Først var der fiskeri og trælsom kulbrydning.

Historien om Hasle Værk, der nu hedder Hasle Klinker, begyndte i den vilde natur omkring det sagnomspundne Sorthat.

Nu hvor mange mennesker ånder lettet op efter nyheden om Hasle Klinkers redning, er der god anledning til at gennemgå den interessante Saga om Hasleværket. Og skal vi give denne historie i en større sammenhæng, må vi starte i forhistorisk tid, hvor grundlaget (Skaberværket) blev beredt for den ”værkearbejder”, der senere fik sit hårde daglige arbejde på stedet. Sagaen sammensætter vi af oplysninger fra bøger og bladartikler – og sammenhængen er spændende, for denne Bornholms største virksomhed ligger i et område, som både er naturskønt i sin vilde frodighed og rummer store mængder af de nødvendige råstoffer til de berømte Hasle-Klinker.

Mange naturmæssige og slidsomme forhold gik forud for Hasle Klinker. Vor jord blev skabt, og det siges at Bornholm er gammel som jorden selv. Øen er jo en gammel granithorst, der i sin tid var landfast med Sverige, altså hørende til det skandinaviske urfjeld. Granitten er meget ældre end nogen anden kendt jordbund i det øvrige Danmark, omkring 2.000 Mill. År, bliver der sagt.

Granittens feldspat forvitrede, skovenes stammer af bregnetræer, palmer og eksotiske nåletræer segnede og rådnede, og efter årtusinders tryk blev de bornholmske kullejer dannet. Den mørke Rønne-granit afsatte kaolinen, og juratiden afsatte ler med sit smeltevand. I Hasle-sandstenen er der fundet forsteninger, som tyder på, at kæmpeøgler færdedes på egnen, og ”Haslekullene” som er konstateret flere steder på Bornholm, dateredes til omkring 200 millioner år tilbage – til Lias-perioden, også kaldet den nedre juratid.

Hvad med menneskene? Meget tyder på, at yndede bosteder i stenalderen var de lave, tørre plateauer placeret lidt over ålejern, og en del mennesker holdt således til i områderne omkring Muleby å, altså ved vort velkendte Sorthat. Flere steder i Hasles omegn er der fundet flintredskaber, og billedhuggeren og arkæologen Holger Kapel har hovedæren for de mange interessante fund. Også senere oldtidsperioder har afgivet væsentligt materiale omkring Hasle.

 Sandflugten hærgede.

Men da stedet, hvor eventyret om Hasleværket begyndte, var ret så øde i århundreder, er det væsentligt at springe et stykke frem i tiden. Sandflugtens hærgende magt er et barsk kapitel i den bornholmske historie, og det blev noteret, at kørevejen mellem Rønne og Hasle gennem 1700-årene var kendetegnet af utallige hjulspor, hvorfra sandet ustandselig rislede eller føg. I øvrigt blev sandmarken brugt flittigt af folk fra Rønne, Knudsker, Nyker, Klemensker og Hasle, som sendte alle mulige husdyr ud på jorderne. Dyrene afgnavede hver en ny grøn spire, og herved kunne sandet holdes løst og levende og stærkt fygende. Der blev opsat skel med kampesten eller ris gærder, men både sand og fæ brød igennem. I 1802 skrev herredsfoged Gad i Hasle til amtmand Mandix: ”Jeg blues ved at se Rønneborgere trine frem og nægte, at udmarken norden for byen ikke har nogen sandflugt, og at den ikke behøver at hegnes. Lad et barn på 10 år gå derud, og inden det har gået to skridt, vil det udbryde: ”I lyver! I lyver!” Sagen vakte debat, men samme års efterår overdrog amtmand Mandix landsdommer Rogert og byfogederne Wiborg, Rønne og Gad, Hasle, at gøre foranstaltninger. Der skulle fredes i området og sættes hegn mellem Hasle fri udmark og Klemensker. Et andragende fra et halvt hundrede mennesker i Rønne, Knudsker, Nyker, Klemensker og Hasle gik imod planerne. Der var ligesom om sagen i nogle år, i tiden fra Napoleonskrigene, og i 1819 kom professor Wiborg til Bornholm og krævede fredslysning af strandmarken mellem Rønne og Hasle, og i dét år blev der plantet 30.000 elletræer og udplantet 40.000 fyrretræer. I efteråret var 15 – 20 mennesker beskæftiget i denne gavnlige naturpleje, der senere også skulle blive til glæde for de mange mennesker, der traver eller cykler gennem skoven til Rønne og Hasle.

De første kul forsøg.

Brydningen af kul var imidlertid begyndt omkring Sorthat. Og betingelserne for en samlet udnyttelse af råmaterialerne må siges at være gunstig, når de nu findes i et begrænset koncentreret område. Leret, kaolinen og kullene forekommer nemlig i en stribe langs havet i en længde af godt 10 km fra sydøst for Rønne til lidt nord for Hasle. Men i begyndelsen var det kun kullene, der interesserede. I 1571 gav kong Frederik II Melchior Huscher tilladelse til at bryde kul i Helsingborgs omegn, og det menes, at de første bornholmske forsøg foregik på samme tid. Men vi skal nok alligevel flere år frem, for Bornholm slap først fri af det lybske herredømme i 1576, efter 50 års pantsætning.

I de første tider af kulbrydningens æra blev kullene først og fremmest brudt på de steder, hvor ”fløtserne” kunne findes tæt under jordoverfladen, især i havkanten. Fremgangsmåden var den, at man gravede brede kuler og derefter huggede kullene løs, ret så primitivt. Senere begyndte kulbryderne at bore skakter, hvorfra gangene, eller ovnene, kunne føres ud til siderne. Kullene fandtes hovedsagelig i den nordlige del af Sandflugten, det vil sige strandarealet mellem Rønne og Hasle, på Klemensker og Nyker strandmark. Sandflugten tilhørte kongen, og efterhånden gav regeringen koncession på kulbrydning til enhver, der ønskede det – inden for et afgrænset område.

Det var dog mest interessentskaber bestående af mindrebemidlede mennesker, der benyttede sig af denne adgang. Resultaterne var gennemgående små, men et selskab på 11 mand kunne dog i årene 1809 – 15 i en skakt bryde 2400 tønder kul årligt. Og i årene 1832 – 42 blev der i den nordre og søndre del af Sorthat optaget i alt 94.768 tønder kul. Men det var først fra 1843, at den industrielle virksomhed fik format. Da der blev dannet et stort og pengestærkt interessentskab, som vi skal høre om i næste afsnit.

Naturhavn ved Sorthat.

På Sorthatstykket – mellem Blykobbeåen og Bagåen – begyndte eventyret. Ved kysten i dette område har der været en naturhavn, og der har været seks-syv skanser mellem åerne. Men et par skanser har overlevet havets indhug på kysten. Der må altså have været noget fiskeri på stedet, og ligesom der er strandvagt i vore dage, har der tidligere været en organiseret militær bevogtning af kysten. Vi læser nemlig i rigsdags-referater fra 1803, at man skulle tage stilling til ansøgning om midler til istandsættelse af en forfalden vagtbygning ved Sorthat. Betydelige kulværker har haft deres plads mellem de to åer, og i nogle år var der teglværksvirksomhed samme sted. I 1889 blev Hasle Klinker og Chamottestensfabrik anlagt, men ikke i dette område, derimod længere mod nord. Og i dag finder vi smuk og eventyragtig skov på de steder, hvor de gamle kulværker lå. Det oplyses i beretninger fra skovbrugsekskursioner lige før år 1900, at der findes mest fyr i Hasle kommuneplantage, i Hasle Værks plantage rødgran, birk og Weymouths fyr, i statsskoven Kilen eg, fyr, rødgran, birk, hassel og bøg og i Sorthat plantage mest birk og alm.

Ikke underligt, at mange både fastboende og turister, finder stor glæde i at strejfe rundt i skoven omkring Hasle Klinker. Det er også rart at kunne smutte ned til traktørstedet ”Skovly”, der hvor Blykobbeåen lidt fra havet gør en bugtning mod syd. Vidste De, at egnen omkring Sorthatrevet – hvor man i dag finder små redskabsskure og småjoller – rummer underjordsfolk og gamle sagn? Mange mennesker har i tidens løb fortalt, at de har hørt lænkeraslen, råben og musiceren fra de underjordiske. Og der er blevet optegnet et sagn, som minder om historien fra Maltkværnskansen i Svaneke, hvor Albret Wolffsen i 1645 klarede sig godt en tid mod den svenske overmagt, fordi han fik hjælp af underjordsfolket.

 Sorthatsagnet.

Ifølge Sorthatsagnet ville en strandvagt en regnfuld og blæsende efterårsnat søge ly i sit skilderhus. Tre gange hørte han stemmer råbe befalingen: ”Skyd!? Han adlød tredje gang, affyrede skud ud i luften, og straks efter hørte han en frygtelig knitren og bragen ved stranden. Han stod selv oppe på strandbakken. Næste morgen kunne folk se svenske soldater liggende døde omkring i strandområdet, de var skudt ned med flintkugler. Ingen tvivl om, at de underjordiske havde slået de svenske angribere tilbage, da de prøvede at gøre landgang ved Sorthat, sagde folk til hinanden. Og denne historie falder jo godt i tråd med så mange andre beretninger om underjordsfolkets forsvarsgerninger til gavn for det bornholmske folk.

Strandvagten Harald Nexø.

I Sorthat bor 76-årige tømrer, biavler og tidligere strandvagt Harald Nexø. Fra ham har vi oplysningerne om kystskanserne og tegnene på en tidligere naturhavn i området. Historier om underjordsfolk i området har han hørt en hel del af. Men han var ikke foruroliget, når han gik strandvagt. I ca. 40 år indtil for fire år siden var Harald Nexø strandvagt for Redningstjenesten. Han skulle dog kun ud og trave om natten, når vejret var særlig slemt, og det blev gennemsnitlig til vagter 10-15 gange om året. Så tog han traveturen på fem-seks kilometer fra Hvide Odde til Levkabugten i nord. Det var rart at have et lille skur på Sorthatrevet, her kunne Nexø gå ind og varme sig ved en lille kakkelovn, hvis natteluften var alt for barsk. Selv om Harald Nexø ikke mere har vagtforpligtelser, så går der ikke en dag, hvor han ikke er nede og se til kysten. Havet kan jeg ikke undvære, når jeg har boet her i Sorthat i alle de år, siger han. Mange, der enten har boet eller blot haft regelmæssig gang i området gennem flere år, vil forstå Harald Nexø fuldt ud.

Nok har industriområdet ikke kun idylliske minder. Den oprindelige lange række af huse i Sorthat (i de seneste år er der udviklet en hel lille forstad bag husene) var oprindelig arbejderbyen, der voksede frem i tilknytning til kulværk og senere klinkerfabrik. Men naturen omkring fabriksanlæggene blev ikke ødelagt og der gives flere udsagn fra arbejdere, som sandelig også har nydt at gå ture i skoven, selv om de havde et nok så hårdt arbejde i ”Værket”. Arbejdets historie er dog hovedsagen i denne saga, og efter afrundingen af Sorthathistorien gør vi klar til næste afsnit, som tager fat på kulbrydningen.

Dette var Hasleværkets Saga 1. Af Arne Ipsen, den stod i Bornholmeren lørdag den 16.august 1980.