Hasleværkets Saga 4.

Nationaliteterne mødtes voldsomt i gamle dages værk.

Historien om Hasleværket fra ca. 1870 og fremefter – medaljens strålende forside: Opgangstider for det lille bysamfund, og dens bagside: Arbejdsulykker og kommunikationsproblemer.

Omkring 1870 havde købstaden Hasle knap 1.000 indbyggere. For at være nøjagtig kan der citeres fra Bornholms Avis for oktober 1980, at Bornholm dette år, ifølge folketælling, har 31.894 indbyggere, hvoraf 923 bor i Hasle. Og de 923 er fordelt på 221 familier.

Byen havde sine mange avlsbrugere, faktisk var der i forrige århundrede omkring 25 af disse gårdejere, i dag har Hasle kun et par fungerende avlsbrug tilbage. Dengang var avlsbruget altså et væsentligt erhvervsområde for den lille havneby, og jordbrugerne mærkede, i sliddet, Danmarks nye gunstige landbrugsudvikling, som begyndte med den væsentlige mergling af jorden fra ca. 1840. En sådan udvikling måtte smitte af på andre områder. Landbrugerne havde brug for nye og bedre redskaber, det var noget der betød øget beskæftigelse for håndværkerne og arbejderne, og senere blev de store maskinfabrikker startet rundt om i landet. Det var stolte folk, disse avlsbrugere. De havde gennem tiderne sat præg på Hasle, og når vi kigger på rigtig gamle matrikelkort, så ser vi, at størstedelen af byens ejendomme ligger på hver sin afgrænsede holm, som er rund, tre- eller mangekantet. I ældre tid var avlsbrugerne betydelige arbejdsgivere, vognmandskørslen sørgede de også for, og de udgjorde faktisk et slags aristokrati. Der blev virkelig taget hensyn til deres meninger, før der blev taget en afgørende kommunal beslutning for Hasle. Men ude i skoven gik udviklingen af kul – og ler gravning sin seje gang. Og meget kan tyde på, at der var respekt og forståelse mellem kularbejderne og avlsbrugerne, i påkommende tilfælde kunne de også samarbejde om store projekter til gavn for Hasle. Det første eksempel er fra omkring 1830, og historien om folkets opbygning af den første rigtige havn er et lille kapitel for sig.

Havnen var en kulskakt.

I september 1835 kunne folk over hele landet, i bladet ”Fædrelandet”, læse om opbygningen af Hasle havn. det fortælles, at idéen om at give byen en rigtig havn fremkom i 1814-15. der blev rundsendt en såkaldt kollekt, og denne blev underskrevet af praktisk taget alle byens beboere. Selv fattige daglejere tegnede sig for flere rigsdaler foruden arbejdsydelse. Byens og egnens avlsbrugere tilbød arbejdere, penge og vogne, og Bornholms kommandant, oberstløjtnant Hoffmann, sørgede for, at de omliggende sogne i 1815 kunne anvende de såkaldte militsdage til det vigtige arbejde på Hasle havn. det blev altså en broget flok af arbejdsfolk, der kom i samarbejde. Store sten fra de vældige klippeområder forskellige steder på øen blev kørt på store vogne til havnen, hvor de blev tilhugget og afpasset byggeriet. Men flere af de gode pengebidrag blev brugt under forberedelserne, ledende folk blev forflyttet fra øen, og arbejdet gik i stå. Først i 1827-28 kom der atter gang i sagerne, da to dygtige avlsbrugere og brændevinsbrændere, Niels Holm og Hans Mørch, gik ind i arbejdet. Denne Hans Mørch var tipoldefar til mangeårig avlsbruger i Grønnegade, Chr. Hansen, som døde for få år siden. Slægten hed skiftevis Hansen og Mørch, og folk med navnet Mørch Hansen (f.eks. tidligere kontorchef Mørch Hansen, Finansministeriet) er ud af denne slægt. Hans Mørch havde sit avlsbrug på det sted, hvor vi nu finder Hasle Bank, og han døde i 1830 af en tyfus, der blev kaldt ”Haslesygen”.

Holm og Mørch fandt villige folk til havnearbejdet, borgerne ydede naturalier, og en sommerdag kunne Hasleboerne ved hjælp af materialer samlet i 1815 lægge en dæmning og uden for denne en stenrække til beskyttelse mod is og bølgeangreb under vestlige storme. Senere blev der lagt en ny dæmning, som dannede indløbet mod nordvest. Etatsråd inde Marie Kofoed, Rønne, skænkede nogle hundrede rigsdaler til havnearbejdet, og toldkammeret fik kongen til at bevilge næsten 2.000 rigsdaler til låns mod renter og afdrag. Atter var det en broget flok: Landmænd, soldater osv.., der baksede med havnearbejdet. Og kulgraverne ude i skoven blev taget med på råd. Det fortælles nemlig, at da Hasles borgere ville stensætte havnen, stødte de på tre kulfløtser. Så kom de erfarne kulværksfolk til stedet og gravede en skakt under indløbet og videre ud under havnebunden. Fra en tømmerflåde kunne de samle kullene og derefter lade den tømte grubes loft falde ned. Så havde havnen den passende dybde.

Hasle blev eksportør.

En og anden ældre haslebo har i begyndelsen af 1870’erne sendt tanker tilbage til aktiviteterne omkring havnen i begyndelsen af trediverne. Dengang blev havnen uddybet til et par meter, næste uddybning fandt sted i udvidelsesperioden fra 1874, hvor den kom ned til 3,8 meter. Hasle kulværk deltog i udgifterne med en tredjedel for at få en god udskibningshavn – for nu er vi kommet ind i en ny spændende ære for kul og teglindustrien i skoven. Konsul Jeppe Jørgen Colberg stod for virksomheden ”Gammelværk”, og der blev gravet kulgruber til en dybde af godt 55 meter. Der skete meget omkring Colberg, men han kom også i modvind. I dagspressen kan man i september læse et indlæg, som var indsendt af flere Klemenskerboere, der beklagede, at Colberg forbød alle at fjerne tang fra stranden på Hasle kulværks grund. Colberg havde købt Strandmarken efter kulinteressentskabets opløsning, men det kunne da ikke være hans mening at tiltage sig en ret over forstranden, som han ikke havde, skrev de Klemenskerfolk. De ville i hvert fald ikke give afkald på deres ret, før der var faldet dom ved Højesteret. Colberg måtte dog sælge virksomheden, og den fik først københavnske ejere. I 1873 blev den overtaget for 140.000 rigsdaler af et tysk selskab bestående af tyskere og danskere, som dannede ”A/S Bornholms Kul – og Teglværker”.  Det nye selskab ville straks anvende 2 – 3.000.000 rigsdaler til indretning af grubedrift, sporvej til Rønne eller Hasle og til etablering af en ringovn, der skulle producere flere millioner sten om året. Pumpeskakten blev ført ned til en dybde af 180 fod, og efter udvidelsen rakte fabrikkens bebyggede areal over ca. 11.000 såkaldte kvadratalen. Nu blev det en fornøjelse at se den aktivitet, anlæggene på Klemensker Strandmark havde skabt på Hasle havn, skrev dagspressen i sommeren 1873. hestetrukne arbejdskøretøjer hentede materialer fra skibene, og i månederne juni, juli og august blev der registreret 29 fartøjer: Galeaser, jagter, slupper og skonnerter, fra København og Sverige med bl.a. kalk, mursten og stenkul.

Spor vejen mellem kul –og teglværket og Hasle havn blev anlagt i juni 1874. det er altså Bornholms ældste jernbaneanlæg, og det fungerede helt til 1963. I 1875 købte selskabet skruedamperen ”Bornholm” som var på godt 200 registertons og 45 hestekræfter. Og der blev rigtig ekspanderet. For at kunne beherske hovedparten af kul – og ler felterne købte selskabet Sorthat Kulværk og Teglværk, men der blev åbenbart taget for hårdt fat i handelsdriften. For i 1878 måtte A/S Bornholms Kul – og Teglværker træde i likvidation. Konsul Colberg havde i sin tid fået en panteobligation i Klemensker Strandmark. Med denne kunne han foranledige eksekution i pantet og tvangsauktion. Strandmarken med værkerne og Sorthat-værket fik nu den københavnske vekselerer M.S. Meyer som ny ejer.

Ulykkerne.

De store fabriks år i 1870’erne var storhedstid for Hasle, og netop omkring midten af 70’erne blev der foretaget brolægning af Storegades sydlige del. Byen havde brug for industrien, men fremskridtet kan også have sin menneskelige pris. Og det var nok så hårdt dengang for nu hundrede år siden, hvor man jo ikke havde den lovgivning for miljø og arbejderbeskyttelse, som kendes i dag.  Dagspressen beretter om arbejdsulykker i årene efter 1870. I marts 1871 omkom Hasle Teglværks bestyrer, Henrik Bothe, da han stod nede i en lergrav og skillerummet til en nabograv faldt sammen over ham. I januar 1874 blev en 15-årig arbejdsdreng slået ihjel ved Hasle kulværk, da en af de store kasser, der blev hejset op og ned, ramte hans hoved. Der fortælles også om arbejdere, som faldt ned i skakterne og kom slemt til skade. Og sygedagpengene var jo ikke noget kendt begreb dengang.

Slagsmål på Fælleden.

Da det tyske selskab havde købt virksomheden omkring Gammelværk i 1873, blev den danske arbejderstab, der hovedsagelig bestod af bornholmere, suppleret med grubearbejdere fra minedistrikterne i Westphalen og med teglværksbrændere fra Lippe Detmold. Også svenskere søgte til industrielle arbejdsmulighederne på Bornholm, og fiskeriet trak ligeledes mange svenske fiskere til Hasle og omegn. Ret så pludseligt skulle folk af forskellige nationaliteter arbejde tæt sammen i en større industrivirksomhed, og der kunne opstå gnidninger mellem arbejderne. Dagspressen fortæller dog kun om enkelte tilfælde af slagsmål mellem danske og tyske arbejdere, og i en kort notits i juli 1874 nævnes en dramatisk søndag på eksercerpladsen ved Hasle: Slagsmål mellem tyske og svenske arbejdere, den tililende politibetjent fik knivstik i armen. Der blev dog talt betydeligt mere om affæren folk imellem, og lokalhistorikeren, arkitekt K. Thorsen, har givet en malende skildring i en artikel. Her en lille genfortælling:

Hasle Fælled var et populært samlingssted på de solrige sommersøndage, og det var netop på en sådan skøn eftermiddag, at der opstod uenighed mellem tyske og svenske arbejdere i søndagstøj. Uroen bredte sig i flokken, nogle smøgede ærmerne op, andre løb til den nærliggende skov for lidt efter at komme tilbage med knortekæppe lavet af stive grene. Og så kom der gang i slagsmålet. En del af tilskuerne skyndte sig ind mod byen, ikke for at gemme sig men for at viderebringe den aktuelle nyhed. For snart efter kom både politifolk og stærke avlsbrugere til fælleden. De fik travlt med at skille de stridende parter, men snart efter var der faldet ro over Fælleden, så de udflugtsglade mennesker fortsat kunne have det hyggeligt sammen. Dengang blev der ikke skrevet hverken sociologiske rapporter eller digte om kommunikationen mellem mennesker i et lille samfund, men meget kan tyde på, at folket trods alt fandt ud af tingene sammen. Vi skal være varsomme med at dømme menneskene i de barske tider for hundrede år siden, og når vi hører, at den tids farverige indslag af folkedragter og svensk folkemusik på fælleden ved Hasle også sikrede de mere glade mindre, og at der faktisk, i mange tilfælde, blev rakt mange hjælpende hænder frem til gæstearbejderne, så har vi i dag måske et og andet at lære.

Nye tider for industrien.

Ude i skoven blev en ny industri-epoke indledt. Vekselerer Meyer opgav kulindustrien og koncentrerede sig nu om teglværksindustrien. Han foretog moderniseringer, og kvaliteten af fabrikkens ildfaste sten og klinker blev højt anerkendt fra alle sider. Men det er jo ikke nok med ros og anerkendelse. Det blev nødvendigt med kapitaludvidelse omkring Meyers fabrik, og i februar 1889 blev der dannet et nyt selskab med ny kapital – A/S Hasle Klinker og Chamottestensfabrik. Grosserer Ludwig Edelstein blev bestyrelsesmedlem. Samtidig blev han virksomhedens direktør, og han varetog denne stilling til sin død i 1911.

I 1891 solgte værket den nordlige del af distriktet, mellem en tredjedel og fjerdedel af hele arealet til Hasle kommune. Det var en dejlig nåletræsplantage med sandstrand. Denne handel fik spændende konsekvenser. Oprettelsen af Hasle Badehotel og udviklingen af Hasle bys turisme og rekreative muligheder for byens borgere. Men det er en helt anden historie, som skal fortælles senere.

Denne artikel stod i Bornholmeren den 6. september 1980 skrevet af Arne Ipsen.