”Hvad holder du mest af i Det Maritime Hasle?”—
Hvis nogen stiller mig dette spørgsmål, vil svaret uden tøven lyde: ”Kyststrækningen fra silderøgerierne syd på til Kultippen!”
Bemærk, at silderøgerierne blev nævnt. Selvfølgelig farer man ikke bare gennem røgeriområdet. Her skal man sidde og nyde atmosfæren, og nogle af os har minder fra en barndom, hvor hjemmets husmor var sildekone. Når traveturen så går sydpå, runder vi den ejendommelige bygning, Salterikælderen, hvis skråtage på hver side går næsten helt ned til jorden. Da Salgsforeningens røgeri var færdigt i 1916, skulle der også sørges for en salterikælder, og min far, Henry Ipsen, fortæller, at bygningen var hans første arbejdsopgave, da han kom i lære som murer i efteråret 1917.der blev anlagt et vigespor fra jernbanen mellem Hasle Klinkerfabrik og Hasle Havn, og tipvogne med bygningssten blev ført ned til byggepladsen. Materialerne var slaggesten af værste slags med blærer og skarpe kanter, så murerne og arbejdsmændene sled handsker op og rev hænderne til blods.
Da ”Salgsens” røgeri og salteriet blev bygget, gik Hasles borgmester, Johannes Hansen, rundt og så sig omkring i strandengene. Han faldt i snak med arbejderne, og nogle af dem havde gjort sig tanker om, at der kunne anlægges gode kartoffelmarker for nogle af byens borgere på arealerne mellem røgerierne og skovstranden. God idé. På foranledning af den lydhøre borgmester blev der anlagt kartoffelstykker fra strandengene til lidt op i landet. Og specielt murerne Anton Andersen og Andreas Jensen og murerarbejdsmand Magnus Larsen huskes som initiativtagere.
Nyttehaverne blev sløjfet for nogle år siden. I strandengene har græsmarken spor fra kartoffelæraen. Oppe i landet har campingpladsen erobret de tidligere kartoffelstykker. Mange husker den trådindhegnede have, der indtil omkring 1960 lå ud til stien øst for jernbanen. Det var arbejdsmand Frederik Pedersens eventyrhave med de mange farvestrålende blomster, der satte et smukt præg på området.
Hver dag gik Frederik Pedersen ud til haven med en lille spand på armen. Han skulle hente den daglige forsyning af kartofler. Selvfølgelig var der også grønsager, man lagde bare mest mærke til blomsterne i haven. Og havens ejer nænnede ikke at plukke af blomsterne. For øvrigt havde den lille livskunstner altid et lunt smil til overs for alle, han mødte på sin vej.
Landskabet neden for kartoffelmarkerne er blevet mindre vildsomt. Indbydende borde og bænke inspirerer en og anden turist til at tøve et øjeblik, og nødvendig kystsikring med advarende skiltning osv. Præger skrænten mod havet. Men det kuperede landskab fornægter sig ikke, og man kan fremkalde minder fra barndommens kælketure i ”voldbakkerne”, som vi kaldte stedet.
Det var også her, gadebanderne mødtes til stavkampe efter skoletid. I skolen holdt man fred, intet måtte røbes i skolegården, for man ville ikke have alt for mange med. Hærene skulle være nogenlunde jævnbyrdige.
Til højre fører en lille stejl sti ned til ”Guldhullet”. En og anden har hørt en dunkel myte om, at det engang var en helligkilde. I bogen Bornholms Stednavne læser vi, at i denne kilde hentede folk i gammel tid vand til at koge ærter i. Fisker Peter Nielsen fortalte mig engang, at i den første tid af hans fars røgerivirksomhed i strandengene kort før århundredskiftet blev der pumpet ca. 2.000 liter vand op fra Guldhullet til brug i røgeriet.
Her ved Guldhullet havde Ernst Kohring i mange år indtil omkring 1970 sit fristed. Redskaber i et lille skur, og når robåden havde pause, blev den ofte trukket op med hejseværk, så den hang ned over skrænten. Mange af os husker ”flakturene” med Kohring. Ernst Kohring var fortrolig med hver en sten på flakket, han tog ligefrem søkending efter dem. Båden gled roligt gennem det stille vand inden for den skærmende stenrække. Kohring trak seje åretag, kun når han lå stille og bøjede sig ud efter åleruserne, var der lidt søgang. Flakket ved Hasle er et eldorado for gode, velnærede ål.
Efter den lille ruin skal man runde et hjørne for derefter at fortsætte ad en smal og skrånende sti. Området har haft en skydebane, og lidt oppe i landet ses en kuglefangsmur. Skovkanten ud mod havet kan forekomme lidt dyster med sit mørke præg af bjergfyr. Da førstelærer H.C.Siersted anlagde Hasle Lystskov omkring 1890, havde det stor betydning, at der blev plantet bjergfyr på dette sted som læ mod pålandsstormene.
Mod havet har vi en skanse, nogle siger, den er fra 1600-tallet. Den kaldes Sankt Anna Skanse, og stadig spøger en myte om, at en klog kone ved navn Anna havde sin lille hytte ved skansen. I havstokken står en ejendommelig, stolformet sten, kaldet Sankt Anna Stol. Denne nævnes i Bornholms Stednavne, og her læser vi også om Sankt Anna Vig ud for Hasle Badehotel og om en Sankt Annavej. Denne Anna kunne blive en romanfigur.
Det lille eldorado for fritidsfiskere, ”Peter Olsens Havn”, kan få os til at standse op. Den lille stensatte havn ved stranden har selvsagt navn efter en Peter Olsen. Han var en brav haslebo, der sammen med en god ven, arbejdsmand Sofus Nielsen, anlagde havnen engang i 1930èrne.
I en gammel båd, der blev vendt om med kølen i vejret, indrettede de redskabsskur, og dette ejendommelige skur er der stadig. Der blev også bygget et lille sommerhus og anlagt en have foran. Her holdt Thora og Peter Olsen til med deres børn om sommeren, og en af sønnerne, Oluf Olsen, fortalte mig engang følgende: ”Far og mor stod op klokken 3 om morgenen, vi børn kunne ligge lidt længere. Men lige så snart vi var kommet op, så skulle vi ud og sælge fisk. Og resten af dagen stod vi ude ved skoven og ordnede kroge. Det blev en lang arbejdsdag, særlig for far og mor, men de var glade for at kunne fiske fra egen havn. – Far tog ud på flakket og fangede ål. Og når det var tåget, og han havde svært ved at finde ind mod land, så stod vi børn på stranden og svingede med lampen eller slog på en tønde”.
Se, det kunne man kalde ”Familien Olsens Fyr – og vagervæsen”.
Vi er nået frem til den herlige badestrand ”Klømpinj”. Her er frisk og dejligt på er sommerdag, lige ud til det åbne hav. Men desværre er kysten lumsk under pålandsstorme, og her er sket badeulykker. Oppe i klitterne har vi de sparsomme minder om Hasle Glasværk, som blev igangsat i 1847. Ideen var, at med denne placering lige syd for Hasle, skulle fabrikken kunne anvende de bornholmske kul. Men glasværket var ikke konkurrencedygtigt og måtte lukke allerede efter et års forløb. Kontorbygningen på to etager blev genrejst som beboelse ved Hasle Havn, men det måtte omkring 1950 vige pladsen for Grønbechs kornsiloanlæg.
Man kan stadig gå og finde små stykker af glas, ofte med fine farver og mønstre.
Badestranden hedder ”Klømpinj” og har navn efter et hushøjt klippestykke, der lå mod syd kort før Kultippen. Her ser vi stadig rester af klippestykket. En gammel fisker fortalte mig engang, at da ”Klømpinj” i sin tid var blevet sprængt i tusinde stykker, blev stenene brugt til brolægning af en del af Hasles Vestergade. Området har haft sit Hasle Badehotel, som lå et stykke oppe i skoven og eksisterede fra 1912 til 1935, hvor det nedbrændte. Og engang kunne man se hotellet fra stranden, idet en åben allé var banet gennem træerne; det kan man se på gamle billeder. På sommerdage er der både livlig badeaktivitet og arbejdstravlhed ved Klømpinj. Fiskerne ved, at agnfisken tobis er god at fange her på sandgrunden, så det er ikke usædvanligt, at en robåd glider roligt frem mellem de badende, hvorved der veksles muntre bemærkninger mellem fiskere og turister.
Bornholmsk sand er mange ting. Omkring Balka er det fint som mel, ved Dueodde ”klæbrigt” og ved Hasle nærmest groft. Men gæsterne ved Klømpinj holder af denne strand. Rammen er broget, skoven mod øst, jordbjerget Kultippen mod syd, forbindelser til fiskeri og arbejdsminder. Kultippen er som bekendt jorden fra kulbrydningen lidt længere inde i landet. Under 2. verdenskrig blev der udgravet et krater, som gav denne nye, specielle naturoplevelse ved kysten, ca. en halv kilometer ”bjerglandskab”, der strækker sig til Leuka mod syd.
Et særligt indtryk, der fæstnede sig hos mig i barndommen, er udsigten mod Leukapynten i det fjerne. Det kan minde om en lille ø med et enligt hus og høje palmetræer, en lille sydhavsidyl. Mon et fotoapparat med nok så god telelinse vil kunne gengive, hvad man personligt oplevede som barn?
Vi har alle nogle steder, vi gang på gang vil gense. Hver gang bliver man på ny som et oplevelseslystent barn, og man opdager, at verden er smuk.
Det skrev Arne Ipsen i Bornholms Tidende Weekend den 28.-29. oktober 1995.