I Jul på Bornholm 2000, skrev Arne Ipsen.

En enestående kompagnon.

Eyvind L. Lind in memoriam

”Jeg mødes ofte med jeres søn. Vi har et dejligt samarbejde”. Det skrev Eyvind Lind engang i en julehilsen til mine forældre. Han havde ret. For mig blev hele 1980- årtiet og mere end det præget af et dejligt samarbejde omkring de seks lokalhistoriske bøger, jeg skrev sammen med Eyvind.

Selvom vi begge fra 1991 kastede os over selvstændige opgaver, sluttede venskabet ikke. Og det var smerteligt at få meddelelsen om Eyvinds død i eftersommeren 1999.

Vi var slægtninge, men mødtes først omkring midten af 1970èrne i forbindelse med bornholmsk kulturarbejde i København. og vi blev hurtigt enige om, at vi trods en aldersforskel på ca. 25 år havde meget tilfælles og måtte kunne skrive noget i fællesskab.

Mens Eyvind og Aase boede i København, startede vi en artikelserie i Bornholmeren om fiskerlejerne omkring Jons Kapel. Vi udbyggede emnet i vores første fælles bog, og så fulgte de topografisk – folkloristiske bøger om lokaliteter i Hasle storkommune. I begyndelsen af 1980èrne flyttede Eyvind og Aase til Klemensker, så vi blev fælles opsøgende. Drønede rundt til minderige steder, optog folks erindringer på bånd og besøgte arkiver og bl.a. Nexø Museum. Her kom den daglige leder, Olaf Hansen, altid beredvilligt, på umage tidspunkter, og lukkede op for os. Det vil jeg aldrig glemme!

Efterhånden blev en bornholmsven, miljøfotografen Erik Borch fra Holte, inddraget i arbejdet. Han sagde engang til mig: ”Hils goè gamle Eyvind. – Vi udgør vist et godt arbejdsteam!”.

Somme tider falder der bemærkninger om, at den slags bøger nok kun interesserer folk i et lille lokalområde, men vi fik reaktioner fra mennesker flere steder i landet.

Der er stort set ikke penge i den slags bøger, dog solgte især Kulbryderne ved Hasle og Kystens helte pænt.

Om Eyvinds levnedsløb vidste jeg på forhånd kun, at han i sin tid var professionel musiker på Bornholm og derefter kom til København og blev politimand. Senere hørte jeg, at han ville have læst teologi – sammen med sin gode ven Arne Madsen. Sådan skulle det ikke gå, men Eyvind bevarede livet igennem en smuk og enkel tro, og en interesse for kirkeligt arbejde. I mange år var han således formand for menighedsrådet ved Frihavnskirken, genbo til hans daværende hjem i Willemoesgade på Østerbro.

Vi havde forskelligt syn på arbejdsmetoder. Jeg var nok lidt erhvervsskadet af journalistikken, men lærte noget værdifuldt af Eyvinds entusiasme og fortælleglæde og hans evner for arkivering. Somme tider syntes jeg, han var lidt for hektisk. Men jeg blev klar over, at denne facon havde sammenhæng med hans enorme energi og hans trang til at glæde andre.

Som regel begyndte og endte vi i Eyvinds arbejdsværelse, under hans far, malermester Anders Linds maleri af skrænterne fra Bæla ned mod Helligpeder. Eyvind og jeg nedstammede fra Rutsker – slægten Lind, som er blevet dateret tilbage til 1600 – tallets Norge. Eyvinds bedstefar, avlsbruger og spillemand Anders Lind, og min oldefar på mødrene side, smeden på Friminde, Hans Lind, var brødre. En tredje bror (ud af elleve søskende), var stenhugger og orgelbygger Janus Lind. Underbilledet udvekslede vi beretninger om vor musikalske slægts sammenkomster på Bæla – ejendommen Lindely.

Jævnsides med bogarbejdet skrev Eyvind konstant på bornholmske komedier. Aktørernes prøver, kostumesyning m. m. hos Aase og Eyvind er et minderigt kulturbillede. Og år efter år glædede Eyvind utroligt mange mennesker. Stykkerne gik måske ikke ind i litteraturhistorien – men i hvert fald i folkets hjerter. Det blev til nøjagtig 35 stykker, samme antal som den folkekære københavnske digterpræst Jens Chr. Hostrups værker, især syngespil. Og jeg tror, Eyvind havde samme sindelag som Hostrup: Hjertets dannelse frem for den faglige og akademiske.

Dermed ikke sagt, at faglig dygtiggørelse skal droppes, og Eyvind var i et og alt en slider. Som politimand påtog han sig også at undervise på Politiskolen, og han underviste i stenografi på aften – og ungdomsskoler. Musikken fik central betydning i hans liv. Han fik en uddannelse på musikkonservatoriet, underviste unge mennesker i klaverspil, og sammen med sin Aase var han forståeligt stolt af de to sønner, der begge er blevet betydelige musikfolk, Michael tubaist i Stockholms Symfoniorkester, Thorkild vicedirigent for Sjællandske Livregiments Orkester.

Eyvind havde et stort og velordnet Bornholms – arkiv, han forsynede de bornholmske dagblade med topografiske og folkloristiske artikler, redigerede hjemstavnsbladet Klippeøen og Jul på Bornholms ”Folk vi husker”, holdt foredrag, akkompagnerede på klaver m. m. Han arbejdede altid. Selv når han havde influenza med høj feber, sad han meget af tiden og skrev eller komponerede. På den måde skånede han ikke sig selv, og helbredet begyndte at skrante. Men Eyvind ville aldrig tale om det, han var sat i verden for at bestille noget og glæde andre.

Fra omkring 1990 blev det vanskeligere at få bøger ud. Men selvom vi skiltes arbejdsmæssigt med hver vore planer, lovede vi hinanden, at når disse var realiseret, skulle vi atter lave noget sammen. Og jeg kunne ikke undvære at ringe til Eyvind og høre hans: ”Nej, goddaw Arne!”.så steg humøret med adskillige grader.

Skriveri er et ensomt arbejde, og rummer faren for at blive lidt selvcentreret. Men Eyvind var altid i kontakt med andre. Og han svigtede aldrig med lykønskninger og opmuntringer.

Da han var kommet hjem fra hospitalet efter en hård operation i eftersommeren 1999, ringede jeg op og fik en god gammel, optimistisk Eyvind i telefonen. Han opremsede alle de store projekter, han nu havde i ovnen. ”Jamen, så se og kom i gang, du har meget endnu, du skal udrette!”, sagde jeg. Det lovede Eyvind, men få dage efter måtte den ukuelige slider bukke under for de senere års tiltagende svagelighed.

Et af mine minder om Eyvind er hans båndindspilning af Aftenklokkerne til mit lysbilledforedrag om livet på landet i gamle dage. Hans smukke spil akkompagnerede fotograf Svend Aage Svendsens dejlige aftenbilleder fra Rutskers marker. Spillet har gjort lykke i ældrekredse – også i Københavnsområdet.

I min skrivebordsskuffe ligger der materiale til en bog, som vi skulle have lavet sammen. Bliver den engang realiseret, skal mindet om Eyvind betones i bogen. For jeg er overbevist om, at vi atter ville have fået et dejligt samarbejde!

Hosted by HS-Data Service ApS