Fiskere og søfolk i Hasle forr i tider:

Man boede helst vest for hovedgaden.

På baggrund af begrebet Det Maritime Hasle causerer artiklens forfatter om de minder, han har om en svunden tids fiskermiljø i Hasle. Der bliver også plads til en uskyldig skrøne om, hvorfra Finne – slægten stammer.

”Seje mænd med garvet hud stævner atter havnen ud”. Det synger Jens Memphis og De Gyldne Løver i sangen om ”Drengene fra Hirtshals”. Og ordene passer fint til det billede, denne artikels forfatter har af Hasles fiskere gennem et par årtier efter 2. verdenskrig.

Det Maritime Hasle er nu blevet et begreb, der vil blive udviklet til glæde for den lille købstad og dens turister. Ingen tvivl om det. Forhåbentlig vil den nye udvikling også sikre minderne om den folkegruppe, der i tidens løb i så høj grad var med til at udvikle byen, nemlig fiskerne.

De leverede råvaren til silderøgerierne ved Søndre Bæk. Den lille røgeriby var i sin tid et af de knitrende sikre trumfkort i Bornholms eksport til det øvrige Danmark. Nu er røgerimuseet og silderøgeriet med tilhørende spisehus blevet en stærk attraktion på det bornholmske turistprogram.

Vi tager en tur fra røgeribyen i strandengene til Hasle Havn, hvor silden gennem generationer blev landet. De oprindelige seks røgerier byggedes fra 1893, hvor Otto Finnes nu forsvundne bygning var den første, og frem til 1930èrne, hvor det yngste røgeri blev bygget på Otto Finnes grund.

Omkring Finnes gamle ejendom ligger mod syd Bergstrøms røgeri fra begyndelsen af vort århundrede, Peter Nielsens røgeri (museumsrøgeriet) fra 1898 og Salgsforeningens (spisestedet) fra 1916. Mod nord Margit Olsens røgeri, som blev bygget omkring 1895. Niels – Holger Larsen giver grundige redegørelser i sin lille bog, ”Silderøgerierne ved Hasle” fra 1991.

Engang var Søndre Bæk ganske synlig, og området ved bækken strakte sig op til Fælledvej. Vandløbet kom helt oppe fra Marevad i Klemensker, og den åbne bæk løb under Fælledvej, videre gennem det lille skovanlæg og gennem strandengene. Hasle Klinkerfabriks tipvogne, i mange år hestetrukket, løb på en bro over vandløbet. Først i 1939 blev Søndre Bæk rørlagt fra anlæggets skovbryn til havet.

På vor vej mod Hasle havn passerer vi Søndergade, hvor artiklens forfatter blev født og voksede op. I gammel tid eksisterede Søndergade kun i den østlige halvdel mellem Fælledvej og Vestergade. Den nedre del var en smal kørevej langs Fokkeløkkens sydside. På hjørnet af Strandgade og nuværende Løkkegade blev Peter Nielsens (ham med silderøgeriet) hus bygget i 1924 som det første ved den del af Fokkeløkken, der senere skulle blive til Løkkegade.

Peter Nielsen boede altså ca. midt imellem sit kære røgeri og Hasle havn. På vejen mod havnen kunne han følges med fiskere fra Søndergade og Løkkegade. Lige efter gasværket trillede fiskernes børe med sildegarnet ud i svinget Gasværksvej – Strandgade, og til venstre lå den nordligste del af lossepladsen ”Knuds Havn”, som indtil Hasle Havns udvidelse i 1890èrne var en lille naturhavn. Hotelmanden Henrik Herold fortæller i en håndskrevet beretning, at adgangen fra den nuværende Gasværksvej til ”Knuds Havn” var en hulvej, der også tjente som afløb for spildevand. Mellem bratte skrænter i et vildnis af nælder, tidsler og skarntyde snoede hulvejen sig ned til stranden.  Ved vandet var der to bassiner. Molerne var forsynet med jernringe til fortøjning, og på den yderste stenbro var der i sommertiden opstillet et lille badeskur for byens honoratiores.

I den nordlige del af Strandgade, som engang hed Gamle Skanse – ”Havnebakken” er en betydelig rest af skansen – boede fiskerne på stribe, flest Finne, men også et par med efternavnet Holm. Begge slægter stammer fra Teglkaas, og om Finne – slægten fortæller en gammel skrøne, at i begyndelsen af 1800- tallet strandede et finsk fartøj ved Hammeren. Et af de bjergede besætningsmedlemmer bosatte sig på Bornholm, og da man ikke kunne udtale hans navn, blev han kaldt Finne. Han skulle være stamfar til Finneslægten.

I området mod kysten, som nu for en stor del optages af Espersens fiskeindustrianlæg, havde man ”garnbredslerne”. Ståltråden lå over 40 støtter i hver række. Her lagde fiskerne og deres koner sildegarn, dog også laksegarn, og fiskerne havde en fælles murgryde til at koge garnene i. stedet har også haft en lille redningsstation, typisk dansk rødstenshus og dannebrogsflag over kors på de grønmalede døre. Huset forsvandt, da industrianlægget skulle udvides.

Indtil omkring 1960 boede Hasles fiskere næsten uden undtagelse vest for Storegade. Folkeviddet sagde, at de faktisk ikke befandt sig særlig godt øst for hovedgaden.

Meget fiskeri har der ikke været fra Hasle før omkring 1800. Hasle – fiskeriet foregik mest fra Levka og Sorthat. En overleveret beretning siger dog, at omkring 1625 havde Hasle et bolværk og seks – syv to – mastede fartøjer, der drev handel på steder som Stralsund. Den første spæde begyndelse til en virkelig havn blev gjort omkring 1815. byens borgere gav økonomiske bidrag, og soldater blev udkommanderet til at hjælpe med opbygningen af havnen.

Havnen blev udvidet i flere omgange. I 1870èrne bidrog A/S Bornholms Kul- og Teglværker ved ombygningen, og i årene 1892 – 94 skete der særlig meget. En del af havnen samt indløbet blev uddybet til de almindeligt accepterede 4,4 meter, en ny yderhavn blev anlagt ved den lange læmole mod nord, og en ny inderhavn blev anlagt. I samme tidsrum blev et skibsbyggeri flyttet op i byens østlige del, hvor det blev til Hasle Savværk.

Hasle havn er en udpræget fiskerihavn, men den har også haft sine stolte skuder. Fra 1850 til omkring 1975 er der registreret ca. 50 skibe, mest galeaser og skonnerter, foruden en halv snes fartøjer kortvarigt hjemskrevne i Hasle. ”Mægler Marius Kristensen var en god mand for Hasle Havn” sagde en gammel fisker. ”For han opkøbte og sikrede de gode skuder”. Registreringen viser, at ”Mægleren” i årene 1914 – 18 købte seks fartøjer, og han regnede sig også for flere senere handler. Skuderne, ”Damperen” og fiskekutterne kunne i forening sætte kulør på havnen. Når maleren Oluf Høst, som var gammel sømand, besøgte Hasle, skulle han altid ned til havnen og suge indtryk af det farverige leben.

I 1988 blev havnens areal udvidet til det dobbelte, og i dag kan det være svært at finde den karakteristiske fiskertype i det moderne og teknificerede miljø. Men den stræbsomme fisker vil altid være der, desværre har han bare fået mere barske arbejdsvilkår i en verden, præget af benhård konkurrence.

Hasle Havn var mere overskuelig i tidligere tid. I inderhavnen lå skuderne og de tre – fire store trawlere, der kom til fra midten af 1950èrne, i næste bassin de 15 – 20 kuttere, der holdt sig til en støt og rolig kystsejlads.

Man kunne dengang let blive fortrolig med fiskernes håndværk, f. eks. når et par udøvere sad på hver sin sildekasse og kappedes om at sætte krogene regelmæssigt i ”skubberne” (træbakker med korklister). Fiskerne var som regel klædt i blå busseronne og sorte holmensbukser og havde kasket på hovedet. Og de gik i den samme rokkende gangart. De tilbragte meget af deres tid på havnen, hvad enten de arbejdede eller havde fri. Fiskeriet var en livsform, og da de var mere eller mindre selvstændige, som regel parthavere i en båd, var fangstudbyttet sammenlignet med resultaterne i de foregående uger altid et væsentligt samtaleemne. Nogle mente, at fiskerne var velstillede, for de skyldte ikke ret meget på deres huse, og kystfiskeriet var jævnt og solidt. Fiskerne blev dog medgivet, at de havde hårde arbejdstørne, og i hvert fald var de påpasselige med pengene. Man skal også tage i betragtning, at de ikke kunne forsikre deres redskaber, så tilværelsen var nok ikke altid så nem som nogle måske troede.

Om søndagen arbejdede fiskerne ikke. Da sad de om eftermiddagen i deres mørke jakkesæt og med sixpence på hovedet, altså i deres ”bedste tøj”, på havnens sladrebænke eller i sildegammerne langs fiskernes mole. Den mest yndede hyggekrog var omkring stenbordet neden for Hotel Herolds have. Her kunne de ældre fortælle om gamle tider med fiskeri fra halvdæksbådene og besværet med at få afsat fangsten – indtil A. Espersens startede filetfabrik i Rønne, i 1937.

En onkel sagde engang til mig: ”hvis du vil skrive om livet, så sæt dig engang hen ved stenbordet og lyt til de gamle fiskere. Dér bliver verdenssituationen ordnet mindst én gang om dagen!”

På det modsatte hjørne af havnen og Toldbodgade boede fisker og kommunalpolitiker Hans Holm, søn af havnefoged Jørgen Holm, hvorfor han blev kaldt ”Jørnsa Hâns”. Han var en mand med ofte højrøstede meninger om samfundet, men også med hjertet på rette sted.

En anden fisker, Karl Vang (slægten er fra Helligpeder), havde lært sig så meget tysk, at han kunne få en passiar med tyske søfolk.

Og oppe i Korsgade boede Johannes Lind, som døde lige efter nytår 1996, i en alder af 100 år, klarhjernet til det sidste. Han var den mest åbenhjertige fisker, jeg nogensinde har mødt, og han sagde engang til mig med et varmt smil: ”Jeg har vel nok haft et indholdsrigt liv. Først da jeg som dreng skulle rundt og ”budda” sildekoner, og senere når jeg som fisker tørnede ud klokken 3 -4 om morgenen i den friske havluft!”

Med disse gamle fiskeres bortgang forsvandt en folketype. Og når der nu skal opbygges et fiskerimuseum i Det Maritime Hasles regi, så bliver de gamle stoute, livskloge og hjertensgode fiskere forhåbentlig taget med som hovedpersoner i den spændende og musealt perfekte opbygning.

Det skrev Arne Ipsen i Bornholms Tidende Weekend den 21.- 22. juni 1997.