og Birthe er glad for at være med i arbejdet med Hasleegnens lokalhistoriske arkiv. Der kan medlemmerne sidde og læse i lokalhistorikeren Jørn Uffe Hansens gamle aviser, så får de genopfrisket, hvad der skete i 1960’erne og -70’erne.
Birthe glemmer ikke sit gode gamle Rutsker. Og hun dyrker det bornholmske sprog – til glæde for både sig selv og andre.

Arne Ipsen 2015.