Hasleværkets Saga V:

Folk og udvikling omkring Klinkeren.

Historien om udviklingen fra omkring århundredskiftet op til i dag – den blev udført af arbejderne.

Da den kgl. Porcelænsfabrik i København skulle opføres ved den gamle Købmagergade, skulle der ske følgende: ”Leret skulle hentes fra Bornholm, kvartsen fra Norge og brændet fra Preussen”. Sådan bliver sagen fortalt, næsten eventyragtigt, i Vilhelm Bergsøes herlige gamle roman om en karakteristisk virksomhed og dens mennesker, ”Fra den gamle fabrik”, som undertegnede vil kunne læse igen og igen.

For bogen beretter om en krævende fabrik, hvor mennesker oplevede en udvikling på godt og ondt og følte sig forbundet med virksomhedens aktiviteter – akkurat sådan som mange har opfattet de seneste hundrede års udvikling omkring Hasle Klinker. Det bornholmske ler, som Porcelænsfabrikken altså havde opdaget, er måske landets fineste sort, og omkring århundredskiftet kunne fabrikken i skoven syd for Hasle selv begynde at ”skrive” historie. Ude i verden kan der nu bl.a. fortælles, at der blev sendt fine klinker til facadebeklædning af to store bygninger i København: Statsradiofoniens hus på Rosenørns Allé og Havemanns Magasiner på Vesterbrogade. Og klinkerne dukker også op i nybyggerier i dag.

Efterkommerne af kulgraverne ved Hasle og Sorthat var kommet med i en spændende udvikling. Historisk officielt bliver der bare sjældent fortalt om arbejdernes forhold bag en fremragende erhvervsudvikling. Vi må have dette vigtige emne med i denne sammenhæng. En dygtig ledelse har naturligvis uvurderlig betydning for en virksomheds udvikling, og efter alt at dømme har Hasle Klinker i tidens løb haft glimrende mennesker i ledelsen. I vor saga om Hasleværket vil vi derfor lige give en gennemgang af udviklingens hovedtræk.

Mange ændringer.

A/S Hasle Klinker- & Chamottestensfabrik var blevet stiftet i 1889, og det nye selskab ville først og fremmest have noget ud af de fortrinlige ler sorter i ejendommens jord. Nu skulle fabrikationen af de fine og hårde klinker specialiseres, for dem var der efterspørgsel på i såvel Østersølandene som Skandinavien. Fabrikken blev moderniseret, og i 1912 blev den sluttet sammen med Kaolin -Industri – aktieselskabet af 1873 og Dansk Chamottestensfabrik Limited, som var blevet grundlagt 1890. I 1924 overtog det store selskab endvidere Bornholms Kaolinslemmeri, der ejede Torneværket, Buskeværket og Rosvang ved Rønne, og i 1927 kunne produktionen af glaserede ler rør startes. Kaolinen er Rønneområdets ”skat” i jorden. I Bornholms fastlandstid, hvor granittens forvitring foregik, dannedes lagre af kaolin, og gårdejer Hans Carlsen Lund fandt i 1806 dette hvide ler, eller kaolin, i sine jorder. Vi skal lige opsummere: Af de bornholmske kaolin og lerlejer udvindes materialer til kar og råmaterialer til mursten, drænrør, ildfast sten og klinker. Den ildfaste sten, altså chamottestenen, er en blanding af kaolin og ler, mens klinkestenen fremstilles af lerarter, der lader sig sintre uden at smelte, og klinkeren anvendes til gulve i mejerier, fabrikker, kølehuse, trapper og undertiden som bryggersgulve i privathuse m.m.

Hermed har vi fastslået grundprincipperne for denne Bornholms største industrifaktor. Hasle Klinkerfabrik var med andre ord gået i samarbejde med det senere såkaldte Rabekkeværket. På denne Rønnefabrik blev Danmarks første tunnelovn taget i brug til brænding af ildfaste sten i 1934. klinkerfabrikken fik sin første tunnelovn i 1936, og i 1966 kunne det meddeles, at Hasle Klinker nu havde tre tunnelovne. Der blev noteret opgang for Hasle Klinker i årene efter 1889 og flere årtier frem. Stor eksport af klinker, ildfaste sten og kaolin gik til Tyskland, Rusland, Finland, Sverige og Norge, og flere grene skød ud fra stammen: En tid ledede selskabet Hammerens Granitværk og Fosforitbruddet ved Arnager, og i 1919 anlagde datterselskabet A/S Bornholms Kulværker i nærheden af Hasleværket et større kulværk med en muret skakt for at kunne udnytte de kul, der lå dybt nede i jorden. Arbejdet mislykkedes, da store vandmængder fra undergrunden stansede opbygning af skakten, som på det tidspunkt havde kostet omkring en million kroner.

Så gik det bedre for Brødrene Ankers Maskinfabrik i Hasle, som i 1918-20 brød kul i skakter ved Levka og fik næsten 43.000 hektoliter kul til en værdi af 170.000 kr. op af skakterne. Vi skal frem til 2. verdenskrig for at konstatere nyere kulbrydning. På statens foranledning blev der i krigens tid brudt i alt ca. 30.000 tons kul sydøst for Hasle. Den ca. 35 meter dybe kul grav er nu vandfyldt og kendt som Rubinsøen – i et naturskønt område – og den opgravede jord blev tømt ud over stranden, hvor den nu er kendt som Kultippen – et kilometerlangt, goldt bjerglandskab, der strækker sig fra Hasles badestrand til Levka.

Gavnlig tid for Hasle.

I det hele taget oplevede Hasle opgangstider fra midten af forrige århundrede. Vi bør indskyde, at Hasle Håndværkerforening havde et godt grundlag at starte på i 1881, og at denne sammenslutning af håndværksmestre tog initiativet til Hasle Bank i 1903 og Teknisk Skole af 1909. brødrene Ankers maskinfabrik, som er højt respekteret for sit støbegods af fin kvalitet blev startet i 1888, altså et år før dannelsen af Hasle Klinker. Hasleværket var og er egnens betydeligste virksomhed. Og det har gennem tiderne haft mange markante lederskikkelser. Vi skal blot nævne enkelte. Ludwig Edelstein var direktør til sin død i 1911,fra 1912 til 1921 var Selmar Goldschmidt chefen og han efterfulgtes af ingeniør K. Sødring, som var blevet teknisk direktør i 1916. fra 1925 og mange år frem var ingeniør Iwan Clausen direktør, og efter rekonstruktionen i 1927, hvor aktiemajoriteten blev overtaget af firmaet H. J. Henriksen & G. Kähler, Korsør, ledede Clausen firmaet i samarbejde med ingeniør Gustav Kähler. Fremstillingen af Hasle Klinker og fliser foregik i en sindrigt opbygget arbejdsdeling, hvor varerne skulle stryges og efterpresses, derefter i presseapparat, brændes ved 1200 grader Celsius i tunnelovnen og endelig stables, pakkes osv. Ordet ”syrefast” blev et meget anvendt reklameudtryk, og i de seneste par årtier er den store virksomhed også blevet kendt for de karakteristiske, enkelt udformede foderskåle fra Rabekkeværket. De er lavet af regulært stentøj, skabt af 1250 graders varme. Alt i alt har Bornholms største virksomhed haft mange gode år, eksporten gik ikke blot til de nordiske lande, også til andre dele af Europa og til lande som Australien og Philippinerne. Og der må fortsat være muligheder for virksomheden.

Arbejderne.

Arbejderne fik deres både gode og hårdt krævende dage i ”Klinkan”, som fabrikken syd for Hasle normalt kaldes. Mange Hasleboer er bekendt med synet af den lange række af cyklende værkarbejdere, som skal til og fra virksomheden. Denne cykelrække er faktisk et af de mest karakteristiske træk af Hasles bybillede. Der var også tider, og vi skal 40 – 50 år tilbage, hvor nogle værkarbejdere travede sammen til værket hver dag, hver især forsynet med madkasse, som de havde i hånden eller i rygtaske. Der var f.eks. Karl Svendsen, den svensk fødte Ernst Olsson, Carl Løbner Olesen og Frederik Pedersen, som i sin tid havde en smuk, tråd indhegnet blomsterhave på et lille areal mellem Hasle Fælled og jernbanesporet, der førte fra Hasle Klinker til Hasle havn. de travende arbejdere fik sig en lille hyggesnak på turen, og folk har fortalt sagaskriveren om imponerende færdigheder hos disse raske arbejdere. Det skete f.eks., jævnligt, at de fik grus eller småsten i træskoene, og så måtte de tømme fodtøjet ved at slå den ene træskos hæl mod den andens snude, og det blev gjort uden at de standsede eller egentlig sagtnede farten. Det må altid have været hårdt at arbejde omkring de ulideligt varme tunnelovne, og flere andre gener er vel også fulgt med Klinkerfabrikkens udvikling. Men sagaskriveren mindes ikke mange beklagelser blandt arbejdere. I ældre tider havde de vel ikke rigtig noget valg: Kunne de få et job i Klinkan, måtte de bare sige ja, og der fortælles historier om det gode sammenhold mellem kammeraterne, også i 1930’erne, hvor nogle af dem havde svært ved at vænne sig til sommerferien efter ferielovens ikrafttræden og derfor besøgte deres arbejdende kolleger, når disse havde frokostpause. I en lille by som Hasle, hvor alle kender alle – måske dog i mere udpræget grad for 20 – 30 år siden – bemærkes hvert enkelt menneske, og det accepteres for sin funktion, uanset stillingsbetegnelsen. Og selv om byen er vokset en del i de seneste år, synes denne mentalitet stadig at leve i bedste velgående. Derfor lever minderne om stoute gamle arbejdsmænd som Andresson og Jönsson, der begge var svenskere. Sidstnævnte, der kom til Hasleværket fra egnen mellem Humlebæk og Nivå, hvor han havde arbejdet ved et af denne egns mange teglværker, blev redningsmand for denne sagas fortæller, da skriveren som lille dreng i slutningen af 1940’erne havde forvildet sig ud til slemme kasserne på klinkerfabrikkens område, hvor han intet som helst havde at gøre. Han råbte højt om hjælp for nu kunne den lille opdagelsesrejsende med eventyrlysten ikke klare situationen. Jönsson kom til stedet sammen med en arbejdskammerat, og det viste sig, at den store, brøsige svensker var et godmodigt, børnevenligt menneske. Han tog drengen med hjem til sin tjenestebolig, sørgede for, at han fik et par stykker mad, og derefter cyklede sønnen Carl Johan hjem til Hasle med drengen foran på cyklen.

John Ove og Clara.

Der kan nævnes utallige andre folk fra Klinkerfabrikken, alle er værdige til omtale, lad os nu mindes to funktionærer, der begge er væk. John Ove Sørensen voksede op i nærheden af fabrikken, og efter syv års skolegang i Klemensker, hvor han gik i skole hver anden dag, blev han omkring midten af 1930’erne kontorelev i Hasle Klinker. Han var altså et af de mennesker, der lidt efter lidt stykkede en god uddannelse sammen, og da han havde energi og vilje til at lære mere og mere, avancerede han efterhånden til kontorchef i Klinkerfabrikkken. I Hasle blev John Ove, som alle kaldte ham, navnlig kendt inden for fodboldsporten. Han døde, da han kun var godt et halvt hundrede år, og mange mindes ham for hans djærve og kammeratlige væsen venlig og opmærksom var han over for alle i byen. Mange har også gode minder om Clara, som hed Larsen til efternavn. Dette på én gang rolige og festlige menneske var i mange år bogholder i klinkerfabrikken. I fritiden dyrkede hun bl.a. folkedans og dilettantkomedie, og det udadvendte væsen blev hendes særkende. Helbredet var ikke godt i hendes ældre år, alligevel formåede hun at gå ud til andre med opmuntrende ord. Efter alt at dømme betød virksomheden i skoven temmelig meget for disse to prægtige mennesker. Og det gør den vist også for mange andre, som trods hårdt arbejde har fundet gode venner i miljøet.

Hvad skal der nu foregå?

I flere årtier var Hasle Klinker et lukket land for offentligheden, herunder pressen, men man kan vist roligt sige, at virksomheden havde stabile forhold. I slutningen af 1960’erne begyndte det at stramme til for fabrikken, i 1973 ændredes aktieselskabet struktur, og i 1978 kom virksomheden ind i en alvorlig krise. Efter et initiativ fra Bornholms amt blev Hasle Klinker omdannet til selvejende institution. Virksomheden købte selv den selvejende institution for 15 millioner kroner, som blev lånt af amtet. Dertil kommer at amtet købte 800 tønder land rekreativt område af virksomheden for 17 millioner kroner. 1. august 1978 skrev amtmand Niels Elkær-Hansen i ”Bornholmeren”, at der var noget at bygge videre på, for denne Bornholms største industrivirksomhed har to hovedaktiver: Ler forekomsterne og en dygtig arbejderstab, der føler sig knyttet til virksomheden. Amtmanden skrev videre: ”Vent ikke de store resultater i år og heller ikke i 1979, men sættes alle gode kræfter ind, og handles der økonomisk, så tror jeg, der er håb om at man kan få en sund virksomhed, der gennem gode afsætningskontrakter, gennemført rationalisering og produktudvikling kan skabe trygge arbejdsforhold for de ansatte”. Der blev opnået et pænt overskud i 1979, og Hasle Klinkers største kunde var F.L. Smidt koncernen. I sommeren 1980 købte koncernens afdeling A/S Ålborg Portland virksomheden. Overtagelsesprisen var 0, men Ålborg Portland overtog gældsforpligtelserne og investerede 20 millioner kroner i fabrikken. Hasle Klinker har i dag ca. 400 ansatte, for år tilbage havde virksomheden 6 – 700 arbejdspladser, og formanden for LO, Thomas Nielsen, siger nu, at kun økonomisk demokrati (ØD) kan sikre jobbene i klinkerfabrikken. Efter at Hasle Klinker altså stod uhyggeligt på vippen er der altså sørget for en nogenlunde sikring i de førstkommende år, og der skal nu findes ideelle former for ledelse og rigtig udvikling af Hasle Klinker. For virksomheden vil fortsat være estimeret ude i verden. Den ikke – forurenende fabrik i skoven er en del af Hasle. Og den har præget et skønt naturmiljø, som vi skal høre mere om.

Denne artikel stod i ”Bornholmeren” den 13. september 1980 skrevet af Arne Ipsen.